Baggrund
Læsetid: 3 min.

Hvem bestemmer over værket?

Et godt gammelt spørgsmål er blevet aktualiseret, men det er i hvert fald ikke forfatteren, der har fortolkningsretten til sit eget værk
At bunde. Jeg troede, at forfatteren Mette Moestrup og jeg var enige om, at den gode litteratur er den, hvor forfatteren vover sig ud på dybt vand, hvor der sker noget uforudsigeligt.

At bunde. Jeg troede, at forfatteren Mette Moestrup og jeg var enige om, at den gode litteratur er den, hvor forfatteren vover sig ud på dybt vand, hvor der sker noget uforudsigeligt.

Kultur
23. april 2010

Hvem bestemmer over værket? Jeg kan ikke rigtig komme mig over, at Mette Moestrup, som jeg husker som en skarp litteraturforsker fra studiet i Århus og kender som en strålende forfatter, kan få sig selv til i et svar på min bogklumme om 'alle de her borgerlige forfattere' at skrive: »Lad mig én gang for alle slå fast, at jeg aldrig har været, ikke er og aldrig bliver højreorienteret.« Og tilmed at tilføje, at denne sikre viden også afspejles i hendes værker. Hun nægter med andre ord at anerkende, at der ikke er fuld overensstemmelse mellem liv og værk, og at man i den litterære praksis ikke helt ved, hvad man gør, eller hvad, det man skriver, betyder. At litteratur både kan være en mental og intellektuel undersøgelse, som man ikke ved præcis, hvor fører hen. Og at det, der i den seneste bog gør Mette Moestrup god som forfatter, netop er den litterære undersøgelse af bl.a. hjemstavn og sted, hvor svaret ikke er givet på forhånd.

Jeg troede sådan set, at hun og jeg var enige om, at dårlig litteratur er den litteratur, hvor man tydeligt kan se en intention, og hvor der består et 1:1-forhold mellem forfatterens holdning og værket, eller hvor forfatteren i sit værk blot indkapsler sin politiske holdning. Hvis man som forfatter vil ytre sig politisk og for guds skyld ikke risikere at komme til at indtage uønskede standpunkter, er det bedre at skrive en kronik, et essay eller en debatbog. Og jeg troede, at hun og jeg var enige om, at den gode litteratur er den, hvor forfatteren vover sig ud på dybt vand, hvor der sker noget uventet og uforudsigeligt og hvor sproget og den litterære tradition viser sig at være større og mægtigere end forfatterens eget relativt lille jeg.

Lad mig udtrykke det på en anden måde. Jeg vil som Mette Moestrup også uden at tøve kunne sige, at jeg aldrig har været og ikke er højreorienteret. Ligesom jeg vil kunne tilføje, at det er overvejende sandsynligt, at jeg heller aldrig bliver det. Hvis jeg imidlertid var forfatter, hvilket jeg ikke er, ville jeg være ret ligeglad med at pleje et venstreorienteret image og værne om et sæt af politiske holdninger i det, jeg skrev. Jeg ville skide højt og flot på en del moralske kvababbelser og skrive derudad. Som forfatter ville jeg tillade mig at være stort set hvem som helst og undersøge alle mulige tilstande og holdninger, og jeg ville hade, hvis nogen kom og sagde, at den og den bog var propaganda for noget bestemt. For jeg ville først og fremmest være interesseret i, hvad der kom ud af at undersøge.

Jeg bilder mig ind, at de bedste forfattere ikke skriver for en gennemsigtig holdnings skyld, men fordi man som kunstnerisk sensitivt væsen forholder sig til omverdenen. Alle mine litterære helte har i hvert fald taget sig den frihed at bruge kunsten på den måde.

Men dybest set handler alt dette om, hvem der har fortolkningsretten til det litterære værk? Jeg vil til enhver tid hævde, at det i hvert fald ikke er forfatteren, der har det. Ofte er forfattere dårlige til at tale om og fortolke egne værker. Megen moderne litteraturteori gennem årtier har jo også handlet om, at man ikke kan sætte lighedstegn mellem forfatter og værk. Værket er ofte klogere end forfatteren, og der er brug for andre end forfatteren til at forstå og analysere det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her