Læsetid: 8 min.

Hvem vogter wiki-vagthunden?

Sidste uges lækkede hemmeligstemplede videoklip af et amerikansk luftangreb på ubevæbnede irakere er set af millioner på internettet men måske kunne whistleblower-websitet WikiLeaks også trænge til selv at blive kigget nærmere efter i kortene
En irakisk mand peger på de skader, et amerikansk helikopter-angreb i 2007 forårsagede på hans hjem. Mindst tolv mennesker blev dræbt ved angrebet, der er kommet til voldsom debat efter at hjemmesiden Wikileaks har offentliggjort fortroligt videomateriale optaget af kamphelikopteren selv.

En irakisk mand peger på de skader, et amerikansk helikopter-angreb i 2007 forårsagede på hans hjem. Mindst tolv mennesker blev dræbt ved angrebet, der er kommet til voldsom debat efter at hjemmesiden Wikileaks har offentliggjort fortroligt videomateriale optaget af kamphelikopteren selv.

Ahmad al-Rubaye

13. april 2010

WASHINGTON - Den har udnævnt sig selv til at være »folkets efterretningstjeneste«, og webtjenesten har planer om at indrullere flere agenter end selv CIA. Og disse agenter kan både være dig og mig.

Nok er WikiLeaks langt fra at nå dét mål, men i sidste uge styrkede webstedet sit krav om at være det foretrukne lækageforum for whistleblowers. Det skete med offentliggørelsen af et video-klip (som det amerikanske forsvarsministerium havde erklæret bortkommet), hvor besætningen på en amerikansk kamphelikopter kunne høres kommentere sin nedskydning af irakere på en gade i Bagdad i 2007 i bemærkelsesværdigt begejstrede vendinger. Dødsofrene talte to af nyhedsbureauet Reuters ansatte, og frigivelsen af de chokerende optagelser skabte betydelig hændervriden i et land, hvor mange er godt trætte af Irak-krigen. Ligesom den indbragte WikiLeaks over 150.000 dollars i donationer, der kan bidrage til at holde liv i dets kontanthungrende afsløringsoperationer.

En million dokumenter

Det skabte desuden fornyet opmærksom omkring en stort set anonym gruppe, der har distanceret sine konkurrenter ved inden for ganske få år ved at indvie verden i over en million fortrolige dokumenter, der rangerer fra højt klassificerede militære hemmeligheder til Sarah Palins hackede e-mails. WikiLeaks var det også, som udsendte den kontroversielle korrespondance mellem forskere fra East Anglia Universitys klimaforskningsenhed, ligesom det var på WikiLeaks, at man kunne læse de sidste sms-beskeder fra dem, som blev dræbt under angrebene mod USA, den 11. september 2001.

WikiLeaks har svoret at ville forandre verden ved at afskaffe al slags hemmelighedskræmmeri fra offentlige myndigheder og andre magt-instanser. I Storbritannien har webtjenesten leveret stærke bidrag til at undergrave domstolenes muligheder for at tilbageholde informationer. WikiLeaks fåmælte australske direktør, Julian Assange, var for nylig i Island for at rådgive medlemmerne af det islandske parlament om nye love, der beskytter informanter.

Assange, der karakteriserer sit virkefelt som en blanding af undersøgende internetjournalistik og rettighedsaktivisme, forudser en dag, hvor alle slags fortrolige dokumenter fra de hemmelige ordrer, som tillader vores eget statsapparat at udspionere os til geskæftige breve fra dine børns skole, vil blive lagt på WikiLeaks for hele verden at se. Og dette, hævder Assange, vil ændre alt.

Hemmelig gruppe

Men der er også dem, der frygter, at WikiLeaks er en hel del mere end den efterretningstjeneste, som foretagendet er i egen selvforståelse ja, at der er tale om en fordækt og uansvarlig organisation, der gerne tramper på privatlivets fred og andre rettigheder. Og at der som ved så mange andre, der har hævdet at handle i folkets navn er reel fare for, at den reelle konsekvens bliver øget undertrykkelse.

Assange har en manke af platinblondt hår og en aura af hemmeligheder over sig. Han ønsker ikke at diskutere sin alder eller baggrund, selvom det er velkendt, at han voksede op i Melbourne, hvor han allerede som teenager blev dømt for at hacke myndigheders og koncerners websites. Han synes at være konstant på farten, men når han stopper for længere tid af gangen er det i Kenya.

Næsten intet har været fremme om de øvrige personer, som er involveret i projektet. WikiLeaks blev skabt i slutningen af 2006. Dens grundlæggere, som ifølge WikiLeaks selv, hovedsagelig tæller kinesiske systemkritikere, hackere, computerprogrammører og journalister, fremlagde deres ambitioner i en invitation, der blev e-mailet til en række personligheder med erfaringer og viden om hemmelige dokumenter, om at deltage i WikiLeaks særlige rådgiverpanel.

Blandt dem, som fik denne henvendelse, var projektets helt store inspirationsfigur, Daniel Ellsberg den amerikanske militæranalytiker, der for fire årtier siden lækkede en række Pentagon-papirer om Vietnam-krigen til avisen New York Times.

»Vi mener, at uretfærdighed bedst imødegås ved god regeringsførelse, men at god regeringsførelse forudsætter en åben forvaltning,« hed det i invitationsmailen.

»Ny teknologi og udvikling inden for kryptering gør det ikke blot muligt at tilskynde til dokumentlækager, men letter adgangen til dem i massivt omfang. Det er vores hensigt at sætte en ny stjerne i menneskets politiske firmament.« E-mailen appellerede til Ellsberg om at slutte sig til det »politisk-juridiske forsvar«, som initiativtagerne erkendte de ville få brug for, når de først begyndte at komme ind under huden på regeringer, militær og virksomheder:

»Vi ville blive glade (...), hvis De ville blive del af vores politiske rustning. Jo mere panser vi har især i form af mænd og kvinder, hvis habitus er hædret af alder, historie og klasse jo mere kan vi opføre os som uforskammede unge mænd og slippe af sted med det.«

Og andre fik lignende henvendelser. WikiLeaks initiativtagere antydede, at »dette kan blive verdens mest magtfulde efterretningstjeneste.« Dens primære mål vil være »stærkt undertrykkende regimer i Kina, Rusland og det centrale Eurasien, men vi forventer også at være til hjælp for dem i Vesten, der ønsker at afsløre ulovlig eller umoralsk adfærd i deres egne regeringer eller virksomheder.«

Hjemmesiden spærret

Men initiativgruppen løb ind i problemer, allerede før WikiLeaks blev lanceret. Den henvendte sig også til John Young, der drev en anden hjemmeside for offentliggørelse af lækkede dokumenter, Cryptome, og bad ham om at registrere WikiLeaks hjemmeside i sit navn. Young indvilligede og var i begyndelsen en begejstret tilhænger, men da initiativgruppen erklærede sin hensigt om at rejse fem millioner dollar, satte han spørgsmålstegn ved dens motiver »den slags penge kan kun komme fra CIA eller George Soros,« sagde han og tog sit gode tøj og gik. »WikiLeaks er fup,« skrev han i sin afskedsmail.

»Stop jeres nuttede bondefangeri og misinformationskampagne imod legitime modstandere. Det er det samme gamle lort, I arbejder for fjenden.« Young lækkede herefter hele sin e-mailkorrespondance med WikiLeaks stiftere, herunder også henvendelserne til Ellsberg.

På trods af denne penible start skabte WikiLeaks sig dog hurtigt et navn med et væld af lækkede dokumenter, og snart begyndte de etablerede magtinstanser at sparke igen.

For to år siden overtalte en schweizisk bank en amerikansk dommer til midlertidigt at lukke WikiLeaks websted, efter at der herfra var offentliggjort lækkede dokumenter, der implicerede Bank Julius Bär i hvidvaskning af penge og skatteunddragelse. Dette skridt afslørede WikiLeaks sårbarhed over for sagsanlæg, og webtjenesten søgte at nu at redde sig selv uden for regeringers og domstoles rækkevidde ved at flytte sin primære server til Sverige, som har stærke love til beskyttelse af whistleblowers.

Også den australske regering har forsøgt at få ram på WikiLeaks, efter at tjenesten offentliggjorde en hemmelig liste over hjemmesider, som de australske myndigheder havde planer om at forbyde. Samtidig forlangte medlemmer af den amerikanske kongres at få at vide, hvilke retlige skridt der kunne træffes mod WikiLeaks, efter at sitet havde ladet offentliggøre sikkerhedsmanualer til amerikanske lufthavne. Men både i Australien og USA måtte man sande, at der ikke var noget at stille op. Samme erkendelse har alle fra den kinesiske regering til Scientology måttet gøre.

Krænker privatliv

Men WikiLeaks bekymrer andre end dem, som har instinktive ønsker om hemmeligholdelse. Steven Aftergood, der har offentliggjort tusindvis af lækkede dokumenter på Secrecy News en blog, han bestyrer på vegne af Federation of American Scientists var blandt dem, der afviste invitationen om at blive en del af WikiLeaks panel af rådgivere. »De har opsnappet og offentliggjort dokumenter af overordentlig stor betydning. Jeg vil også medgive, at WikiLeaks er en reaktion på et reelt problem, den lukkede kontrol med oplysninger, som har offentlighedens interesse,« siger han. Men han anser også WikiLeaks for at udgøre en trussel mod de individuelle frihedsrettigheder.

»Deres reaktion på vilkårlige hemmeligholdelser har været at vedtage en politik med vilkårlige offentliggørelser. De har en tendens til at se bort fra alle hensyn til privatlivets fred, til intellektuel ejendomsret og til sikkerhed,« siger han.

»En af de ting, jeg finder anstødelige ved deres måde at operere på, er deres beredvillighed til at videregive fortrolige optegnelser fra religiøse og sociale organisationer. Hvis du er mormon eller frimurer eller medlem af foreninger med hemmelige indvielsesritualer, så er Wiki-Leaks ikke din ven. De vil uden videre krænke dit privatliv og foreningsfriheden. Dette har intet at gøre med whistleblowing eller ansvarlighed. Det er simpelthen afsløringer for afsløringernes egen skyld.«

Aftergoods kritik har afstedkommet vrede i ledelsen af WikiLeaks, hvis juridiske rådgiver, Jay Lim, for to år siden skrev til Aftergood og advarede ham om følgerne, hvis han ikke indstillede sin kampagne. »Hvis side er du på her, Stephen? Det er på tide, at du stopper din monotone beskydning,« skrev Lim. »Vi er meget skuffede over din manglende støtte og råder dig til at køle ned. Gør du ikke det, kan vi, med den største modvilje, blive tvunget til at reagere.«

Lækkede kenyansk bog

WikiLeaks har også vakt forfatteren Michela Wrongs raseri, da hun til sin skræk kunne konstatere, at hendes bog om omfanget af den officielle korruption i Kenya var blevet piratkopieret og lagt ud på WikiLeaks i sin helhed med den begrundelse, at Nairobis boghandlere var for tilbageholdende med at sælge den af frygt for at blive sagsøgt i henhold til Kenyas strenge injurielove.

Wrong var vred, for selv om hun principielt støtter WikiLeaks >projekt, var hendes bog ikke noget fortroligt regeringsdokument, og nu er den gratis tilgængelig for hele verden. På e-maildistributionslister kunne hun se, at den piratkopierede version blev e-mailet frem og tilbage blandt kenyanerne hjemme og i udlandet.

»Jeg blev ude af mig selv, fordi jeg så for mig, at hele mit afrikanske marked var ved at forsvinde,« siger Wrong.

»Jeg skrev til WikiLeaks og prøvede at forklare dem, at de skader deres egen sag. For hvis folk som mig ikke længere kan få honorarer, vil forlagene ikke sætte nogen til at skrive om korruption i Afrika.« Hun er ikke sikker på, hvem hun kommunikerede med, for e-mails fra WikiLeaks rummer ikke navneidentifikation, men hun antager, at det var Assange selv på grund af den betydelige viden om kenyanske forhold, der skinnede igennem svarene.

»Han var enormt selvhøjtidelig og erklærede, at hensynet til at øge offentlighedens kendskab til de problemer, jeg beskrev, gjorde, at jeg havde pligt til at lade bogen piratkopiere. Han skrev: Denne bog var muligvis din baby, men nu er den Kenyas søn. Den formulering blev virkelig hængende, fordi jeg synes den var så arrogant,« >siger hun.

»Ellers er jeg helt på WikiLeaks side, men disse fyre er voldsomt selvretfærdige.« Hvortil kommer, at WikiLeaks tilsyneladende forventer, at andre respekterer dets egne krav om ejerskab i al fald har tjenesten sat copyrightsymbol på det famøse klip om den amerikanske kamphelikopters skuddrab i Irak. Assange har imødegået kritik mod noget af det offentliggjorte materiale på sitet med henvisning til, at WikiLeaks centrale filosofi er »ingen censur«. Han hævder, at organisationen er nødt til at være uigennemsigtig for at kunne værge sig imod juridiske angreb eller noget mere dystert. Men det har også betydet, at tjenesten har kunnet forbigå ubehagelige spørgsmål såsom en afsløring i det amerikanske 14-dages-magasin Mother Jones af, at nogle af de personligheder, WikiLeaks hævder at have rekrutteret, herunder en tidligere repræsentant for Dalai Lama, og Noam Chomsky, selv benægter enhver forbindelse med WikiLeaks.

Og trods gentagne anmodninger om svar på de spørgsmål, som Aftergood, Wrong og andre har rejst, har WikiLeaks eneste reaktion på The Guardians henvendelser i forbindelse med denne artikel været en e-mail, der henviste til et telefonnummer, hvor en telefonsvarer oplyste, at dette nummer for tiden ikke var i brug.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak til Information for at forward'e...

Men der er tale om et sygt forsøg på at kompromitere Wikileaks. En global offentlighed er åbenbart i vejen for enhver, som har "forstået" efterretnings-tjenesterne og de gældende magt-relationer - og som er parate til at benægte det simple forhold, at kendskab til mere eller mindre rådne forhold i dén sammenhæng, skulle kunne komrumpere de samme magtforhold, som har præsteret dem. Det kalder man i daglig tale for medløberi. Der er således tale om en mere end overdrevet præmis. Magt er magt og på voldelige vilkår. Man forvolder verden. Uden at skele til, om man afvikler fornuft i forløbet. Så enkelt er dét såmænd. For magt har tilsyneladende afløst fornuft som som sidste gyldige perspektiv...

Når der gives en global offentlighed mulighed for at følge med i en ellers stærkt redigeret udgave af virkeligheden, udgør Wikileaks klart en bekendelse til en orienteret virkelighed - og dermed en orienteret offentlighed.

Altså det simple forhold, at såfremt kendskab til magt-relationernes ukontrollerede gebærden sig, burde kunne unddrages al forståelse for enhver offentlighed omkring de gældende realiteter - så er man på vej ud i hampen. På vegne af magt-relationernes suveræne omgang (læs kontrol) med fornuftens vilkår.

Men netop dette aspekt har den europæiske filosofi gentagent kritiseret for at være en omgåelse af al rimelig fornuft. Vi erindrer lige Schopenhauer fra 1844: hvem kontrollerer kontrollanten?

Men at enhver talen magten midt imod, altid har været en anstødssten for magtforholdene, viser jo intet om offentlighedens reelle interesse i de magtforhold, som man med andre ord bliver henvist til. Og som ukritisk alene går magtens ærinde som magt-teori. Men dermed adskiller magt-teori sig fra magt-filosofien. Der med sin kritik af det redigerede magtforhold over de statslige voldsmonopoler har fat den lange ende i forhold til den offentlige sammenhæng. Fordi det er her erfaringen af magt udspiller sig.

Denne artikel har ganske enkelt ikke i sine perspektiver konsulteret den europæiske idehistorie. Ogt bærer dermed præg af at cementere de gældende magt-forhold til skade for udviklingen af det deomokratiske projekt. Og tillige til skade for al fornuft. Der ér ingen grund til at begynde forfra, når anliggendet faktisk har været reflekteret i ganske lang tid: magten og dens objekter - og på hvilke vilkår?

Og magt til hvilken nytte? Især når de gældende magtforhold viser sig i sin nuværende form at være inkompetente i relation til at håndtere dén problemmasse, som kloden øjeblikkeligt præges af: klimaforandringer, biodiversitetens direkte forfald, vækstdogmets paradoks m.v...

Hvorfor skulle offentligheden ikke have adgang til, uden om politisk bekvemmelighed, at udtrykke sin mistillid til administrationen af magt? Så kunne man jo ligeså godt placere sin tillid til langsigtede løsninger i små grønne mænd!...

Må vi så snart være her?...

Med venlig hilsen

Heinrich R. Jørgensen

Helt enig med Hugo Barlachs kommentar.

Hvis Dagbladet Information mener deres slogan om uafhængighed alvorligt, satte de en erfaren journalist på at grave i hvem der har interesse i at undermine WikiLeaks, og hvorfor det sker nu.

Ole Gerstrøm

Jeg noterede også, at DR2 Udland i går 12/4 vinklede Wikileaks på det med pengene. Hænger man også New York Times ud, fordi man har indtægter? Nej. Arbejder DR2's medarbejdere gratis? Nej.

Men DR er magten her i landet. Man hakker en statsminister til plukfisk. Eller føre vennerne frem på en fløjlspude.

Derfor er det en kompliment til Wikileaks, at DR2 førte kniven.

Finn Årup Nielsen

"at man kunne læse de sidste sms-beskeder fra dem, som blev dræbt under angrebene mod USA, den 11. september 2001."

Øh... Er det rigtigt? Jeg har kigget på nogle data fra WikiLeaks og det var ikke sms-beskeder, men pager-beskeder (personsøgerbeskeder), - og vist ikke nødvendigvis fra folk der blev dræbt. Pager-beskeder er oftest lidt mere arbejdsrelateret end sms-er. For visse beskeder kan man se navne og telefon-numre.

I forbindelse med ENRON-skandalen blev der frigivet emails (http://www.cs.cmu.edu/~enron/), der vist også havde noget privat information. Og dette skete ikke gennem WikiLeaks. Forskere slettet nogle af emailene før de blev frigivet - af hensyn til de ansatte.

Man må håbe at den ekstra omtale Michela Wrong får gennem WikiLeaks vil føre til øget salg af hendes Kenya-bog og kompensere for piratkopieringen.

Mon ikke CIA vogter vagthunden...

Sådan en smædeartikel var vel ventet i offentligheden.

Det fremgik jo af biartikler i forbindelse med offentliggørelsen af henrettelsen af to Reuters journalister, at Wikileaks medarbejder i Island var tilbageholdt af politiet der, og afhørt om netop den lækkede video, der på det tidspunkt ikke var tilgængelig på nettet.

Mon ikke CIA anser Wikileaks for et stort problem - som de naturligvis overvåger, og mon ikke de har fået tilført ekstra midler til at iværksætte pressekampagner, der naturligvis slippes løs som en form for damagecontrol, når skaden er sket.
Den lækkede videos rigtighed er jo ikke bestridt!

Hvem skulle ellers have en interesse?

Hvem vogter wiki-vagthunden? hmm.. begynder at lugte af smædekampagne? spændene hvor mange flere mainstream-medier der begynder med det

Det er da godt nok pussigt, at al denne bekymring kommer frem netop som Wikileaks har klædt Pentagon af til skindet.
Hvem vogter de nyttige idioter?

Martin Kaarup

Derudover oppebærer artiklen iøvrigt ikke sin hypotese. Det er forkølede insinueringer som får en snert af kød på benet når vi læser historien om den stakkels kenyanske forfatter der vil tjene penge på det "afrikanske marked" og som sad på en kontroversiel og nyhedsværdi afsløring.

Det er en rigtig klassisker. Det er altid den lille person der bliver anvendt som argument til at beskytte den store stygge aktionær - og som har betalt nikkedukken i første omgang til at sprede nyheden. (Jeg henfører naturligvis til journalisten).

Som vi erfarer var bogen så bog at den blev kopieret frem og tilbage og frem og tilbage og frem og tilbage mellem de 8,6 % af befolkningen som har internet forbindelser i landet (ifølge CIA Factbook).

Herhjemme modsvarer historien vel nærmest jægerbogen af Thomas Rathsacks som beskriver hvordan Danmark udemærket kendte til den tortur deres tilfangetagne civile og soldater blev udsat for, når de blev overgivet til USA.
I et velfungerende retssamfund har Thomas Rathsacks såklart mulighed for at søger erstatning hos de parter der har lækket hans bog. Det er domstolen som afgør om bogen havde/har tilstrækkeligt med nyhedsværdi til at berettige dens afsløring i førtid.
(Jeg skal indskyde at Danmark ikke har et velfungerende retssamfund, jvf Frank Grevil-sagen)

Det upåagtet, så må vi antage at Kenya er et velfungerende retssamfund med lignende foranstaltninger.

Spørgsmålet er snarere hvem der holder øje med folk som Chris McGreal, citerer folk totalt ude af sammenhæng og gider ikke besvære sig med at kontakte de folk han lægger (forkerte) ord i munden .
Personligt vil jeg mene det
er en opgave for Sædelighedspolitiet .
Cryptome's John Young har en noget anden udlægning, kan høres i dette interview, hvis ellers man kan Engelsk .
http://www.corbettreport.com/index.php?ii=299&i=Documentation

Cryptome selv skriver følgende :
"Cryptome attacked the Mother Jones smear on 8 April:
The smears of Wikileaks are becoming excessive. Wayne Madsen has led the charge, now others are joining the nastiness. Mother Jones, of all muckracking mags which should know better, has published a particularly offensive smear of Julian Assange, cherry-picking remarks from those interviewed who surely said more than the article conveys.

Cryptome spoke with Julian Assange by telephone on 11 April to offer support against the attacks on him and Wikileaks for releasing the Reuters staff murder video.

In several recent interviews (one yesterday) Cryptome has stated Wikileaks is an exemplary success at getting banned information to the public and deserves wide emulation, with hundreds of sites needed to do what it does and to help guard against its smear and shutdown as a singular target. Also, that there are dozens if not hundreds of web sites providing information not available through self-anointed "reputable" media.
http://webcache.googleusercontent.com/search?q=cache:r0Wi8prStXkJ:crypto...
"
Ka' vi venligst få lidt mindre medie-luder stof, tak ?

Men netop den limpind bider vi ikke på Peter Jensen.

Såvel danske myndigheder som virksomheder formulerer for tiden egne whistleblower-politikker. Og opretter platforme, som skal kanalisere anliggendet. At en global såvel som en lokal offentlighed skal holdes ude af den sammenhæng, virker halsløst.

Wikileaks er en kvalitet ved internettet, som faktisk er beregnet til offentlighed - og ikke som platform for ekstrem udøvelse af magt-forhold. Og især ikke fra de magt-strukturer, som fremdeles er gældende, på det vilkår, at de ikke skulle kunne modsiges. Eller få offentliggjort, når de fifler med realiteterne.

Wikileaks er din og min, desværre begrænsede, garanti for, at de siddende magt-strukturer inddrages i offentligheds-princippet. På vegne af udviklingen af de demokratiske værdier. Ellers går man rent ud sagt baglæns og tillader genindførelsen af den stærkes ret. Og det strider direkte imod demokratiet...

Med venlig hilsen