Læsetid: 4 min.

Hverdagens dragqueens

Moderne kvinder kan frigøre sig på to måder: De kan gå Salander-vejen og blive punkere, eller de kan gå Leonora-vejen og blive lesbiske …
Moderne kvinder kan frigøre sig på to måder: De kan gå Salander-vejen og blive punkere, eller de kan gå Leonora-vejen og blive lesbiske …
17. april 2010

Lisbeth Salander fra Stieg Larsons bestsellere kan betragtes som et nyfeministisk håb. Salander er en sej punkertøs i en hård og brutal mandeverden, der faktisk ender med at indtage mandens verden og udfylde hans rolle – husk på Salanders ’modvoldtægt’ af formynderen Nils Bjurman i Mænd der hader kvinder. Her bliver Salander til en mand. På mange måder er det bemærkelsesværdigt, at vi sidder og jubler i biografens mørke, når Salander går til stålet, og at vi ikke har problemer med at acceptere hende – også selv om hun er iført drabelige piercinger, hanekam og ond sminke. En del af forklaringen er selvfølgelig, at denne obskøne Pippi Langstrømpe næsten er for fiktiv og uvirkelig. Hun forbliver på sikker afstand af os – på den anden side af lærredets skærm.

Leonora som dragqueen

De virkeligt eksisterende feminister synes da heller ikke at kunne bruge Salander til noget. Tag eksempelvis Leonora Christina Skov, én af de mest fremtrædende feminister herhjemme. Her er der ikke bare tale om en kvinde, der bliver til en mand, men – hold nu fast – en kvinde, der bliver til en mand, der bliver til en kvinde. Leonora forklarer i et interview, hun for nylig gav, at i det lesbiske miljø, som hun sprang ud i, var kvinderne meget maskuline, og det var ikke tilladt at begære en feminin kvinde.

Når Leonora således er lesbisk, er hun pr. definition maskulin. Men Leonora er jo netop meget feminin og altid elegant klædt i tætsiddende nederdele og høje hæle, så hvordan skal det forstås? Hun forklarer selv:
»Jeg klæder mig ud som kvinde! I det her outfit er jeg jo drag-queen. Jeg render rundt med drag-makeup og kunstige vipper og helt groteske sko!«
Pludselig giver Leonoras adfærd en overraskende og ret original mening. Hun er en kvinde, der spiller en mand, der spiller en kvinde. Hun har konstrueret sit oprør på en måde, så det piller ved de fleste menneskers stereotype syn på kønsroller: Hun er ikke bare uplacerbar i det ’almindelige’ heteroseksuelle miljø, eftersom hun er lesbisk, men samtidig også uplacerbar i det lesbiske miljø, eftersom hun er feminin.

Topchef med hanekam?

Men er der ikke alligevel ikke noget meget velkendt over Leonora Christina Skovs udtryk? Ligner hun i virkeligheden ikke en af de business-kvinder, som man kan finde på enhver direktionsgang? Hun er som sagt stramt klædt, men ser også venlig, sød og nuttet ud. Måske er det også derfor, at visse mænd ’kommer til’ at fejltolke hende: Hun skal da bare have en mand (og noget …) og nogle børn, så går alt det der hysteri med feminismen over igen.

Sagen er under alle omstændigheder, at Leonora og business-kvinden har meget til fælles. Enhver kvinde på det pulserende arbejdsmarked i dag må finde sig i maskuline omgangsformer og rationaler. Man skal man være fremme i skoene, initiativ og højtråben belønnes, en vis korruption og kynisme på firmaets eller egne vegne er tilladt. Der er tale om en klassisk fallisk orden, et western-scenarie hvor ’den bedste mand vinder’. Og den mandlige orden har endda approprieret de ’kvindelige’ værdier. For et par år siden blev en ’kvindelig ledelsesstil’ med bløde værdier og omsorg populær i managementlitteraturen. Der skete imidlertid ikke det, at mændene blev fyret og erstattet af kvinder. Tværtimod blev deres præstationer udi kvindelig ledelse sat højere end kvindernes, måske fordi mændene havde lært sig den nye stil, og ikke ’bare’ havde den med fra fødslen. En del mænd har altså ganske vist overtaget værdier, der betegnes som feminine, men de er mænd, der spiller kvinder. De bestemmer stadig – som en fallisk magt bag de bløde værdier – hvordan disse værdier skal evalueres.

Men hvad gør den kvinde så, der rent faktisk gerne vil arbejde, dygtiggøre sig og have mere ansvar? Hun besinder sig på de maskuline betingelser, venter med at få børn og smøger ærmerne op. Hun bliver til en mand. Eller rettere, og nu er ligheden med Leonora fuldstændig, hun bliver til en kvinde, der bliver til en mand, der bliver til en kvinde. For hvor er egentlig de ’mandlige’ kvindelige topchefer i skovmandsskjorter og med hår på benene? Hvor er de succesrige Salander-powerkvinder med piercinger og hanekam? Er sagen ikke, at der stadig kræves en bestemt form for kvindelighed? Selv om man som kvinde på arbejdsmarkedet i dag skal være mand, så skal man alligevel også være kvinde. Håret skal sidde rigtigt, en smule make-up er selvskrevet. Man skal med andre ord stadigvæk være til stede for det mandlige blik. Det må føles ekstremt mærkeligt at være kvinde på arbejdsmarkedet i dag. Det må føles, som om man er en ’hverdagens dragqueen’.

To, måske tre, veje ud

Der er dog alligevel en yderst vigtig forskel på Leonora og hverdagens ­drag­queens. Leonora har på sin vis skrevet sig ud af den falliske orden – hun kan være ligeglad med både de traditionelle heteroseksuelle og de traditionelle homoseksuelle blikke. Det er hendes oprør, hendes vej ud. Hverdagens dragqueens er derimod netop de kvinder, som mændene gerne vil begære og se på. De holdes fast som (kvinder, der spiller mænd, der spiller) kvinder i den falliske orden.
Man kan derfor sige, at hvis hverdagens dragqueens ønsker frigørelse, er der to veje at gå. De kan enten gå Salander-vejen og blive til mænd. Eller de kan gå Leonora-vejen og blive lesbiske. Medmindre, selvfølgelig, at selve den falliske orden kunne ændres.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer