Læsetid: 4 min.

'Jeg er irriteret over forudsigeligheden'

Vi er havnet i en situation, hvor staten ikke længere har brug for kunsten, siger Hans Hauge. Hvad betyder det for kunsten og for kunstnerne?
Borgerlighed. Litteratur-professoren Hans Hauge savner, at dansk - og international - litteratur i højere grad afspejler den borgerlige kontekst, de bliver skabt i, og at længslen efter en socialdemokratisk verden af i går træder i baggrunden.

Borgerlighed. Litteratur-professoren Hans Hauge savner, at dansk - og international - litteratur i højere grad afspejler den borgerlige kontekst, de bliver skabt i, og at længslen efter en socialdemokratisk verden af i går træder i baggrunden.

Peter Elmholt

23. april 2010

Hvor er 2000'ernes værdi- og kulturkampe blevet af i samtidslitteraturen? Og hvad skal man overhovedet forstå ved borgerlighed? I sidste uge protesterede digterne Mette Moestrup og Naja Marie Aidt mod at blive kaldt borgerlige af Informations kulturredaktør, Peter Nielsen. Nielsen svarede, at hans begreb om borgerlighed var det klassiske, myndige individ. Men oprindelig reflekterede Nielsens klumme over en artikel af Hans Hauge i det litterære magasin Standart, og i dette nummer af Bøger svarer Hans Hauge Moestrup og Aidt.

Forvirret? Vi søger tilbage til kilden og dens udspring: At staten ifølge Hans Hauge ikke længere har brug for kunsten.

- Hvorfor?

»Den klassiske nationalstat havde brug for kunsten til at skabe en national identitet, og her var litteraturen nødvendig. Men det behov har staten ikke i et globaliseret konkurrencesamfund.«

- Hvorfor har vi så netop siden årtusindskiftet fået den ene kanon efter den anden?

»Kanon er det bedste tegn på, at litteraturen har mistet sin funktion. En kanon er et museum over det, som ikke længere har nogen funktion. Så sætter man det på museum, for at det ikke helt skal forsvinde.«

Afspejler ikke samtiden

- Men det er jo den borgerlige regering, der har haft det som en hjertesag. Og mener du ikke netop, at den politiske borgerlighed, som den eksi-sterer i dag, burde afspejle sig i litteraturen?

»Der er jo ikke kun tale om Danmark. De fleste europæiske lande har fået borgerlige regeringer. Det spørgsmål, jeg stiller, er, hvorfor det ikke har smittet af på litteraturen. Inden for for eksempel filosofien ser vi jo en bevægelse væk fra socialdemokratismen. Hvorfor skal litteraturen så, specielt i de nordiske velfærdsstater, være grebet af længsel tilbage imod den?«

- Fordi velfærdsstaterne har sørget for kunststøtte af forskellig art, velsagtens.

»Netop. Litteraturen trives bedst, når den ikke er afhængig af et marked. I den globaliserede konkurrencestat er forfatterne nogle af de første, der rammes af markedsgørelsen. De bliver afhængige af læsere, de bliver nødt til at markedsføre sig selv, så forfatteren bliver mere synlig, og det biografiske bliver vigtigt.«

- Hvad synes du om den udvikling?

»Ikke noget. Det, der interesserer mig, er, hvor kulturkonservatismen er blevet af. Hvor er de forfattere i dag, der svarer til T.S. Eliot og Ezra Pound, for eksempel?«

- Ser du noget i det politiske klima, der skulle pege på en litteratur a la Eliot og Pound?

»Ikke i kunsten, men nok i samfundsdebatten. Vi mangler en litteraturens Rune Lykkeberg, der kan omsætte sine iagttagelser af den økonomiske overklasses alliance med den kulturelle underklasse og den kulturelle overklasses fald til kunst! Det, der er så ulideligt ved dem, jeg kalder de automatiserede venstreorienterede, er, at man ved, hvad de mener på forhånd. Jeg er irriteret over forudsigeligheden.«

- Men har du ingen mening om en udvikling, der marginaliserer litteraturen?

»I denne forbindelse interesserer den mig ikke, dér interesserer det mig, at forfatterne er venstreorienterede når de debatterer, men at de ikke er i stand til at afspejle samtiden i deres bøger.«

Gymnasielærerlitteratur

- Hvad hvis man erstattede højre-venstre-dikotomien med en æstetisk målestok, så formen og ikke det politiske budskab var det afgørende?

»Det kan man gøre i nogle tilfælde, men jeg mener ikke, man kan gøre det som princip. Det er rigtigt, at der tit er en uoverensstemmelse mellem forfatterens holdning og det, bogen udsiger. Men det er jo netop det, digtere som Mette Moestrup og Naja Marie Aidt protesterer imod. De hævder, at der er overensstemmelse mellem form og indhold i deres værker. Hvorimod den klassiske nykritik og også for eksempel marxismen og ideologikritikken havde blik for, at bogen kunne udsige noget andet, end forfatterens holdning tilsagde ham. Min indvending mod den venstreorienterede litteratur er netop, at der er for meget åbenlyst budskab i den. Det er for let at se, hvad de mener. Moestrup og Aidt skelner jo netop ikke mellem politisk budskab og æstetisk form. Det er gymnasielærerlitteratur.«

- Men alle, også de nævnte, vil vel være enige om, at et værk, hvis det er æstetisk vellykket, medproducerer en masse betydning ud over et eventuelt budskab?

»Jeg vil også helst være fri for opdelingen i højre og venstre, men den fungerer i bedste velgående. Det er jo ganske umuligt at bruge ordet borgerlig i anden betydning end som et prædikat på den herskende politik.«

- Betyder litteraturen noget under de nuværende vilkår, eller er den passé?

»Hver gang man erklærer litteraturen passé, sker der noget. Og bøger fungerer jo stadig som bidrag til det forestillede fællesskab. Alle har jo Stieg Larssons Millennium-trilogi liggende, og de unge dyrker Stephenie Meyers vampyrromatik. Måske har krimien en fremtid, og i Norge dyrker de Karl Ove Knausgårds store selvbiografiske værk, Min kamp, hvor han helt har opgivet fiktionen.«

- Så er det vel netop kun formen, der gør det til litteratur?

»Jeg tror, at en vis form for litteratur er død, nemlig den traditionelle roman, hvor man præsenteres for en opfundet handling. Måske er den fiktionsfri roman fremtiden. Men man kan endnu ikke sige, hvilken form for litteratur, der overlever. Givet er det dog, at der skal være et performanceaspekt, fordi søgelyset er flyttet fra værket til forfatteren.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per-Olof Johanssson

'Men man kan endnu ikke sige, hvilken form for litteratur, der overlever. Givet er det dog, at der skal være et performanceaspekt, fordi søgelyset er flyttet fra værket til forfatteren.' - Her begynder det væsentligste i dette interview - Hans Hauge performer, men det må nødvendigvis ske med intervieweren som mellemkvinde. Det er interviewet, der er værket, det er journalismens overtagelse af litteraturen - men jeg tror ikke det er den, som overlever.