Læsetid: 5 min.

Jazzklynk i Stockholm

Svensk jazz fejrer sig selv med en årlig festival, men krisen kradser dybere i svensk jazz end i dansk
Svensk jazz fejrer sig selv med en årlig festival, men krisen kradser dybere i svensk jazz end i dansk
Kultur
20. april 2010

Der blev sat to rekorder i svensk jazz i den forgangne weekend. Den ene viste svensk jazz, som det, vi i Danmark godt ved, at den er: verdensklasse i dens formåen og mangfoldighed. Den anden vil måske overraske en og anden, der tror, at offentlig svensk kunststötte i enhver henseende er rigelig og fremsynet og udgør en sund og tryg basis for kunstnere af alle slags. Rekorden blev nemlig sat i disciplinen klynk & selvransagelse.

I forbindelse med tre dages svensk jazzfest, Swedish Jazz Celebration, i Kulturhuset i Stockholm havde sangeren Lina Nyberg rejst en debat i det svenske jazztidsskrift, Orkester Journalen, om svenske musikeres ringe udfoldelsesmuligheder, ringe støtte og, derned, ringe økonomi. Nybergs pointe, som også blev slået fast på et seminar på festivalen, er, at svenske jazzmusikere accepterer dårlig offentlig støtte, ussel behandling på spillestederne og ikke har noget fagligt sammenhold, som kan afhjælpe denne begrædelige situation. På seminaret blev der også langet ud mod offentlig rundhåndethed overfor andre kunstarter, og der blev udtrykt bekymring – nej, snarere rædsel – for hvad der skal ske, når den borgerlige svenske regerings afskaffelse af institutionen Rikskonserter bliver virksom fra årsskiftet, uden at der ses andre tydelige støtteordninger i stedet.

I svensk jazz vil man nu formentligt bl.a. kigge den danske spillestedslovgivning efter i sømmene med henblik på at kopiere den – i mange årtier er inspirationen på kunststøttesiden mellem de to lande jo ellers altid gået den modsatte vej – og man vil søge sammenhold med andre genrer for at skabe et stærkt musikerforbund (det nuværende forekommer en dansker med indsigt i den del af den faglige verden utroligt svagt) og en mulighed for, at der skal kunne spilles flere forskellige rytmiske genrer på de samme scener, hvilket heller ikke er almindeligt i Sverige.

Den person, der anes som drivkraft i dette arbejde, er Stockholmklubben Faschings leder, Lena Åberg Frisk, der allerede i Orkester Journalen er udråbt til svensk jazz’ ’donna’, da hun udover at styre hovedstadens store klub også har overtaget styringen af Stockholm Jazz Festival og sidder i samtlige råd, nævn og udvalg, der betyder noget i svensk jazzsammenhæng. Noget har hun øjensynligt allerede lært af den danske musikerforbundsformand, Anders Laursen.

Skuffende talenter
Og så til det rent festlige. Trods de pauvre vilkår for mange svenske musikere samles en lang række af de bedste og mest interessante af dem hvert år til ’Swedish Jazz Celebration’ – af Dagens Nyheter let foragteligt kaldet »jazzens firmafest« (det hører med til bedrøvelighederne, at svensk jazz heller ikke har særligt god dagspresse men må nøjes med god radio og fagpresse). Celebrationen begyndte som en sammenkøring i en enkelt begivenhed af alle årets svenske jazzprisoverrækkelser men har nu udviklet sig til en egentlig festival med både svenske og udenlandske musikere, af hvilke nogle heldige altså samtidig hædres, mest med certifikater og stentøjsfigurer, kun i sjældne tilfælde med penge.

En af dem, der får lidt kontant udbytte af hæderen, er den i København bosatte guitarist Samuel Hällkvist, der blev Rikskoncerters ’Jazz i Sverige-artist’, og som derfor tilbydes en række spillemuligheder. Hans koncert på festivalen og hans debut-CD efterlader indtryk af en noget ufærdig musiker, hvis leg med country-, rock- og noise-udtryk er hans væsentligste aktiv. Hans materiale forekommer ret tyndt, og end ikke et hyldestnummer til den nedrivningstruede Café Kronedal på Valby Langgade med tydelige lån fra Leif Sylvesters »Mormors Kolonihavehus« kunne få mig fra den tanke, at Hällkvist kunne få mere ud af sine improvisatoriske evner, hvis han skrev nogle bedre temaer. En anden, og ung, skuffelse var ’Årets Nykomling’ i svensk jazz, tenorsaxofonisten Elin Larsson, hvis lighed med Charles Lloyd er mere end slående. Larsson anvender samme instrumentation som i Lloyds første gruppe fra præ-Jarrett-tiden – basun, guitar, bas og trommer – og hendes slyngede figurer uden tydelige rytmiske holdepunkter, transparente tone og lejlighedsvise ekstase fuldstændiggør Lloyd-fascinationen.

De gamle bærer byrden
Derimod kunne trompetisten Niklas Barnö og hans ’Je suis’-gruppe bruge en fascination af Ornette Coleman til at komme videre i musikken, i deres tilfælde ad den ekspressionistiske vej frem mod afrikanske i elementer i blæserarrangementerne og med storspil på basun af den svenske Roswell Rudd, Mats Äleklint. En vej mellem Cecil Taylor og europæisk modernisme blev skitseret af en anden yngre pristager, der beklageligvis kun spillede et enkelt nummer, pianisten Eric Oscarsson, så derfor var det fra de lidt mere modne musikere, de store jazzoplevelser kom som nedslag i Konserthusets tre sale:
Den ’store, gamle’ tenor, Bernt Rosengren, med sprød tone og udsøgt hard bop-spil. Hans elev, Fredrik Nordström, i et brag af en trio med Palle Danielsson og Jon Fält, bl.a. i Jarretts »My Song«. Den store frijazz-saxofonist Mats Gustafsson i en begavet og overrumplende hyldest til bl.a. Lars Gullin, Lars Werner og Per Henrik Wallin. Tenoren Fredrik Ljungkvist, hørbar i mange sammenhænge, men mest overbevisende, da han fik gjort bassisten Anders Jormins noget pretentiøse bestillingværk med recitation af egne gammel-latin-digte til jordnær musik. Den fri improvisationspianist m.m., Sten Sandell, hvis nylige besøg i København gik for upåagtet hen, også i nærværende organ, i en heftig tour de force, nu også med elektronisk forvrænget vokal. Og, ikke mindst, den for sine meningers mod allerede nævnte Lina Nyberg, da hun sammen med sin pianist og med-komponist, Cecilia Persson demonstrerede, at selvom man har behersket stemmepragt og stemmen egentlig er glansløs, så kan man trænge igennem med både avanceret melodisk sans og begavede tekst-aforismer af egen tilvirkning.

Og da svenske jazzmusikere ifølge Nyberg ikke kan leve af deres kunst, så kan man som dansk publikum yde ulandshjælp ved at investere i en eller flere af disse nylige udgivelser med relation til festen i Stockholm:

kultur@information.dk

Samuel Hällkvist: Center (Caprice)
Elin Larsson: Live and Alive (Playing With Music)
Niklas Barnö/Joel Grip/Didier Laserre: Snus (Ayler Records)
Eric Oscarsson: Free the Jazz (iDEAL Recordings)
Bernt Rosengren: I’m Flying (Pb7)
Fredrik Nordström/Palle Danielsson/Fredrik Rundkvist: Mayday (Found You Rec.)
Mats Gustafsson & Swedish Azz: Jazz på svenska (Not Two Rec.)
Anders Jormin: In Winds, In Light (ECM)
Fredrik Ljungkvist & Atomic: Feet Music ( Jazzland)
Sten Sandell: Music In the World of… (LJ Rec.)
Lina Nyberg/Cecilia Persson: The Show (Moserobie)
Konserthuset, Stockholm, torsdag-lördag: Swedish Jazz Celebration

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her