Læsetid: 4 min.

Johnny Margrethe og parallelverdenen

Det, der forsøder den enes tilværelse, kan for andre være livslang årsag til hån, spot og latterliggørelse. 'Kunstner!' - det kan enhver idiot kalde sig
Det, der forsøder den enes tilværelse, kan for andre være livslang årsag til hån, spot og  latterliggørelse. 'Kunstner!' - det kan enhver idiot kalde sig
23. april 2010

Hun er ikke bare kvinde og vores allesammens mor, hun er også kunstner. Nej, kære læser, det er ikke Maude fra Matador, vi taler om her, ikke om små bordkort med blomstermotiver, som gæsterne senere kan bruge som bogmærker. Vi taler om hende Den Anden, om Hs. Majestæt. Selv statsministeren kalder hende kunstner. Det må være noget meget fint noget at være kunstner, tænker man, når selv dronningen, der vel ellers er så fin, som man overhovedet kan blive, ser helt stolt ud, når nogen - om det så bare er en bette ministerpjevs fra Græsted - kalder hende det. Kunstner. Deres Nielsen kender og har kendt adskillige kunstnere, fra han var en stor knægt, dvs. i over 40 år. Både kendte og ukendte, anerkendte og ikke anerkendte, mandlige såvel som kvindelige. Nogle af dem kunne godt i svage stunder, når økonomien er så godt som fraværende, ønske sig at bytte den fine status som kunstner ud med en smule dronningeværdighed. Om ikke andet så fordi det ville sikre dem en vis rimelig forsørgelse. Men sådan er verden ikke skruet sammen. Det, der forsøder den enes tilværelse, kan for andre være livslang årsag til hån, spot og latterliggørelse. 'Kunstner!' - det kan enhver idiot kalde sig. Og 'den slags' vil have statsstøtte! De vil på finansloven, vil de, men de ønsker på ingen måde at bidrage til positiv reklame for de statsanerkendte danske værdier, uha nej, det er de alt for fine til. De vil have penge for at løbe splitternøgne tværs over en teaterscene, mens de siger 'pling' og grimme ting om Pia Kjærsgaard! De har kort sagt ingen skam i livet. Men det har Johnny Margrethe, hun slår beskedent øjnene ned, når venlige mennesker omtaler hende som 'kunstner'.

Altid i Aarhus

For en lille uges tid siden var jeg i Aarhus - en af de byer, hvor dronningen også færdes på visse tider af året. Jeg kom for tidligt, det synes jeg af en eller anden grund, man altid gør, når man har ærinde i Jyllands svar på Paris og London. Der var masser af aprilsol, så jeg satte mig udentil på en af byens cafeer for at drikke en kop kaffe. Jeg nåede kun lige akkurat at få den serverendes, da en dame i 60'erne spurgte mig, om hun godt måtte sætte sig ved mit bord. Sådan noget oplever man altid i Aarhus! Naturligvis, sagde jeg og så nærmere på hende, men nej, det var ikke Hs. Majestæt. Men cigaretryger, det var hun, det var derfor, hun ville sidde udentil. Hun tog et kort tilløb og gav sig så til at snakke. Jeg blev lidt forvirret, for hun sagde De til mig. Nåja, tænkte jeg, jeg er jo trods alt også en slags kunstner, måske kan det ses på mig? Og netop den dag havde jeg min nye, stærkt klædelige kasket på, den fik mig muligvis til at ligne Prins Joachim, når han er på vandring langs de sønderjyske diger, iført gummistøvler og en sværm af pressefolk, der får at vide, at hvis de skal være næsvise, så er de ikke velkomne. Så jo, egentlig var det vel passende, at damen sagde De til mig. Prins Bent af Falster, en mester i at beskrive skæve eksistenser i Udkantsdanmark, akkurat ligesom hans elegante kollega, fr. Helle Helle og andre gode folk, der beriger den danske litteratur - det kedelige lort - med den for danskerne i almindelighed totalt ukendte provins. Og påviser, at der såmænd er liv selv der. Tænk at lægge såvel talent som flid i et så eksotisk projekt. Det må man da indrømme er pænt af os - men hvad får vi for det? Ikke så meget som en papmedalje af Johnny Margrethe! I et monarki er og skal der også være forskel på folk, man skal hedde Madsen og simpelthen bo i Aarhus, så kan man blive slået til ridder. Eller ok, Sørensen er sådan set også fint nok, men så skal man til gengæld love at bo på Mors.

Farlige brasilianere

Damen ved mit bord fik ikke kaffe bragt af den mørkhudede tjener, men et stort krus øl. Hun så nærsynet på et kontoudskrift fra sin bank. Jeg må vide, hvad jeg kan tillade mig, sagde hun, det forstår De godt, ikke? Det er altid klogt, svarede jeg. Hun rystede voldsomt på hånden, da hun ville tage sig en slurk øl. Det lykkedes hende først i andet forsøg at få slukket sin tørst, første gang måtte hun udmattet sætte glasset fra sig igen. Hun forklarede det med al den trafik, der er i Aarhus. Jeg kunne ikke lade være med at stirre på hende. Selv om hun tydeligvis var et menneske af beskeden stand, syntes jeg alligevel pludselig, hun var vældig interessant. Jeg bad hende uddybe - og det viste sig virkelig, at hun ikke anerkendte, at det var hendes hånd og arm, der rystede, men selve byen! Gaden! Nå ja, tænkte jeg. Hvem siger, det ikke er hende, der har ret? Damen så mig direkte i øjnene. Pas på brasilianerne, sagde hun. Nogle af dem, tilføjede hun, er rigtige indianere. Er de farlige, spurgte jeg. Om de er farlige? Hun så nærmest medfølende på mig. Selvfølgelig er de farlige, sagde hun. Og der er masser af dem! Her i Aarhus, spurgte jeg. Damen rystede på hovedet, fine folk er ikke til at snakke med, tænkte hun sikkert. Så De ikke tjeneren? spurgte hun.

Aarhus er en parallelverden, det vidste jeg godt i forvejen, jeg har nemlig læst Madsen. Dronningen stammer også fra en parallelverden, hun er slet ikke virkelig. Senere på dagen spiste jeg frokost sammen med omtalte fr. Helle Helle. Jeg talte med en skæv dame inde ved Banegården, fortalte jeg. Fr. Helle holdt dekorativt en hånd op for munden, idet hun gabte. Nå, sagde hun, var hun kunstner?

Serie

Seneste artikler

  • I skældsordenes rækker

    12. september 2014
    Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn til
  • Morgenstemning i Nykøbing F

    5. september 2014
    Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen
  • Gårdens dyr

    15. august 2014
    Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Jeg har engang anklaget en tidligere inspektør i det jeg så næsvist kaldte "Statens Museum for Gunst", for noget i nærheden af embedsmisbrug, fordi hun tillod sig at indlemme et par af Johnny Margrethes skilderier i samlingen. Og ved De hvad? Jeg fortryder faktisk mit udfald, efter jeg i julegave sidste år fik en illustreret bog i farver med en lang række af Dronningens værker. De er nemlig lige så gode som så mange andre.

Fra artiklen:

Det, der forsøder den enes tilværelse, kan for andre være livslang årsag til hån, spot og latterliggørelse. 'Kunstner!' - det kan enhver idiot kalde sig

---------

Ja - først gaae man så gruligen møj' møg igennem, og så blir' hver og alle de som mobbede en: Rige og berømte.

John V. Mortensen

"Kunst" var - for ikke så mange år siden - navnet på et skabt eller udøvet arbejde, som kunne bære tanker videre. Arbejderne var som regel "artister" (kunsthåndværkere med årelang faguddannelse, der holdt talentet ved lige med "etude" øvelse).

Det var en ordentlig gang blærerøvssnak, som man bliver skældt ud for, men - er sandheden.
For i dag er kunst underholding, man lige kigger på, siger ah eller æv - og det var det, for kunst - er jo noget - alle kan lave.

Problemet er ikke "kunstnerne", de skal - nok klare sig, med de stakler, som bliver narret til - at tro, de er det.