Verden er i den grad på spanden – hvad gør vi nu? Nogenlunde sådan spørger Matthew Bishop, frit oversat af overtegnede, på bagflappen af The Road from Ruin – How to revive Capitalism and put America Back on Top – i en ny veloplagt bog om den globale økonomiske krise, som Bishop har skrevet sammen med Michael Green.
Bishop er en kendt skikkelse i det amerikanske erhvervsliv, idet han er erhvervs- redaktør for det respekterede, markedsvenlige og frihandelsorienterede britiske tidsskrift The Economist, som også har en stor amerikansk læserskare. Og det er et godt spørgsmål, som ikke bare erhvervsjournalister og erhvervslivet bakser med, men som man må formode, at også verdens statsledere, økonomer samt ikke mindst de millioner af mennesker, som er ramt af recessionen, direkte eller indirekte, godt kunne tænke sig at finde svaret på.
En perlerække af nedture
For at finde frem til et sådant svar, er det ikke nogen dårlig ide at lægge ud med en kølig analyse af, hvad der er gået galt med verdens finanssystemer, og her er det Bi- shop og Greens udgangspunkt, at det system, de vælger at kalde »ruinerne af den miskrediterede gammeldags kapitalisme« ikke bare kan retableres. Som de to siger, er det nok »muligt, at den største fejltagelse, vi kan foretage os efter krisen, er at forkaste markedsøkonomien, men den næstestørste fejlslutning må være den, at denne økonomi ikke behøver at forandre sig«. Alene der bliver bogen interessant idet langt de fleste mainstream-økonomer i USA begynder det modsatte sted: at systemet grundlæggende vil være i stand til at fikse sig selv, og at markedet med andre ord vil finde sit eget ekvilibrium igen, hvis bare regeringerne kunne holde sig væk og lade være med at intervenere.
Opgaven er kompleks, påpeger forfatterne. Det drejer sig ikke om at afskrive statslige interventioner, men at finde ud af, hvordan man foretager dem intelligent, og hvor meget man har brug for af medicinen, hvilket er noget sværere gjort end sagt. De to forfattere debatterer i store dele af den letlæselige og velskrevne bog med sig selv om, hvor grænsen for reguleringer går, og gennem en historisk tour de force cykler de i bogens første del gennem verdens kendte økonomiske kriser tilbage fra det tidlige 17. århundrede til i dag. Vi får en opfriskning af det, forfatterne betegner som »ruinerne« startende med den franske økonomiske krise fra 1720, USA’s egen store depression i 1930’erne efter krakket på Wall Street i 1929 til starten på Anden verdenskrig, Japans nedtur i 1980’erne frem til starten af 90’erne samt naturligvis den bristede dotcomboble. Ledetråden i gennemgangen er nærmest arkæologisk i sin metode: Hvis man betragter alle disse tidligere, alvorlige kriser, hvad kan vi så lære, hvis formålet er at kreere en mere velfungerende global markedsøkonomi.
Fire skridt på vej mod en løsning
Bevæbnet med historiens erfaringer går de forfattere i bogens anden halvdel i gang med at fortælle læserne, hvad Bishop og Green mener, der skal til. Kort sagt har de, hvad de kalder »fire store ideer« til at komme krisen til livs. Som er:
• Gentænk økonomierne. Det lyder enkelt, men det er det ikke. Det handler i komprimeret form om, at mange af verdens økonomier i dag er at ligne med nattekørsel; alt for ofte styrer både regeringer og erhvervsliv i blinde, fordi de tilgængelige data simpelt hen ikke stemmer. Landene har brug for langt bedre statistiske redskaber og indberetninger om, hvordan de nationale økonomier hænger sammen både nationalt og med hinanden.
• Ideen om en økonomisk global regeringsførelse skal gentænkes og redesignes (global governance) jvf. diskussionen om regulering.
• Det skal være slut med dollaren som verdens eksklusive reservevaluta – det har ikke bare været ekstremt usundt for den amerikanske økonomi; det har i sig selv medvirket til at skabe ustabilitet i det globale finansielle system.
• Og vigtigst: Det er nødvendigt at genintroducere, hvad de to forfattere – meget amerikansk, og det menes her positivt – kalder »behovet for igen at forbinde forretningsverdenen med en diskussion om moral og værdier«, ligesom det er nødvendigt at genindføre, hvad Bishop og Green med et svært oversætteligt udtryk kalder and financial literacy; altså at vi alle lærer noget mere om økonomi lige fra grundskolen til de videregående uddannelser, simpelt hen for at vi bedre kan forstå, hvordan man bliver »økonomisk kompetente borgere« som forfatterne kalder det.
Hermed mener de alt lige fra at forstå værdien af personlig opsparing og pensioner over, hvordan man handler fast ejendom, til det åbenlyst nyttige i at kunne tale med sin bankrådgiver eller bedre at kunne gennemskue renten på sit kreditkort. Forfatterne går så langt som til at foreslå, at financial literatcy indføres som en ny borgerrettighed i USA. Næsten revolutionært. »Hvis man ikke forstår sin egen privatøkonomi er man ikke andet end økonomiens slave,« som en glad blogger skrev i en af de mange begejstrede borger-anmeldelser af bogen i sidste måned.
Men hovedbudskabet i bogens fjerde bud er som sagt det glemte, klassiske, at kapitalismen for at være sund skal skabe en samklang mellem det at skabe værdi for en virksomheds aktionærer (share- holder value, som økonomer kalder det eller profit, som dette dagblads læsere måske vil være mere fortrolige med som term) med det at skabe værdi for sam- fundet eller et fælles gode: »Virksomheder eksisterer ikke i et vakuum. De kan ikke sige sig fri fra et ansvar for miljø eller skubbe ansvaret for et samfunds bedste over på det offentlige,« formaner forfatterne.
Naivitet eller monetarisme?
Og hvor det sidste kan siges at være noget nær børnelærdom i Skandinavien, hvor virksomheders sociale ansvar og engagement har været diskuteret til bevidstløshed i hvert fald de seneste 20 år, er det fortsat en varm kartoffel i USA – der ellers er den globale godgørenheds og filantropis Mekka – især når det gælder den udskældte finansverden.
Og – kan man tilføje – når man tager et hurtigt globalt kig hen over miljøskandaler, forurening, børnearbejde, slaveri, international svindel, narkohandel, valutaspekulation og hvidvaskning af penge for blot at nævne nogle perversioner af kapitalismen, så er det nok ikke for meget at sige, at der er god brug for at give markedsøkonomien et sundhedstjek og en moralsk opsang. Man kan såmænd også bare henvise til salig Adam Smith, der, før han skrev The Wealth of Nations – monetaristernes bibel – som de fleste økonomisk interesserede vil vide, faktisk udarbejdede the Theory of Moral Sentiments, hvori han bl.a. fast- slog, at økonomisk frihed kræver en platform af moral og værdier for at virke effektivt.
Bogen har affødt en kæmpe debat i det amerikanske, hvor de to forfattere både er blevet rost til skyerne og beskyldt for at være »urealistiske og naive idioter« i deres optimistiske håb om, at markedet kan »moraliseres«, som det så smukt hedder på engelsk. En debat, som kunne fortjene at finde vej til en dansk økonomisk diskussion.
Matthew Bishop og Michael Green:The Road from Ruin. 27 dollar. 384 sider. Random House
@ Mark Thalmay
Skovlen har ikke moral eller etik, men mennesket der bruger skovlen til at slå sin nabo i hovedet har både mulighed for moralsk og etisk tanke.
Nogle redskaber er naturligvis mere følsomme overfor brugerens labilitet, særligt skydevåben, der mindsker afstanden mellem tanke og handling. Men at gå så langt som at sige at revolveren har en iboende moral og etik, vil efter min mening være at drive det for vidt.
Med venlig hilsen
Lennart
Hej igen Lennart K.
Når bytteværdisymbolerne, pengene, bliver til 'kapital', køber kapitalejerne arbejdskraft på arbejdsmarkedet for at bruge den som 'redskab' i deres monetærøkonomiske ’vækst’-proces.
For ikke at ’drive det for vidt’ må man vel så, efter din logik, sige, at de derved også køber disse arbejdskraft-sælgeres ellers menneskeligt ’iboende moral og etik’, Altså ’afhumaniserer’ dem?
I al venlighed.
'Guns don't kill people - people kill people'.
Jeg vil altså vove at påstå at revolveren hjælper!
Det grundlæggende problem er ikke kapitalismens påståede ondskab, men al den snak om sjæl. Hvis man for alvor vil udbytningen til livs, må man starte med at slå sjælen ihjel - ikke kapitalismens men sin egen. Det er hele det metafysiske blændværk om sjæl og ånd der muliggør det lige så metafysiske begreb værdiskabelse.
Kapitalismen kan kun afskaffes gennem en revolution...
@ Mark Thalmay
For så vidt at arbejdstageren ikke af egen vilje kan frasige sig deltagelsen og arbejder på slavelignenede vilkår er forholdet uligeværdigt. Men ellers er det jo et noget for noget princip - arbejdsgiver skal jo give noget for at få noget og arbejdstager skal give noget for at få noget. Er prostitution mellem frivillige uetisk og umoralsk? Eller er betalingen en forhandlet udvekslen af abstrakte enheder for en fysisk ydelse her og nu?
Det er ikke pengene der gør handlingen uetisk, men den underliggende magtbalance mellem de involverede. Hvis de behandler hinanden ordentligt, er der ikke noget problem.
Penge er ligesom hurtige biler, noget der forstærker den menneskelige betingelse.
Med venlig hilsen
Lennart
Lennart K.
I et gennem-monetariseret samfund er penge en livsbetingelse, og ens livsudfoldelsesmuligheder er afhængig af mængden, man er i besiddelse af. altså er man tvunget til at skaffe sig dem, hvis man ingen har.
Alle vil gerne have flere penge, men ikke alle vil nødvendigvis gøre hvad som helst for at få flere udover et eksistensminimum.
Det monetære samfund gør ikke nødvendigvis alle umådeholdent ’grådige’.
Selv om monetarisering ved sin kvantifikation mekaniserer mange livsaspekter(’Udveksling af abstrakte enheder’), udvikler nogle en personlig ’moral’ og ’etisk holdning’.
Men i et sådant samfund er individernes indbyrdes forhold i udstrakt grad betinget af deres monetære situation, som igen ofte, men bestemt ikke altid, er betinget af deres uddannelsesmæssige kvalifikationer.
Især kommer dette til syne indenfor ’erhvervslivet’, hvor uddannelser, der kan give adgang til monetærøkonomiens nøglefunktioner, kan forøge ens pengemæssige kanaliseringsmuligheder.
Hvad du mener med ’slavelignende vilkår’ ved jeg ikke, men ved at købe arbejdskraften, køber arbejdskøberne (din eufemistiske betegnelse er ’arbejdsgivere’) ’retten til at lede og fordele arbejdet’, som det hedder her i landet.
Jo flere penge man har, jo mere social magt og indflydelse kan man skaffe sig, for social magt og indflydelse kan købes i et sådant samfund.
Også ’moral og etik’ ligesom ’viden og sandhed’ kan ’købes og sælges’ i den pengebaserede markedsøkonomi.
Er al, eller bare den meste, prostitution ’frivillig’?
Du skriver, at det ikke er pengene men ’den underliggende magtbalance mellem de involverede, der gør handlingen uetisk’, men ‘magtbalancerne’ mellem samfundsindividerne er jo bl.a. og i udstrakt grad netop betinget af deres forskellige monetære situationer.
Kan ’en forhandlet udvekslen’ mellem ulige parter være ’retfærdig’?
Du kalder arbejdssælgerne ’arbejdstagere’. Den mere almindelige eufemistiske betegnelse i det danske monetære samfund er ’lønmodtagere’.
Den mest virkelighedsnære betegnelse i en markedsøkonomi må vel være ’arbejdssælgere’?
:-)
Udover dette blev jeg lidt nysgerrig:
Hvad opfatter du som ”den menneskelige betingelse”? Og hvad vil det sige at ’den forstærkes af hurtige biler’?
Er det ikke bare en lidt pubertær selvfølelse sådanne ’redskaber’ forstærker?
Måske især af ’maskulin’ karakter. Den såkaldte ’macho’-karakter? :-)
Venligst
Kapitalismen skal reguleres, så der ikke opstår monopoler som sætter markedsmekanismerne ud af kraft.
Problemet er bare, at i kapitalismens hjemland USA virkede den regulerende mekanisme - Sherman Antitrust Act - så effektivt i opsplitningen af Standard Oil, at alverdens kapitalister forstod, siden hen forstod, og specielt i dag forstår, at købe sig til politisk laissiz-faire når det drejer sig om regulering om "markedet". Og godt nok blev John Rockefeller verdens rigeste mand, men han mistede sit jerngreb om olien i USA.
Det kan godt være vores nuværende regering har munddiarré om "markedet" og "de frie markedskræfter", men i virkeligheden støtter de dannelsen og bevarelsen af de store monopoler. Tænk på TDC, DONG, Mærsk, Danske Bank osv. De støtter pudsigt nok regeringen økonomisk, mens de til gengæld sidder solidt på deres fede hænder og lader os forbrugere betale regningen. Fed deal - for dem!
Åh - det er ved at være sengetid, så kan kun få lidt mere af det vigtigste med - nemlig finansiel spekulation. Det skal udskilles fra den normale bankforretning, den med at låne penge ud, fordi den mere har karakter af hasard eller noget værre, hvis man har kendskab til branchen er det klart hvad jeg taler om - ellers læs den fremragende artikel i dagens Børsen om Saxo "Bank" http://borsen.dk/finans/nyhed/180703/
Hvordan er de nogenside blevet godkendt som bank i dk? Vil staten redde dem hvis de får problemer? Hvilken værdi har deres "bankvirksomhed" for landet? Osv.
Få nu luget ud i lortet, og definer hvad der er banker, som staten skal holde hånden under, og hvad der er kasino/hasard/bedrageri? Det vil sammen med fornuftig nationaløkonomisk rettidig omhu kunne forhindre den nuværende bobleøkonomi, og skabe en mere stabil økonomi.
Og så kan vi tale om alternativer til kapitalismen...
@ Mark Thalmay
Selv i en pengeløs verden (læs: Før vi etablere hvad der minder om civilisationer, og også sammeligneligt med chimpansers levevis) er magtbalancen udslagsgivende for hvor meget du spiser eller hvem du kan parre dig med. Penge er et abstrakt lag der løfter den realitet ud af tid og sted, men grundlæggende er al menneskelig aktivitet baseret på at de involverede er på forskellige niveauer rent magtmæssigt.
Præmissen er at man kan ikke altid få det man gerne vil have: mad, seksual partner, livslængde, bilmærke, etc. Det er ikke pengene der er skyld i det, men andre mennesker der nægter dig adgang til den fornødne mængde penge. Trykker man sine egne sedler, bliver de afvist af udbyder.
Man kan da ikke tilskrive udvekslingsmediet en moralsk eller etisk ansvarlig rolle, når det der foregår er en eksponering af underliggende menneskelige egenskaber som begær, behov og misundelse. Aktørerne har muligheden for at handle moralsk og etisk, men pengene kan blande sig lige så meget som et træ kan protestere mod at blive fældet og lavet om til en bænk.
mht. den menneskelige betingelse er det mere selvforståelsen og egen vigtighed i det omgivende miljø der forvrænges af mange penge og hurtige biler. Man forvirres og tror at man er blevet en lækker fyr, når pigerne i virkeligheden mere er interesseret i at sidde på forsædet af ens hurtige bil. Og man tror på Marilyn Monroe når hun sagde: " A man being rich is like a girl being beautiful".
Skal vi gå ind på pengenes rolle er arvelovgivning interessant, idet en stor arv vil ændre udgangspositionen for et individ i dets rolle overfor andre. Men her spiller også opdragelsen ind: Er man blevet opdraget til at gavne og hjælpe, eller til at udbytte. Det er ikke arvens størrelse der afgør hvordan man handler, men indre motivationer og menneskesyn. Er det moralsk forkert at have flere kroner i pungen end naboen? Også selv om man har arbejdet hårdt for dem?
At afskaffe kapitalisme vil kræve en situation med overflod, der vel kan opstå kortvarigt hvis vi fjerner fx. tre fjerdedele af verdens befolkning på en nat uden at det får økologiske konsekvenser, eller rumvæsner kommer og giver det til os. Ikke umuligt, men ret usandsynligt.
Med venlig hilsen
Lennart
Tjae, Lennart K.
Du synes, ligesom mange andre, deriblandt mange økonomer, at have svært ved at forstå forskellen mellem interpersonelle symboler, så som bytteværdi-midlet/-’redskabet’ penge, der, ud over generaliseret at kunne bruges til at formidle bytterelationerne mellem samfundsindividerne også kan bruges til at frembringe og kontrollere specifikke interpersonelle adfærdsformer, sådan som det sker i en kapitalistisk produktionsproces, og så fysiske redskaber til at bearbejde materielle genstande.
Emnet for denne ’tråd’ er Kapitalismens (mulige) ’sjæl’.
Her var mit første input og bud på dette:
”Kapitalisme er som økonomisk system baseret på den abstrakte, kvantificerede bytteværdi i form af ’penge’.
Dens grundstruktur er ’penge-avlende penge’, hvorfor dens psykologiske motivation kun kan være den kvantificerede og derfor ligeledes abstraktgjorte ’grådighed’.
Dette er kapitalismens ’sjæl’... ”
som jeg så yderligere karakteriserede med:
”... men også dens styrke.
Kapitalisme er i sit ’væsen’ produktionsmæssigt effektivt men socialt set amoralsk og uetisk, da sådanne overvejelser uomgængeligt vil blive elimineret af markedsmekanismens konkurrence, der netop sørger for effektiviseringen af produktionen.”
Yderligere skrev jeg:
”‘Kapitalisme’ er ... en bestemt type menneskelig social adfærd, nemlig en instrumentalisering af de interpersonelle relationer, (hvorved mennesker bliver til ’arbejdskraft’ og ’forbrugere’) hvorfor en sådan rent instrumentel (’et redskab’) social adfærd uden social moral og etik, nok uundgåeligt få en negativ klang.”
Og
”Som sociologisk begreb er ’kapitalisme’ en abstrakt samlebetegnelse på bestemte sociale adfærdsformer baseret på, at samfundsindividernes indbyrdes relationer og koordineringen af deres handlinger, og dermed også den sociale ’magt’-fordeling dem imellem, formidles af den abstrakte bytteværdis kvantificerede, konkrete symboludtryk: ’Penge’.”
Og
”... Kapitalisme er ikke ‘en entitet’, der kan forefindes frigjort fra menneskelig adfærd.”
Yderligere:
”Redskaber er hverken gode eller onde, disse kvaliteter afhænger af hvordan og til hvad de bruges.”
Og yderligere:
”Derfor må man, ved moralske/ etiske overvejelser, forholde sig til, om overhovedet eller eventuelt hvor og i hvilke grad monetære (pengeformidlede)adfærdsformer er ’gode’ eller ’onde’, sat i relation til, hvad man mener, der er befordrende for det menneskelige både individuelle og sociale ’gode liv’”
Og endelig:
”Eftersom ”det rent kapitalistiske, altså monetærøkonomiske ”redskab, der afspejler konsekvenser i form af målbare tildelinger af abstrakte enheder”(din formulering Lennart), ”gør jo netop ikke andet, hvorfor det netop tenderer mod at miste ’jordforbindelsen’ (økologien og biologien) og instrumentaliserer (afhumaniserer) samfundslivet.”
Konklusion:
Det er altså ikke det ’sociale redskab’, byttemiddelsymbolet: ‘penge’, der er ’uetisk eller amoralsk’ men den sociale proces, der har dette ’sociale redskab’ som sin forudsætning, og som går ud på at frembringe rent abstrakt monetær-/byttemiddel-økonomisk ’værdi’-forøgelse, altså kapitalisme, der, ukontrolleret af andre sociale institutioner, tenderer mod at være det.
Med venlig hilsen
Mark,
Hvorfor ikke blot konkludere, at da det jo er mennesket der til alle tider og alle steder har frembragt magtsymbolske manifestationer i dag bedst kendetegnet ved penge og det kapitalistiske samfund -dette 'uetiske eller amoralske' sociale redskab - at det er mennesket der i sin kerne er både uetisk og amoralsk, men at det har udviklet en fernis af etik og moral som ren selvopholdelsesdrift; altså at etikken og moralen ikke er iboende - og at det dermed er menneskets sjæl du i virkeligheden ønsker at ændre på?
Er der ikke bare tale om at man projicerer menneskets manglende ædelhed over på systemet for at undgå at erkende at problemet dybest set relaterer til det at være menneske, mere end hvorvidt vi organiserer os gennem udveksling af abstrakte enheder eller kollektiv tvang?
---
@ Mark Thalmay:
du skriver : "Du synes, ligesom mange andre, deriblandt mange økonomer, at have svært ved at forstå forskellen mellem interpersonelle symboler, så som bytteværdi-midlet/-’redskabet’ penge, der, ud over generaliseret at kunne bruges til at formidle bytterelationerne mellem samfundsindividerne også kan bruges til at frembringe og kontrollere specifikke interpersonelle adfærdsformer, sådan som det sker i en kapitalistisk produktionsproces, og så fysiske redskaber til at bearbejde materielle genstande."
Sætningen mangler den anden forskel - klart at økonomer ikke kan finde ud af det. Gentag lige forskellen mellem på den ene side interpesonelle symboler sås som penge og på den anden side er ...?
---
Kapitalisme går ikke ud på at skabe en værdiforøgelse, men er et system hvor forskelle i efterspørgsel driver den monetære værdi op eller ned. Du kan både blive rig og fattig. Det fornuftige ved det princip er at markedet kommer i ligevægt (til tider) og produktionen rettes derhen hvor den er værdsat, i modsætning til et klassisk socialistisk system, hvor en elite (forgæves) forsøger at forudse hvad folket vil have og ender med at give dem noget de ikke er tilfredse med.
Med venlig hilsen
Lennart
Problemet for Mark og hans ligesindede er jo, at de aldrig har et alternativ der løfter sig ud over det filosofisk spekulative.
De formår på mange måder at være klartsynede og er i bund og grund drevet af en ærlig humanistisk retfærdighedstrang, men når løsningsmodellerne begynder at blive for langsigtede træder utålmodigheden i karakter. Blodet kommer i kog, alt bestående ses som konspiratoriske forhindinger for ideens fremskridt, diskursen kammer ofte over i hade snak og revolutionsutopi og konstruktiv samtale umuliggøres. Det er jo også derfor at disse radikale grupper er politisk marginaliserede.
Men, de er vigtige i ethvert demokratisk samfund, for deres iboende, glødende humanisme, som på den ene side gør dem blinde, er på den anden side også med til at udfordre de til enhver tid bestående politiske paradigmer og deres ideer bliver filtreret og optaget i samfundet i en brugbar form.
Det var da en god post du lige fik sendt der, Niklas Monrad.
Respekt.
Med venlig hilsen
Lennart
Tak Lennart, Jeg kunne forestille mig at Mark ville kalde den et udtryk for patronisering ...
Min post skærer i øvrigt begge veje i det politiske spektrum. Den glødende xenofobi der ofte kendetegner den rabiate højrefløj ser jeg for eksempel også som en forvrænget udgave af den almene menneskelige bekymring for det fremmede, for det som introduceres i et stabilt, velkendt og trygt "fællesskab". Jo mere kultur fremmed, og ekspanderende desto større risiko imod det bestående.
Hadet der kommer til udtryk på den fløj og som jo er et symptom på uro og usikkerhed (der i øvrigt er iboende i de fleste levende organsimer når de konfronteres med noget ukendet, potentielt farligt) , blødes op, eller filtreres i den politiske debat, og der tages på forskellig vis hensyn til den uro i den generelle befolkning.
Vi må slå hårdt ned på had ytringer i begge lejre, når de bliver så manifeste i grupperne at de truer med at udvikle sig til ukontrollerbar vold.
Men vi må ikke forsøge at kvæle det underliggende udtryk da selve den akt vil medføre - ofte legitime -voldelige ytringer i det lange løb.
I et kapitalistisk samfund, er strafferammen altid større for bankrøveri, end for vold.
@ Jens Rahbek
Hvilket måske er logisk, da et voldeligt overfald går ud over en person, mens bankrøveriet rammer langt flere.
Skattesnyd og falskmønteri er også behæftet med hårde straffe.
Men din teori passer så ikke til USA, hvor der er dødsstraf for mord, men Enrons bagmænd bliver ikke dømt til samme straf (selvom en jo tog sit liv.)
Ikke så få fik deres pensionsopsparing fjernet med et trylleslag.
Med venlig hilsen
Lennart
Monrad
Du tager helt fejl.
Mit foregående indlæg er ikke en noget gedulgt (tros-)tilkendegivelse om ’menneskets’ (u)etiske eller (a)moralske ’kerne’ belagt med ’selvopretholdende fernis’(?), der desuden skulle være et udtryk for et ligeledes gedulgt ønske om at ændre ’dets sjæl’.
Det var et argumenteret debat-indlæg i min udveksling med Lennart K. i et forsøg på at bringe ham ud af den vildfarelse, at de sociale, det vil sige rent interpersonelle, historisk opståede, symbol-’redskaber’ for bytteværdier, nemlig ’penge’, kan sidestilles med hvad vi almindeligvis forstår ved ’redskaber’.
I dag kan de ’eksistere’ rent virtuelt i cyberspace.
Og endvidere var det en uddybet begrebsafklaring af ordet ’kapitalisme’ for at gøre ham forståelig, at symbolet for bytteværdi, pengebegrebet, er en uomgængelig forudsætning for den specifikke sociale praksis, der betegnes med dette ord, og hvis implicitte målsætning og motivation er at frembringe ’økonomisk vækst’, forstået alene som en regnskabsmæssig forøgelse af den regnskabsteknisk forståede monetære såkaldte ’bundlinje’, uanset hvad en sådan social praksis måtte medfører af ’godt’ eller ’ondt’ for samfundets naturlige forudsætninger, biosfæren som sådan, og for de mennesker, der måtte blive berørt af denne praksis.
Dine formuleringer om mig og ’mine ligesindede’(?) læser jeg ikke som en 'patronisering' men som en selvbekræftende jongleren rundt med dine egne fordomme om dem, du opfatter som dine politiske modstandere men alligevel fornemmer, har fat i et eller andet meningsfuldt, som du dog ikke helt forstår.
Dette er nok ’problemet for dig og dine ligesindede’. :-)
Dette skrevet i al venlighed. :-)
Lennart K.
Jeg beskæftiger mig hverken med ’menneskets’ eller ’systemets’ ’ædelhed’ eller mangel på samme.
Vi mennesker har mange egenskaber både af den ene og den anden karakter og de enkelte individer i vidt forskellige sammensætninger, og vi organiserer os i vores samfund både gennem udveksling af abstrakte enheder, konkrete ditto, gennem kollektiv tvang og tvangfri udvekslinger.
Jeg indrømmer, at den sætning, du citerer, er lang og en smule kompleks med indskudte sætninger, men den mangler ikke den af dig efterlyste anden forskel. Denne udgøres af de sidste 7 ord.
Derudover forundres jeg.
Tror du virkelig, kapitalejerne ville fortsætte med deres aktiviteter, hvis ikke de regnede med at disse kunne medfører en monetær ’værdi’-forøgelse?
Du ved: ’Bundlinjen’. :-)
I så fald ville de da hurtigt blive 'udkonkurreret'. :-)
Naturligvis kan de tage fejl og gå fallit. Hvis da ikke en statsmagt beslutter, de er ’for store til at fejle’ og foranstalter skattebetalte ’overførselsindkomster’. Hvorved vi vel nærmer os et ’ikke-klassisk socialistisk system’? :-)
Du betegner kapitalisme som ’et system’ (en ’mekanisme’, ikke sandt?)men overser, at det består af levende individer, der har motiver og interesser, og det er vel disse, ’der driver værket’?
Denne din kortslutning bekræfter min påstand om at kapitalprocessen tenderer mod, mekanistisk, at ’afhumanisere’ de deltagende samfundsindivider.
Jeg er enig med dig i din påpegning af det problematiske, ved det du kalder ”et klassisk socialistisk system”, og som jeg vil betegne som ’statskapitalisme’ (hvad jeg også vil gøre med det ovenfor nævnte ’ikke-klassiske’. :-)), fordi det stadig opererer med en monetær økonomiforståelse på en sådan måde, at dette blænder for realøkonomiske forhold. Både i forhold til naturgrundlaget og i forhold til forbrugssiden.
Problemerne med teoretisk at forstå og dermed praktisk at institutionalisere velfungerende forhold mellem fortsat monetære(bytteværdi) baserede regnskabsteknologier (monetær-økonomien) og de konkrete ’husholdninger’ af fysiske genstande og menneskelige ydelser (real-økonomien)indenfor biosfærens ’naturlige økonomi’, den dynamiske økosfære, forbliver også i centralistiske ’statskapitalismer’ uløste.
Heller ikke sådanne ’systemer’ kan forhindre at en rent monetær-økonomisk forståelse og praktisering af samfundshusholdningen vil løbe ind i realøkonomiske og bio-/øko-sfæriske selvdestruktive udviklinger.
Når vi mennesker endnu ikke har fundet brugbare løsninger på disse problemer, er der jo så meget mere grund til at beskæftige sig med dem.
En forudsætning for noget sådant er, at kunne analysere og formulere en problematik på en begrebsmæssig klar og virkelighedsnær måde.
Hvis vi som art er noget, er vi vel netop, udover at være problem- skabende, også problem-løsende dyr? :-)
Også i al venlighed
P.S. Når mine indlæg ofte kommer med tidsforskydning skyldes det, jeg har en del andre både praktiske og teoretiske gøremål at foretage.
@ Mark Thalmay
for en yderligere afklaring af penges betydning vil jeg henvise dig til Anthony Giddens, og hans firdimensionelle model for at analysere overgang fra traditionelt samfund til moderne, og endvidere hans hypotese om hvad der skal til for at nå et post-moderne samfund. (Consequenses of Modernity hedder bogen)
Kapitalejere er drevet af det der giver dem værdi. Det der ofte får debatten til at kamme over er at det er svært at blive enige om hvad værdi er for en størrelse. En virksomhedsejer tager faktisk beslutninger der ikke er strengt økonomisk begrundede, eller følger en forudsigelig formel og peger på størst muligt overskud. Hvorfor nu det? Jo værdi kan ikke kun opgøres i kroner og ører. Derfor er kapitalistens moral og etik med til at drive hans handlinger. Hvorfor skulle Bill Gates give sine penge væk? Han vil gerne , han får værdi ved at hjælpe andre.
De underliggende mekanismer i vores menneskelige verden afspejles i pengestrømme. Strømmen er en reflektion af den menneskelige natur. Strømmen kan tæmmes kortvarigt, men som vand flyder den gennem alle forhindringer. Den har ingen moral eller etik, den flyder blot.
med venlig hilsen
Lennart
Lennart K.
Ordet ’værdi’ er mangetydigt.
Den betydning som har betydning for kapitalprocessens profitmaksimering er ’bytteværdien’ konkretiseret i pengesymboler.
Altså ikke ’brugsværdi’(din hurtige bil som transportmiddel eller ’ego-show-off’, :-)), ’herlighedsværdi’ (et hus med smuk udsigt. Hvis du køber det for at bo der og nyde udsigten, er det ikke en ’kapital-investering’) eller ’etisk feelgood-værdi’ (dit Bill Gates eksempel. Hans firma har vist haft en del retssager ang. dets adfærd i dets monetær-økonomiske kapitalprocesser? :-)).
Kapitalejere er jo også mennesker ’på godt og ondt’, og foretager sig andre ting med nogle af deres penge end at gøre ’business’.
Men som ’kapitalister’ er det bytteværdi-forøgelsen i kapitalprocessens omsætninger, den monetærøkonomiske ’vækst’, der er det motiverende for aktiviteterne, også når det gælder ’kundepleje’ og ’image-building’.
Dine sidste sætningers begrebs- og metafor- sammenstillinger er da vist bare ukonkretiserede ’poetiserende sort snak’ besværgelser. :-)
Ha’ en god nat.
@ Mark Thalmay
Du finder faktisk talrige eksempler på ejerforhold i danske virksomheder der peger på at gevinstmaksimeringen er sat ud af kraft. Erhvervsfonde er et eksempel, familieejede aktieselskaber et andet.
De fondsejede virksomheder er beskyttede mod fjendtlig overtagelse og underlagt fondsstifterens ønske om at virksomheden har et formål andet end gevinstmaksimering. Det er strengt taget ikke i overensstemmelse med ideen om at man blot handler efter økonomiske retningslinier.
Familieejede virksomheder har samme karakteristika, og er ofte for passive i forhold til at ekspandere, idet ejeren blot ønsker et afkast af en vis størrelse. Maksimeringen er reelt sat ud af kraft.
Skal man finde noget problematisk ved vores verden er det asynkron information i relation til beslutningsprocessen, hvor det fx. ville klæde processen at folk vidste mere om økonomi, og virksomheder var tvunget til at fremlægge mere information.
Fsv. angår mine sidste sætninger i forrige post er du sikkert helt klar over at vi observerer verden fra hver vores tinde og det der for mig er en klar forståelse er for dig "poetiserende sort snak". Du skulle komme forbi min bjergtinde en dag og nyde udsigten.
Jeg forstår dog hvis du ikke vil forlade din ellers fine udsigtsplatform.
Med venlig hilsen
Lennart
Sider