Læsetid: 6 min.

'Det er jo ikke ligefrem Morten Korch-universet, jeg beskæftiger mig med'

Allan Otte har oplevet, at en køber leverede et maleri tilbage. De kunne ikke holde ud at se på et idyllisk, grønt og skønt landskab
Allan Otte i et urbant stilleben: Den 32-årige maler, som netop nu udstiller på   Gl. Holtegaard, har vakt opsigt med   sine billeder af danske landskaber,   hvor noget som regel  stikker lidt ud.

Allan Otte i et urbant stilleben: Den 32-årige maler, som netop nu udstiller på Gl. Holtegaard, har vakt opsigt med sine billeder af danske landskaber, hvor noget som regel stikker lidt ud.

Kristine Kiilerich

21. april 2010

Fødevareministeriet havde kun maleriet hængende i fire-fem dage. Et solbeskinnet landskab holdt i grønt. Meget passende for fødevareministeriet. Og så alligevel ikke. Allan Ottes billeder er kendetegnet ved, at det måske nok er et landskab, men der er altid et eller andet, der bryder med konventionerne omkring et landskabsmaleri. I dette tilfælde var billedets forgrund meget uskarp, mens det, der lå nærmest horisonten stod helt tydeligt.

»Det var faktisk et meget idyllisk motiv uden det her tema med forfald, som jeg ellers er meget optaget af. Men måden, det var bygget op på, provokerede folk utroligt meget. De kunne simpelthen ikke holde ud at se på det, så de måtte aflevere det igen. Det tog jeg som en meget stor kompliment. At man kan provokere så voldsomt med noget så fredeligt som et landskabsmaleri,« siger Allan Otte.

Han er aktuel med udstillingen Efterbilleder på Gl. Holtegaard. På meget kort tid har han opbygget et særkende i sine malerier. Han fastholder selv, at det er landskabsmaleri, men af eksempler fra udstillingen på Gl. Holtegaard kan nævnes en væltet campingvogn, en forulykket lastbil, et fjernsyn med skudhul i skærmen og en gravko, der er væltet ned i en personbil.

»Jeg leger med at fortrænge landskabet ved at lade et fremmedelement dominere. Det handler om noget så banalt som at kigge på landskabet fra et køretøj. Man betragter landskabet fra den lille boble, man sidder i, så på den måde er det forulykkede køretøj også en måde at tage ophold i landskabet på.«

Det ufrivillige ophold i naturen giver en ubehagelig ro. Her er alt gået i stå. Stedet er forladt, og om lidt begynder forfaldet.

»Jeg er klar over, at det er en type motiv, der er meget ladet, men samtidig står det åbent at fortolke det ind i det, man nu vil. Jeg er selv optaget af, at det er noget stillestående, en fastfrosset situation, som på den måde minder meget om selve maleriet, som er udført i bevægelse, i et materiale, som er blødt og kan strækkes ud, men til sidst er stivnet og størknet. Dér ser jeg en sammenhæng mellem motiv og maleriets form. Det har jeg fokuseret på, og jeg har udvalgt motiver, der alle er en afsluttet bevægelse. Det kan både være et forulykket køretøj, et væltet træ eller en fugl, der er styrtet til jorden. Det peger alt sammen tilbage på aktivitet og liv og dynamik, der er afsluttet.«

Hvilken skønhed?

Allan Otte er klar over, at hans valg af motiver ofte fortolkes som en kritik af det provinsielle. Men sådan skal det ikke forstås.

»Jeg maler det provinslandskab, som jeg kender, sådan som jeg opfatter det. Men jeg er klar over, at det bliver læst som en kritik. Det er jo ikke ligefrem Morten Korch-universet, jeg beskæftiger mig med. «

Han er selv vokset op derude i landskabet. Hvis han kritiserer noget, er det nærmere idéen om, hvad det er, der gør livet på landet smukt.

»Det er en forestilling om skønhed, som jeg i hvert fald ikke kan genkende. Jeg er mere optaget af skønheden i forfald og i nedbrydning. Det skønne, idylliske landskab er en forestilling og kan også være en kliché. Virkeligheden er smukkere, synes jeg, og meget mere interessant.«

Kendetegnende for Allan Ottes malerier er også, at det altid forestiller afslutningen på en bevægelse. Det er ikke selve ulykken, men de forladte køretøjer, der er i fokus.

»En af mine kammerater kaldte det en ustabil statisk tilstand,« siger han.

Men han har tidligere forsøgt sig med bevægelse.

»Det ville jeg bestemt ikke gøre nu. Da jeg fik ideen til en halmballepresser og en traktor i brand på en kornmark, var jeg optaget af at få den æteriske ild til at vokse på traktoren. Men ild er noget meget dynamisk og flygtigt, og det passer faktisk ikke så godt til et maleri. Det ville fungere bedre i et levende medie. Som en form for dementi lavede jeg efterfølgende et kæmpe stort maleri - over fire meter langt - med fire udbrændte traktorer. Netop som et punktum, som en måde at fastholde det, som er tilbage, efter noget er sket.«

Sammenhængen mellem motiv, metode og form har altid optaget Allan Otte meget. Maleriet er i sig selv en afsluttet bevægelse, derfor foretrækker han motiver, der forestiller netop det. Det er hans metode, der bringer dynamik ind i maleriet.

»Jeg forsøger at tydeliggøre håndens arbejde.«

Han viser sin yndlingspensel frem. En slidt og sammenlappet én af slagsen, der uden tvivl laver markante penselstrøg. Den holder ikke til det meget længere.

En opgave skal løses

Allan Ottes malerier består af en masse felter, han har fyldt ud med som regel lodrette eller vandrette strøg. Felterne har deres egen afgrænsning og egen ret, men skal samtidig fungere som en meget lille del af det store motiv. Som et puslespil. Selve malearbejdet er selvfølgelig en del af den kunstneriske proces, men det er i forarbejdet, at kreativiteten får mest plads. Her undersøges og afprøves alt, før motivet ligger klart. Derefter hænges det forarbejdede fotografi op på væggen ved siden af det blanke lærred. Maleriet er derefter en opgave, der skal løses.

»Jeg er et ret rastløst menneske, så jeg havde egentlig ikke troet, at det ville passe med mit temperament at arbejde på den måde. Men jeg har fundet ud af, det giver mig en meget god ro. Det er nok det at vide, hvad det er, jeg skal foretage mig. Det er fast arbejde. Det er at sætte sig noget for og så gøre det færdigt.«

I grunden en meget provinsiel måde at tænke på. Men som Allan Otte påpeger, så er klichéer jo netop klichéer, fordi de ofte fungerer. To af billederne på udstillingen indeholder ikke noget brud med landskabsmaleriets konventioner. Kender man Allan Ottes arbejde, så står man og leder efter noget uskønt, noget skævt, noget provokerende. Men det er der ikke. Det er et snelandskab og en solnedgang. En gård set fra nøjagtig samme vinkel med to års mellemrum. Det er næsten foruroligende. Også for Allan Otte selv.

»Jeg må da indrømme, at mens jeg har malet disse billeder, så har jeg sagt til mig selv om aftenen, før jeg lagde mig til at sove: Hvad er det, jeg har rodet mig ud i? Kan jeg virkelig få mig til det?« siger han og griner.

Huse har ikke en sjæl

Men for en gang skyld er det ikke et billede fundet på internettet eller et snapshot leveret af en freelancefotograf.

»Jeg er født og opvokset på den gård. Det er måske også en af grundene til, at jeg kan få mig til det. I modsætning til mange af de andre billeder så betyder det noget personligt. Men det ved jeg ikke om er så vanvittigt afgørende for den, der står og kigger på billederne. Det er vel i virkeligheden en form for dovenskab og ligesom at male et selvportræt. Man bruger det, der er lige ved hånden. Jeg har malet den gård fra et utal af vinkler mange gange. Det er næsten helt Oluf Høstsk.«

Besjælingen af ejendom er ikke noget, Allan Otte er optaget af. For ham er et hus et hus og ikke et hjem. Men han er meget bevidst om, at andre mennesker har et stort behov for, at døde ting har en særlig betydning. Han er flere gange blevet bedt om at male billeder af bestemte gårde.

»De har som regel en forestilling om, at jeg skal komme og se stedet og forstå alt muligt om det. Der ser jeg nok mere nøgternt på det. Jeg er en slags billedfremstiller. Det sjove er for mig at transformere et fotografi til et maleri. Så jeg har måtte bede dem om at tage nogle billeder og sende dem til mig, og så må jeg så vurdere, hvad der er det mest interessante. Det er vigtigt for dem, at stedet har en sjæl, men det har det jo ikke for mig.«

Han siger ofte ja til opgaverne. Og så har han fast arbejde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu