»Jeg vil gerne have, at vi melder ærligt ud,« siger filminstruktøren og manuskriptforfatteren Tobias Lindholm.
»Hvis vi sender folk i fængsel, og det kører, som det gør i nogle af de hårde fængsler nu, så kan vi for min skyld lige så godt låse døren og smide nøglen væk. Fordi det er i realiteten det, vi gør.«
Sammen med dokumentaristen Michael Noer debuterer Tobias Lindholm nu med det realistiske, næsten dokumentariske fængselsdrama R, der ikke kun er en brutal skildring af livet bag tremmer i et dansk fængsel, men også et glødende anklageskrift mod et system, der efter instruktørernes mening ikke fungerer.
Hovedpersonen i filmen, førstegangsfangen R, spilles af Pilou Asbæk. De øvrige indsatte og fængselsfunktionærerne spilles af folk, der enten har været i fængsel eller har arbejdet i et.
En solrig formiddag i april mødes Information med Noer og Lindholm til en snak om R, der allerede har vundet flere internationale filmpriser og, hvis det går, som instruktørerne gerne vil have det, skaber debat om det danske fængselssystem.
Stupidt, men ærligt
Tobias Lindholm (TL): »Vi har et fængselssystem, der skaber 70-80 procent gengangere. Det skriger til himlen, at der er noget, som ikke fungerer. Og alligevel taler man om hårdere straffe. Men der må være en anden løsning. Eller også skal vi være ærlige og erkende, at vi lever i et middelaldersamfund, og hvis ikke du kan rette ind, låser vi dig inde og smider nøglen væk. 'Three strikes and you're out'-systemet i USA er ærligt (efter tre fængselsdomme får man livstid, red.). Det er så stupidt, som det kan være, og amerikanerne fylder fængslerne op. Men samfundet har i det mindste erkendt, at man ikke kan finde ud af det. Det kan man da forholde sig til. Herhjemme låser man døren, vender ryggen til og siger, 'Det er en bondegårdsferie derinde.' Og så taler vi ikke mere om det.«
»Alle politikere snakker om hårdere og længere straffe op til et valg, fordi det er der stemmer i. Men der er ikke nogen, der ved, hvad en straf er. Det med, at de skal være hårdere og længere, er meget abstrakt, men det lyder rigtigt. Hvis vi har mulighed for at åbne et vindue og vise bare et lille udsnit af den danske befolkning, hvad en fængselsstraf også er i Danmark, så håber jeg da ved Gud, at mine medborgere her i landet kan se, at der er noget, der ikke er, som det bør være.«
Det er fiktion
Michael Noer (MN): »Selvfølgelig skal befolkningen have en retsfølelse. Det er nummer et - så samfundet fungerer, og folk ikke begynder at udøve selvtægt. Nummer to bør være ambitionen om at få folk ud af kriminalitet, og i forhold til det, vi har set af det danske fængselsvæsen, kan vi godt forstå, at det kan være svært at komme ud af kriminalitet.«
TL: »Jeg har ikke nogen løsning på problemet, men det, der blev mere og mere afgørende for os i denne film, var at være så ærlige og virkelige som overhovedet muligt, så vi står med et dokument, hvor man et langt stykke ad vejen kan sige, at det er et realistisk billede af et dansk fængsel.«
- Var det også jeres ambition at lave så politisk en film?
MN: »Det er nødt til at komme med tilbagevirkende kraft for os, ligesom moralen er nødt til at komme med tilbagevirkende kraft. Det kan så være et problem, hvis man sidder på instituttet og skal have noget finansieret og ikke lige kan fortælle, hvad moralen er. Men det viser sig tit, at det er sjovere at sidde i klipperummet med noget, der ikke har en morale, fordi så kan man nemlig undersøge det igen. Vi har ikke nogen agenda, eller som man siger i journalistik: Vi har ikke nogen vinkel. Det ved jeg også som dokumentarist; hvis der er noget, der er en dræber, så er det at have en vinkel. Det er sindssygt vigtigt, at vi ikke har haft det. Selvfølgelig har vi også været i underholdningens tjeneste. Det er fiktion, og vi skal lave et drama, og indimellem har vi skruet op for blusset.«
Ingen sympatipunkter
- Der er mange måder at fortælle sådan en historie på, f.eks. ren socialrealisme eller i en genrefilm. I synes at have fundet en mellemvej.
MN: »Det bunder i de regler, vi allerede fra begyndelsen besluttede. Det skulle ene og alene være en film om at være indsat. Det er et meget vigtigt fortællemæssigt greb, og allerede i det lå der en fortællemæssig armlængde. Det gør også, at vi ikke propper et perspektiv ned i halsen på folk. Det kan være svært at læse det i manuskriptform, fordi folk, der er trænet i at læse manuskripter, automatisk leder efter sympatipunktet. Det var spændende at tage et opgør med det i et miljø, som i sig selv er spændende. Det købte os noget tid.«
»Vi beundrer meget brødrene Dardenne (belgiske instruktører, red.). Det er bestemt heller ikke sympatiske mennesker, de skildrer, men hold kæft, hvor man føler med dem. Man er helt færdig bagefter. Hvorfor gør man det? Det mener jeg, at man gør, fordi vi mennesker vil det gode, så hvis du bare giver os tid, skal vi nok give os hen til et andet menneske. Det er meget livsbekræftende, og det er, hvad vi har prøvet med den her film; at skabe nogle rammer, som kunne købe os tid. I hvilke andre genrer vil man ellers kunne se en mand ryge en smøg ud af et vindue? Det kan man i en fængselsfilm. Der er en masse ting, man får foræret.«
TL: »Der er nogle elementer, vi fra begyndelsen skar væk: Flugten, som ligger i 80 procent af amerikanske fængselsfilm. Det er for meget en genreting. Vi ville heller ikke fortælle om R's fortid. I virkeligheden havde vi også besluttet os for, at fængslet var hovedpersonen. Vi ville ind i fængslet og finde ud af de regler. Og derfor måtte vi bare hoppe på skuldrene af en 'taber', en svag fange, og følge med ham ind for at lære dette sted at kende. Det var jo en chance at tage, fordi der er meget lidt mulighed for at fatte sympati for hovedpersonen.«
Lytte til fængslet
- Publikum har muligheden for at hoppe op på skuldrene af R og gennem ham opleve livet i fængslet. Hvad havde I selv af muligheder?
TL: »Da jeg i sin tid fik ideen til filmen, var det, fordi jeg havde en barndomsven, der fik en lang dom og begyndte at skrive breve til mig. Jeg tænkte, at 'der er sgu ikke nogen rigtig, dansk fængselsfilm. Det vil jeg gerne prøve at lave'. Michael og jeg havde i forvejen en aftale om, at vi skulle lave en film sammen, når jeg kom ud fra Filmskolen. Så mødte jeg Roland Møller, der spiller Mureren og er tidligere indsat. Han har siddet i Horsens en årrække af sit liv. Og via ham og hans historie og fra alle mulige andre researchpersoner i miljøet, stærke fanger, der har siddet på flæsket derinde, og svage fanger, der har levet usle liv i fængslet, fik vi en masse historier og en masse indsigt i det her fængsel.«
»Og da Horsens Statsfængsel stod tomt, og vi fik lov til at bruge det, kunne vi rykke hele holdet ind og bare bruge det som vores kulisse. Derfor besluttede vi også, at alle historierne, vi ville fortælle, på en eller anden måde skulle have foregået i Horsens. Så er der en logik forbundet med bygningen, og så kan man for alvor gå ind og få virkeligheden op under neglene. Vi prøvede meget bogstaveligt at sige, 'det er det her trappetrin, det er den her dør, det er den her celle, det er det her toilet, det er den her faldstamme'. Ned i detaljerne prøvede vi at sørge for, at handlingerne var logisk forbundet til præcis de steder, de har foregået i virkeligheden. Ikke som rekonstruktion, men som en gave for os for at kunne sætte os ind i de præcise, praktiske handlinger, hvorfor de er foregået som de er. Så vi ikke skulle til at opfinde for meget, men blot kunne lytte til fængslet.«
- Hvad betød det for skuespillerne, at I optog i et rigtigt fængsel?
TL: »Da vi først kom over i fængslet, efter at vi havde øvet en masse scener i København, og Pilou fik tøjet på, var det helt tydeligt, at hans blik i øjnene blev helt anderledes. Han forholdt sig til rummet og den historie, som rummet havde. Vi havde megen ærefrygt til at begynde med, fordi vi jo bevægede os rundt i mange mænds traumer.«
