Læsetid: 5 min.

Manglende anmelderetik

Fordrejninger og ubehersket hån præger Erik Skyum-Nielsens anmeldelse af 'Spørgespil'
16. april 2010

Findes der mon noget sådant som en litteraturkritikkens etik? Skulle den i så fald bestå i, at kritikken bør behandle alle bøger lige fyldigt eller rose alle forfattere bare en lille smule eller tage godt imod debutanter? Næppe. Til gengæld findes der en etik for den enkelte kritiker, vil jeg mene, og den har Informations såkaldte hovedanmelder, Erik Skyum-Nielsen, tilsyneladende ganske svært ved at leve op til.

Til kritikerens etik må i det mindste høre, at han bestræber sig på at formidle den foreliggende bog på en nogenlunde uhildet måde, så den uforvarende læser kan afgøre ud fra anmeldelsen, om han selv kunne finde på at anskaffe sig bogen. Hvis kritikeren er nogenledes hæderlig, fremlægger han også sine kritiske kriterier klart, eller han undlader med overlæg at skjule, hvilke præmisser hans bedømmelse udgår fra. I samme åndedrag holder han sine mest halsstarrige idiosynkrasier og fordomme væk fra anmeldelsen, ligesom han holder sig for god til at fordreje eller helt åbenlyst lyve om bogen, f.eks. ved at citere ukorrekt eller sammenblande detaljer og afsnit, der ikke er forbundet i bogen.

Fordrejning

Uetisk er til gengæld ubehersket hån og nedladenhed hos kritikeren, den dårlige vane med at gøre sig morsom på bogens eller forfatterens vegne fra et ophøjet stade, der aldrig selv bringes i spil. Det sidste er Skyum-Nielsen en mester i, som når han f.eks. i en anmeldelse den 30. marts kalder min nye bog, Spørgespil, for en »samtalebog«, skønt den netop er en ironisk gestus over for den slags vareudbud. Og at jeg skulle være nået dertil, som Skyum-Nielsen påstår, at jeg er begyndt at interviewe mig selv for dog at have nogen at snakke med, er også decideret misvisende, hvad enhver opmærksom læser af bogen straks vil kunne se. Den slutter såmænd med ordene, at bogen er skrevet »for at udpege en forskel« og give spørgeren den lettelse, »at De ikke er mig«.

En tilsvarende fordrejning foretager Skyum-Nielsen, når han gaber kæben af led over en tekst i bogen, der ifølge anmelderen handler om, at forfatterens skaldethed minder ham om, at »han muligvis også engang skal dø«. Det var sørens. I pågældende tekst står der ikke det mindste om, at nogen skal dø, og da slet ikke forfatteren. Teksten sammenligner derimod skaldepanden med lignende udtørrede fænomener (en forurenet jordplet, hvor intet kan gro, en øde parkeringsplads med et par parkerede biler osv.) i den hensigt at vise, at »skaldetheden kun er beklagelig, fordi der var noget før den«.

Hvorfor foregiver Skyum-Nielsen så, at teksten handler om noget andet? Godt spørgsmål, som vist kun han selv kan svare på. Indtil da må jeg opfatte hans læsning som dybt uvederhæftig. Medmindre den blot er udtryk for, at manden har haft en bog i hånden, som han ikke begriber stort af. Det fornemmer man f.eks. i hans beskrivelse af en anden tekst i bogen som »selvoptaget småsnak«.

Igen er der tale om en fænomenologisk, Francis Ponge-inspireret tekst, denne gang om en ganske almindelig kaffebrygning, som enhver kaffedrikker kender til. Hvad består dette ritual egentlig i, spørger teksten indirekte, og hvorfor er det egentlig kun tebrygningens ritualer, der er omgivet af mystik? Teksten henviser samtidig til en af de mest sværmeriske scener i nogen dansk forfatterfilm, Jørgens Leths Jeg er levende, om en af Skyum-Nielsens nærmeste allierede, Søren Urik Thomsen. Denne scene, som for mig er rent overkill, har Skyum-Nielsen gladelig glemt, eller også holder han sin viden skjult for ikke at nævne, at min bevidst forfejlede kaffebrygning (bl.a. bliver der brugt alt for varmt vand!) kan ses som en ironisk kommentar til vennens patetiske tebrygning.

I Jørgen Leths Guldet på havets bund hedder det tilmed, at selvsamme scene er »den direkte reference til Godards for mig uforglemmelige kaffebillede i Deux ou trois choses que je sais d'elle (to-tre ting jeg ved om hende), hvor han ud af kaffens bobler, der drejer rundt og rundt, på en uabstrakt måde fremdigter en oplevelse af kosmos, fortaber sig i uendelighed og sort stjernehimmel. En kop kaffe, konkret og eventyrlig.« Jeg citerer så fyldigt fra Leth, fordi teksten i Spørgespil indtager nøjagtig samme rolle, dens kvaliteter ufortalt. Teksten skal forbinde den nært sanselige verden med en mere reflektorisk for ikke at sige åndelig verden, fordi en af bogens ærinder netop er at diskutere forholdet mellem det nære og det fjerne, det private og det sociale, nutid og barndom, hjemme og ude.

Internaliseret æstetik

I Skyum-Nielsens udlægning »snakker« (bemærk: ikke skriver) forfatteren af Spørgespil om »lige nøjagtigt, hvad der falder ham ind«, men det er igen en utrolig vildledning. Anmelderen har ikke fantasi til at forestille sig, at bogen ganske enkelt mimer en rodekasse for at give læseren mulighed for selv at samle stumperne. At bogen rummer, om ikke indre sammenhæng (som i de gode gamle værker, Skyum-Nielsen holder så meget af), så dog forbindelseslinjer på kryds og tværs rammet ind af både begyndelse og slutning, overgår tilsyneladende anmelderens fatteevne.

Måske kommer miseren af, at anmelderen har internaliseret 1980'ernes æstetik så kraftigt, at han ikke længere selv kan få øje på den. På den ene side kritiserer han således alt det ved Spørgespil, der er »planløst«, »selvoptaget småsnak«, »letløbende plapren«, »lettere uskønt« osv. På den positive side findes det »velformulerede«, det »sødtsitrende«, alt det, der indeholder »analytisk præcision« og »fornem lyrisk fortætning«. Hvor er det lige, vi har hørt den vise før? Det har vi selvfølgelig hos Søren Ulrik Thomsen, hvis smag og behag Skyum-Nielsen har slubret i sig med hud og hår og nu mekanisk bedømmer alt andet ud fra.

Her gik man og troede, at den store udjævning af højkultur og lavkultur for længst havde fundet sted, og at vi alle har indset, at dualismerne kun er med til at begrænse os. At få smidt de gamle opdelinger i ansigtet er desto mere grotesk, når man nu har skrevet en bog, der for alt i verden vil løsrive sig fra dem. Der er ikke noget, jeg mindre ville, end ligne den selvudnævnte kørelærer Søren Ulrik Thomsen. Er det til at forstå? Og jeg kan ikke forestille mig noget værre end »fornem lyrisk fortætning« - når jeg hører den slags, skynder jeg mig, ligesom Klaus Rifbjerg for nøjagtig fyrre år siden, at række ud efter mit brokbind.

Det sidste kunne tyde på, at Skyum-Nielsens æstetik ikke blot er selvblind, den er også efter alt at dømme anti-moderne. Den henter det meste af sit skyts fra enheds- og velklangslitteratur, der ligger før modernismen, jævnfør henvisningen til Rifbjerg.

Jeg synes, det er synd for Informations læsere, at de skal forlade sig på en kritiker, der i den grad ikke er hjemme i sin tid eller i sig selv, og som ikke er i stand til at formidle et værk på en hæderlig måde uden at smøre sine ubehageligheder af på det. Og så synes jeg ærligt talt, at det er helt vildt at blive patroniseret af en mand, hvis eneste kvalificerede bidrag til dansk litteraturkritik er en bog, der udkom for snart tredive år siden. Og i øvrigt var en samtalebog.

Niels Frank er digter og forfatter og tidligere rektor for Forfatterskolen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Har hverken læst Franks bog eller Skyums anmeldelse af den, for det er meget længe siden, jeg opgav at læse Skyums anmeldelser. Egentlig lykkedes det aldrig rigtigt, for anmeldelserne løb ind i modstand hos mig. Sagligt eller usagligt? Tja! Men det er som ikke så synd for os læsere, for vi kan vælge Skyum fra. Synd er det snarere for Frank og andre anmeldte forfattere - og vel sådan set også for Skyum selv, hvis hverken forfatterne eller Skyum bliver læst.