Læsetid: 2 min.

Din mund siger nej, men lipglossen siger ja

Er en lipgloss, som afslører, om man har lyst til sex, en klam marketing-gimmick, en dødfødt idé eller guds gave til potentielle voldtægtsmænd? Amerikanske feminister debatterer
Er en lipgloss, som afslører, om man har lyst til sex, en klam marketing-gimmick, en dødfødt idé eller guds gave til potentielle voldtægtsmænd? Amerikanske feminister debatterer
14. april 2010

»Her er den værste idé, jeg er stødt på i denne uge: En lipgloss, som fortæller enhver i din nærhed, om du er liderlig. Den frække farve skifter fra gennemsigtig til dybrød, hvis personen, der har lipglossen på, føler, hun er i stødet,« rapporterer avisen The Sun. »Lipglossen reagerer på de kemikalier, kroppen udsender. Og hver 120 kroners tube kommer med et farveskema, så enhver mand kan regne ud, hvor meget lyst til sex hans partner har.«

Sådan skrev klummeskriveren Kate Harding fra Salon.com for nogle dage siden, i anledning af den britiske 'Mood lipsticks' ankomst til det amerikanske.

Ikke overraskende synes Harding, som er en kendt feminist og skribent, at humørglossen var en ret ringe idé, og sammenlignede den med den noget mere uskyldige 'humørring', som Bagsidens læsere måske har stiftet bekendtskab med i deres barndom. Ringen - som vist stadig findes og som, indrømmet, var noget af et hit i overtegnedes sønderjyske barndom - viste angiveligt, hvilket humør, bæreren var i, men det, der gjorde udslaget, var kropsvarme, hvilket betød, at høj feber f.eks. registreredes som stor glæde ... ikke så smart.

Den nye lipgloss blev lynhurtigt en del af en livlig debat på internettet, hvor flere amerikanske blogdeltagere påpegede, at den friske lipgloss indskrev sig i en tradition af dårlige undskyldninger, som mænd kan benytte sig af, hvis de gerne vil have sex, og den kvindelige mod- eller medpart er uinteresseret.

I USA er det nemlig i flere stater fortsat muligt at benytte sig af argumenter om f.eks. udfordrende beklædning (a la 'hun havde lårkort på og var stærkt nedringet, hvad tror hun selv, hun signalerede; søndagsskole?'), når en mand skal forsvare sig i voldtægtssager.

Ikke en argumentation, man kommer langt med i det danske, hvor man som bekendt kan gå klædt i hvad som helst (bare ikke burka), og alligevel bevare sin ret til at sige nej tak til sex.

Mystisk begær

Kate Harding mener imidlertid ikke, at lipglossen bare er et smart (eller dumt alt efter, hvordan man ser på sagen) marketingtrick. Hun påpeger, at det handler om noget dybere: At lider-lipglossen er blot et nyt tegn på, at mænd ikke fatter en brik af det kvindelige begær. »Mange mænd tror jo fortsat, at stive brystvorter automatisk betyder, at en kvinde er klar til sex,« bemærker hun og tilføjer, at selv hvis lipglossen gav et troværdigt vink med en vognstang om bærerens ønske om sex, så var det fortsat langt fra sikkert, at kvinden lige præcis ønskede sex med den mand (eller kvinde), der befandt sig ved siden af.

Mulighederne for fejltagelser er med andre ord legio. Herfra skal lyde et ret simpelt råd: Prøv bare at spørge næste gang. Det er også noget nemmere end at måle kavalergange, farver på lipgloss og indladende håndbevægelser fra stripperstangen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er vist begrænset hvor meget mere der er at sige om dét.
Ud over at det er uhyggeligt at nogen overhovedet produktudvikler den slags. Det må jo betyde at man mener der er et marked for det... Brr...

Peter Andreas Jørgensen

Lyder som en afskyelig idé, men hvis lipglossen virkelig har givet anledning til "livlig debat på internettet" ville det have klædt skribenten at referere bare et enkelt argument fra tilhængerne.

Annegrethe Rasmussen

Tak for kommentarer. Og et svar til Peter Andreas; Den livlige debat er ikke foregået mellem tilhængere og modstandere af glossen. Jeg er faktisk ikke stødt på nogen, der synes det er en fed ide. Debatten har mestendels fundet sted mellem dem, der synes det er en undertrykkende og klam ubehagelighed og dem, der synes, at det er så åbenlyst idiotisk, at man bare skal ignorere produktet og diskutere mere væsentlige vinkler på både voldtægt, ligestilling og kvindesag.