Læsetid: 3 min.

Fra musiktribune til metropolzone

Scala står tom og mørk midt i Københavns forlystelsesområde. Men huset var engang festlig ramme om både revy og jazz. Så rykkede brugsforeningerne ind og siden jetsettet, men nu er festen forbi eller stillet på standby
6. april 2010

H.C. Lumbye svang ikke kun violinbuen i Tivoli. Hans galopper og valse kunne også høres overfor hovedindgangen på den anden side af Vesterbros Passage, som gadestrækningen hed dengang. Dér var traktørsted og musikpavillon.

Det var før Københavns byporte blev revet ned. Tivoli på voldarealet var en udenbys fornøjelse. Med særlig militær tilladelse fra starten af 1840´erne og indtil Kongen opgav parolen om pengene i vinduet til kammertjeneren og bynøglen vel forvaret i potten.

Kort sagt: Hovedstaden begyndte at vokse over sine bredder, ikke mindst ud mod forstaden Vesterbro, hvis fabrikker og arbejdspladser havde konsolideret sig med bl.a. øl og porcelæn. Og der blev blandt moderne 'nervemennesker' lagt vægt på, hvor levende og kraftigt storbytrafikken voksede i Vesterbros Passage. I slutningen af 1880´erne blev der afholdt stor nordisk industriudstilling lige ved det Halmtorv, som senere blev Rådhusplads. Det gav et skandinavisk pift.

Og overfor Tivoli blev det første National Scala bygget med kupler, strålende belysning og eget elektricitetsværk, Københavns første! Og siden hen både rund cirkusbygning og panoptikon i Jernbanegade, og en tidlig hovedbanegård, hvor nu Paladsbiografen ligger.

Bebop og brugs

Området er med andre ord et overgangsled mellem den gamle middelalderby inden for voldene og den nye storbys vestlige yderkvarterer. Målestokken og størrelsesforholdene er andre end på de gamle matrikler, og det blev yderligere understreget af både Glyptoteket og den nuværende, dengang nye Hovedbanegård omkring 1900, og senere den dystre Politigård ned mod Gasværkshavnen.

National Scala blev i 1920´erne det mondæne sted for store revyer. Liva Weel optrådte, og før hende andre stjerner, hvoraf én brillerede som passager i et luftskib, der sejlede udover hovederne på det opstemte publikum.

Omkring 1930 blev etablissementet bygget totalt om i funkisstil, så nu var det jazzdans, der blev trækplastret. Peter Rasmussen og Otto Lington akkompagnerede sorte gæstekunstnere, og så sent som i 1950´erne spillede Ib Glindemann med sit bigband lige indtil festen sluttede og Anva byggede det hele om til Andelsforeningernes Varehus, med FDB-møbler og hårde hvidevarer.

Kaffe og krise

For hver ombygning ser det ud til, at det cirkelrunde storrum i midten har overlevet.

Det gjorde det også, da arkitekten Mogens Breyen omdannede varehuset til det nu aflåste Scala. Dengang med biografer, mere eller mindre eksotiske restauranter, tøjbutikker og rund glaselevator op igennem fristelserne omkring rotunden.

Skeptikere spurgte sig selv, hvordan man skulle kunne sælge jakkesæt i friturestanken, og det kunne man åbenbart heller ikke.

Men udenfor var sommeraftenen sval på Axeltorv, med cirkelrundt vandbassin og Mogens Møllers allegoriske planetfigurer, der spyer både vanddamp og levende ild.

Og bag det hele Paul Gernes kulørte bemaling af Palads-biografen, pølser, caféer, Robert Jakobsens klatreskulpturer og vandværkets bierhalle med pumpehusrytmer.

Pariserhjulet for få måneder siden var nok en storladen målestok for hvilke størrelsesordener, der kan nå at indfinde sig i det kommercielle og kulturelle krydsfelt. For med Metroring-station på Rådhuspladsen, og knudepunkt for IC-tog og Sverigesforbindelse på Københavns Hovedbanegård er det i længden ikke troligt, at Arne Jakobsens SAS-hotel får lov til solistisk at celebrere de tidlige 1960´eres uskyldige metropolmodernisme. Hele tre arkitektfirmaer har allerede tegnet højhusanlæg på Scalagrunden.

Klaus Bondam kaldte som planborgmester hele området for en metropolzone, med uudnyttet banegrav foran Hovedbanegården og ud langs Vesterport Station. Og med mulighed for at binde havnefronten og søerne sammen, og peppe de lidt triste boligområder bag Tivoli op med kyssebænke og fortættet storbystemning.

Som alternativ til fortætning af middelalderbyen er storbyzonen en realistisk ide, også trafikalt i en non-C02-æra af kollektive transportidealer.

Men lige nu står den tomme Scalabygning med beskidte vinduer og indkik til den tomme rotunde, som et konceptmonument over krak og krise.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu