Læsetid: 5 min.

Når vi alle bliver borgerlige

Det var en række borgerlige litteraturforskere, der satte gang i debatten om de borgerlige forfattere, som har kørt her i avisen i de forgange uger. Her gås deres indlæg og tanker efter i sømmene
Mette Moestrup rokker ved vores forståelsesmønstre når hun i 'Jævnet med Jorden' vrister begrebet 'bindingsværk' ud af nationalismens greb og slår nye overraskende betydninger af det 
 med poetens tryllestav.

Mette Moestrup rokker ved vores forståelsesmønstre når hun i 'Jævnet med Jorden' vrister begrebet 'bindingsværk' ud af nationalismens greb og slår nye overraskende betydninger af det
med poetens tryllestav.

Susan Møller-Elmau

29. april 2010

Debatten om 'konservativ' versus 'venstreorienteret' litteratur har udspillet sig som en debat om stedet - om hvorvidt man bliver en konservativ hjemstavnsforfatter af at skrive om at være bundet til det sted, man kommer fra. Men hvad nu hvis det, der adskiller fløjene, snarere er et spørgsmål om, hvordan man opfatter tiden?

Debatten har udgangspunkt tidsskriftet Standart. Her giver en række litteraturforskere et bud på, om der findes et borgerligt litterært standpunkt i Danmark i dag - når nu de fleste danske forfattere erklærer sig venstreorienterede og i opposition til den borgerlige regering.

Svarene stritter i flere retninger. Germanisterne Søren R. Fauth og Børge Kristiansen benytter lejligheden til at beklage den litteraturhistoriske dannelses forfald på universiteterne, anglisten Hans Hauge præsenterer en tese om, at litteraturhistorien udvikler sig som en årti-bestemt pendlen mellem konservatisme og socialisme, litteraten Kasper Støvring plæderer for litteraturens evne til at forbinde sig med den cykliske og mytiske tid, og litteraten og forfatteren Mads Storgaard Jensen taler for, at alle forfattere i bund og grund er borgerlige, dvs. fortalere for individets (ytrings)frihed.

Hos Fauth, Kristiansen, Hauge og Støvring betyder 'borgerlig' tydeligvis 'konservativ', og det konservative forstås som en værnen om alt 'det gamle', som modstilles hele den begejstring for fremskridt og innovation, som man i dag vel snarere må tilskrive liberalismen end venstrefløjen; snarere Venstre end venstre.

Metaforgøgl

Fauth udpeger eksplicit den 'borgerlige' (i denne hen- seende liberalistiske) regering som den, der har ødelagt de danske humanistiske fakulteter som steder for 'borgerlig' dannelse. Herudover skyder han vildt mod marxismen og noget, han kalder »almindelig post- modernisme«, som vist skal forstås som en slags negativistisk værdirelativisme og dermed noget anti-borgerligt (i Hans Hauges bidrag bliver postmodernismen sjovt nok tværtimod defineret som borgerlig).

Sjovt nok er Fauths retorik præget af de mest gøgleriske postmoderne metaforer set siden 80'erne. Helt vild og sammensat er eksempelvis Fauths metafor for den tidsånd, der jævner det humboldtske dannelses- universitet med jorden: »fuld fart frem ad den snorlige motorvej med sirlig sideskilning, stirrende blikke og ressentiment til op over begge ører«. Rent bortset fra at den syntaktiske tvetydighed her lader os ane, at man kan have sideskilning til op over begge ører, stritter de politiske konnotationer her i alle retninger: »Sirlig sideskilning« lyder for mig meget konservativt, »stirrende blikke« ved jeg ikke helt hvad konnoterer politisk (medmindre man begynder at tænke på specifikke repræsentanter for partiet Venstre), og »ressentiment« er populismens og fremmedfjendtlighedens (kort sagt: DF's) store drivkraft. Med andre ord: et portræt af den borgerlige regering og ikke af en marxistisk mafia eller et kulturradikalt kartel.

Kulturpessimisme

Børge Kristiansen skriver ganske vist, at hele miseren på universiteterne er det marxistiske studenteroprørs skyld, men hans genkommende eksempel på, hvor galt det kan gå, er ikke Marx, men coca cola: At man i dag som tyskstuderende ved et humanistisk fakultet kan gå til eksamen i Tysklands coca cola-import ...

Ved et debatarrangement på Århus Universitet i tilknytning til Standarts temanummer fremgik det, at Børge Kristiansen identificerer konservatisme med kulturpessimisme, med troen på at der intet nyt er under solen. Når vi skal værne om det gamle, er det således ikke fordi alting var bedre i gamle dage, men fordi vi skal værne om hele ånds- og litteraturhistorien som en udforskning af de samme, tilbagevendende problemer og temaer i den menneskelige eksistens.

Her bliver det tydeligt, at det Kristiansen kalder 'konservatisme' handler om en særlig tidsopfattelse, en forståelse af tiden og historien som en cyklisk genkomst af det samme. Og hvis der overhovedet er en fællesnævner for de forskellige 'borgerlige' bidrag i Standart, er det lige præcis dén tids- og historieopfattelse.

Cyklus

Tydeligst tematiseret er den hos Kasper Støvring, der med Villy Sørensen i hånden kritiserer forestillingen om historien som formålsrettet progression (hvad enten formålet er verdensåndens forening med sig selv, som hos Hegel, eller proletariatets overtagelse af produktionsmidlerne, som hos Marx) og i stedet plæderer for en mytisk og cyklisk tidsopfattelse, som det så skulle være litteraturens opgave at knytte an til.

Men også i Hans Hauges artikel er den cykliske tidsopfattelse toneangivende - ikke så meget som et tema, men som det greb, hvormed han forsøger at skrive litteraturhistorie. Hos Hans Hauge er litteraturhistorien netop en cyklisk bevægelse, hvor hver andet årti er 'venstre- drejet' og hvert andet 'borgerligt'. Det kommer der en lige så underholdende som uholdbar dansk litteratur- historie ud af, som bygger på nogle voldsomt reduktive identifikationer af 'venstre- drejet' med socialrealistisk og 'borgerlig' med æstetisk formbevidst, og som jeg egentlig kun kan forstå netop ved at betragte det som en insisteren på en cyklisk tidsopfattelse.

I bidragenes fælles tilslutning til det cykliske opponerer de mod en forståelse af historien som fremskridt, og den forståelse er der så en tendens til at skyde venstrefløjen i skoene. Her forekommer bidragene mig at fremstå forunderligt uorienterede med hele det opgør med fremskridtstænkningen, som har karakteriseret de fremmeste venstreintellektuelle i det 20. århundrede.

Tænk på Adorno og Horkheimer og deres tese om, hvordan oplysningen med logisk konsekvens slår om i nazismens barbari. Eller tænk på Walter Benjamin og hans fantastiske billede af Historiens engel, der bliver blæst baglæns frem i tiden af den stærke storm fra Paradis og foran sig (dvs. i fortiden) forfærdet ser ruinerne hobe sig op - der findes næppe noget stærkere fremskridts-kritisk billede.

At Støvring ikke krediterer Adorno, men i stedet Villy Sørensen for sine fremskridts- og oplysningskritiske pointer, er mig delvist en gåde. Men selvfølgelig skilles vandene dér, hvor Støvring som et alternativ til fremskridtstanken sætter den mytiske og cykliske tid, for disse størrelser forholdt Adorno og Benjamin sig lige så kritisk til som til fremskridtet - og det havde de immervæk god grund til at gøre i nazismens æra, ligesom vi har haft god grund til at gøre det lige siden.

Lynglimt

Min påstand vil være, at den tidsopfattelse, de 'konservative' litterære opponerer mod med deres cykliske alternativ, i dag giver bedst mening at tilskrive liberalismen. Og så vil jeg hævde, at den tidsforståelse, som man i dag kunne kalde venstre- radikal, både er et alternativ til den konservative cyklus og til den liberalistiske fremskridtstro. (Og for så vidt også til den venstredrejede kulturrelativistiske historisme.)

Den tidsopfattelse, man i dag finder hos venstreradikale tænkere (som Alain Badiou og Slavoj Zizek), bygger på, at sandheden hverken er noget, vi progressivt arbejder os frem mod, eller et mytisk grundvand vi genkommende må forbinde os med, men tværtimod noget, der bryder ind i tiden som et uforberedt lynglimt og forandrer vores måde at opleve os selv og verden på.

Hvis man går til litteraturen med denne tidsopfattelse, er det litterære værks særlige evne ikke at spejle sin tid eller forbinde os med mytens og naturens cyklus, men simpelt hen at rokke ved vores helt grundlæggende og stærkt etablerede forståelsesmønstre. Som eksempelvis Mette Moestrup i den grad gør det, når hun i Jævnet med Jorden vrister begrebet 'bindingsværk' ud af nationalismens greb og slår nye overraskende betydninger af det med poetens tryllestav, så det både betyder en stedsbinding, vi ikke kan fortrænge, og et kulturbestemt sanse-raster, som vi må forholde os kritisk til.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

det er altså snarere den dialektiske materialisme,
vekselvirkningslæren, og ikke diverse udgaver af astrologi, som passer mindst dårligt med virkeligheden