Læsetid: 7 min.

Når fedme frigør og forskønner

En amerikansk kvinde ved navn Donna Simpson arbejder målrettet på at kunne kalde sig verdens fedeste kvinde. Men ikke alle kvinder, som spiser for meget, sætter deres helbred eller udseende på spil - en modbevægelse, der vil gøre op med slankhedstyranni og stereotype skønhedsidealer, har fået voksende pondus
Kvinder rundt om i verden er trætte af at være underlagt det, de kalder slankhedstyranniets 'undertrykkende' kvindeidealer. I stedet går de målrettet efter højere tal på badevægten og flere deller på kroppen.

Kvinder rundt om i verden er trætte af at være underlagt det, de kalder slankhedstyranniets 'undertrykkende' kvindeidealer. I stedet går de målrettet efter højere tal på badevægten og flere deller på kroppen.

LENA JOHANSSON

9. april 2010

Der findes næppe en slankekur, som Emma Allen ikke kender til. Engang opgav hun at tage fast føde til sig i fire måneder. Det ønskede resultat udeblev.

Hun forsøgte sig også med vægttabsprogrammet NutriSystem. Det hjalp heller ikke spor.

Men samtidig med at hun udadtil havde som erklæret mål at rasle kilo af sig, så var Emma i grunden udmærket tilfreds med at være overvægtig. Som barn havde hun fantasier om at sluge en pille, der kunne gøre hende federe og federe, indtil hun til sidst kunne svæve væk som en luftballon.

Hun fortalte aldrig nogen om det, men da hun for 18 år siden blev gravid, ændrede alt sig.

»Det var som en åbenbaring,« husker Emma.

»Jeg havde denne her utrolige fornemmelse af, at jeg blev sat fri til at tænke på, hvad der ville være godt og sundt for mig, i stedet for hele tiden at skulle tælle kalorier. Muligheden for at tænke anderledes omkring mad blev for mig et stort vendepunkt.«

I de følgende 10 år fordybede Emma sig i kropspolitik. Hun stødte i den forbindelse på den såkaldte size liberation-bevægelse, en politisk bevægelse, der begyndte i 1970'erne som et oprør imod slankhedstyranniets 'undertrykkende' kvindeidealer. Grupper som Fat Underground og Fat Activists Together (FAT) kæmpede for love, der skulle modvirke diskrimination af fede medborgere. For tre år siden besluttede hun sig så omsider for at gøre, hvad hun inderst inde altid havde ønsket.

»Jeg havde haft disse fantasier hele mit liv, og lige så længe forsøgt at holde dem nede. Nu ville jeg vide, hvor de kunne føre mig hen. Hvordan ville jeg have det med bevidst at tage på i vægt? Ville jeg nyde det?«

Det er min ret

I foråret 2007 tog hun springet - 15 kilo tog hun på, hvilket bragte hende op på en total kropsvægt på 110 kg.

Emma er 49 år og professor på et universitet i det nordvestlige England. Hun er også blevet en af de såkaldte vægtvindere (også kendt som gainerseller feedees), som bevidst spiser for meget med det forsæt at tage på i vægt. Skønt der ikke findes statistikker over, hvor mange personer, der udviser denne adfærd, er den ifølge Emma langt mere udbredt, end man måske skulle tro.

»Alle kan være gainere, vi findes i alle aldre, i alle størrelser, i alle lande. Det er helt normalt, at små radmagre personer gerne ville fylde mere,« siger hun.

I sidste måned skabte Donna Simpson, en 42 år gammel mor fra New Jersey med en kropsvægt på 273 kg store medieoverskrifter, da hun stod frem og erklærede, at hendes stedse tiltagende kilovækst var led i en plan om at blive 'Jordens fedeste kvinde'. Fotoportrætteret med et gådefuldt smil og en burger i hånden, svælgede pressen i at fremhæve hendes enorme madforbrug (3.500 kr. om ugen), idelige ædeflip og svorne forsæt om at ville ramme de 460 kg.

Vægtvindere bliver ofte sat i forbindelse med bulimi, en tvangspræget lidelse, der jævnligt dukker op som freakshow-foder i populære blade, talkshows og dokumentarprogrammer. Ikke desto mindre ser mange kvinder ud til helt frivilligt at spise sig større.

Det gælder Helen, en 40-årig sygeplejerske fra Midlands, der ikke har ideologiske overvejelser bag, men simpelt hen spiser mere, fordi det giver større nydelse.

»Det er min ret at være fed, men jeg prøver ikke at manifestere noget.«

Som ansat i sundhedssektoren kan Helen ikke komme helt ud af skabet - fedmerelaterede sygdomme tegner sig for ni procent af Storbritanniens sundhedsudgifter - men på hjemmefronten kan hun glæde sig over, at også hendes mand er blevet vægtvinder.

Frigørende fedt

Der findes flere websites og internetgrupper, som er viet til denne bestræbelse. Det mest omfattende af dem er nok Fantasy Feeder (fantasyfeeder.com), hvor der findes fora, fortællinger og fotos, der fremviser topmaver, der titter frem under uknappede jakker, bævrende maveflæsk og respektaftvingende mængder af deller, der breder sig ud over livremme, voluminøse bagdele og enorme bryster, der forsøger at sprænge snævre bh'er. 'Før- og efter'-fotos viser den sædvanlige vægtforandringsrejse, blot i modsat retning. Positurerne er stolte eller saglige - og ofte seksuelle.

Der er også en del fede mænd på websitet, men det er synet af de kvindelige vægtvindere, som fanger blikket. I vores aktuelle landskab af sundheds-, fitness- og slankhedsdyrkelse rager de frem som kontroversielle, modige og visuelt politiske statements. Fedme er stadig, og i høj grad, et feministisk anliggende for en del vægtvindere.

»Mit forhold til min krop er klart påvirket af mine feministiske holdninger,« siger Emma. »Som ganske ung begyndte jeg med at indordne mig under de herskende skønhedsnormer. Jeg gik med brystholder og makeup, og barberede kropsbehåring af, selv om jeg allerede dengang fandt disse praksisser latterlige. Men det gjorde det så også lettere senere at gå imod normerne. At tage på i vægt føltes enormt frigørende.«

At projektet skulle have noget med bulimi at gøre, afvises af Susan Ringwood, leder af foreningen Beating Eating Disorders, der kæmper mod spiseforstyrrelse.

»Vægtvinding er ikke en spiseforstyrrelse, for der er ingen morbid frygt for fedme eller mindsket selvværd forbundet med det. Dog kan den i sine ekstreme former måske være en personlighedsforstyrrelse centreret omkring underkastelse/dominans og seksuelle fantasier.«

Flere vægtvindere hævder da også, at de er motiveret af ønsket om at udfordre de stereotype skønhedsidealer, og definerer vægtforøgelse i ganske eksplicitte seksuelle termer. For dem betyder flere kilo simpelt hen større sexappeal. Det ekstra kød, som alle andre forsøger at slippe af med, holder i stedet deres eget - og andres - begær beskæftiget.

Emma indrømmer gerne, at vægtvinding er en uadskillelig del af hendes seksuelle identitet.

»Jeg elsker at se mig selv nøgen - jeg er berygtet derhjemme for at bruge al for meget tid på at stå og beundre mig selv i spejlet,« siger hun.

Det stik modsatte kan dog også være tilfældet, mener psykoterapeuten Phillip Hodson. Bevidst vægtforøgelse kan være en flugttaktik for kvinder, der ikke ønsker seksuel opmærksomhed fra mænd. Derfor forvandler de sig til noget, som ifølge konventionerne anses for uattraktivt.

»Jeg kender til flere tilfælde, hvor det er helt åbenlyst, at kvinder forsætligt forsøger at blive federe eller forblive fede af psykologiske grunde, herunder ønsket om at blive seksuelt usynlig.«

Hedonisme

For de fleste af os er der ingen ben i at blive federe. Det er bare et spørgsmål om lidt mere smør på brødet og en ekstra chokoladekiks. For publikum på Fantasy Feeder er emnet imidlertid langt mere hot.

Her findes der skræddersyede Æd Dig Selv Fed-kostplaner, hvis råd går fra at spise softice før sengetid til hjemmelavede milkshakes og masser af pastaretter, helst med flødebaserede sovse.

Selv om mange vægtvindere ynder at proppe sig med junkfood, er denne strategi for Emma det stik modsatte af, hvad vægtvindingens etos går ud på.

»For mig er det en form for hedonisme. Det handler om at åbne døre og tillade sig kødelige glæder, uanset om det er i forbindelse med maden selv, med hvad der sker med ens krop, eller hvad der sker med andres kroppe. Jeg har selv brug for en meget varieret kost. Kontraster i konsistens, smag, aroma og farver er vigtigt for mig. Jeg elsker pasta, men jeg kunne da aldrig finde på bare at spise fire portioner af det i rap for de ekstra kaloriers skyld.«

Som enhver vægtvinder kan fortælle, kan livet uden for fællesskabet af ligesindede være en barsk omgang. Der foregår stadig en betydelig mængde latterliggørelse og diskrimination af fede, så for mange forbliver beslutningen om at ville tage på en hemmelighed. Lauren, en 20-årig amerikansk vægtvinder, siger, at hun ikke ønsker at levere ammunition til mere mishag, ved offentligt at påberåbe sig sin forkærlighed.

»Som en fed kvinde oplever jeg næsten dagligt diskrimination. Som regel er det ikke så grelt, som når en eller anden intolerant nar stiller sig op råber: Så gå da på slankekur, dit fede læs! Oftere er det mere indirekte, men også mere smerteligt, som når ingen vil tale med mig, når jeg er til fester, eller hvis folk glor på mig, når jeg spiser i restauranter, eller fniser uden for prøverummet i tøjbutikker.«

Bekymrende tendens

For mange udenforstående forekommer vægtvinding at stride imod alle sundhedsforskrifter, fysiske som psykiske. Selv organisationer som det amerikanske National Association to Advance Fat Acceptance, der bekæmper intolerance over for overvægtige, advarer imod vægtvinding med henvisning til sundhedsgrunde. Fedmeeksperter siger, at overvægt kan medføre alt fra hjerteproblemer og sukkersyge til for højt blodtryk og galdesten. Budskabet er, at sundhed og fedme ikke matcher.

Det afviser Emma. Hun siger, at folk da hellere skulle tænke over en slankekursindustri, der omsætter for milliarder, men har en fiaskoprocent på »95 procent«.

»Overvægtige får skyld for al verdens onder. Jeg tror, folk går så meget op i sundhed, fordi det er den nemmeste måde at hænge de fede ud. Sagkundskaben peger på, at sundhed i højere grad hænger sammen med fysisk aktivitet end med størrelse. Men folk reagerer med mistro på alt, der udfordrer deres forudfattede meninger. «

Uanset det vedvarende slanketyranni bliver europæerne generelt federe og federe. Det får Phillip Hodson til at konkludere:

»Jægersamfundets naturlige kvindeideal - kvinden med den store barm, de brede hofter og et godt stort underliv, som kan føde mange børn - er på vej tilbage,« siger han. »Men det kan godt bekymre mig, når folk ligefrem stræber efter at tage på.«

Helen er ikke bekymret. Med en vægt på 100 kg ser hun endnu kun sig selv som behageligt buttet. Hun har et billede af sig selv i hovedet, siger hun, af, hvordan hun vil se ud, når hun er passende fuldfed: »Jeg er langt fra det endnu, men jeg er godt på vej. For hver mundfuld, kalorie og år nærmer jeg mit mål.«

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu