Nyhed
Læsetid: 7 min.

Når oprør og modstand er tegnet med en blyant

I Iran samler kunsten befolkningen mod det totalitære styre. Især tegneserier bliver brugt som politisk talerør. Senest 'Zahra's Paradise', en tegneserie på nettet, der viser det iranske samfund indefra
Kultur
9. april 2010

»Er det her Iran?« spørger en iransk læge. Han kæderyger og ryster over hele kroppen. Han er læge på et hospital, hvor en lastbil netop er kørt bort med ladet fyldt af demonstranter fra en af protesterne i Iran. Kvinden, han spørger, leder efter sin søn, som er forsvundet under protesterne. Ingen ved, hvorhen lastbilen fører demonstranterne, men flere mennesker blander sig med lægen og moren til den forsvundne søn. Én pointerer, at fængslerne er overfyldte, og én anden siger, at de nok bliver kørt direkte på kirkegården. Kvinden brækker sig af skræk.

Scenerne er taget fra webtegneserien Zahra's Paradise; et oprør mod det iranske system og regering. Fortællingen er baseret på oprørene og protesterne efter valget i 2009. Den tager fat på de ting, som den iranske regering udadtil har benægtet og viser oprøret fra demonstranternes side - og de urimelige strukturer i det iranske samfund - som de kæmper for at ændre. Den udstiller den iranske regering som desperat og magtesløs, hvorfor den tager voldsomme midler i brug for at dæmpe befolkningen. Midler som regeringen ikke har vist verdenspressen, tværtimod.

Tegneserien er oversat til syv vestlige sprog og er et eksempel på, hvordan kunsten bruges som politisk talerør, og hvordan internettet har åbnet for nye muligheder for at lande præget af censur kan sende et budskab til resten af verden.

Iransk liv i tegninger

Zahras Paradise er egentlig navnet på en kirkegård i Tehran, men fra 11. februar i år blev det også titlen på en tegneserie, der kan ses på nettet.

Skaberne bag tegneserien er anonyme, men kalder sig Amir og Khalil. Kirkegården er sædvanligvis et symbol på død, men bagmændene ser den også som muligheden for skabelsen af nyt liv - hvor der er plads til at drømme om Iran fra før præstestyret tog magten.

Tegneserien er tilgængelig for alle på nettet. Tre dage om ugen bliver der lagt nye sider på sitet og historien fortsætter. Planen er, at den i 2011 skal udkomme i bogform.

Selve historien er fiktion, men inspireret af oprørerne og protesterne efter valget i Iran i 2009. Den handler om en dreng, som er forsvundet under en af protesterne, og læseren følger hans familie, der leder efter ham. Her kommer man vidt omkring i det iranske system, og man ser, hvordan demonstranterne blandt andet bliver behandlet hårdhændet på hospitalet.

Oprør i form af kunst

Initiativet undrer ikke skuespiller Farshad Kholgi, som har boet de første år af sit liv i Iran og siden hen i Danmark. Han er stor fortaler for frihed, som han ikke mener, at der er meget at finde af i Iran. Derimod mener han, at den iranske kunst og kulturscene, er et sted med masser af kunstnerisk energi, hvor man tager kampen op mod censur og forbud. Ifølge Kholgi skal man se tegneserien i sammenhæng med et større kunstnerisk oprør, der har fundet sted i landet i lang tid:

»Iran er fyldt med satiriske kunstnere, som har en skarp tone. Det er ikke kun på internettet, man ser det. Der findes en pulserende undergrund, hvor man kan finde progressiv kunst og kultur. Der er undergrundskoncerter, hvor især rock og rap er populært. Derudover er der altid blevet malet meget graffiti på husmurene i Tehran,« siger han.

Kholgi, som kalder islam for »vor tids nazisme« pointerer, at det iranske kulturliv har svære kår, men at kunstnere ikke lader sig styre af det. Det er ikke første gang, de er under pres.

»Iran bærer på mere end 2500 års kultur-arv inden for kunst og litteratur. Den er langt ældre end islam. Satiren er blevet en måde at udtrykke sig på og rykke ved autoriter. Iransk historie er dramatisk, for det er ikke første gang, at et totalitært regime forsøger at styre landet. Derfor er der en kunstnerisk tradition for at være stærk og gå imod systemet. Det kunne danske kunstnere lære meget af.«

Skuespilleren mener, at den progressive kunst kan hjælpe til at vælte det totalitære styre i Iran: »Det er jo fantastisk inspirerende, det de gør, og det fungerer som en moralsk vitaminpille for oppositionen. Derfor er det vigtigt, at kunsterne fortsætter det gode arbejde.«

Zahra's Paradise er historien om befolkningen i Iran - hvordan de bliver behandlet af regeringen - og hvordan de reagerer på det. De føler sig frustreret over ikke at blive hørt og forsøger at nå andre medsammensvorne oprørere og samtidig oplyse verden udenfor om tingenes tilstand - f.eks. via internettet.

Og det afspejler også den virkelige udvikling i Iran. Efter valget i 2009 er oprørene i Tehran gået nye veje, når det gælder kommunikation uden for landets grænser. De udenlandske medier havde svært ved at dække, hvad der skete, fordi de var forment adgang. Men i stedet for, at landet lukkede sig omkring sig selv, foregik der en flittig kontakt mellem omverdenen og oppositionen gennem internettet, hvor især Twitter og YouTube blev brugt. Også mobile videooptagelser gav viden om, hvad der foregik inden for landets grænser. Andreas Gregersen, der er forsker i digitale medier på Københavns Universitet, mener, at internettet har åbnet for en ny distribution, som kan bruges af alle:

»Internettet fungerer som en distributionsplatform, hvor to ting spiller sammen: Demokratisering af produktionsmidlerne og distributionsmuligheder. Alle kan få fat i et kamera eller en computer, og alle kan få adgang til internettet - og dermed få hele verden som potentiel publikum. Derfor har der været en voldsom stigning i massekommunikation, som ikke stammer fra de traditionelle massemedieaktører, men fra almindelige mennesker,« siger han.

Virkelige hændelser

Zahra's Paradise er lavet ud fra virkelige hændelser, men forløbet er fiktion.

Det finder tegneserieforsker Rikke Platz Cortsen, som skriver ph.d. og underviser i tegneseriens tid og rum på Københavns Universitet, meget interessant. Hun mener, at serien udnytter nogle af den digitale platforms muligheder.

»Det er her, hvor den digitale publiceringsform bliver spændende, for der er mulighed for at producere nye striber og publicere dem fra dag til dag. Hvis der sker en voldsom begivenhed, kan man kommentere på den med det samme i tegneserien,« siger hun.

I Iran oplevede man en opblomstring af tegneseriekulturen i 2003, hvor Persepolis blev verdenskendt. Den store succes har været medvirkende til, at andre, blandt andet Zahras Paradise, er begyndt at bruge tegneserien som udtryksform. Rikke Platz Cortsen mener, at Persepolis såvel som Zahras Paradise fungerer som samlingspunkt, der viser sin uenighed:

»Iran har taget tegnserieformen til sig gennem de seneste år. Det er et land, som traditionelt set ikke har gjort sig meget i tegneserier, men det er blevet tydeligt, at den kan bruges til at fremme et budskab.«

Andreas Gregersen mener, at det er vigtig at se serien i en større sammenhæng end som iransk samlingspunkt,

»For mig at se, er Zahras Paradise primært henvendt til omverdenen, hvor det fungerer som en måde at vise, hvad der foregår. Jeg mener ikke, at der bare er tale om en tegneserie. Det er lige så meget en blog, hvor personerne bag kan skrive og bruge links til at føre læseren videre og kommentere, hvad der sker i Iran.«

Oprør version 2.0

Den digitale verden er dog ikke helt uden problemer for den iranske befolkning. Normalt er internettet decentraliseret, men sådan er det ikke i Iran, hvor man i stedet kan tale om centralisering, som er styret af regeringen. Det vil sige, at internettet er overvåget, hvilket har konsekvenser for dem, som besøger protestsiderne, hvilket den iranske opposition også er blevet fuldt bevidst om. Derfor arbejdes der hele tiden på systemer, som kan omgå censuren.

Når personerne i Zahra's Paradise sammenligner hændelsen på hospitalet, hvor man deporterer mennesker et ukendt sted hen, med Irak, viser det læseren, hvilken overraskelse og erkendelse oprøret - og ikke mindst regeringens håndtering - har sat gang i, da det er blevet klart, hvordan samfundets overvåges og hvilke magtmidler, der bruges.

Programmet Haystack er et af flere eksempler på, hvordan man omgås censuren i Iran. Haystack er lavet af Censorship Research Center i USA til den iranske befolkning i et forsøg på at skjule fra hvilken IP-adresse man skriver, samt hvilke sider man besøger. Når programmet er downloadet krypterer det brugerens trafik på nettet.

Andreas Gregersen forklarer:

»Den iranske regering indrømmer det selvfølgelig ikke selv, men både forskere, journalister og bloggere har påvist, at der finder en omfattende overvågning sted. Det betyder, at iranere der f.eks. poster belastende billeder eller optagelser på YouTube eller Twitter efterfølgende kan få problemer, fordi man overvåger disse offentlige sider, men der er også eksempler på at folk er blevet konfronteret med opsnappede e-mails eller SMS'er. Den iranske regering kan selvfølgelig ikke bare lukke for alle internetsider, men de blokerer sider som Facebook og overvåger og kontrollerer trafikken meget målrettet. Programmer som Haystack, som Zahra's Paradise linker til, kan angiveligt hjælpe befolkningen ved at sløre deres brug af nettet, men det er en kamp mellem befolkningen og censurmyndighederne som hele tiden udvikler sig,« siger han.

Se tegneserien Zahra's Paradise her

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Arash Shariar

Ahh det er tegneserier sider fra Iran der bliver snakket om?

http://www.irancartoon.com/

Sjovt hvordan ord som oprør og modstand bliver brugt om Iraner. Kunstner i Danmark der laver det samme som disse Iraner artiklen hentyder til, burde så også beskrives på samme måde? Med at danskere er i oprør?

- Arash