Interview
Læsetid: 8 min.

Nicolas Bro om Macbeth: Man kan også komme æreløst til magten i dag

Nicolas Bros Macbeth er ikke en svag mand. Han er en morder, der ved, hvad han skal gøre for at tilrane sig tronen. Og Macbeth har i virkeligheden mere til fælles med Vladimir Putin end med den moderne afmaskuliniserede mand, der manipuleres af en stærk kvinde
Kultur
3. april 2010
Det er mordet i Macbeth, der fascinerer Nicolas Bro. Han synes, at fortolkningen af Macbeth har handlet meget om hans tvivl. Han fremstilles som den svage mand, der manipuleres til at gå efter tronen af en skrupelløs Lady Macbeth.

Det er mordet i Macbeth, der fascinerer Nicolas Bro. Han synes, at fortolkningen af Macbeth har handlet meget om hans tvivl. Han fremstilles som den svage mand, der manipuleres til at gå efter tronen af en skrupelløs Lady Macbeth.

Kristine Kiilerich

»Alene den måde han går på!« udbryder Nicolas Bro og flyver op af stolen, trækker skuldrene op og gengiver knudemanden Vladimir Putins luskede gang med skulende øjne og smalle læber. »Det er ren Macbeth«, konstaterer han med et grin. Og han kender ham. Macbeth. I næsten et år har Nicolas Bro 'legemliggjort' Shakespeare og spiller netop nu Macbeth på Gasværket. Snakken falder på Vladimir Putin, fordi Nicolas Bro fortæller, at han, når han arbejder sig ind i en Shakespeare-rolle, genkender mønstrene alle vegne.

»Nøjagtig som med Macbeth var der ingen, der havde kunnet forudse, at Putin skulle have magten. Han var dybest set bare en papirnusser. En chef for en del af den russiske efterretningstjeneste, der ikke var i nærheden af det politiske spil overhovedet. Men så sker der det, at de skal restaurere Kreml. Det er simpelthen så smuk en historie,« griner Nicolas Bro for sig selv og genfortæller den fascinerende historie om, hvordan familien omkring Præsident Jeltsin i forbindelse med restaureringen af Kreml svindlede sig til svimlende summer.

»Da den russiske statsanklager begynder at fatte interesse for sagen, så fabrikerer familien Jeltsin en video, der viser én, der ligner statsanklageren i selskab med et par ludere. De vil simpelthen ramme anklageren på hans troværdighed. Man skulle jo tro, det var en film,« siger Nicolas Bro. Den russiske statsanklager afviser, at det skulle være ham på videoen. Han vedgår sig ligheden, men fastholder, at det ikke er ham.

»Og det tror offentligheden faktisk på. Det siger jo også noget om præsidenten, at folk er villige til at tro på, at han har været indblandet i fabrikeringen af den her video. Så det ser sort ud for familien Jeltsin. Men så dukker der pludselig denne lille mand i jakkesæt op og siger iskoldt, at efterretningstjenestens analytikere har fastslået, at båndet er ægte. Det er Vladimir Putin. Der er ingen, der har bedt ham om at sige det. Det gør han bare, selvom han ved, at det er løgn. Familien Jeltsin kan selvfølgelig godt genkende en politisk ven. De kører Putin i stilling som Jeltsins efterfølger, og han bliver i første omgang ministerpræsident.«

På det rigtige tidspunkt

Nicolas Bro er tydeligvis grebet af den shakespearske læsning af nyere russisk historie: »Det forsætter jo! For så sker der det, at der under præsidentvalgkampen sprænger en bombe i en boligkarré i Moskva. Mange dør, og Putin er straks ude og sige: Det er Tjetjenere, der står bag. Det fører til en krig i Tjetjenien, som virkelig styrker den ret ukendte Putins popularitet. Da Jeltsin træder tilbage, er denne mand, der for kort tid siden var en fuldstændig ukendt papirflytter, pludselig det oplagte valg. Og Putin bliver præsident.« Det er her Nicolas Bro springer op fra stolen og 'legemliggør' MacPutin.

»Det er da en fortælling, der er Shakespeare værdig,« siger han, da han igen har sat sig: »En løgn leveret på det helt rigtige tidspunkt. Der sker måske ikke et kongemord, men jeg synes da at starte en krig må siges at være på samme niveau, og nu kan vi jo ikke vide, hvem der rent faktisk stod bag den bombe i Moskva. Men det var da meget belejligt for Putin. Meget belejligt. Men for at konkludere,« siger Nicolas Bro og rømmer sig: »Man kan bestemt også komme æreløst til magten i vore dage. Så ja, jeg ser Macbeth alle vegne.«

Han pointerer, at historien om Macbeth er så præcis i sin skildring af magtens natur, at der altid vil være noget, man kan genkende, når der bliver kæmpet om magten mellem personer.

»Hos Macbeth bliver det så ekstremt, fordi han begår alle disse mord. Her sættes det på spidsen, men Lady Macbeth får jo faktisk ikke blod på hænderne, men alligevel synes hun ikke, at hun kan vaske det af. Det er ikke kun den, der fører kniven, der er skyldig. Og man behøver ikke begå mord for at føle skylden for et. Og derudover er det jo faktisk ikke mordet i sig selv, de føler skyld for. Det er begrundelsen for det. Det er æreløst, og mange andre ting end mord er æreløse.«

Men det er mordet i Macbeth, der fascinerer Nicolas Bro. Han synes, at fortolkningen af Macbeth har handlet meget om hans tvivl. Han fremstilles som den svage mand, der manipuleres til at gå efter tronen af en skrupelløs Lady Macbeth.

»Der er intet belæg i teksten for at beskrive Macbeth som denne tvivlende type, der bliver manipuleret til at gå efter tronen. Det er ham, der først får idéen. Allerede da han får spådommen om, at han skal blive konge, får han tanken: Der er et mord, som ikke er begået. Endnu. Hele beskrivelsen af Macbeth, inden han får spådommen, er meget blodig. Han hugger den norske konges hoved af og placerer det på en pæl. Han kender mordets anatomi, så der er ikke tale om en uskyldig tvivler. Det eneste, der bekymrer ham er, at mordet er æreløst,« siger Nicolas Bro.

Tabet af menneskelighed

Grunden til at mordet er æreløst er ikke, at det er et kongemord. Det var jo faktisk sådan, man blev konge på det tidspunkt. Det er æreløst fordi, Macbeth alene gør det for egen vindings skyld.

»Derfor har det mest interessante for mig været selve dette første mord på Duncan. Det er her Macbeth mister sin menneskelighed. Han har jo som kriger myrdet løs. Han har levet i en boble, hvor han har sagt til sig selv, at alle de mord var ærefulde. Han gjorde det jo for kongen. Men dette mord er æreløst. Derfor kommer han til at gå søvnløs rundt, og hvis du fratager et menneske søvnen, så er der jo kun en skal tilbage til sidst. Det kender man jo godt selv, når man har sovet for lidt. Så hænger man ikke sammen. Så enkelt er det i virkeligheden. Da Macbeth holder op med at sove, begynder historien at eskalere.«

Men så kan man spørge sig selv, hvorfor dette er en tragedie? Macbeth bliver drevet til vanvid, og hans kone begår selvmord, fordi de har begået en frygtelig forbrydelse. De får deres straf, som set i lyset af tiden stemmer helt over-ens med deres forbrydelse. Hvad gør dette til en tragedie?

»Det er Macbeths personlige tragedie. Det lyder måske groft, men tragedien handler ikke om mordene eller blodet. Den handler om det menneskelige forfald og det totale tab af alle værdier. Han mister simpelthen sin menneskelighed, og det er det tragiske.

Nicolas Bro henviser til andre af Shakespeares værker, hvor der også begåes mord i stræben efter magt, men han synes, at Macbeth adskiller sig markant ved, at Macbeth ikke er en tragisk figur fra start.

»Richard III er jo også en historie om stræben efter magt, men handler ikke i lige så høj grad om selve mordet. Richard III er en tragisk figur, inden han begynder at gå efter magten. Han er pukkelrygget og beskriver sig selv som vanskabt og ufærdigt. Han har allerede mistet en stor del af sin menneskelighed, mens Macbeth jo faktisk har det meget godt. Han er Than og en velanset kriger. Måske kongens bedste. Han siger jo selv:

»Hvis vi gør det her, må vi lade hånt om evigheden.« Her ser vi tragedien. Det er derfor, han bliver til en dæmon, og hun knækker. Det er blevet tolket som en svaghed, at han tvivler, men det er det i virkeligheden ikke. Han tvivler ikke, fordi han skal slå ihjel, men fordi mordet er æreløst.«

Mordets konsekvens

Smukt er stygt, og stygt er smukt, siger de tre spåkoner, der på Gasværket fremstår i skikkelse af tre ludere. Det er allerede i begyndelsen af stykket, og det hæfter Nicolas Bro sig ved.

»Her ser vi igen, hvordan Macbeth, allerede inden han møder Lady Macbeth, har taget beslutningen om, at han vil gå efter tronen. Han skriver det endda i et brev til hende. Men det er som om, vi på et eller andet tidspunkt har besluttet, at det er Lady Macbeth, der manipulerer ham. Det er den vedtagne sandhed, og det synes jeg er helt forkert. Macbeth kender konsekvenserne af at begå mord. Det gør Lady Macbeth ikke, og det knækker hende. Hun kender ikke skylden.«

Nicolas Bro giver den moderne optagelse af psykologien skylden for, at vi alle er enige om, at det er Lady Macbeth, der manipulerer Macbeth til mord.

»De seneste 150 år har vi læst psykologi ind i alt, og det har vi også været plaget af inden for skuespillet. Vi glemmer at læse, hvad der rent faktisk står. Shakespeare ville da helt sikkert også være interesseret i psykologi, men det var jo altså ikke opfundet endnu. Sofie Gråbøl sagde det meget præcist på et tidspunkt: Shakespeare driver nøgtern forskning i årsag og virkning. Han er ikke optaget af grundene til, at folk gør, som de gør. Macbeth går efter tronen, fordi han gerne vil være konge. Men også fordi han har fået spådommen. Hvis ikke han havde kendt sin skæbne, så havde han måske ikke slået Duncan ihjel. Spådommen sagde jo ikke noget om, hvornår han ville blive konge, kun at han ville blive det. Så det handler mere om, hvordan man administrerer den viden, hvordan man lever med sin skæbne. Shakespeare er ikke optaget af, hvordan Macbeth havde det som barn,« siger Nicolas Bro og griner igen. Han blev selv opmærksom på, at Macbeth egentlig mest af alt handler om mordets anatomi, som han kalder det, da han begyndte at repetere teksten igen og igen. Da teksten blev fysisk, gik det op for ham, at Macbeth i virkeligheden kendte mord og blod ganske godt.

Den fysiske Shakespeare

»Shakespeare er enormt fysisk. Faktisk har de et meget bedre udtryk for det på engelsk: To embody. Jeg emboddier Macbeth. Så Shakespeare er meget fysisk. Det er slet ikke det samme, hvis man blot læser teksten. Teksten er fysisk, og det bliver den kun i teatret. Når man sætter sig ind i teksten, så er det jo helt tydeligt, at Macbeth er skurk, der har myrdet løs. Han er ikke nogen uskyldig tvivler. Det mærker man i hele sin krop. Han er en morder.«

Nicolas Bro har efterhånden spillet mange Shakespeare-roller. Sidste år imponerede han som Hamlet i Det Kongelige Teaters Skuespilhus, og han har også spillet Shylock i Købmanden i Venedig og Lysander i En Skærsommernats Drøm.

»Jeg er selv meget fysisk, når jeg arbejder, så derfor synes jeg, det er enormt interessant at spille Shakespeare, selvom man virkelig skal starte forfra hver gang. Det føles som om, man har en kæmpe have, hvor man skal starte helt fra bunden. En lille nyttehave her. Et bed her. Det er helt fra bunden,« siger Nicolas Bro og tager om en fiktiv skovl.

Og så vender han tilbage til Putin: »Han er jo også meget fysisk. Alle de billeder, hvor han poserer i bar overkrop på en hest ude i en skov. Det er simpelthen smukt. Ren Macbeth, ren Macbeth,« gentager han grinende.

 

Macbeth med Nicolas Bro som Macbeth og Sofie Gråbøl i rollen som Lady Macbeth spiller netop nu på Gasværket i København.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Underholdende historie, men desværre løgn. Læs venligst professor Richard Sakwas: "Putin, Russia`s choice". Hvis du altså er interesseret i historie.

Nocolas Bro du er fuld af løgn.

I disse Berlusconi-tider kan man godt få kuldegysninger, som Mads Frese skrev om filosoffen Norberto Bobbio (Moderne Tider 27/3).

Hvad er moral, og bliver dagens moralist gjort til grin af magtens triumfatorer, udråbes til "et tudefjæs, en overset og latterlig pædagog..." Magtens slagtere ala Macbeth, der helst kuler folkeret og menneskerettighederne langt ned i et hul. Politik er en nødvendighed, mente Bobbio, men man får let snavs på hænderne.
Hverken Sovjet eller Italien er os fremmed. Også Anders Fogh Rasmussen så et forbillede i Machiavelli og proklamerede frihed uden tolerance, fri os fra ligheden, frihed for de få og stærke, ægte liberalisme.
Dansk politik ændrede karakter under Den kolde Krig. I forbindelse med 70-året for 9.april udsender medierne atter erindringer om besættelsen. Men nogle af dem, der endnu husker begivenhederne. føler måske lidt som Stig Bøgs påstand om Putins ærværdighed, løgnagtighed, ikke pga en enkelt bog, men farvet i årtier af fiktionen om en krig. I aftes sendte tv en film, der lod de politiske kommentarer bringe af De Konservative, altså den politik, der dengang både var for og imod nazismen, og atter lod man Klaus Rifbjerg kommentere besættelsen, som han ingen personlige forudsætninger har for, men måske netop derfor siden har forsøgt at sprede sin difuse mening om. Skaden består imidlertid i, at hans kroniske uskyld - antagelig farvet af misundelse og populariseringstrang - aldrig har kunnet fordrage eller forstå den gamle salonkommunisme og derfor fik spoleret kulturradikalismen fra 30'erne, et sidestykke til Søren Krarups DF-radikalsime.
70 år har fremmet historieforvanskningen i en bred vifte fra Leif Davidsens romaner til Sven Hazels ditto, begge populære spændingsforfattere.
Magt og ære har sjældent nogen forbindelse, for magten korrumperer menneskets moral, så den politiske ideologi i dag består i forestillingen om at være størst, først og flottest og derfor at gå i krig og slå andre folk ihjel. Det er vel Macbeth..