Læsetid: 2 min.

Et ocean af associationer

Informations udsendte musikankermand tog en rundfart på nettet dikteret af lyster og associationer. Undervejs faldt han over cirkus-house, grovsamplede jamaicanske sangerinder, malawisk overdub, en countrysanger på udebane og gotiske synth-fetichister, inden han nåede hjem på sikker grund igen
24. april 2010

At undgå internettets fristelser er ikke kun at klikke uden om nyheder med cirka samme næringsværdi som marengs, bryster med cirka samme fedtindhold som minimælk, sladder opdateret hurtigere, end man kan nå at sige linselus, og mennesker og dyr, der kvajer sig med global morskab til følge. Det er også at sortere i det enorme udbud af musik, som falbydes fra musikeres og pladeselskabers egne hjemmesider, legale download-sites som RCRDLBL.com, mp3-blogs, streaming-tjenester som Last.fm, YouTube, MySpace og så købesites som Boomkat, eMusic, Beatport og, nå ja, iTunes.

Jeg er ved at blive vant til det, og - selvom jeg er blevet nervøs for min egen og alle andres opmærksomhedsradius og for vores lydlige kvalitetssans - så nyder jeg også at kunne associere frit gennem musikken. Opleve den indsat i det netværk, som den råder i, og som den næres af. Mere accelereret end nogensinde før og uhindret af tidligere distributionssystemers rigide natur og logistikkens fysiske dej, som efterhånden kun vore kroppe vader rundt i.

Wonky funky

Jeg skal ikke besvære dig, kære læser, med causerier om internettets glokalisering og globalisering af selv provinsen, men vil i stedet invitere dig med på en af de mere succesfulde rejser, jeg har foretaget for nylig ude på 'the interweb', som Die Antwoord kalder det. Dette er en reprise, en genindspilning med rejseførerens kommentarer som bonusmateriale - og med kun de bedste numre fundet undervejs.

Det hele starter ganske lokalt med mp3-antologien '14tracks': Skweee!, der dækker den flabede, retro-synth-gejle genre 'skweee', som er opstået i Skandinavien, især Sverige og Finland. En lavteknologisk klingende genre, som kendetegnes ved spartanske synth-melodier og en ofte stift funky rytmik. Electro generindret af blegansigter med en forkærlighed for analoge synthesizere. Blandt de bedste er Cuvervilles elastiske 'Silex Funk' og Slas ganske elegante 'Grozny Nightlife'.

Angiveligt begyndte genren omkring 2008 at inspirere dubstep-musikere især i Storbritannien, som blev tiltrukket af den umiddelbare legesyge ved genren, og ud af det voksede den skælvende, gurglende og - som dubsteppen - mere teknisk betonede genre 'wonky'. En af dem, der blev inspireret er Joker, og derovre vestpå i Storbritannien, på hans MySpace-profil finder jeg hans nye single 'Tron'. Den kendetegnes ved en krampende basprogrammering, som der er så mange af i dubstep, men som han har destabiliseret - så at sige gjort wonky: Forvrænget, opklippet og samtidig organiseret i en fuldstændig ekstatisk stigende, savtakket melodi, der også zapper mellem forskellige klangbehandlinger. Formentlig en klassiker et sted ude i fremtiden og i hvert fald et track, der giver omgående ståpels her i nutiden.

Et labert grundspor

Blandt Jokers topvenner på MySpace støder jeg på Ikonika, som laver en ret så legesyg form for wonky/UK Funky, der egentlig er tættere på skwee med sine billige synth-lyde, uhøjtidelige attack og frække synkoperinger. Nyd 'Idiots' bumlende, rytmiske forførelse og krøllede melodier.

På Ikonikas turnéplan kan jeg se, at hun spiller med/mod den fremragende landsmandinde Cooly G på årets Roskilde Festival.

Den fuldfede house lever så stadig, i dag ofte med etnisk mascara. Jeg når til Gucci Vumps 'Sha! Shtil!' på www.myspace.com/soundpellegrino, hvor en jiddisk folkesang knaldes sammen med et labert grundspor. Cirkus-house, som Djuna Barnes kalder det. Og derefter Pilooskis 'AAA', som nærmest bare er en edit - en subtil 'forbedring' af ældre materiale, således at et moderne publikum kan finde ud af at svinge korpusset til det på dansegulvet. Franskmandens ældre materiale er her den jamaicanske sangerinde Nora Deans vuggende, mystiske 'Ay Ay Ay' fra 1969. En af Jamaicas smukke, besjælede røster, der bl.a. huserede for Jimmy Cliff, men som også er en fremragende eksistens i egen ret.

Nora Dean - Ay Ay Ay :

Og når man nu er ankommet til fødeøen for utallige masserende grooves, så er det værd at lægge vejen forbi deres lokale dancehallkultur, hvor producere altid kappes om at sammenskrue den bedste riddim - det instrumentale grundspor, som toastere og sangere fyrer gloser henover. Den bedste riddim, jeg har hørt i lang tid, kommer fra Stephen 'Di Genius' McGregor og hedder Bad People Riddim. Gå ind på Dancehall.Mobi, og hør de mange forskellige bud, allerbedst er Aidonias melankolsk, majestætiske 'Bad People' og Elephant Mans frådende 'Run Dem Weh'.

Sprøde recitationer

Riddims viser sig også uden for Jamaica, og et spøjst tilløb til en sådan kommer noget overraskende fra det britiske rockband The xx, som har forædlet Florence & The Machines ellers irriterende 'You've Got The Love'. Gjort den sval, poetisk, sexet, tilbageholdende ved ikke mindst at fjerne leadvokalen og tilføje deres egne. Hvilket har foranlediget den svensk-fransk-malawiske trio The Very Best til at lave en overdub, altså lægge et ekstra spor oveni, hvor deres fremragende sanger, Esau Mwamwaya, fyrer den max af.

Hvilket peger videre mod en anden sær bastard, nemlig sarte alt.country-mester Bonnie 'Prince' Billys bidrag til britiske Hot Chips club-version af deres egen 'I Feel Better'. Den hedder i denne udgave 'I Feel Bonnie' og er en absolut banger, der bare har nogle sære indbyggede selvmodsigelser i Bonnie 'Prince' Billys stive, sprøde, eftertænksomme recitationer af linjer som »We are a violent race/And I believe that we deserve everything we get/But when you hold me I feel better«.

Denne let mystificerende feel good-vibe sender mig så i kløerne på en af de nye amerikanske chillwave-helte, Washed Out, og hans indie-hit 'Feel It All Around', der med sin kassettebåndslyd og nypsykedeliske fordrejninger er lovlig narkonydelse og sonisk stilstik. Hvilket man til gengæld ikke kan anklage dens sortklædte fætter, den nyfødte genre 'drag eller haunted house' eller 'witch house' for. I dette purunge reservat undersøger navne som Salem, White Ring, Balam Acab og oOoOO blandinger af dub og shoegazer i en tyk sovs af gotiske kutter og båndsus. Især oOoOO's 'NoShore' rammer et smukt, ildevarslende, stenet leje, men Balam Acabs 'See Birds' er måske det smukkeste eksempel på denne spirende genres hjemsøgte gotiske lofi-pop-potentiale - tydeligvis også med en forkærlighed for enkle melodier spillet på gamle, analoge synthesizere, akkurat som chillwave-folket og skweee-knægtene heroppe i Skandinavien.

Og, voila! dermed endte jeg ved udgangspunktet for denne krøllede, zigzaggende rejse på hvad der efterhånden ligner den største gave til musikinteresserede, siden fonografens (eller måske radioens) opfindelse i det herrens år 1877. Stay tuned.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu