Interview
Læsetid: 7 min.

Pludselig var jeg en lille dreng - underlig og småpervers

Fem år efter bestselleren 'Hundehoved' er Morten Ramsland klar med en ny roman. Den handler om en 11-årig dreng, der pludselig distancerer sig fra en barneverden med vold, tæsk og perversioner. Men samtidig er den en hyldest til den vildskab og spontane livskraft, Morten Ramsland husker fra sin egen barndom, men som man ofte skammer sig over som voksen
Skam. Med sin nye roman står Morten Ramsland ved de udannede følelser og den primitive adfærd, som er en del af bagagen for enhver, der har prøvet at være 11 år. Og det er hårdt at eksponere, fordi det er ting, vi normalt skammer os over som voksne, siger han.

Skam. Med sin nye roman står Morten Ramsland ved de udannede følelser og den primitive adfærd, som er en del af bagagen for enhver, der har prøvet at være 11 år. Og det er hårdt at eksponere, fordi det er ting, vi normalt skammer os over som voksne, siger han.

Kristine Kiilerich

Kultur
16. april 2010

En dag i begyndelsen af 1980'erne er en gruppe drenge på ekspedition i mosen nær rækkehuskvarteret Paradishaven i Odense. De løber om kap, de hopper over vandløb og klatrer i træer. Men først og fremmest gemmer de sig for de store børn og uddeler tæsk til de små.

Efter at have sparket en pige i røven hviler de et øjeblik ud i græsset. De har brug for at puste ud. Mens de ligger der og stirrer op i himlen, kommer en gut, de kalder Barnebarnet, brasende ud af buskadset bag dem. Alle på nær én styrter de efter ham; han er yngre end dem og ikke rigtig en del af gruppen, så selvfølgelig skal han have et par på hovedet.

En enkelt bliver målløs liggende. Det, han oplever, er uhyggeligt. Hans hjerte banker ikke længere ved tanken om at uddele lussinger, hans blod suser ikke på samme vilde måde, som det plejer, ved tanken om Barnebarnet, der om lidt vil blive fanget og bryde ud i gråd. I stedet virker det hele pludselig meningsløst. Han vil helst bare blive liggende og stirre op i skyerne.

Drengen hedder Lars og er hovedperson i Morten Ramslands nye roman Sumobrødre. Hvad han lige har oplevet, er et vendepunkt i hans liv. For første gang i sit liv føler han ikke nogen umiddelbar trang til at banke en af de små.

Vendepunktet

Ligesom Lars er også Morten Ramsland opvokset i en forstad til Odense, og selv om Sumobrødre ikke er historien om Ramslands egen barndom, er romanens kapitler stærkt inspireret af forfatterens egne erindringer om det at være en 11-årig dreng anno 1981.

»Sumobrødre foregår i en tid, hvor der var mere vold end i dag. Det kvarter, jeg voksede op i, var som en slags krigszone for os drenge. Det var decideret farligt at bevæge sig rundt, for der var altid nogen, der ville tæve en. Bare det at gå ned efter en liter sødmælk til sin mor krævede et vist mod,« siger han.

»De store tævede de små, og de små tævede de mindre. Det var et kredsløb af tæv, fornærmelser og ydmygelser, som bare var der, uden at nogen af os satte spørgsmålstegn ved tingenes tilstand. Volden føltes som et naturgivent vilkår.«

Morten Ramsland husker derfor tydeligt den aften, hvor meningsløsheden i systemet af tæsk gik op for ham.

»Det var en aften, hvor jeg lå i sengen og spekulerede. Jeg ved ikke præcis, hvad der skete, men lige pludselig kunne jeg se det hele udefra. Volden udgjorde et tåbeligt system, hvor alle bankede dem, der var en smule mindre end dem selv. Så når jeg fik tæv, havde det ikke noget med mig at gøre personligt, jeg var en ligegyldig brik i en selvopretholdende mekanisme.«

»Og så tog jeg en beslutning. Efter i årevis at have levet i den her hakkeordenen valgte jeg fra den ene dag til den anden at holde op med at gå rundt og tæske de små. Jeg meldte mig simpelthen ud af systemet.«

En form for resignation

Da Morten Ramsland gik i gang med at skrive Sumobrødre, var det med overbevisningen om, at beslutningen om at trække sig ud af tæskeholdet var et stolt øjeblik, der indledte en mere moden periode i hans liv. Og det var egentlig den mentale vending mod det bedre, han havde tænkt sig at bygge fortællingen om Lars op omkring. Men undervejs i skriveprocessen fandt han ud af, at der var et eller andet, som ikke rigtig stemte. Der var en mislyd et sted. For selv om den opbyggelige udvikling, hvor vold afløses af moral og refleksion, fungerede godt rent fortælleteknisk, var der noget ved forløbet, der virkede følelsesmæssigt forkert.

»Konkret oplevede jeg, mens jeg skrev bogen, at det snarere føltes trist end godt, da Lars nåede til sit vendepunkt. Det var vemodigt at skulle give slip på de her tæsk og alle de vilde ting, drengene gør,« siger Morten Ramsland, der først sent i skriveprocessen fandt ud af, præcis hvad der var galt med fortællingen om det moralske vendepunkt.

»Jeg var god til at tæske, jeg var god til at råbe, jeg var god til at indgå i det her kredsløb af ydmygelser og afstraffelser,« siger han. »Da jeg traf min beslutning i sengen, gav jeg derfor også afkald på noget af mig selv, på noget af det, jeg ville. Jeg opgav en del af min omverden.«

I dag har Ramsland derfor et langt mere ambivalent syn på sit vendepunkt. For tabet af tæsk er han nu tilbøjelig til at tolke som en del af en større resignation i forholdet til sine sociale og fysiske omgivelser og som begyndelsen på en mere ensom og indadvendt periode i sit liv.

Hyldest til anarkiet

»Jeg har senere tænkt, at det formentlig er i denne periode af min barndom, at kimen i mig til at blive forfatter ligger gemt. Ikke fordi jeg begyndte at skrive umiddelbart efter, jeg holdt op med at give tæsk, men fordi dem måde, jeg senere kom til at skrive på, også er en form for indadvendthed, hvor jeg falder ind i min egen fantasiverden, frem for at agere mere direkte,« siger Morten Ramsland.

»Det aktive engagement i verden var i mange år en underprioriteret del af mit liv som forfatter. Det at skrive fungerede længe som en måde at undgå at leve livet på. Jeg var enspænderagtig og kom ikke rigtig ud i tilværelsen. Til jeg var langt op i 20'erne, udspillede det meste af mit møde med verden sig rent litterært,« siger Morten Ramsland og fortæller, at han i denne periode af sit liv ofte fandt samværet med andre mennesker kedeligt og uinspirerende.

Da han var i slutningen af 20'erne, kulminerede isolationen imidlertid med en depressionsperiode, der tvang ham til at indse, at det var ham selv, den var gal med.

»Det gik langsomt op for mig, at det var mig, der var dødssyg at være sammen med, fordi jeg ikke gav nok af mig selv, fordi jeg var indelukket og ikke risikerede mig selv tilstrækkeligt,« siger Morten Ramsland, der herefter valgte at arbejde målrettet for at få den mere spontane og impulsive del af sig selv mere i spil. For det er afgørende for ham, at det tilbagetrukne forfatterliv er noget, han vælger af lyst, fortæller han:

»For mig har det meget drejet sig om konkret social kontakt med andre mennesker. Jeg elsker stadig at sidde og skrive, og har stadig et stort behov for den her afsondrethed, men det skal være noget, jeg selv vælger, og ikke noget, jeg gør, fordi jeg synes, det andet er svært og problematisk.«

Selv om indadvendtheden og distancen også tematiseres i romanen, hvor Lars' farvel til tæskeholdet går hånd i hånd med en øget opmærksomhed omkring hans eget indre liv, er Sumobrødre først og fremmest drevet af en søgen efter barndommens tabte spontanitet.

»Det var vildskaben og anarkiet i barneuniverset, der drev mig til at fortælle om drengeuniverset. Jeg blev opslugt af den rastløse energi i drengemiljøet,« fortæller Ramsland.

»Selvom det, de her drenge gør, kan virke modbydeligt, så har de dog et meget legende og livskraftigt forhold til det. De vil verden, de er i verden, de råber alt det ud i verden, som de har behov for at råbe ud i verden.«

Som en lille dreng

At den verden, som Sumobrødre blotlægger, netop er en del af barndommen, vi normalt benægter, når vi bliver voksne, stod først klart for Morten Ramsland, da han havde mødt sit publikum for første gang. Manuskriptet var lige blevet færdigt, og han var blevet inviteret af kunstmuseet Trapholt til at komme og læse højt af sin nye roman. Med sig havde han to nyskrevne kapitler, som efter hans mening gav et ærligt billede af den bog, han havde skrevet. I det ene spiller Lars og hans venner tennis med skrubtusser så de splatter ud mellem strengene. I det andet konkurrerer han med en kammerat om at æde sild med cornflakes og ketchup til han brækker sig.

»Lige inden jeg skulle på scenen, blev jeg pludselig utilpas,« fortæller Morten Ramsland.

»Jeg havde siddet i den her forfatterbobbel i flere år og skulle ud i rampelyset og møde mine læsere for første gang. Foran mig sad en masse nydelige, ældre mennesker, som havde været nede og se på arkitekttegnede møbler. Da jeg stillede mig op foran dem, skete der det uventede, at jeg pludselig følte jeg mig som en lille dreng - sådan lidt beskidt, småpervers og underlig. Det var, som om at en af drengene fra min roman var blevet trukket op på scenen på det fine kunstmuseum og skulle til at læse højt om sig selv.«

Det var først senere på aftenen, at det gik op for Morten Ramsland, hvad der var sket.

»På vej hjem i bilen stod det pludselig klart for mig, hvorfor jeg havde fået den her følelsesmæssige reaktion. Det er, fordi de ting, børn gør ved hinanden i 11-års alderen, er noget, vi normalt skammer vi os over senere i livet. Jeg har fortalt om den sadistiske og småperverse del af barndommen, som vi helst vil glemme, når vi bliver voksne, og som det måske også lykkes os at glemme. Så selv om det var lidt pinligt at stå der på museet og føle sig lidt ond og udannet og latrinær, så er det en følelse, jeg er nødt til at stå ved. For det er netop den del af mine drengeår, jeg har ønsket at skrive frem med historien om Lars.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her