Læsetid: 5 min.

Schillerpoeter på charmetogt

Kravet om kvalitet præger overbevisende den nye teaterrapport. Og Det Kgl. Teater går ikke fri i et samlet billede af dansk scenekunst. Men al udvikling lægges over til Scenekunstudvalget, så det mest bliver et intellektuelt tankeeksperiment
Man skal få husholdnings-budgettet til at slå til i den nye teaterrapport. Her er det et billede fra Himmerlands Teater, hvor der i går aftes var premiere på 'Når en sailor går i land'.

Man skal få husholdnings-budgettet til at slå til i den nye teaterrapport. Her er det et billede fra Himmerlands Teater, hvor der i går aftes var premiere på 'Når en sailor går i land'.

Himmerlands Teater

23. april 2010

»Embedsmænd vil have ro. Vi vil have strid!«

Sådan forklarede Lars Seeberg ønsket bag den nye rapport fra teaterudvalget, som efter måneders forsinkelse endelig blev lanceret i Kulturministeriet i går. Og strid får udvalget ganske sikkert, for rapporten opfordrer til at bryde al vanetænkning, til at arbejde på tværs - og til at fjerne sikkerheden under de teatre, der mere får deres støtte ud fra automatik end fra kvalitetskriterier. Nu skal det danske teater udvikles hæmningsløst.

Det var nu kun Lars Seeberg og Monna Dithmer, der sad for bordenden, for Staffan Valdemar Holm havde åbenbart ikke besværet sig med at tage nattoget fra Stockholm. Men der kom alligevel godt gang i debatten, også uden den svenske provokatør.

Essentielt handler rapporten om, hvordan statspengene til scenekunst kan blive brugt bedre, end tilfældet er i dag. For udvalget har ikke måttet foreslå noget, der ville koste flere penge.

Alt for 60 millioner

Men udvalget har altså fundet på én økonomisk byttehandel: Hvis billettilskudsordningen til teatrene nedlægges, på nær beløbet til teaterforeningerne, vil et beløb på omkring 60 millioner kroner blive frigjort.

Disse penge kunne Scenekunstudvalget så få til at forvalte til udviklingsprojekter, som alle landets teatre kunne søge om. Ikke bare de sædvanlige projektteatre, men også landsdelsscener og »byteatre«, som rapporten konsekvent kalder egnsteatrene og små storbyteatrene under ét navn. Og ideelt set kunne Det Kgl. Teater såmænd også søge puljen i samarbejdets hellige navn.

Betty eller Møllen?

Denne idé om fornyelse er overbevisende i sin grundtanke. Det er både sundt og nødvendigt at se hele landets teatersituation samlet.

Eller som Lars Seeberg sagde til Henrik Hartmann fra Betty Nansen Teatret på Frederiksberg: »Det kan godt være, at dit teater synker, og at Teatret Møllen fra Haderslev stiger.« Tag den!

Skal scenekunsten udvikles, skal de begrænsende tanker fjernes, så der kan blive plads til de nye. Javel.

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvor meget udvikling man kan lægge over i scenekunstpuljens 60 millioner. Ikke mindst når den øvrige teatermilliard deles af Det Kgl. Teater, der får den ene halvdel, og resten af teaterverdenen - hvorefter to millioner teaterbilletter kan blive indløst som teateroplevelser.

For hvor meget teater kan man overhovedet lave for 60 millioner? Beløbet svarer alene til Odense Teaters statstilskud - eller to gange det sponsorbeløb, som teaterchef Erik Jacobsen netop har skaffet sig ekstra til Det Kgl. Teaters slunkne kasse.

Mere er 60 millioner ikke, set med teaterbriller. Og hvor mange ekstra ansøgninger kan man derudover presse ind i et deltidshonoreret scenekunstudvalgs bunker af ansøgninger?

Seeberg og Ahlberg

I dag forvalter Scenekunstudvalget kun ni procent af de statslige penge til teater. Til gengæld er det de eneste penge, der udelukkende tildeles ud fra kvalitetskriterier. Og det er dette system, som rapporten vil til livs.

Rapportens grundtanke er lokkende. Kvalitetsstrategien er nødvendig. Og kompromisløsheden er forfriskende.

Også selv om det ikke nødvendigvis fører til den internationalisering af den danske scenekunst, som rapporten vægter overordentlig højt; for netop omkring det internationale er der måske gået mere Schiller og Seeberg-netværk i rapporten, end den konkret vil kunne bære. Sjovt nok er dyrkelsen af Scenekunstudvalget en gentagelse af samme analyse og konklusion, som Den Selvbestaltede Teaterkommission præsenterede for halvandet år siden med Bjørn Lense-Møller og Tom Ahlberg i spidsen.

Her var tanken også at give Scenekunstudvalget større magt, simpelthen fordi Scenekunstudvalget er den eneste instans, som kan tillade sig udelukkende at diskutere kunstnerisk kvalitet. Og fordi det blev anset for at være afgørende, at de kunstneriske støttetildelinger blev holdt væk i armslængde fra embedsmænd og politikere.

»Præriens vilde drenge« kaldte jeg dengang de energiske frivillige medlemmer i Den Selvbestaltede Teaterkommission. Fordi de bare red ind i den bureaukratiske langsommelighed og foretog sig noget konstruktivt, helt af sig selv.

Det var under kulturminister Brian Mikkelsen. Siden er teaterudvalget blevet nedsat, Carina Christensen har været forbi ministertaburetten - og nu er det så Per Stig Møllers tur.

Ifølge Lars Seeberg havde kulturministeren tidligere på dagen varslet, at der vil komme en samlet konference om den nye rapport i starten af juni.

Rapport søger købere

Det er nødvendigt med en ordentligt høringsrunde, men også med en klar politisk handling derefter. En ny teaterlov har været ønsket af teaterverdenen i årevis, og denne rapport har været halvandet år undervejs - og liiiige på trapperne siden sidste sommer.

Netop derfor er der heller ingen undskyldning for at indkalde til pressemøde i huj og hast i går formiddag - med under ét døgns varsel.

Det er aldeles uhøfligt og udemokratisk over for den scenekunst og presse, der ikke ligger tæt på Gammel Strand - uden at nogen havde fået lov til at orientere sig i rapporten på forhånd.

Hvad man savner efter første skrålæsning? Mere jordnærhed. Mere håndfasthed. Det er intellektuelt modigt og flabet at indlede med Schiller. Og det er besnærende med visionsord som 'fleksibilitet', 'samarbejde' og 'risikovilje'. Men der mangler en del om, hvordan de nye samarbejder konkret skal gribes an.

Teaterrapporten er et solidt og veldokumenteret oplæg til videre debat, og det er fint. Men langsommeligheden i denne procedure er ulidelig. Selv anslår rapporten, at den først vil få effekt i 2010. Hvis den altså bliver købt af både scenekunstmiljøet og af politikerne.

Lars Seeberg sagde, at enhver teateransøgning handler om»at gøre køberen svag«. Men hvor svage mon børneteatrene vil blive i knæene, bare fordi de får at vide, at de er præcis så velfungerende og nytænkende og publikumsformidlende, som rapporten synes, at det øvrige teaterverden også burde være det? Jeg spørger bare.

Især ikke når der ikke tiltænkes dem flere midler; udover at der anbefales en oprettelse af det selvsamme, nationale børneteaterensemble, som allerede er blevet oprettet, rost og nedlagt igen.

Men rapporten er klar i mælet på det overordnede plan:

»Ingen institutioner skal bestå, blot fordi de plejer at være der,« lyder det.

Og mellem linjerne står der således også, at også Det Kgl. Teater nødvendigvis må inddrages i denne debat, hvis man skal tegne et sammenhængende billede af scenekunsten i Danmark.

Gang i replikkerne.

'Veje til udvikling: Scenekunst i Danmark'. Rapport fra teaterudvalget - Lars Seeberg, Monna Dithmer og Staffan Valdemar Holm - nedsat af Kulturministeriet. Rapporten kan downloades fra kulturministeriet.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu