Læsetid: 7 min.

Se Ouagadougou og dø

Burkina Faso er ét af verden fattigste lande. Den gennemsnitlige levealder er 47 år, og der er behov for massive investeringer i infrastruktur og erhvervsliv. Men landets kunstnere kæmper for mere end den daglige overlevelse. De vil anerkendes som kunstnere. Og nu skal det vestafrikanske land have et operahus
Hvad skal vi med kunst og kultur, når vi er fattige, lyder det fra kritikere i Burkina Faso, men instruktør Ildevert Meda fastholder, at kunsten og kulturen kan sikre blandt andet hovedstaden Ouagadougou en udvikling, som penge, infrastruktur og erhverv ikke kan i et land som Burkina Faso.

Hvad skal vi med kunst og kultur, når vi er fattige, lyder det fra kritikere i Burkina Faso, men instruktør Ildevert Meda fastholder, at kunsten og kulturen kan sikre blandt andet hovedstaden Ouagadougou en udvikling, som penge, infrastruktur og erhverv ikke kan i et land som Burkina Faso.

12. april 2010

OUAGADOUGOU - »I Burkina Faso har vi et ordsprog der siger, at døden ikke er nærmere oldingen end den nyfødte. Men det er livet heller ikke.«

Ildevert Meda sidder i havegyngen foran sit hjem i Burkina Fasos hovedstad Ouagadougou. På bordet foran ham ligger tre mobiltelefoner, som har kimet løs siden klokken halv seks imorges. En nær ven og kollega døde i nat, 43 år gammel.

»Hans kone siger, at de fandt ham på en bar tidligt imorges. Hubert levede hårdt. Han passede sit funktionærjob om dagen og lavede teater om aftenen. Om natten hang han ud på barerne, fordi han led af søvnløshed.«

43-årige Ildevert Meda - eller 'Pastoren', som burkinerne kalder ham, siden han for et par år siden blev lands-kendt i en filmrolle - er én af Burkina Fasos mest anerkendte teaterinstruktører og skuespillere og en central skikkelse i landets kulturliv. Når der er knas med et filmmanuskript, eller en casting er gået i hårdknude, ringer man til Pastoren.

»Det har været et hårdt år for os i den burkinske teaterfamilie. I januar mistede vi én af de helt store, Amadou Bourou. Én af grundlæggerne. Han var som en far for mig og for mange i min og Huberts generation. Og nu Hubert. Hvis det fortsætter sådan, er der ikke flere af os tilbage ved årets udgang.«

Det burkinske teater opstod i slutningen af 70'erne omkring universitetsmiljøet i Ouagadougou. Den altdominerende tendens var dengang - og er stadigvæk - at bruge teater til at uddanne og oplyse. Det giver god mening i et land, hvor 80 pct. af befolkningen hverken kan læse eller skrive. Men Ildevert Meda har andre ambitioner.

»Jeg har hele tiden arbejdet på at professionalisere teatret i Burkina Faso. Der er ikke noget i vejen med at bruge teater til at uddanne folk. Men det er ikke mit gebet. Jeg forsøger at lave kunst. At arbejde med teatret som en kunstform i sin egen ret, og ikke kun som et instrument.«

At lave kunst i et land, hvor kunsterisk praksis ikke officielt anerkendes som et erhverv, og kunstnere derfor ikke har nogen rettigheder på arbejdsmarkedet, kræver sin mand. Social sikring kan man få, hvis man arbejder for det offentlige eller i en privat virksomhed. Resten - cirka 90 procent af den arbejdende befolkning, som i hovedparten er bønder - må klare sig selv, eller med familiens hjælp.

Mangler rettigheder

Ildevert Meda kan lige netop leve af sin kunst. De fleste af kollegerne har et andet erhverv ved siden af. Men så er Pastoren også nødt til at tage en rolle 'i en kommerciel film' indimellem. Og så må han bede til, at han ikke bliver alvorligt syg.

Selv en teaterinstruktør, der som han har vundet adskillige internationale priser, underviser på landets filmskole, og jævnligt får invitationer fra udlandet, har ikke råd til en sygeforsikring.

»Teatermiljøet i Burkina Faso er som én stor familie, ingen kan klare sig alene her. Vi hjælper hinanden, vi støtter os til vore brødre og søstre. Hvis én kommer på hospitalet og ikke kan betale regningen, laver vi en indsamling. Lige nu er jeg ved at ringe rundt for at organisere en mindehøjtidelighed for Hubert. Dér vil vi samle ind til hans efterladte kone og barn.«

I 2004 udgav UNESCO en rapport med titlen 'Kunstnerens sociale status i Burkina Faso', som anbefalede, at den burkinske regering gav professionelle kunstnere de samme rettigheder som andre arbejdstagere. Herunder retten til sygesikring, pension og A-kasse.

»Kunstnerne bidrager med deres arbejde til landets kulturelle, sociale, økonomiske og politiske berigelse. Værkerne skaber forbindelse imellem generationer og bliver dermed det bedste middel til at bringe den nationale kultur og identitet videre«, hedder det i rapporten.

I dag, seks år senere, ligger der et konkret lovforslag i Ministeriet for kultur, turisme og kommunikation. Ildevert Meda har været med til at skrive forslaget, som skal sikre »Vilkårene for den profesionnelle kunstners arbejde i Burkina Faso«. Han er ikke i tvivl om, at forslaget nok skal gå igennem. Men der er stadigvæk lang vej.

»Jeg tilhører den første generation af teaterfolk, som har valgt at gøre teater til en levevej. Den vej har været lang og kringlet. Der findes for eksempel ikke nogen teaterskole i Burkina Faso. Hvis man vil lave teater, må man søge ind i et teaterkompagni eller trække på de udenlandske teaterfolk, som indimellem lægger vejen forbi. Men Burkina Faso er et ungt land, tingene tager tid. Vi blev en nation i 1947, og i 1960 frigjorde vi os fra fransk koloniherredømme. Det er 50 år siden. Vi er stadigvæk under konstruktion.«

Tysk input

Og burkinerne konstruerer. Et par hundrede meter nede ad gaden åbnede for nylig en danseskole i en nedlagt lagerhal. École de danse internationale Irène Tassembédo er danser og koreograf Irène Tassembédos hjertebarn. Sidste efterår vendte hun hjem til Burkina Faso efter 30 år på teatre og dansescener i udlandet. Sin opgave er hun ikke i tvivl om.

»Danserne er utroligt dygtige her. De er vokset op med dans, dans har altid været en del af deres hverdag. Men en profesionnel danser skal kunne arbejde med en hvilken som helst koreograf. Det er der ikke mange dansere her, der kan, for de er ikke uddannet. Uddannelse er meget vigtig.«

Da vi kigger forbi hos Irène Tassembédo og hendes dansere, venter skolen en anden gæst fra Europa. Han hedder Christoph Schlingensief og er tysk teaterinstruktør. Han har bedt Irène om hjælpe ham med at caste lokale scenekunstnere til hans kommende forestilling, og skolen lægger lokaler til prøverne. Men tyskeren har også andre, mere langsigtede planer med besøget.

»Jeg havde aldrig hørt om Schlingensief, før han besøgte Ouaga sidste sommer for at lede efter et sted til sit operahus. Men jeg fattede straks sympati for ham og projektet. Han har en galskab i sig, jeg godt kan lide. Han gør, som det passer ham. Det har jeg respekt for.«

Projektet, Irène Tassembédo henviser til, hedder 'Operalandsby Afrika'. En landsby bygget op omkring et opera- og teaterhus til 500 tilskuere, en skole til 500 elever, et hospital med 10 sengepladser og et hotel. Den kommer til at ligge midt på savannen en times kørsel nord for den burkinske hovedstad. Tyske skatteydere og private sponsorer har indtil videre skudt to mio. euro i operalandsbyen. Den første del af Remdoogo, som landsbyen kommer til at hedde på det lokale sprog mooré, forventes at være færdig inden udgangen af 2010.

»Jeg ønsker at gøre det, som allerede sker, men gøre det officielt. Det drejer sig om at plagiere Afrika, åbent og ikke længere skjult. Hendes energi, hendes spiritualitet, hendes gale kreativitet og evne til at improvisere, uden hvilke teatret ikke kan eksistere. Det er derfor, jeg er en bleg blank side, som kommer til Burkina Faso for at modtage lyset,« sagde Christoph Schlingensief, da han i begyndelsen af februar lagde grundstenen sammen med projektets arkitekt, burkineren Francis Kéré.

Kultur og overlevelse

Projektet har ellers mødt skarp kritik. 'Kulturimperialisme' og 'prestigeprojekt' var blot et par af overskrifterne i tyske og europæiske medier sidste år, da Schlingensief offentliggjorde sine planer for et festpielhaus i Afrika.

»Hvorfor har denne herre ikke taget sine halvanden mia. CFA (centralafrikanske franc, red.) og investeret dem i en solenergi-central?« skrev en blogger på den burkinske nyhedsportal lefaso.net og henviste til landets behov for investering i lokale iværksættere.

Ildevert Meda har hørt argumentet mange gange før. Hvad skal vi med kunst og kultur, når vi er fattige og underudviklede?

»Tag endelig ikke fejl: Der er mange milliarder franc i Burkina Faso! Men penge konstruerer ikke et land. Det gør galskaberne, refleksionerne, entusiasmen omkring tingene, som bliver så vitale, at du stiller dem på vægten, og vejer dem sammen med dit liv. Det er dét, der giver det hele mening. Kærligheden til det veludførte arbejde, kærligheden til de ting, man virkelig elsker. Det er med dén kærlighed, man konstruerer et land.«

Christoph Schlingcnsief har ambitioner om at gøre Remdoogo til et vestafrikansk kraftcentrum for uddannelse og udveksling. Eleverne i landsbyens skole vil udover den almindelige undervisning få en grundig indføring i teater, dans og film. Imens vil teaterkompagnier og skolelærere komme hertil fra udlandet for at suge næring fra den lokale kultur. Ildevert Meda ser med pragmatiske øjne på dén ligning.

»Tænk bare på, hvilke kapaciteter et internationalt navn som Schlingcnsief kan lokke hertil. Vore unge scenekunstnere er sultne. Projektet kan kun være med til at berige kulturlivet i Burkina Faso.«

Lige nu er det den støvede årstid. Temperaturerne sniger sig dagligt op imod 40 grader, og alting er indhyllet i et fint, rødligt støv. Det er Harmattan-vinden, som kommer fra Sahara med varme og sand. Og sygdomme. Alene i årets første tre måneder er 300 burkinere døde af meningitis, som gemmer sig i støvet. Men støvet gemmer også livgivende kræfter. Irène Tassembédo fortryder ikke sin beslutning om at vende tilbage.

»Der er en ... je ne sais pas quoi. En kreativ galskab i støvet her. Ouagadougou er en meget opfindsom by.«

Kristian Husted er teaterinstruktør. Hans rejse til Burkina Faso er financieret af Kulturkontakt Nord

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu