Et fashionabelt udstillingslokale i Manhattans Midtown. En mindre hær af tjenere, hjælpere og høfligt smilende piger, der viser gæster og presse på plads, og skriver op til interviewkøen. Der er ikke meget undergrund over det - her på 42nd St. tirsdag formiddag er den kunstneriske hovedperson måske nok stadig kontroversiel, men også noget andet, der begynder med k: åbenlyst kommerciel.
Vi er alle sammen kommet, fordi BMW præsenterer dette års kunstbil. For tre år siden var det Olafur Eliasson, der skabte sin version - en frossen, hydrogen-dreven racerbil med klare referencer til klimadebatten, og i år er det så den amerikanske pop- og provo-kunstner Jeff Koons, der har fået opgaven. På scenen ville de færreste formentlig kunne skelne Koons fra BMW-direktørerne. For selv om han tidligere har provokeret med pornografiske billeder og kitsch, så overrasker han denne formiddag allermest med sin totale, banale almindelighed: En velplejet 55-årig herre med små briller på næsen, spidse blanke sko og et lykkeligt smil.
Noget at leve op til
For Koons er pressebegivenheden tydeligvis ikke bare et nødvendigt onde, som skal overstås i en fart, men en gammel drøm, der går i opfyldelse. Allerede i 2003 lod han offentligt forstå, at han godt kunne være interesseret i kunstbil-projektet. Og nu står BMW-direktørerne her og beretter, at dette års bil vender 'tilbage til rødderne', og skal konkurrere i Le Mans-løbet, præcis som både Alexander Calders første kunstbil gjorde det og siden også Frank Stellas og Andy Warhols biler senere i 70'erne.
Hovedattraktionen er tydeligvis tænkt som øjeblikket, da Jeff Koons afslører en smagsprøve på sit design: En eksplosion af farver, der dækker stort set hele bilens overflade. Koons har samlet billeder af gamle biler, bilgrafik, billeder af lys og fart, og sat dem sammen i en hidsig, digital collage. BMW viser også en video af Koons bag rattet ved motorløbet Sebring i Florida og af Calders første bil ved Le Mans-løbet.
Netop kongerækken af tidligere kunstbil-navne er en tydelig kilde til stolthed, og en stærk motivation for Koons, han nævner dem både i sin egen åbningstale, og flere gange i de efterfølgende interviews. Og så taler han om fartens væsen og udtryk:
»Jeg ville skabe en bil, som forhåbentlig kan leve op til, hvad Warhol, Lichtenstein, Stella, Rauschenberg og alle de andre har gjort med deres biler. Og så ville jeg gerne se på den type energi, som er involveret, og dens grafiske udtryk. Jeg begyndte at studere alle mulige typer racerbiler, for at se hvilken energi de skildrede,« siger han, og fortsætter: »Hvad sker der med et fly, når det bryder lydmuren? Hvilke kræfter viser sig, hvad sker der i lyseksplosioner og computerprogrammer, som bryder lyset? Til sidst blev jeg meget inspireret af juletræslys, og bevægelsen omkring dem.«
Han taler også om de særlige udfordringer, der ligger i en kunstgenstand, som både har et helt bestemt defineret formål, og som selv er i bevægelse:
»Jeg kiggede på, hvor hurtigt den kører, hvor mange sekunder man har, til at se på den fra forskellige vinkler - oppe fra tribunerne og nede fra jorden. Men som et grundlæggende koncept ville jeg have sejrens æstetik. For mig er det virkelig vigtigt, at holdet vinder. Bilen er malet indvendigt med den letteste maling, fysikken er meget, meget vigtig, og det at vinde er den allervigtigste æstetik.«
Et skud adrenalin
Den hurtige lommefilosofiske analyse kunne lyde: Efter tre år med krise på så mange fronter - krise i bilindustrien, krise på klimafronten, krise i verdensøkonomien - så har BMW besluttet, at det er tid til lidt fart, friske farver og eskapisme. Og denne vinkel bekræfter BMW's amerikanske topleder Jim O'Donnell gerne efter pressemødet - og efter at en af racerkørerne har rost bilen til skyerne, hvorefter Koons har stillet op til gruppefoto med BMW-bosserne og lavet kække 'thumbs up'-tegn (tommelfingeren opad) til det forsamlede pressekorps:
»Det har været nogle meget svære år - især for europæiske biler,« forklarer O'Donnell: »Først var der dollarkursen, og så den sværeste tid siden 30'ernes recession. Det har virkelig været en kamp, og dette er en mulighed for at sige: Det kommer ikke til at være sådan altid, det bliver forår igen. Det er også et skud i armen til vore ansatte, forhandlere, kunder. Vi kan tænke videre, end hvad der står på bundlinjen,« siger han og tilføjer: »Jeg tror ikke, vi kan sætte tal på, hvad dette projekt er værd. Det er et skud adrenalin efter de seneste års sortsind.«
Noget eksplosivt som et juletræ
Da jeg får mulighed for at tale med Koons selv, er han imidlertid mere tvetydig omkring sin rolle og motivation: »Når man har en chance for at skabe præcis, hvad man vil, så må man hellere skabe noget, der har interesse og som kan give tilskueren en følelse af at livet synes mere ... fyldt med muligheder,« siger han med sin blide, nærmest forsigtige stemme til en spansk tv-journalist, mens jeg venter på min tur. Derefter følger en veritabel byge af spørgsmål fra først et auto-magasin og siden New York Times: »Jeg ville forsøge at indfange essensen af energi. Jeg ledte efter de steder, hvor bilen udstråler energien,« siger han og peger på området lige ved baghjulet: »Jeg gik efter noget absolut eksplosivt og samtidig generøsiteten fra ... et juletræ.«
»Ja, jeg har selv en BMW, men min datter kører i den for tiden.«
»Jo, jeg fik mulighed for selv at køre ved Sebring-løbet, og jeg nød det meget.«
»Og da jeg var på Sebring tog jeg også tid på øjeblikkene og noterede vinklerne, hvorfra bilen bliver betragtet. Den skal selv køre løb, men den skal også på turne med de andre kunstbiler, og kommer til at stå stille og blive beskuet af folk, der går rundt om den. Så det har jeg også indarbejdet. Jeg ville have, at der altid skulle være den samme følelse af energi fra løbet - også når den holder stille.«
Reporteren fra New York Times stiller et længere og noget kompliceret spørgsmål, der blandt andet handler om »bilens fænomenologi«, men Koons bryder ind:
»Hvad var ordet igen - fænomenologi? Jeg kan sige, at jeg ville skabe noget, der i sig selv var et fænomen; at når den kørte forbi, så strålede den til tilskueren - til hvem som helst, lige i det øjeblik, hvis du kigger på den, så får du alt hvad den har.«
Da jeg endelig selv får ham i tale, vender han tilbage til sine helte - på en gang ydmygt og aldeles selvbevidst:
»Jeg var så begejstret for opgaven, og for at denne bliver den første bil, som kører Le Mans siden Warhols. Andy (Warhol, red.) og Roy (Lichtenstein, red.) og Rauschenberg - de kunne virkelig gøre hvad som helst; man kunne give Lichtenstein en opgave, og han ville altid levere noget fuldstændig succesrigt, spektakulært, en genial idé. Så jeg ville meget gerne lægge noget på bordet, som kunne stå ved siden af deres værker. Kunst er altid denne mulighed for at have et ordforråd og nogle referencer, og artikulere det ordforråd - at få lov at gøre det i dette selskab, er stort.«
Koons roser Olafur Eliassons klimaprojekt, men er tydeligvis selv mest optaget af de ældre popkunstnere. Er han post-finanskrisetidens feel-good, og måske også det eskapistiske valg?
»Det kan jeg ikke sige dig. Men jeg forsøger at skabe noget, der opleves som et fænomen, når man ser det. Noget der er spændende og begejstrer. Hvis man så alle bilerne ved siden af hinanden, og spurgte: Hvilken bil kan du bedst lide? - at der så måske var en, der så min, og sagde: Jeg kan virkelig godt lide den derovre.«
Mon de andre kan hamle op?
Selv har han aldrig 'været specifik' omkring det politiske, siger han: »Og når man ikke er specifik omkring sin politik, så giver det en meget, meget stor åbenhed for ordforrådet, og for at deltage på en endnu videre måde.«
- Jeg har læst, at du flere gange har talt om at give publikum en positiv oplevelse?
»Det ville være en forkert fortolkning,« siger han venligt, men bestemt: »Hvad jeg har sagt er, at jeg tror på, at mennesket skal acceptere sig selv, og at hvis mennesker accepterer sig selv, så kan de transcendere til accept af andre. Hvis det er vigtigt i livet, at man har en følelse af optimisme, og ser frem til dagen, der kommer, så er det alligevel sekundært. Det vigtigste er at have accept af sig selv.«
- Du talte om sejrens æstetik lige før - man skulle tro du gik mere op i bilens udtryk?
»Sejr er det vigtigste, og derefter at dekorere bilen, så den ikke bliver tynget, eller så man ikke prioriterer en visuel æstetik frem for dens sande formål - at køre racerløb. Jeg vil gerne have, at den ser konkurrencedygtig ud; jeg håber, at den får nogle af de andre kørere til at spekulere på, om de mon kan hamle op med den.«
