Læsetid: 3 min.

Skik følge eller Lan Doky

Jazzhus Montmartre-chefen har sat navne på begrebet 'internationalt niveau'
7. april 2010

En af de mere aforistiske morsomheder, der med mellemrum dukker op, når yngre jazzdanskere praktiserer small talk, lyder i al sin dobbelttydighed: 'Skik følge eller Lan Doky'. Umiddelbart forstået sådan, at følger man ikke skik, får man med den nu nyslåede Jazzhus Montmartre-chef at gøre. Andre tolkningsmuligheder er dog legio.

Niels Lan Dokys relative konservatisme, både som musiker og som jazzentreprenør, er altså velkendt, og der har næppe været de store forventninger til, at han skulle præstere dristig nytænkning, da han tirsdag ved et pressemøde med fuldt funktionsdygtigt AV-udstyr (det er man ikke vant til i dansk jazz) satte navne på det 'internationale niveau', han har lovet at holde som kunstnerisk chef for Montmartre, når det fra 1. maj genåbner på den gamle adresse i St. Regnegade i København.

Et stort spørgsmål i de københavnske jazzcirkler har derfor været: Hvordan påvirker det genopstandne Montmartre de øvrige spillesteder i hovedstaden, især Copenhagen Jazzhouse og Club Paradise i Huset? Svaret kom delvist tirsdag: Dem begge, men næppe ret meget.

I Montmartre er der programpunkter, man også ville kunne finde i Paradise og i Jazzhouse, men med Montmartres kapacitet på 75 lyttende gæster, er det jo ikke sandsynligt, at stedet direkte kan affolke de to andre steder. Skulle der derimod vise sig at være loft over Kunstrådets og kommunens billetstøtteordning til de københavnske jazzsteder, kan der muligvis opstå krise, for en anden af Montmartres bagmænd, journalisten Rune Bech, lægger ikke skjul på, at Montmartre også vil gå efter dé penge.

Højt niveau

Niveauet blandt jazzmusikerne på den københavnske scene er meget højt. Så højt, at Doky mener, at han uden at komme i konflikt med sit løfte om internationalt niveau kan sætte adskillige af dem på programmet i Montmartres første par måneder. Hvor Nørregade-Montmartre genåbnede i 1979 med en Charles Mingus-gruppe, bliver åbningsugen i St. Regnegade med en dansk-svensk sekstet ledet af den amerikanske trommeslager Jeff 'Tain' Watts. Ikke helt samme stil, må man sige, men så kan man da gøre brug af Watts også i det næste projekt, der lancerer den franske violinist Didier Lockwood med Doky selv ved flygelet - hans eneste egen optræden i de første måneder.

I det hele taget synes Montmartres publikum at skulle profitere lige så stærkt af Dokys personlige kendskab til (og venskab med) mange franske musikere som med amerikanske. At man senere på forsommeren blandt andet kan høre den store pianist Martial Solal spille duo med Mads Vinding og en utraditionel trio ledet af perkussionisten Xavier Desandre-Navarre synes at være programmets egentlige trumfer. Besøg af Abdullah Ibrahim, Kenny Garrett og Kenny Barron er jo heller ikke at kimse ad, men de kunne vel også have fundet vej til Jazzhouse.

Doky er fortsat optaget af, at koncerter skal udgøre en 'hyldest' til en eller anden legende, og hyldester er der flere af. Sinne Eeg og Lars Jansson hylder Monica Zetterlund og Bill Evans, Bo Stief, Jesper Lundgaard, Mads Vinding, Ole Kock Hansen og Alex Riel hylder NHØP, og den schweiziske altsaxofonist George Robert hylder Stan Getz - schweizerens uomtvistelige format som musiker til trods er det nok programmets mest uforståelige punkt. Hvad i alverden har Robert til fælles med Getz?

Unge, lovende musikere

Nå, det får vi at høre. Vi får også at høre, om meget lovende men helt unge musikere som pianisten Carl Winther og den dansk-svenske trommeslager Niclas Bardeleben klarer at spille med meget erfarne folk som henholdsvis den amerikanske saxofonist Bill Evans (altså ikke ham, der skal hyldes af Eeg og Jansson) og de tre københavnske tenorer, Tomas Franck, Fredrik Lundin og Hans Ulrik. Det vil være Dokys store fortjeneste, hvis det går godt.

Det vil også være Dokys fortjeneste, hvis han kan fylde det lille lokale i St. regnegade aften efter aften, for mange programpunkter er af to til seks dages varighed, hvilket man faktisk ikke har set i københavnsk jazz, siden det gamle Montmartre lukkede i 1976.

Går det godt, vil selv denne signatur tage det skrækkelige modeord 'synergi- effekt' i sin mund i en absolut positiv mening, går det ikke - og er offentlig støtte til den tid flyttet fra andre steder og til Montmartre - kan der opstå et meget uskønt rivegilde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er interessant at se på de forskellige miljøer hvordan de lever, eller forsøger at leve.

Hvordan kommunikerer man interesse ud for et fag der kun findes hvis egen vilje er tilstede ?

En god oplevelse har vist sig ikke at gøre det, for hukommelsen er kort, hvis ikke der følges op.

Musikerne vil altid være der, og det rytmiske konservatorium er skabt fordi de insisterer på at være her.

Stadig vil jeg påstå, at først når man, som med andre fag, rører lidt ved den faglighed, og viden i skolen på et niveau der giver lidt sved, vil man finde tid og respekt nok til at acceptere det som en mulighed og glæde i hverdagen.

Selv mødte jeg en inkompetence i skolen der var så himmelråbende, at jeg græd.

Søren Rehhoff

Jeg kan se hvor det her fører hen. "Jazzhus Montmrte hylder Per Stig Møller" og så får de selvfølgelig alle støttepengene.