Læsetid: 4 min.

At sødlade sig sødladent

Hvis man gør forsøg på at forhindre eller bare hæmme en teenager, der sødlader, får man hovedet bidt af. Så lad være med det. Der er meget kort vej fra sødsom selvforkælelse til aggressivt selvforsvar
Hvis man gør forsøg på at forhindre eller bare hæmme en teenager, der sødlader, får man hovedet bidt af. Så lad være med det. Der er meget kort vej fra sødsom selvforkælelse til aggressivt selvforsvar, skriver Bent Vinn Nielsen
9. april 2010

Ordet betyder ganske vist noget helt andet, nemlig at være indsmigrende, sentimental og sukkersød, men blandt unge mennesker - især af den skrækindjagende slags, der hyppigst omtales som teenagere - anvendes udtrykket sødladen også som et synonym for dovenskab, altså ladhed. En særlig variant af dovenskab, der beskriver et ønske om at forkæle sig selv, være lidt god ved sig selv. At slænge sig på sofaen og spise chips og slik, mens man ser Paradise Hotel i fjernsynet. Der er i øvrigt grund til at advare: Hvis man gør forsøg på at forhindre eller bare hæmme en teenager, der sødlader, får man hovedet bidt af. Så lad være med det. Der er meget kort vej fra sødsom selvforkælelse til aggressivt selvforsvar.

Engang før i tiden kunne man være førladen. Det var noget, der var medfødt. Man kunne være vredladen, det var noget, der skulle udvikles. Man kunne være tykladen, man kan stadig være fedladen. Og man kunne være storladen. Lad os da, i Jesum Christie navn, nu han er genopstået for ganske kort tid siden, være - netop - storladne og acceptere en særligt selvforkælende dovenskab ved navn sødladen. At være s., at føle behov for s-ning. Det kan vi voksne skam også have brug for. Engang imellem. F.eks. om morgenen på et hotel - et rigtigt hotel, ikke Paradise. Her har man mulighed for ordentligt at diske op for sig selv, i strålende sødladent humør, af den 'internationale morgenbuffet', der tilbydes. Nybagt franskbrød, godt med smør og alle mulige slags oste, kødpålæg og deslignende. Man ved godt, at man risikerer at blive både tyk- og fedladen af det, men det er vel ikke en forbrydelse at være lidt god ved sig selv, lidt sødladen med andre ord, når man er langt væk hjemmefra? Bare lidt, bare engang imellem. Efter morgenmadsorgiet sidder man så, stadig i sødladent humør, og drikker rigeligt med kaffe. Te kan man kun få i poseform, det burde i øvrigt forbydes. Pickwick og Lipton og hvad det hedder, føj og tvi, det egner sig kun til at spytte ud af sin mund. Men kaffe er også sødladent nok, mens man sidder og kikker ud på en vildtfremmed gade, med mærkelige mennesker, der haster af sted for at komme på arbejde. I bil, på knallert og cykel, gåendes. Når de kommer hjem om aftenen, må der være en hel del af dem, der har haft det så strengt, at de simpelthen er nødt til at være lidt gode ved sig selv.

Der findes selvfølgelig også andre måder at sødlade sig på. Mere hjemlige former. Vi voksne kan også se fjernsyn, f.eks. Det er grove - som det hedder på barndommens vendelbomål - så hyggeligt det kan være at se TV2-Øst. De har et program, der hedder Hvad er det værd? hvor folk kan få vurderet deres kæreste eje, der nogle gange er antikviteter, andre gange noget, der ikke viser sig at være det alligevel. Vurderingsmanden hedder Steffen, han virker særdeles kyndig og professionel, og så taler han med en let, sjællandsk accent. Det er også grovhyggeligt. Det går tjept med at få vurderet sagerne. Ejerne af det kæreste eje fortæller, venligt hjulpet af studieværten, om genstanden. Arvet efter en farmor eller købt på et loppemarked, fordi det så spændende ud. Steffen vender og drejer respektfuldt på sagerne, fortæller om deres oprindelse, deres historie. Derefter siger han: fem hundrede kroner! Eller et andet beløb, afhængigt - naturligvis - af det kæreste ejes faktiske eller formodede værdi. Når han har nævnt beløbet, udbryder ejeren og det tilstedeværende publikum enten Nåe eller Ih, der kan man bare se! Jeg kan godt lide at se programmet, det er underholdende på den provinshyggelige måde. Jeg ved ikke, om man kan kalde det Paradise Hotel for modne mennesker, men sikkert noget i den retning. Muligvis bedøvende ligegyldigt, måske ligefrem åndssvagt, men det er alle tiders måde at sødlade sig gennem et kvarters tid på. Længere tid varer programmet ikke. Og det kommer kun en gang om ugen. Til gengæld bliver det produceret rundt om i landdelen, så hvis man har lyst, kan man møde op med sin flødekande eller sine lysestager fra oldemors tid og få dem vurderet af Steffen. Hvis ens kæreste eje nu skulle have en overraskende høj værdi, f.eks. tyve tusind kroner, bør man for syns skyld, straks Steffen har kundgjort det, skynde sig at sige: Den er ikke til salg! Hvad er det værd? er nemlig ikke et usselt kræmmermarked. Det er et seriøst tv-program. Et eksempel på regionalt kulturfjernsyn, kan man kalde det.

Det smager dejligt

Men et kvarter er nu engang kun et kvarter. Om ugen. Og heldigvis findes der da også andre måder, man kan hengive sig til sødladning på. Man kan brygge sig en dejlig kande Kemunte og tilberede et stykke knækbrød med fedtfattig hvidløgsost, pyntet med skiver af økologisk dyrket radise. Det smager dejligt. At indtage i yndlingslænestolen, med benene smækket op på en skammel, med fjernsynet slukket, mens man hører klassisk musik på P2. Det er der aldrig nogen, der er døde af. Hvis man har lyst, kan man samtidig læse en fedtfattig digtsamling på svensk. Det er der heller aldrig nogen, i alt fald ikke ret mange, der er døde af.

Og så bliver man heller ikke tykladen. Heller ikke, selv om man, som nu Deres Nielsen, skulle have et medfødt anlæg for charmerende korpulence. Der er kort sagt ikke noget så sødladent som at grovhygge sig med te og ostemad, og svensk poesi, men man venter på næste uges udgave af Hvad er det værd?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu