Baggrund
Læsetid: 9 min.

Tim Guests farverige liv og død

Som barn blev Tim Guest af sin mor taget med til Indien for at leve i en ashram. Det gav stof til erindringsbogen 'My Life in Orange', som Lone Scherfig skal filmatisere. Tim Guests mor og kone reflekterer her over hans nysgerrige sind og pludselige død
Kultur
8. april 2010
Som barn blev Tim Guest af sin mor taget med til Indien for at leve i en ashram. Det gav stof til erindringsbogen 'My Life in Orange', som Lone Scherfig skal filmatisere. Tim Guests mor og kone reflekterer her over hans nysgerrige sind og pludselige død

En morgen forrige sommer vågnede Anne Geraghty ved, at det bankede på døren. Da hendes mand Martin stod op for at åbne, så hun på vækkeuret. Klokken var 05.30. Der stod to politimænd uden for hoveddøren. »Jeg hørte Martin spørge: 'Er han død?' Da jeg nåede ned til døren, sagde han: 'Tim er død'. I det øjeblik ændrede mit liv sig fuldstændig.«

Først mente politiet, at Anne Geraghtys søn var død af naturlige årsager, men en obduktion viste, at Tim Guests vejrtrækning havde svigtet på grund af en dødelig dosis morfin. Intet tydede på selvmord. Guest tog af og til stoffer, men havde virket afklaret og lykkelig, både personligt og professionelt, og havde planer om at stifte familie med sin kone, Jo. I 2004 udgav han sin første bog, den anmelderroste selvbiografi My Life in Orange. Da Guest i 2007 udgav Second Lives: A Journey Through Virtual Worlds, så han ud til at blive en af sin generations mest originale stemmer. Han optrådte som ekspert i virtuelle fællesskaber på tv og radio, og filmrettighederne til begge hans bøger var blevet solgt til Hollywood.

»Det var et meget hårdt slag,« siger Anne Geraghty seks måneder senere på en café i det nordlige London: »Han var unik, helt enestående. Jeg elskede ham virkelig. Folk, der kendte os, vidste, at vi havde en særlig forbindelse. Vi var gennem så meget sammen.«

Tim Guest fik en utraditionel opdragelse. I 1981, da han var fem år gammel, tog Anne ham med til en ashram i Indien, som blev ledet af guruen Bhagwan Shree Rajneesh, der mente, at kernefamilien var årsagen til sociale komplekser og opmuntrede sine kvindelige tilhængere til at lade sig sterilisere. Tilhængerne var klædt i orange og fik nye navne for at blive hjulpet på vej mod transcendental oplysning. Børnene sov for sig selv og blev opdraget af fællesskabet. Tim, som var enebarn med separerede forældre, var pludselig omgivet af hundredvis af mødre og fædre. Bhagwan, en tidligere filosofiprofessor, agiterede for fri kærlighed, dynamisk meditation og overskridelse af konventionelle grænser som vejen til åndelig frelse. Han leverede sine prædikener fra en tandlægestol, ofte højt på lattergas, og tjente selv en betydelig formue, mens han tilskyndede sine tilhængere til at opgive alle besiddelser.

Fællesskabet

Tim, som fik navnet Yogesh, tilbragte en stor del af de næste seks år med at spejde efter sin mor, som forsvandt i et orangefarvet hav. Selvbiografien, som han udgav som blot 27-årig, er fyldt med længsel efter hendes udelte opmærksomhed. Den er spækket med lyriske sætninger om en ensom og forvirret barndom. »Jeg forsøgte altid at fange min mors blik,« skriver han i et af de første kapitler. Og senere i bogen: »Jeg følte, jeg havde brugt hele mit liv på at stå på tæer og spejde efter min mor i en mørk menneskemængde.«

Anne, der var vokset op i et strengt katolsk miljø, var betaget af Bhagwans idealisme: »Det er svært at forstå nu, men dengang troede jeg virkelig, at fællesskabet ville være en bedre forælder end mig,« forklarer Anne, der kort forinden var blevet separeret fra Tims far. »Mange mennesker tog til Indien for at være sammen på en ny måde, i kærlighed, frihed, sandhed og skønhed.«

I de næste seks år boede Tim på Rajneesh-bevægelsens ejendomme i Amerika, England og Tyskland, kun afbrudt af ferier hos sin far, John, der arbejdede i it-branchen i Silicon Valley. Senere blev Tim sendt til bevægelsens skole i Suffolk, hvor begreber som privatliv, struktur eller personlige ejendele ikke eksisterede. I My Life in Orange fortæller han om seksuelle indvielsesritualer med voksne mænd og piger på helt ned til otte år. Tim var et følsomt og intelligent barn, der søgte tilflugt i fantasien og bøger og opdigtede alternative virkeligheder.

»Jeg var bekymret for ham,« siger hans far over telefonen fra Tyskland, hvor han bor med sin anden kone og 16-årige datter. Da Tim havde opholdt sig hos ham i flere måneder, lod han sin søn vælge, hvor han ville bo: »Han valgte at tage tilbage til sin mor. Der var ikke meget, jeg kunne gøre.«

Utilpasset

Da Rajneesh-bevægelsen i slutningen af 80'erne imploderede i en sky af fordærv, vendte Anne hjem til det nordlige London sammen med sin nye mand Martin, der også havde været medlem af bevægelsen. Tim begyndte at gå på en lokal skole, og for første gang fik han lov til at beholde sit eget legetøj, men havde svært ved at tilpasse sig livet i storbyen. Som teenager drak han og tog stoffer og skrabede sin knoer til blods på murstensvægge. Han følte ikke, at han passede ind i skolen og søgte trøst i bøger og computerspil. Han forstod ikke verden uden for bevægelsen og var mest af alt vred på sin mor.

Da Guest senere skrev om sit eget liv, brugte han en journalists tilbageholdenhed til at beskrive følelsesladede øjeblikke. My Life in Orange var Tim Guests forsøg på at generobre sin barndom. Den handlede også - har han senere erkendt - om hans mor og »min rejse for at finde hende«. Ved udgivelsen i 2004 beskrev Kirkus Reviews den som »en foruroligende beretning om ondartet omsorgssvigt begået af mennesker, som søgte paradis og skabte et helvede«.

Tre år senere udforskede Tim Guest de virtuelle fællesskabers tiltrækningskraft i Second Lives. Han havde håndteret barndommens uforudsigelighed ved at trække sig tilbage i en alternativ virkelighed, og i et interview til en tv-dokumentar ekspliciterede han denne sammenhæng. Ifølge Guest blev hans mor tiltrukket af bevægelsen, fordi hun forsøgte at »finde en måde at være sammen med andre på under det meget isolerende pres, som kapitalismen udøver. Da jeg var færdig med bogen, indså jeg, at jeg havde samme alder som min mor dengang, og at jeg følte det samme pres. Faktisk er det værre. Der er nu dobbelt så mange mennesker, der bor alene, end der var i 70'erne. Det slog mig, at de virtuelle verdener, jeg støder på, er en mere moderne løsning på det samme problem: Hvordan kan vi være sammen, når vi føler os så alene?«

Filmrettighederne til begge hans bøger er blevet solgt. Lone Scherfig skal filmatisere My Life in Orange, mens David Fincher skal instruere filmatiseringen af Second Lives. Tim havde også fundet lykken i sit privatliv efter et have mødt Jo Manderson ved karnevallet i Notting Hill i 2006. »Jeg vidste det med det samme,« siger den 33-årige Jo: »Jeg gik hen til et par gode venner og sagde: 'Jeg har mødt den mand, jeg skal giftes med. Han var helt usædvanlig: rar, åben og empatisk. Hver dag sagde han: 'Vi er så heldige. Mange mennesker oplever ikke det her i deres liv'.« De blev gift ved en uhøjtidelig ceremoni i oktober 2008.

Afhængighed

Stofferne, som Guest havde snuset til som teenager, blev en mere permanent del af hans liv. Han eksperimenterede med heroin, opium, kokain og crack, men det slog aldrig over i åbenlys afhængighed, så selv hans nærmeste venner havde ingen anelse om problemets omfang. Der er en uudtalt fornemmelse af, at Guest forsøgte at flygte fra sit vanskelige forhold til sin rodløse barndom og følelsen af at være fortabt i verden. I det første kapitel af mit liv My Life in Orange, skriver han om en dreng fra Rajneesh-bevægelsen, der hængte sig: »Jeg vidste, at drengen, der hang i gyngen, kunne have været mig.«

»Han var ret god til at skjule ting,« siger hans far: »Han var ikke altid helt ærlig med, om han havde drukket eller taget stoffer, men først på året havde han gjort en indsats for holde op.«

Det forsøg blev opmuntret af Jo, der kendte omfanget af hans afhængighed bedre end andre: »Da jeg mødte ham, levede han som single,« siger hun.

»Han gik til fester og på natklubber, men holdt op med det, fordi vi ville have børn. Han var åben omkring de problemer, han havde haft med narkotika og var i behandling. Han ville ikke have stoffer i sit liv.«

I januar 2009 fik han et tilbagefald.

»Han havde taget alt for mange stoffer og kollapsede,« siger Jo: »Der kom det op til overfladen. Jeg ringede til Anne og sagde: 'Faktisk er der et alvorligt problem, han har brug for at erkende det og få hjælp'. Ingen vidste det. Jeg vidste det knap nok.«

Afsked

Parret flyttede ind i Jos forældres hus i det nordlige London, mens Tim blev stoffri. I slutningen af juni var de en uge hos Anne og Martin i Lake District i det nordvestlige England og derefter på ferie i Barcelona: »Han ringede til mig og sagde: 'Mor, det er den bedste ferie, jeg nogensinde har været på',« siger Anne.

Men fredag den 31. juli sidste år, mens Jo var på vej hjem fra arbejde, ringede hendes mand: »Han lød beruset,« siger hun. »Jeg spurgte: 'Har du taget stoffer?' Og han svarede: 'Nej, jeg har bare fået en Bloody Mary'.«

Da Tim kom hjem, havde Jo ikke lyst til at diskutere problemet, så hun gik ud med en veninde: »Han sagde: 'Jeg elsker dig', da jeg gik ud ad døren, og jeg svarede: 'Jeg elsker dig for evigt'.«

Hun kom tilbage et par timer senere. Tim lå i sengen iført boxershorts med Radiohead på sin iPod: »Jeg vidste, at han var død,« siger Jo.

»Jeg ringede efter en ambulance, og de forsøgte at genoplive ham. Men jeg vidste, at han ikke kunne genoplives.«

Hun prøvede at ringe til Anne og Martin, men de sov og vågnede ikke, da telefonen ringede. »Din krop går i fuldstændig i chok,« siger Jo. »Du er helt rå, men har kroppen fuld af adrenalin. Det må være det, der holder én i live.« I ugevis vaskede hun ikke sengetøj, fordi puden stadig lugtede af Tim.

Ingen ved, hvorfor Tim Guest tog stoffer på et tidspunkt, hvor hans personlige liv virkede så lykkeligt, og han var på nippet til et gennembrud i Hollywood. Jeg spørger Jo, om hun ofte har været vred på ham: »Nogle gange,« siger hun. »Nogle gange tænker jeg: 'Din dumme dreng'. Jeg har da slået i nogle huller i nogle puder efter hans død. Selvfølgelig er vrede et af symptomerne på sorg. For jeg elskede ham så højt.«

Enke

I de otte måneder, der er gået siden hans død, har hun sagt sit arbejde op og koncentrerer sig om at afslutte den roman, Tim Guest var begyndt at skrive inden sin død.

»I begyndelsen tænkte jeg: 'Hvad i alverden skal jeg stille op med mit liv?'« siger Jo.

»Jeg skriver lidt hver dag. Det er en langsom proces. Nogle gange græder jeg en time. Det er følelsesmæssigt opslidende.«

33 år er for ung en alder til at være en enke. Jo er klar over, at hun engang i fremtiden sandsynligvis vil få andre forhold.

»Inderst inde tror jeg, at det vil tage lang tid, for jeg elskede Tim så højt og vil komme til at sammenligne andre med ham. Og det er fandme et højt niveau.«

Kort efter Tims død, begyndte Jo at drømme om sin afdøde mand. I starten vågnede hun op og bønfaldt ham desperat om at komme tilbage. »Nu er han i mine drømme, men han går ved siden af mig,« siger hun.

»Jeg vågner ikke længere op og tænker: 'Åh nej, han er væk'. Jeg har accepteret det.«

© Guardian News & Media 2010 Oversat af Mads Frese

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her