Læsetid: 6 min.

To gule slips og Jacks brudte hjerte

Mere end et par hundrede lyrikere var samlet i en af Iraks mest terrorhærgede byer for at være fælles om noget mere fredeligt: poetisk supermarked med digtoplæsning
9. april 2010

Selvfølgelig kan man indvende, at det er meget langt at rejse 4000 kilometer fra København til Basra for at læse to små digte op, men hvad pokker. Man skal jo ikke selv nedvurdere poesiens fylde - det er der folk til - og her handlede det om mere end blot lyrik.

Sejer Andersen og jeg var med som symboler. Så meget kunne jeg da regne ud. Vi var med på det hold af ni danske kunstnere, som i fjor var inviteret til Irak som den første vestlige kulturdelegation i Irak i syv år. En oplevelse for livet.

Nu ville Det Irakiske Kulturministerium et skridt videre. Derfor havde det inviteret en snes digtere fra forskellige lande med til at supplere de cirka 200 lokale digtere, som var de egentlige hovedpersoner, og som alle skulle til fadet. Desværre forstod vi ikke en dyt af deres ildfulde og besjælede recitationer, da der ikke havde været kapacitet til oversættelser. Næste år vil man muligvis prøve med simultantolkning, men ministeriet fattes penge.

Af den oprindelige danske gruppe var kun Sejer og jeg med samt dansk-irakeren Muniam Alfaker, der var rejst i forvejen, fordi han med sine mange gode kontakter var inviteret med i arrangementsgruppen. Digterne skulle optræde forskellige steder i Basra, Mellemøstens Venedig, daddelpalmernes by - blandt andet i en sal med det for det olierige område sigende navn: Petroleum Cultural Hall.

Hemingways brev

Men vi kunne forstå Jack Hirschman, en USA-socialist og forfatter fra San Francisco, der som 19-årig sendte en novelle til Hemingway, som i et brev svarede, at den var bedre end hans egne, da han havde samme alder. Humlen var blot, at de lignede Hemingways for meget, og det ville Jack ikke komme langt med, skrev Hemingway. Ved dennes død blev Brev til en ung forfatter trykt i alverdens lande.

I dag er Jack 77 år og skriver helt anderledes. »Hvis du ikke har et brudt hjerte/så få dig ét«, læste han fra talerstolen, »for dèr begynder al refleksion«. Med et udseende som Einstein med flagrende gråt hår og skæg var han genstand for stor interesse fra de mange tv-folk, et ikon på, at verden trods diverse bombeangreb igen kommer til Irak. Signalværdi hedder det. Senere på ugen ville folk fra Comédie Francaise besøge Bagdad. Jack kender til både Inger Christensen, Dea Trier Mørch og Lars von Trier.

En aften under stjernehimlen og halvmånen ved en udendørs middag med Basras borgmester fortalte Jack en vits. Tegneseriefiguren Yogi Bear bliver spurgt om, hvad klokken er. Lidt forvirret svarer den: »Do you mean NOW?« Den bemærkning gjorde Jack helt salig, og han kluklo.

Det skortede ikke på solidaritetserklæringer til Det Ny Irak og demokratiet fra de overvejende venstreorienterede udenlandske digtere, når de kom på podiet. Et af de varmeste bifald fik svenske Agneta Falk, som er gift med Jack. »At komme til Irak er at vise mod og støtte det irakiske folk,« lød det bagefter fra en af moderatorerne. Aggi, som hun kaldes, havde i øvrigt fødselsdag midt i det hele med lagkage på hotellet og internationale fødselsdagssange.

Anna Lombardo fra Italien havde en digtsamling i engelsk oversættelse med, hvori hun skriver til en kvindelig selvmordsbomber: »Don't burn your years/they are precious and the only ones you'll have!«.

Aiten Mutlu fra Tyrkiet tilbød at komme til Irak igen og hjælpe med at oprette en afdeling af International PEN. De kvindelige deltagere var selvfølgelig feminister. Om en ung arabisk digterinde i hijab var det, er mere tvivlsomt. Hun havde sin mand med som 'anstandsdame'. Sejer valgte at komplimentere hende for den smukke klædedragt og fik følgende svar: »I feel free inside!«.

Uruguays Pedro

En personlighed var franske Eric Sarner, der bor i Montevideo i Uruguay. Han laver også tv og har skrevet bøger om Haiti, middelhavshavnebyer og Route 66. Digteksempel, i farten oversat til dansk: »Hvor er vinden kold i dag/nådesløs/Jeg tænker igen/på de nøgne sten i ørkenen/der er som udbrud af tvivl/om vinteren«. Han har skrevet et 80 sider langt digt om Frank Sinatra, som snart udkommer.

Man fik noget at vide om de forskellige landes tilstand. Eric fortalte, at Uruguay i dag ledes af en ældre mand fra oprørsbevægelsen Tupamaros. Et intelligent, venstreorienteret styre, kaldte han det. Den tidligere diktators søn leder oppositionen, men er udmærket klar over, at efternavnet er upopulært. Derfor stiller han op under navnet Pedro. Mon ikke, han er blevet gennemskuet?

To spanske digtere, Angel Petisme og Maurillo de Miguel, var nogle drengerøve. Angel beundrede FC Barcelona for klubbens spillestil i fodbold. Sjældent generøst af en madrilener.

I en af salene heglede en iraker landets politikere og embedsværket igennem i et digt. Det gav uro og latter blandt tilhørerne. De tilstedeværende embedsmænd syntes, det var helt fint, netop meningen med ytringsfrihed. I en anden sal var der også en uro, da en digter med turban og brun kjortel læste op. Religiøse digte? spurgte jeg to ældre herrer, der sad ved siden af mig. Nej, seksuelle, svarede de.

Irriterende venlige

Jeg satte mig uden for en af oplæsningssalene for at få lidt sol og blive brun. To pjattede Irak-drenge foreslog, at vi byttede ansigtskulør. Vi kunne også bytte, så de fik noget sne og is, og vi fik noget af deres sol. Dernæst faldt jeg i snak med den ældre skolelærer og supervisor Nazim, som sammenlignede baathisterne med nazisterne. Han troede ikke, demokratiet kunne ødelægges, da irakerne fra gammel tid har kultur siddende dybt i kroppen. Det kan endda blive bedre end i Vesten, mente han.

Senere snakkede jeg med unge Ali, nyansat i kulturministeriet. Han har en interessant teori: Irakerne er venlige mennesker. Det irriterer de arabiske nabolande, der ikke kan grade det. De synes, det er underligt. Som om irakerne ved at vise venlighed føler sig hævet over dem.

Hvad gør de unge irakere, når de skal more sig? Ali går med vennerne på café. Ikke for at drikke kaffe, men for at spille domino. Eller de ser fodbold i tv og film på dvd'er. Men der kommer ingen piger. De unge er henvist til at møde deres tilkommende i familierne, blandt naboerne eller på universitetet, hvis de går der. Han efterlyser diskoteker og er på Facebook.

Armlængde

I Basras lufthavn var flyet fløjet en time før tid (!). Altså ventede vi seks timer frem til midnat, før et nyt kom. Træls - indtil vi fandt på at optræde for hinanden. Et par stykker kunne synge, en kunne steppe, Sejer spillede en passage fra sit teaterstykke om Vitus Bering, vicekulturminister Fawzi Atrushi læste op af egne digte, og en ansat i lufthavnen reciterede sågar også digte. Lidt som i Decameron.

På sidstedagen blev Sejer og jeg vist rundt i kulturministeriets afdeling for kulturelle forbindelser i Bagdad. Bossen Aqeel Al Mindlawi, vores vært, er med i et udvalg, som netop har udarbejdet et forslag til indførelse af armslængdeprincippet i irakisk kulturpolitik. Det skal nu gennemgås af jurister. Vi blev så ført hen til en stor sal, hvor vi skulle fortælle de ansatte om dansk kunst og kulturpolitik og besvare spørgsmål - også om Muhammedtegningerne.

Om aftenen var vi inviteret hjem til den ugifte Aqeel, der bor sammen med sin gamle, sortklædte mor. Hun trakterede med en middag, idet hun selv forblev i køkkenet, men kom ind, en værre grinebider, og forærede os to gule slips. Aqeel og hans kollega Mudhafer Al Rubai fortalte i nogle timer om den svære tid under og efter Saddam. Mudhafer var blevet arresteret og torteret med elektricitet. Aqeel var fremtidsoptimist og glædede sig over, at snart ville en dollar for hver tønde olie, som blev solgt, gå til lokalområderne. »Det er aldrig sket før,« sagde han med en vis stolthed. Det blev sent, før vi brød op.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu