Læsetid: 9 min.

En torturbøddel takker af

Successerien '24 timer' om antiterror-specialisten Jack Bauer stopper. Ifølge kritikere har Fox-produktionen siden skæbnesåret 2001 påvirket den amerikanske befolkning og landets soldater til at tro, at tortur virker og er moralsk forsvarligt, ligesom serien har inspireret beslutningstagerne bag Bush-administrationens opgør med Genève-konventionen
Hårdtslående. Det plejer at være omvendt - at fiktion bliver inspireret af virkeligheden. Men tv-serien '24 timer' med agent Jack Bauer som motor har inspireret til torturmetoder i den amerikanske hær.

Hårdtslående. Det plejer at være omvendt - at fiktion bliver inspireret af virkeligheden. Men tv-serien '24 timer' med agent Jack Bauer som motor har inspireret til torturmetoder i den amerikanske hær.

SF Film

8. april 2010

Stars and Stripes blafrer for vinden foran Senatet. Indenfor er en høring i gang. Antiterror-specialisten Jack Bauer bliver undersøgt for menneskerettighedskrænkelser.

»Torturerede De mr. Haddad,« spørger senatoren, som leder afhøringen, med henvisning til en islamistisk terrorist, som specialagenten tilbageholdt i 2002 uden rettergang.

»Ifølge de retningslinjer, der er fremsat i Genèvekonventionen, er svaret 'ja',« siger Jack Bauer med fast stemme.

Sådan åbner syvende sæson af den stærkt populære spændingsserie 24 timer.

Og Jack Bauer har rigtignok tortureret et stort antal formodede terrorister. Han har banket dem, skudt dem i knæskallerne, brækket deres fingre, givet dem elektriske stød og injektioner med nervegift, skåret og stukket dem med knive og taget kvælertag på dem, til de var tæt på at omkomme af iltmangel.

Det er ikke noget, han har nydt. Han ville ønske, det var ikke var nødvendigt. Men det har fået de mistænkte til at afsløre vitale informationer, der har sat ham i stand til at forhindre terroraktioner, som ville have dræbt hundredetusinder af amerikanere.

Alligevel er Jack Bauer ikke en forbilledlig patriot, siger kritikere. Han er ingen amerikansk helt. Han er et produkt af en forskruet forestilling om, at tortur er moralsk forsvarligt, at målet helliger midlet, hvis det kan redde amerikanske liv. Og han er medskyldig i, at verdens førende supermagt systematisk har tortureret formodede terrorister, og at befolkningen ikke har noget problem med det.

Reklame for tortur

I løbet af efteråret og vinteren er syvende sæson af 24 timer blevet vist på TV 2, og i øjeblikket kan amerikanerne se ottende sæson, som ifølge nye oplysninger fra fjernsynsselskabet Fox, der står bag produktionen, bliver sidste del af sagaen om Jack Bauer og hans kolleger fra antiterror-enheden CTU - ikke på grund af kritikken, understreger Fox, men fordi serien skal have lov at slutte på toppen, som ifølge producerne og hovedrolleindehaveren Kiefer Sutherland er nået netop nu.

»Det er gode nyheder, at vi ikke kommer til at se mere til Jack Bauer. 24 timer er i realiteten en reklame for tortur, som kører en gang om ugen, og som har haft vidtrækkende konsekvenser,« siger David Danzig, der er leder af det såkaldte Primetime Torture Project under menneskerettighedsorganisationen Human Rights First.

Han henviser til en optælling, der efter femte sæson viste, at der forekommer torturscener i mere end hvert andet afsnit af 24 timer. Og til forskel fra serier fra tiden før krigen mod terror, hvor det som regel var skurkene, der torturerede heltene, er det i 24 timer oftest Jack Bauer og hans kolleger, som torturerer skurkene.

For Jack har travlt. Han har en nation, han skal redde, og det skal ske på 24 timer. Ellers vil skruppelløse mørkemænd detonere atombomber eller på andre måder lægge USA's storbyer øde.

»Vi løber tør for tid. Vi har ingen anden mulighed,« som Jack Bauer siger gang på gang i løbet af serien, der effektivt understreger, at det skal gå stærkt:

Hvert afsnit viser i realtid én time af det skæbnesvangre døgn, der udgør en sæson - selv reklamepauserne tæller med - og et tikkende digitalur angiver med jævne mellemrum, hvor lang tid der er gået, mens den hyppige brug af split screens i særligt afgørende øjeblikke lader seerne følge flere handlingsstrenge simultant.

Siden tidernes morgen

I USA har 24 timer et seertal på over 12 millioner om ugen, og serien vurderes til at nå ud til yderligere to-tre millioner amerikanere gennem DVD- og iTunessalg.

Samtidig viser meningsmålinger, at 55 procent af den amerikanske befolkning er parate til at tolerere tortur som led i et forsvar for nationens sikkerhed, mens 36 procent finder tortur uacceptabelt.

David Danzig fra Human Rights First er ikke i tvivl om, at 24 timer bærer en del af ansvaret for, at det forholder sig sådan.

»Mange forstår, at 24 timer ikke er den virkelige verden. Men beskeden om, at tortur virker og er moralsk forsvarligt, gør utvivlsomt indtryk på en stor del af seerne,« siger han.

Realiteten er imidlertid, at tortur ikke virker, understreger David Danzig. Det viser al forskning. Tortur fremtvinger falske tilståelser og upålidelige informationer, og det forhindrer forhørslederen i langsomt at opbygge et tillidsforhold til den mistænkte, hvilket ellers har vist sig at være den mest effektive metode.

Men sådan ser skaberne af 24 timer, Joel Surnow og Robert Cochran, ikke på sagen. De har ganske vist i flere interviews understreget, at torturscenerne er fri fantasi. De bruger ikke specialister i afhøringsteknikker som konsulenter. Men de er tilhængere af tortur i ekstreme tilfælde, for selvfølgelig virker det. Som Joel Surnow, der er en ivrig republikaner og nær ven af den konservative radiovært Rush Limbaugh, har sagt til The Guardian:

»Jeg tror, tortur virker. Det ville virke på mig! Jeg tror, tortur har eksisteret siden tidernes morgen, fordi det virker.«

Hvis Jack må ...

Det er ikke kun almindelige amerikanere, der bliver påvirket af 24 timer. Serien er det mest populære fjernsynsprogram blandt amerikanske soldater udstationeret i Irak og Afghanistan, og det har vist sig, at mange i det amerikanske forsvar ser Jack Bauer som et forbillede.

»Vi ved med sikkerhed, at den måde, Jack Bauer arbejder på, har inspireret soldater, der har afhørt mennesker, som er mistænkt for terror. Det, han gør, kopierer de,« siger David Danzig, som selv har interviewet amerikanske soldater, der erkender at have anvendt torturmetoder, som de har set i 24 timer.

Og David Danzig står ikke alene med påstanden om, at 24 timer har uheldige indvirkninger på amerikanske soldater.

Samme melding lyder fra flere officerer i det amerikanske forsvar, blandt andre brigadegeneral Patrick Finnegan, der er dekan på verdens mest prestigefyldte militærakademi, West Point. Det vakte megen debat, da han i 2007 udtalte til magasinet The New Yorker, at han helst så serien standset, fordi det var blevet svært at overbevise de studerende på akademiet om, at de ikke må anvende tortur, når det jo virker for Jack Bauer.

Den amerikanske samtidsfortælling er ifølge kendere rykket fra filmen over i tv-serien. Det er 24 timer et klart eksempel på. Første afsnit blev, nærmest profetisk, produceret kort før 11. september 2001 og sendt den 6. november, og med seriens fokus på spørgsmålet om, hvorvidt tortur af terrorister er legitimt, hvis det kan redde amerikanske liv, tages et af de vigtigste emner i den moderne amerikanske samfundsdebat under behandling.

Men 24 timer nøjes ikke med at tematisere tortur på en positiv måde. Serien har ligefrem bidraget til, at Bush-administrationen tilbage i 2002 forsøgte at lovliggøre, hvad de fleste vil kalde tortur. Det mener Philippe Sands, der er professor i jura på University College London og en af verdens førende eksperter i international ret.

»Jeg tror, at 24 timer bidrog signifikant til at skabe et klima, der fik både almindelige borgere og beslutningstagere til at tro, at tortur frembringer brugbare oplysninger, og at det kan retfærdiggøres i nødsituationer. Begge antagelser er for mig at se forkerte, men vi må erkende, at populærkultur kan understøtte ulovlige handlinger, som i sidste ende bliver til internationale krigsforbrydelser,« siger han.

Philippe Sands udgav i 2008 bogen Torture Team. I bogen afdækker han, hvordan toppen af den amerikanske regering i løbet af 2002 arbejdede systematisk på at lovliggøre, hvad de kaldte »aggressive forhørsmetoder«.

Et af de første afgørende skridt blev taget, da George Bush den 7. februar 2002 underskrev et memorandum, der undtog Taleban- og al Qaeda-terrorister fra Genève-konventionens beskyttelse af krigsfanger. En beslutning, der i 2006 blev dømt ulovlig af den amerikanske højesteret.

Mild fysisk kontakt

Et halvt års tid senere, den 1. august 2002, forfattede de to topjurister i Justitsministeriet John Yoo og Jay Bybee med assistance fra vicepræsident Dick Cheneys advokat og juridiske rådgiver, David Addington, det såkaldte Yoo-Bybee-dokument. Her blev vejen banet for de aggressive forhørsmetoder i forhold til amerikansk lov, idet tortur blev redefineret til kun at dække smerte af en intensitet som den, der følger med »alvorlig fysisk skade som organsvigt, nedsættelse af kropsfunktion eller endog døden«.

I løbet af september 2002 mødtes topfolk fra den amerikanske hær, efterretningstjenesterne og regeringen så i Guantánamo-fængslet for at afholde en række brainstorming sessions, hvor det skulle besluttes, hvad de aggressive afhøringer, som nu var forsøgt lovliggjort, i realiteten skulle indebære.

Under sin research til bogen interviewede Philippe Sands flere gange chefjuristen i Guantánamo-fængslet, Diane Beaver. Og til hans overraskelse forklarede hun, at et af de tilbagevendende indslag i diskussionerne om de nye teknikker var Jack Bauers metoder, som ifølge juristen »gav folk masser af ideer«.

Selv nævner Philippe Sands kun kort 24 timer i Torture Team, men spørger man ham, er han ikke i tvivl om, at serien spillede en »endda meget vigtig rolle« i forhold til den liste over forhørsteknikker, som blev udfærdiget efter møderne på Guantánamo. En liste, der indeholdt punkter som 20-timer lange afhøringer, udnyttelse af fobier som f.eks. frygt for hunde, »mild, ikke-skadende fysisk kontakt«, waterboarding og trusler om, at fangen selv eller hans familie ville blive udsat for alvorlig fysisk skade muligvis med døden til følge.

Tortur retur

Line Nybro Petersen fra Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet skriver ph.d.-afhandling om amerikansk tv-fiktion. Hun har blandt andet set på 24 timer og mener, det er vigtigt at nuancere kritikken af serien. Der er sket et skifte i de senere sæsoner, som synes at afspejle det politiske skifte og den forandrede folkestemning i de senere års USA, vurderer hun. Ligesom seriens terrorister ikke længere automatisk er muslimer, er tortur ikke længere automatisk i orden.

»Tortur-temaet har givet serien kant, netop fordi det er konstroversielt, men Jack Bauers kolleger og de øvrige figurer i serien forholder sig særlig i sæson 7 langt mere kritisk til hans metoder end tidligere. Han bliver konstant udfordret på, om det nu også er i orden, og på den måde er tortur hele tiden til forhandling, selv om det selvfølgelig flere gange viser sig at virke. Det er netop en af de amerikanske tv-serier vigtigste narrative greb, at de konstant skifter perspektiv på en problemstilling for at skabe fremdrift,« siger Line Nybro Petersen.

Hun mener desuden, man skal være forsigtig med uden videre at antage, at en fiktionsserie som 24 timer nødvendigvis påvirker seernes holdninger til kontroversielle emner som tortur:

»Selv om de inden for fiktionens rammer sympatiserer med Jack Bauer, behøver det ikke smitte af på, hvad de tænker om den virkelige verden. Folk er faktisk kompetente tv-seere. De kan på den ene side godt bruge tv-serierne til at udvide deres horisont i forhold til aktuelle problemstillinger. Men de kan også godt finde ud af at lægge fiktionen fra sig, når de bevæger sig ud i det virkelige liv.«

Valg, man kan leve med

Afhøringen af Jack Bauer i senatet får ikke lov at fortsætte mere end et par minutter, før den bliver afbrudt af FBI-agenten Renee Walker. Hun medbringer en kendelse, der giver hende ret til at tage Jack Bauer med sig.

Det viser sig, at FBI har brug for hjælp fra den erfarne specialist med at finde frem til terrorister, som truer med at forurette frygtelige katastrofer, hvis ikke regeringen indfrier en række krav inden for 24 timer. Men Renee Walker gør det klart for ham, at FBI ikke tolererer tortur.

Et par gange i løbet af de næste mange timers dramatiske optrin bliver hun dog nødt til at afvige fra reglen og lade Jack Bauer gøre, hvad der er nødvendigt, for at få de mistænkte til at tale.

»Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre,« siger Renee Walker til ham i sidste afsnit. Bagmanden bag hele det forbryderiske netværk er blevet fanget, men han nægter at tilstå, og FBI har ikke nok beviser til at kunne fælde ham.

»Jeg tror, det eneste råd, jeg kan give dig, er, at du skal prøve at træffe valg, som du kan leve med,« siger Jack Bauer.

Sidste gang vi ser Renee Walker, smøger hun ærmerne op og går med et fattet ansigtsudtryk ind i lokalet, hvor bagmanden venter på at blive afhørt.

Og så slutter scenen. Og vi må gætte os til resten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dino Avdibegović
Dino Avdibegović anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg fulgte glad med i serien nogle år, da jeg er en effektiv misbruger af den slags fastfood. Til gengæld arbejder jeg kronisk med andre ting ved siden af, da sådanne serier sjældent giver input nok til at optage min fulde opmærksomhed. Men som distraktion under rutinearbejde hører jeg lige gerne Orientering, som jeg følger med i Jack Bauers idioti.

Om mandens platte brug af tortur rent faktisk flytter holdninger, ved jeg egentlig ikke. Jeg tror snarere, at Jack Bauers vold virker selvbekræftende på folk der nyder den slags, og afskyvækkende på af alle andre. Jeg mindes specielt hvad der måske var tredje sæson af den umådeligt langtrukne serie. Her virkede det absolut som om, at hele holdet havde fået mere end nok.

Torturen fremstod nøjagtig lige så meningsløs, som den er der i den virkelige verden. Jack var den lille fisk, en psykopat der i stedet for at være under nødvendig indespærring og behandling, blev lokket langt ud i sumpen af sine skrupelløse magtherrer i Washington. En flot og vedkommende selvafklædning af hvor galt det moralsk og politisk var gået for en tidligere såkaldt retsstat. Ren Shakespeare for krigsmodstandere!

Seriens forfattere gjorde jo nok dette mesterstykke ufrivilligt, da de åbenbart selv tror de afbilder en slags idealverden - en ubehagelig kendsgerning, hvor det desværre er nødvendigt med en Jack Bauer. Til gengæld er deres skribentmæssige håndværk under al kritik. Plot og figurer er firkantede og endimensionelle som ren Dan Brown, umulige tilfælde opstår altid og hjælper konsekvent superhelten videre, og forudsigeligheden er enestående. Så lige nu ruller alt muligt andet muntert og ofte voldeligt videre i hjørnet af en af mine skærme.

Specielt Jack Bauer ser jeg ikke som det store samfundsproblem. Han er blot en ekstrem afbildning af et samfundssyn, vore politikere har gjort stuerent. Jack Bauer er ikke hverken værre eller bedre, desværre, end den generelle påvirkning fra den fortælleform, vi bliver opdraget til at forvente.

Manden med den hvide hat vil altid vinde til sidst, for retfærdigheden sejrer. Retfærdigheden er tilfældigvis altid det samme, som at den stærkeste vinder. Den udpegede skurk taber altid til sidst, i en frydefuld grafisk udpenslet langsom henrettelse, der giver fuld udløsning i samtlige sæder. Og så har overmagten igen retten til riget. Og overmagten er helten, og helten er god. Sov trygt videre!

Frej Klem Thomsen

Det ville være interessant at se skaberne af "24 timer" tage den logiske konsekvens og lade Bauer torturere uskyldige for at "få de nødvendige oplysninger". En scene der med seriens vanlige niveau af grafisk udpensling viser Bauer påføre et 7-årigt barn ubærlige smerter, som den eneste metode til at knække barnets forbryderiske forælder, ville være en legitimisering af det pseudo-forsvar som producenter og tilhængere fremfører. Det ville i det mindste antyde konsistens.

Hvis vi skulle nærme os realisme, så skulle vi se Bauer gribe til tortur af uskyldige i situationer hvor det senere viser sig at der ikke var noget på spil, og torturen derfor var overflødig. Bauers selvransagelse og konfrontation med det offer som sagesløst og uden grund blev udsat for overgreb ville sådan set være glimrende TV-drama.

Men vi skal nok ikke forvente at hverken det ene eller det andet rammer de amerikanske TV-skærme lige foreløbig.

Rachel Henderson

Jeg holdt op med at se serien efter at jeg blev mere og mere irriteret over at al tale synes at foregå som en form for hvisken.

Det er lidt mærkeligt at overvære at der ikke er nogen, der kan bruge normal stemmeføring.

Lars R. Hansen

"Realiteten er imidlertid, at tortur ikke virker, understreger David Danzig. Det viser al forskning"

Tænk jeg viste ikke Human Rights First var afhørings- og tortureksperter. Men jeg er da sikker på verdens efterretningstjenester vil give HRF helt ret, hvorfor (de fleste af) verdens efterretningstjenester da også fastslår at de ikke anvender den slags, da de jo ikke kan bruge den slags virkningsløse metoder.

Alexander Carolinus

Meget fin artikel, godt med lidt fokus på hvordan denne type af produktioner er bevidst forsøger at manipulere opinionen