Læsetid: 5 min.

Traditionelle jazzværdier skal i højsædet

Jazzen er i dag et udvandet begreb, som har brug for fyrtårne og retningslinjer, mener Niels Lan Doky, der er musikchef på Montmartre. Ambitionen med det nyåbnede jazzhus er simpel: Den kompromisløse musikchef vil skabe verdens bedste jazzklub
'Bortset fra et par enkelte, så er alle de projekter og arrangementer, vi tilbyder, ideer, der er opstået her på Montmartre. Det er ikke folk, der bare var på tur og så lige kigger forbi København,' siger Niels Lan Doky.

'Bortset fra et par enkelte, så er alle de projekter og arrangementer, vi tilbyder, ideer, der er opstået her på Montmartre. Det er ikke folk, der bare var på tur og så lige kigger forbi København,' siger Niels Lan Doky.

Anders Birch

1. maj 2010

Når Jazzhus Montmartre i dag slår dørene op i St. Regnegade for første gang i 34 år, er det med en ambition om at redefinere jazzen. Jazzpianisten Niels Lan Doky er en af de to kræfter bag genåbningen og også stedets musikchef. Han mener, at jazz efterhånden er et meget udvandet begreb. Derfor er der brug for et sted som Montmartre til at føre an i kampen for, at jazzens essentielle værdier igen bliver sat højt på dagsordenen.

»Du kan få lige så mange meninger om, hvad jazz er, som folk, du spørger. Jazz har altid været den musikform, som har størst fleksibilitet og inddrager impulser fra andre genrer. Men samtidig har det stået på så længe og parallelt med, at de fleste af jazzens store ikoner er døde. Der er ikke rigtig nogle fyrtårne i landskabet, som folk kan definere jazzen ud fra,« siger Doky.

»Jazzbranchen har forsømt at opdyrke nye talenter. Den har satset så meget på de etablerede navne som Stan Getz og Miles Davis, så da de døde, var der ikke rigtig nogle stjerner til at føre bolden videre.«

Et af Niels Lan Dokys håb for Montmartre er, at det netop skal være stedet, hvor fremtidens helt store jazzstjerner skal skabes.

Håndværket i orden

Ambitionen for Montmartres musikprofil er enkel - men skyhøj. Doky vil sætte jazzens traditionelle værdinormer i højsædet igen. Han har engang hørt en blad- redaktør svare på, hvordan han satte sit blad sammen. Og svaret var, at han ville lave et blad, han selv havde lyst til at læse. Det mener Doky er en god pointe:

»Det er den korte version af det, jeg laver her,« siger musikchefen og fortsætter:

»Duke Ellington har sagt det så rammende engang: 'Der findes kun to slags musik - den gode og den dårlige'. Han har også så rigtigt sagt, 'it don't mean a thing, if it ain't got that swing'. Det andet element er, at der er mange af de ældre jazzmestre, der har den opfattelse, at det er helt fint med det nye, moderne avantgardistiske, progressive, eksperimenterende, fusionerende jazz, der findes, men hvis man ikke kan finde ud af at spille en blues i F-dur, så får man ikke deres respekt. Jeg er helt enig. Jazzverdenen har altid været paradoksal ved, at der har været en fin balancegang mellem respekt for traditionen og åbenhed for fremtiden, men man skal passe på, at man ikke tipper for meget den ene eller den anden vej. Der er nogle grundlæggende, essentielle værdier i jazz, som er forsvundet i meget af det, der i dag kalder sig jazz.«

Musikchefen er også noget kræsen, når der skal vælges musikere til de forskellige arrangementer, han har på programmet. Fælles for dem alle er, at de skal kunne deres kram. Han overvejer derfor nøje, hvilke musikalske værdier der lægges i de forskellige arrangementer, og hvilke følelser det er værd at fremkalde hos publikum.

- I har tidligere udtalt, at I vil 'etablere en jazzklub i verdensklasse med en kunstnerisk profil, som ikke p.t. findes andre steder på kloden, og som vil bidrage til at styrke Danmarks internationale renommé'. Hvordan?

»Bortset fra et par enkelte, så er alle de projekter og arrangementer, vi tilbyder, ideer, der er opstået her på Montmartre. Det er ikke folk, der bare var på tur og så lige kigger forbi København. Det er noget unikt, vi tilbyder rent musikalsk. Det er eksempelvis min idé at lave en Stan Getz-tribute,« siger Doky.

Han har derfor omhyggeligt håndplukket, hvilke musikere der skal være med - og gennem en paneldiskussion har han sammen med dem fundet ud af, hvilket repertoire de skal spille, og hvordan det musikalske udtryk skal være:

»Jeg har også en producerrolle her. Det vil sige, at der er projekter, der specifikt bliver født her, og som du ikke kan høre andetsteds i verden.«

Undgå konservatisme

Der er overvejende akustisk jazz på programmet. Og selv om Doky vil arbejde med at redefinere begrebet jazz, mener han, at man skal undgå konservatisme. Men der er nogle universelle værdier, der kendetegner en gedigen jazzhåndværker. Helt grundlæggende skal det bare swinge.

»Hvis du ser på alle de største jazznavne som Miles Davis, Stan Getz og Cannonball Adderley, så havde de alle sammen en lyd, der var behagelig at lytte til. Det er som at spise et lækkert stykke mad 'ahhhh'. Alle de store jazzlegender, uanset hvor progressive eller avantgardistiske de har været, har alle sammen det tilfælles, at de har været i stand til at appellere til folk, der ikke har nogen som helst forstand på jazz. Det er også ambitionen her. Det har været mit credo hele min karriere, at man kan kombinere jazzens intellektuelle værdier med nogle følelsesmæssige værdier, som alle kan relatere til. Det er så en naturlig forlængelse af det musikprogram, som jeg laver herinde. Jeg arbejder også kun sammen med musikere, der er i stand til at leve op til de forventninger, jeg har med mine målsætninger.«

Doky går aldrig på kompromis. Hvis han selv er ude og høre musik, og timingen ikke er på plads, hvis jazzen er humorforladt - et yderst vigtigt element for Doky - så er han ikke bleg for at gå efter første sæt.

En helhed

På Montmartre fokuserer ejerne på helhed. Doky og hans kompagnon, Rune Bech, forsøger at tage det bedste af det, de har set i verden, og kombinere det ind i en helhedsoplevelse - og så skrue en tand højere op for ambitionerne. Det betyder, at man fremover kan vælge at indtage frokost og aftensmad på Montmartre. Det er folkene bag Michelin-restauranten Era Ora, der står i køkkenet. Når Doky laver en ny musikalsk booking, sender han fluks et album med kunstnerens musik, så køkkenet kan kreere en menu, der passer sammen med musikken. Præcis som man ofte parrer vin med mad på de bedre spisesteder.

Ud over madkonceptet, som i Danmark er en nytænkning fra Montmartres side, men er en idé, som Copenhagen Jazzhouse straks har taget til sig, så er der også en væsentlig forskel på de to københavnske jazzsteder: penge. Til forskel fra Jazzhouse er der endnu ingen offentlige kroner i Montmartre. Derimod har Doky og Bech begge skudt egne spareskillinger i projektet. Det betyder, at musikchefen har sin kunstneriske frihed til at gøre, lige hvad det passer ham.

»Fordi vi ikke er støttet af staten eller nogen fonde, så har vi heller ikke bundet os til forskellige krav om, at vi skal have noget bestemt på programmet. Det er sådan noget, der gør det svært at lave en konsistent musikprofil og bevare niveauet. Jeg har min kunstneriske frihed. Det, jeg har forsøgt med musikprogrammet her det første stykke tid, er at starte festen. Min tanke er bestemt at lade den fortsætte længe endnu,« slutter Doky, der har skrevet under på en 10-årig lejekontrakt i St. Regnegade 19A.

På programmet den første måned finder man bl.a. Didier Lockwood (violin), Morten Ramsbøl (bass), Alex Riel (trommer), Kenny Garrett (saxofon) Sinne Eeg, (vokal), Morten Lund, (trommer), Bill Evans (tenor sax) og musikchefen selv (piano). www.jazzhusmontmartre.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu