Trio

Vistnok er det Johan Ludvig Heiberg, der har skabt udtrykket 'et mangehovedet uhyre' om publikum.

Og man kan let forestille sig, at en foredragsholder, en skuespiller, en musiker kan finde på at opleve skaren af ansigter foran sig i mørket som en glubsk drage, der rører poterne ved synet af ham, eller på en anden måde hører det som signal på en klapjagt, der nu jager vildtet op.

Foran på det skrånende auditorium ligger et væsen, som skal overvindes, godgøres, tæmmes og begejstres. Sidder man selv som tilhører bagerst i en amfiteatralsk sal som del af uhyret, får man syn af kroppens ydre karakter.

Drejer det sig om en koncert med klassisk musik, er det et aldrende dyr med en pels af blanke, skaldede pletter eller tjavset gråt, måske hvidligt hår, afbrudt af mere kulørte kunststykker, undertiden parvis anbragt.

De forholder sig roligt i det næsten tavse rum i modsætning til gængse teaterrum, hvor der er uro, gestikuleren og snaksom vinken og noget færre alderstegn.

Musikuhyret er tæmmet, adstadigt og meget bevidst lurende, aldeles bedrevidende og har få ungdomstræk. Her fra næstbageste række i Dronningesalen i Den sorte Diamant har vi en dag et fint udblik over den stærkt skrånende menneskemængde, der udgør seneftermiddagens publikum foran den oplyste scene med blomstrende sætstykker som baggrund.

Et sort koncertflygel med opslået låg står omgivet af to stole med nodestativer foran, ladet med betydning, en stilhed før stormen.

Forventning indfries

Det er, som om salen selv krummer sig af kritisk, men åbenlys forventning, akustikken er parat, væggenes ører er allerede slået ud som relieffer på fladerne.

Fem minutter over tid sidder vores hænder parat til at modtage de tre musikere med salver af klap. De bukker, vi klapper.

Hovederne sænker sig derefter en smule i koncentration. Det er et Beethoven-program, to klavertrioer, en af hans første og efterfulgt af den sidste, opus 97. Så ved vi besked, Ærkehertugen hedder den med en mindelse om de feudale vilkår, kunstnerne dengang var underlagt. Nu er det kun nominelt, at dronningen lægger rum til begivenheden.

Det er således et stykke kammermusik, vi venter på. Ikke at den første trio ikke begejstrer, enkelte kan endda ikke modstå fristelsen til at skitsere et bifald allerede efter første sats, hvad der strider mod kodex, så de bliver bragt til tavshed.

Men vi hoveder, der udgør uhyret, sætter først stormen i gang, da Trio con brio suverænt og lidenskabeligt i professionel triumf har løftet hænder og arme højt til vejrs fra tangenterne og fra violinens og celloens strenge.

Som Rifbjergs novelle

De har været med hinanden, vi var med i en samklang.

»De elskede hinanden uden at sige et ord, de var væk, og til stede, og midt iblandt os en fremmed som måske ... Ja, det var sandt! Jeg følte det nu. Det var mig, der havde skrevet musikken. Det var mig. Mit hår forandredes, krølledes, fik en anden farve, mit tøj var ikke fra i dag og fra i går, men fra en anden tid.«

Sådan i ekstase oplever den ellers jævne tilhører, rejsende i videnskabelige instrumenter, Beethovens Ærkehertug i Klaus Rifbjergs novelle af samme navn (i Rejsende, 1969) ved en højst usædvanlig, ja vanvittig fremførelse i stormvejr på øverste dæk af Hurtigrutens båd mellem Bergen og Trondhjem, hvor tre musikere har fået dette forrykte indfald.

Her sad vi i salen og syntes vist egentlig som han, at kunstnere trods alt må være lykkelige mennesker - i konfrontation med et mangehovedet uhyre.