Baggrund
Læsetid: 3 min.

Victorianske superhelte

Storværk. Den centrale præmis i 'Det hemmelighedsfulde selskab' er at skabe en gruppe af victorianske superhelte ved at samle fiktive figurer fra berømte føljeton- og pulphistorier. Forfatteren Alan Moores forsøg på at skrive så mange referencer ind i serien som muligt gør den for alvor spændende at gå på opdagelse i
Kultur
16. april 2010

Bag markedspladsernes krydrede dufte, dybt inde i Kairos labyrintiske gyder, ligger Allan Quatermain i sine skidne lagner. Da han bliver opsøgt af den unge frøken Wilhelmina Murray, er den gamle eventyrer og storvildtjæger et rystende opiumsvrag og blot en skygge af tidligere tiders stålsatte viljekraft.

Sådan går det helte, når de bliver gamle. Men Imperiet er i fare, og den temperamentsfulde miss Murray helmer ikke, før hun har fået ham på fode og rekrutteret ham til en farlig opgave i Hendes Majestæts tjeneste. Eventyret kan begynde.

Hvis navnene lyder bekendte, så er det ikke noget tilfælde, hvis man stadig kan huske barndommens 'udødelige klassikere'. Quatermain er nemlig skattejægeren fra H. Riders Haggards romaner, specielt
Kong Salomons miner(1885), og miss Murrays ungpigenavn er såmænd Harker, og hun er et af de centrale ofre i Bram Stokers
Dracula(1897).

Med andre ord er de to af litteraturens fiktive skikkelser, der står så stærkt i bevidstheden hos mange, at de er blevet en del af den kollektive mytologi. Og så udgør de kernegruppen i
The League of Extraordinary Gentlemen- eller
Det hemmelighedsfulde selskab, som serien er kommet til at hedde på dansk - der er seneste storværk fra den engelske tegneserieforfatter Alan Moores hånd.

Alan Moore er vel det nærmeste, man kommer en ægte stjerneforfatter inden for tegneserierne, men hans værk er også imponerende. Efter gennembruddet med science fiction-historien
V for Vendettadekonstruerede han sidst i 1980'erne i samarbejde med tegneren Dave Gibbons superheltegenren med
Watchmen.Den står stadig som en kraftpræstation inden for mediet, hvis position kun trues af den helt anderledes historiske dissektion af virkelighedens Jack the Ripper-mord, som Alan Moore 10 år senere fremlagde i
From Helli samarbejde med tegneren Eddie Campbell.

Kælen for detaljen

Med
Det hemmelighedsfulde selskaber vi ovre i en helt anden og mere legende boldgade, men serien karakteriseres samtidig af alt det, der ellers kendetegner Moores værk, ikke mindst den næsten maniske kælen for detaljen. Alan Moore er eklektiker om en hals, og hans værk beskrives ofte som postmodernistisk eller dekonstruktivistisk. Måske er han bare en litterær skade, der stjæler med arme og ben og gør det hele til sit eget.

Det ses ikke mindst i
Det hemmelighedsfulde selskab,hvis centrale præmis er at skabe en slags gruppe af victorianske superhelte ved at samle fiktive figurer fra berømte føljeton- og pulphistorier. I begyndelsen Allan Quatermain og miss Murray i samarbejde med kaptajn Nemo, fra Jules Vernes
En verdensomsejling under havet(1872), den usynlige mand fra H.G. Wells' roman af samme navn (1897) og det stakkels dobbeltmenneske fra Robert Louis Stevensons
Dr. Jekyll og Mr. Hyde(1886).

Tredje del af serien er en trilogi, hvoraf første bind nu er kommet, og nye kræfter er trådt til ud over kernegruppen. Disse er gentlemantyven Raffles fra A.W. Hornungs historier fra 1890'erne, spøgelsesjægeren Carnacki fra William Hope Hodgsons noveller fra 1910'erne og endelig den udødelige, tvekønnede Orlando fra Virginia Woolfs roman af samme navn (1928). En broget forsamling, der i 1910 sættes ind imod en uvis trussel med det formål at redde ikke bare London, men muligvis hele det britiske imperium.

Tegneren Kevin O'Neill er det perfekte valg til at iscenesætte historiernes præg af pastiche, uden at der går for meget piberøg i stregen, men det er Alan Moores næsten fanatiske forsøg på at skrive så mange referencer ind i serien som muligt, der for alvor gør den spændende at gå på opdagelse i. Historiens hovedtema er således bygget over Bertolt Brechts
Laser og pjalter(1928), hvis hovedpersoner Polly og Macheath spiller en afgørende rolle i handlingen, mens strofer fra »Piraten Jenny« afsynges som et kommenterende kor til de pludselige udbrud af vold og mystik på Londons dokker.

Det hemmelighedsfulde selskabvar mest charmerende, da idéen var ny og forfriskende, men det klæder fortsat Alan Moore at holde en pause fra den alvorlige og til tider selvhøjtidelige tone, der præger hans hovedværker, til fordel for en uforpligtende, men ikke mindre ambitiøs hyldest til specielt det 19. århundreds underholdningslitteratur. Den samlede serie rummer referencer til stort set alt, man kan komme i tanke om fra de største skurke til de snart glemte helte, og Alan Moores fascination af og viden om sine egne forgængere i kunsten at fortælle spændende historier strækker sig milevidt ud over alfarvej.

Man skal være mere end almindeligt velbevandret i den kulørte del af litteraturhistorien for at fange det hele - der er da også foreløbig udkommet tre bøger, der kommenterer og udlægger seriens mange mere eller mindre skjulte henvisninger - men jagten er i sig selv en betydelig del af seriens charme.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her