Læsetid: 4 min.

Det åbne opgør

Aftenens Champion League-finale handler ikke om æstetik, men dynamik. Ikke om revolution, men evolution. Ikke om to hold, men om to trænere og deres uforlignelige, adaptive intelligenser
Finale. Inters træner José Mourinho og Samuel Eto'o jubler over semifinalesejren over Barcelona den 28. april. I aften står finalen mellem Mourinho og det andet store trænerkoryfæ, Bayerns Louis van Gaal.

Finale. Inters træner José Mourinho og Samuel Eto'o jubler over semifinalesejren over Barcelona den 28. april. I aften står finalen mellem Mourinho og det andet store trænerkoryfæ, Bayerns Louis van Gaal.

Filippo Monteforte

Kultur
22. maj 2010

I aften er der Champions League-finale mellem Inter og Bayern München. En død for fodbolden, vrænger et kor af kritikere, der hellere ville have set Barcelonas smækre skønhed, Arsenals dynamiske bølgefodbold eller for den sags skyld Carlo Ancelottis selvsikre Chelsea-mandskab. Længe leve taktisk snilde, siger andre med henvisning til mødet i aften på Estadio Santiago Bernabéu i Madrid mellem to af historiens største trænerkoryfæer, Inters José Mourinho og Bayerns Louis van Gaal.

Sidste år var det nok for Barca. Katalanerne spillede deres eget spil og vandt det hele. Ligaen, pokalfinalen, Champions League. Det var uhørt, irrationelt og smukt. Men den går ikke længere, for konklusionen 2009/10 er simpel: De hold, der bedst tilpasser sig skiftende modstandere dem med høj adaptiv intelligens kommer længere end dem, der holder fast i det samme koncept. Præcis derfor er Real Madrid, der i deres egen selvforståelse er galaksens ypperste elleve, røget ud i ottendedelsfinalerne seks år i træk, og netop derfor har Liverpool (bortset fra en svipser på det seneste) klaret sig så fermt i den lukrative mesterholdsturnering. Lad os kigge lidt nærmere på den adaptive intelligens.

Både Bayern og Inter har bygget defensive mure, når det var nødvendigt tyskerne mod Manchester United, italienerne i returkampen mod Barca og begge trupper har ofret offensiv olé-bold til fordel for de skruetvinger, der kynisk kværker boldbesiddende lækkerier.

Se bare Inters Wesley Sneijder, der i det første opgør mod Barca hjemme i Milano 20. april fik tjansen som mandsopdækker for Xavi, så pasninger og stikninger i dybden til Messi & Co. smuldrede. Ved den lejlighed stillede Inter i en offensiv 4-2-3-1-formation med Diego Milito i front og Samuel Etoo, Sneijder og Goran Pandev lurende i næste række. Og dog. Glem ikke Mourinhos adaptive stunt: Sneijder, som udlignede til 1-1 og dermed kickstartede milanesernes målfest på San Siro, var i store dele af tvekampen kardinalpunkt i et 4-4-2-bolværk, og læg dertil, at Douglas Maicon på højrekanten effektivt skærmede for Seydou Keitas muligheder for afleveringer frem i banen, samt at venstrebacken Javier Zanetti ofte deltog i løjerne oppe foran.

Og hvorfor kunne han det? Fordi Pandev, som i udgangspunktet agerede venstre wing, tog hans plads.

Trangt rum at trylle i

Hvad havde Mourinho spottet forud for matchen i Milano mod klodens bedste hold? At nøglen til succes ville være at blokere Barcas livsnerve Xavi og at et Barcelona med Zlatan Ibrahimovic i boksen er et anderledes hold end normalt. Når Pep Guardiola stiller med Zlatan, bliver spillet mere direkte, men mindre flydende, og tilsvarende får Messi trangere rum at trylle i. Inters centrale defensiver, Walter Samuel og Lúcio, fik effektivt skrællet magien af den lange svensker, og længere oppe på banen overdrog The Special One jobbet som Messi-oppasser til Thiago Motta og Esteban Cambiasso, alt imens Zanetti bed i haserne på Dani Alves (og ikke Pedro), og Maicon gjorde livet surt for Keita (og ikke Maxwell).

Det handler om organisatorisk knowhow, indre linjer og modet til at lave om på dem og en stærk indsigt i, hvad der gør fjenden svagest. Man kan kalde det en offensiv irritationsfilosofi. Mourinho vidste, at hvis Keita og Xavi blev blokeret i opspillet, ville Barca-æstetikken blive reduceret til anti-katalansk kick and rush. Og det gav endnu en gevinst for den snu Inter-manager. Eftersom Maicon konstant var i benene på Keita, søgte maliseren ind mod midten, hvilket efterlod masser af plads til en fremstormende italiensk fløj, der kun skulle bekymre sig om en flagrende Maxwell i kanten af Barcas forsvar.

En lille omvej

En uge efter, 27. april, var det den 59-årige Louis van Gaal, som gav en masterclass i adaptiv fodbold. I Bayern Münchens spinkle 1-0-hjemmebanesejr over Olympique Lyon blev Franck Ribéry udvist, så ham måtte van Gaal undvære i den afgørende udekamp. For at forstå, hvad van Gaal gjorde, skal vi en lille omvej. Nemlig omkring Bayerns offensive højrekant Arjen Robben. Hollænderen var en konstant trussel mod Lyons venstreback, Aly Cissokho, som måtte have hjælp fra Jean-Alain Boumsong, der var defensiv central. Robbens ødelæggelser på fløjen gav rum til Ivica Olic/Thomas Müller-duoen i front, som van Gaal lige præcis ikke havde demonteret i dagens anledning, på trods af at han snildt kunne have ekspederet Müller ned på den ledige venstrewing i Ribérys fravær. Her optrådte i stedet tyrkiske Hamit Altintorp, som i øvrigt spillede en fantastisk kamp. Med Altintorps fysiske ryk og Robbens atletiske ditto plus en Müller, der var lige i ryggen på Lyons to defensive midtbanespillere, Maxime Gonalons og Jean Makoun fik Olic al den plads, han skulle bruge. Olic scorede hattrick, Lyons kæder knækkede midt over, og pludselig stod det 0-3 til tyskerne.

For sent

Hvorfor vandt Bayern og Inter over Lyon og Barcelona? Svaret er så anti-romantisk, som noget kan være. De første var nemlig ikke bedre.

Nej, de sidste lavede bare flere fejl, og van Gaal og Mourinho var tålmodige nok til at udnytte dem. Lyon troede fejlagtigt, at tyskerne ville angribe over midten hvorfor havde de ellers Olic og Müller til at fylde inde foran mål? og derfor blev to defensive midtbanespillere udstationeret som vagthunde. Men så var der heller ikke nogen til at ekspedere bolden videre, når Lyon angreb. Og nede i Milano reagerede Guardiola alt for sent på Ibrahimovic-proppen og Keitas manglende råderum. The rest is history. Både München og Inter fik de åbninger, de havde brug for og vandt overlegent.

Træneropgør

Se ikke kampen i aften for skønhedens skyld. Lur i stedet taktikken af. Se rynkerne i van Gaals pande, når Mourinho råber efter tropperne. Se den graciøse overgang fra kontrollerende 4-2-3-1 til kreativ 4-3-2-1 (juletræet) med indbygget lav 10er, mens slaget om midtbanen rumsterer. Tegn streger hen over fjernsynet. Hav tavle og kridt stående ved siden af. Gå på nettet og tjek dugfriske holdopstillinger i 3D. I år handler det ikke om æstetik, men dynamik. Ikke om revolution, men evolution. Ikke om to hold, men om to trænere og deres uforlignelige, adaptive intelligenser.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her