Baggrund
Læsetid: 4 min.

Almindelige menneskers almindelige liv

Mike Leighs nye film, 'Another Year', der handler om et år i en håndfuld almindelige menneskers tilværelse, er en af de bedste konkurrencefilm, som endnu er blevet vist i Cannes
Instruktør Mike Leigh (nr. to fra højre) sammen med skuespillerne Jim Broadbent (t.v.), Lesley Manville og Ruth Sheen (t.h.).

Instruktør Mike Leigh (nr. to fra højre) sammen med skuespillerne Jim Broadbent (t.v.), Lesley Manville og Ruth Sheen (t.h.).

Loic Venance

Kultur
18. maj 2010

CANNES - Det kan du tro, jeg ikke vil, var mere eller mindre ordene fra Mike Leigh, da en journalist fra branchebladet Hollywood Reporter forleden spurgte den britiske instruktør, om han kunne fortælle lidt om sin nye film, Another Year - hans første siden den muntre Happy-Go-Lucky (2008) - der er med i hovedkonkurrencen på filmfestivalen i Cannes.

Leigh er kendt for at være lidt af en gnavpotte, som ikke bryder sig om at analysere sine egne film, og som bestemt ikke har tid til at svare på dumme spørgsmål.

Når man ved, hvordan instruktører og skuespillere løber spidsrod mellem alverdens journalister på en filmfestival, forstår man ham så udmærket - han er jo heller ikke så ung længere - og heldigvis taler hans film som regel også rigeligt for sig selv.

Another Year er en af de bedste konkurrencefilm, jeg endnu har set i år, og den fortæller en både sjov og alvorlig og vittig og rørende historie om et år i en håndfuld almindelige menneskers almindelige liv.

To af britisk films dygtigste skuespillere, Jim Broadbent og Ruth Sheen, spiller det aldrende ægtepar Tom og Gerri - >ja, det hedder de - som er det eneste solide holdepunkt i en række ulykkelige menneskers liv i løbet af et år.

Ikke mindst er der Gerris kollega Mary (Lesley Manville, der ligesom Broadbent er en af Mike Leighs faste skuespillere), et forvirret, neurotisk og voldsomt ensomt og usikkert individ, som er forelsket i Tom og Gerris noget yngre søn, Joe (Oliver Maltman), der omvendt har det noget svært med hende.

Liv og kærlighed

Det er der ikke noget at sige til. Indimellem er Lesley Manville for meget i al Marys hysteri, men mestendels er hun ret fantastisk og på én gang medynkvækkende, pisseirriterende og vældig morsom som et af den slags mennesker, som virkelig har svært ved at håndtere livet og kærligheden. Og det er vel også det, Another Year handler om: At prøve at få det bedst mulige ud af livet, selv om det byder på både op- og nedture. Handlingen følger årets gang, og som sædvanlig hos Leigh er historien stemningsfuldt, men også prunkløst og afdæmpet fortalt i ord, lyd og billeder.

Afdæmpet kan man vel ikke ligefrem kalde Takeshi Kitanos Outrage. Det er den japanske filminstruktør, komiker og skuespillers første gangsterfilm i 10 år, siden Brother (2000) - indimellem har han blandt andet lavet et par mislykkede metafilm og genreeksperimenter. Men desværre er det en temmelig slap én af slagsen, der kun understreger, hvor gode f.eks. Sonatine og Hana-bi var.

Kitano spiller selv hovedrollen som Otomo, der befinder sig cirka midt i den magtfulde yakuzas hierarki og bliver her fanget i forskellige højtrangerende bossers kyniske og blodige spil, hvor alle bagtaler, bedrager og myrder alle for at få mere magt og komme længere op i hierarkiet. Der bliver skudt, halshugget, lemlæstet og tortureret yakuza-medlemmer i ét væk i Outrage - hvilket ikke er noget nyt i en film af Takeshi Kitano - men det serveres uden den lyriske, åndelige og psykologiske dybde, som gør hans bedste film så særegne og spændende.

Åndelighed mangler der helt bogstavelig talt ikke i den mexicanske instruktør Alejandro González Iñárritus nye film, Biutiful, hans første siden det roste ensembledrama Babel (2006).

Det er også den første af Iñárritus film, hvor Guillermo Arriaga ikke har skrevet manuskriptet - de blev uvenner omkring Babel - og det kunne være en af grundene til, at Biutiful ikke er lige så velskabt.

Javier Bardem spiller Uxbal, der bor i Barcelona sammen med sine to små børn. Han ernærer sig ved at finde arbejde til illegale indvandrere - kinesere og afrikanere - og ved at bruge sine unikke, spirituelle evner til at kommunikere med de døde og sende urolige sjæle videre til det hinsides.

Uxbals i forvejen vakkelvorne tilværelse falder dog fra hinanden, da han finder ud af, at han har kræft og kun nogle måneder tilbage at leve i. Uxbal forsøger desperat at være et godt menneske og en god far midt i al kaosset og den menneskelige elendighed, han omgives af.

Men det er svært, når hans maniodepressive ekskone samtidig prøver at blive forsonet med ham og børnene, og hun tydeligvis stadig ikke har det godt. Der er tematiske ligheder mellem de tre spillefilm, Alejandro González Iñárritu tidligere har lavet - Love Is a Bitch, 21 Gram og Babel - og Biutiful, der ikke mindst handler om kærlighed og tilgivelse og forældre og børn.

Iñárritu er god til - med og uden Guillermo Arriaga - at fortælle små, personlige historier om almindelige mennesker på baggrund af noget meget større, mere universelt og politisk, således også i Biutiful, som i nogle scener er en meget stærk, følelsesmæssigt engagerende film.

Den vakler dog i andre scener på kanten af trivielt melodrama og har af og til svært ved på troværdig vis at mikse det hverdagslige og socialt engagerede drama med den spirituelle dimension.

Mere fra Cannes på www.information.dk/film www.information.dk/film og Twitter: @monggaard

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Sara Steensig

Hvor jeg glæder mig til Another Year! Mike Leigh er en fremragende instruktør!