Baggrund
Læsetid: 2 min.

Amerikanske medier slagter deres filmkritikere

Filmkritikken lider i USA - i hvert fald den gammeldags trykte og betalte slags. Prominente filmjournalister fyres på stribe, men måske er det naturligt for kulturkritikken at være en presset form
Den nyligt fyrede filmkritiker for New York Times, A.O. Scott, mener, at fremtiden for kritik er den samme, som den altid har været: Elendig.

Den nyligt fyrede filmkritiker for New York Times, A.O. Scott, mener, at fremtiden for kritik er den samme, som den altid har været: Elendig.

Kultur
17. maj 2010

Skal man tro den konventionelle visdom om, at mediebilledet i USA altid er 10 år foran det danske, så kan de danske filmkritikere godt så småt begynde at planlægge nogle bøger, de skal skrive - og nogle lange ferier.

I USA bliver filmkritikere fyret på stribe, og det er ikke bare de små fisk. Den sidste i rækken til at få kniven, var kritikerikonet Todd McCarthy, der har været kulturgiganten Varietys faste filmskribent i 31 år. Han blev fyret sammen med bladets ledende teaterskribent, David Rooney.

I den forbindelse tweetede en anden amerikansk filmkritikerlegende, Roger Ebert: »Variety fyrer Todd McCarthy og jeg opsiger mit abonnement. Han var den eneste grund til, at jeg gad læse bladet. R.I.P., spader.«

Varietys chefredaktør, Neil Stiles, kalder fyringerne for en »økonomisk realitet« og sagde, at de ikke så nogen grund til at eje deres anmeldere. De kan sagtens klare anmeldelser på freelancebasis, sagde han til Los Angeles Times.

Roger Eberts gamle ugentlige filmprogram, 'At the Movies', som han startede med kollegaen Gene Siskel i 1970'erne, kører også på sidste sæson. Ebert er selv allerede overgået til at holde sin egen hjemmeside, men den nuværende vært, A.O. Scott, fik i starten af april også sin opsigelse og besked om, at programmet lukker til august.

Jaget vildt

Grunden til, at filmkritikerne må opgive deres faste stillinger, er udviklingen på internettet. Salget af tryksager og reklameindtægter er generelt dalende, og filmpublikummet har tilsyneladende mindre brug for faste kritikerstemmer end tidligere. I hvert fald på tryk.

Det store spørgsmål for de mange fyrede kritikere er selvfølgelig, hvor og hvordan kulturkritikken finder sin berettigelse i internettets tidsalder.

Roger Ebert passer sin hjemmeside, og Todd McCarthy har netop sagt ja til at skrive for filmbloggen Indiewire.

Måske er kulturkritikken i sin natur jaget vildt på grund af sin monstrøse form. En del kunst, en del tilstræbt objektivitet og en del idiosynkrasi. Den amerikanske forfatter T.S. Eliot skrev allerede i starten af sidste århundrede om kulturkritik, at den ikke var bedre end diskussionslystne kværulanter i parken, der end ikke var nået til en formulering af deres uenigheder.

Og A.O. Scott, der fik sin fyreseddel i april, skrev i New York Times at: »Fremtiden for kritik er den samme, som den altid har været. Elendig, og fuld af muligheder. Verden er altid ved at falde sammen. Nyheden er altid trist. Det er altid sent. Men frugten er altid moden.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her