>Min ven teologen lod mig forstå - i en af den slags mails, der larmer allerede når man åbner dem - at det mindste, man kan forlange af en fællessang, er versefødder. Eller for at citere ham direkte:
»Formen skal være i orden til formålet, dvs. rim og lige lange versefødder.«
Det er en holdning, jeg før har mødt - og som jeg ikke er enig i. For mig er det helt fint, hvis en tekst 'bare' swinger. 'Bare' fordi det selvfølgelig kan være et problem for et folkefærd, som efter 50 (100, hvis jazzen tælles med) år med moderne avancerede rytmer, som de kendes fra blues, rock, soul og hiphop stadig klapper på et og tre (og ikke som angelsakserne gør, på 2 og 4), når der opstår spontan trang i folkedybet til at markere sig rytmisk. Der er nu noget udansk over det der fucking backbeat, det er der.
Linnet bliver stående
Man skal altså ikke gøre folk dygtigere, end de er. På den anden side skal man heller ikke i demokratismens navn gøre dem hverken dummere eller dårligere end nødvendigt. Og hvis melodien er af den slidstærke og indbydende slags, som de fleste kan synge med på efter blot et vers eller to, er man kommet godt fra start. Hvis den endvidere er i perfekt samklang med tekstforlægget, er sagen klar. Ikke at det har været noget princip under redigeringen af den seneste udgave af Højskolesangbogen, hvor man har ofret en lang række af vores allerdygtigste sangskrivere på alteret for mere amatøristiske bestræbelser. Heriblandt Anne Linnet, som i sin produktive og alsidige karriere har begået et dusin sange, som vil blive stående, når det overvældende flertal af seneste 166 tilføjelser til 2006-udgaven af Højskolesangbogen er gået durk i den store glemmebog, hvor de hører hjemme.
Skulle det alene komme an på versefødder har Linnet sat musik til Tove Ditlevsens intense poesi og heriblandt må hjemstavnshymnen »Barndommens gade« - en moderne klassiker ude i den verden, der omgiver høj-skolernes små oaser - regnes for en sikker vinder og et naturligt bidrag til Høj- skolesangbogen. Hvor den selvfølgelig ikke er at finde. Derudover har denne suveræne sangskriver begået en lang række såkaldte smukt skårne kærlighedssange, siden hun med »Smuk og dejlig« i 1975 beviste, at hun besad særligt talent herfor.
Folkemusikalsk tone
Når valget trods de mange kandidater falder på sangen »Hun fletter sit hår« fra comebackalbummet Her hos mig (2006), skyldes det ikke kun den kongeniale enhed mellem tekst og melodi, men også en folkemusikalsk tone, hvor en stemning af lige dele håb og melankoli hersker. Sangen bærer så at sige historien i sig og er så dansk, som det kan blive. Endelig giver den et fuldgyldigt udtryk til overgangen mellem barn og voksen og er så underskøn, man må sig forbarme. Den synger vi gerne - alene eller sammen med andre.
Jan Toftlund i Højskolesangbogen
- mit forslag er sangen: Dette Land - Dette Folk
Jan Toftlund, Danmarks store protestsanger og tabernes forkæmper, der d. 2. december 2009 ville være flydt 60 år, har skrevet en alternativ fædrelandssang. I dag findes han kun i højskolesangbogen som den der fordanske Ulf Lundells Åbent Landskab.
‘Dette land – dette folk’ er skrevet af en af Danmarks store digtere, nemlig samfundsrevseren og poeten Jan Toftlund, der døde d. 5. juli 1990 efter et intenst men også hårdt liv, kun 40 år gammel. Lasse Helner har lavet musikken.
Jan Toftlund beskrev ofte bagsiden af samfundet og minder os især via sine sange og tekster endnu en gang om den potentielle sociale udstødning et samfund kan rumme. Med sangen, ‘Dette land – dette folk’, har Jan Toftlund skrevet en meget smuk og stærk sang, der i sine tre vers kommer ind på tre af de centrale ben i bæredygtighedsbegrebet, nemlig det miljømæssige, det sociale og det økonomiske – så lad os blot kalde det en bæredygtighedssang. For øvrigt er sangen skrevet netop i tiden, hvor bæredygtighedsbegrebet blev lanceret af Brundtland-kommissionen i 1987, og hvor også Lasse og Mathilde som de første har indspillet den (i 1987 på LP’en ‘Det er nu – Det er her’). I 2004 kom den i en ny version af Lasse Helner på fælles-cd’en ’Bæreklang – Sange for Bæredygtig Udvikling’.
Jeg foreslog over for bedømmelsesudvalget, i forbindelse med sidste revidering af Folkehøjskolens Sangbog, at sangen burde være blandt favoritterne til optagelse i den nye udgave af sangbogen. Og jeg foreslog også, at man burde overveje til den nye sangbog at tilføje temaet ‘bæredygtighed’ som et helt nyt tema for sange, der fortolker over eller handler om begrebet bæredygtig udvikling – ligesom man har afsnit for sange om fx ‘kærlighed’, ‘kamp’ og ‘fred’ (sange der sandsynligvis også bliver hårdt brug for i den kommende tid). Vi har nemlig stadig brug for at minde hinanden om at debatten om og handlinger for en bæredygtig udvikling er et af tidens vigtige og store projekter.
Bæredygtig udvikling handler om fremtiden, forvaltet nu!
- at tage højde for resultatet af nutidige
handlinger, der rammer en anden,
til en anden tid og et andet sted.
Lars Myrthu-Nielsen, Øko-net
Svendborg
Dette land – dette folk
Tekst: Jan Toftlund
Musik: Lasse Helner
Dette land har vore fædre
skabt af vildmark, sved og blod.
Deres minde vil vi hædre.
Dette land gi’r overflod.
Vi har drukket af dets kilder.
Vi har spist af eng og sø.
Vi må rense dét, vi spilder.
Dette land må ikke dø.
Vi forkaster de værdier,
der kan koste mark og hav.
Vi si’r nej til industrier,
som kun danser på vor grav.
Dette folk er børn af bonden
og den første arbejdsmand.
Det var dem, der støbte grunden.
Drømmen om et velfærdsland.
Osse vore børn har arvet
retten til et virksomt liv.
Vi vil ikke se dem vraget
uden fremtidsperspektiv.
Dette folk ejer en styrke.
Fælles áner, fælles ånd.
Den bevidsthed bør vi dyrke.
Den kan sprænge alle bånd.
Dette folk har været bundet.
Døjet modgang, tvang og vold.
I de kampe, vi har vundet,
var vort våben: sammenhold.
Det er atter onde dage.
Nu står fattigdom på lur.
Vi må værne om de svage.
Ellers dør vores kultur.
Lad det blive understreget.
Dette folk forlanger eet.
Om så færre får for meget
så må Ingen få for lidt.
Sangen kan høres i sin seneste version på MySpace:
http://www.myspace.com/jtoftlund