Læsetid: 6 min.

Mange bække små ...

Filmdistribution 2.0 er på manges læber under filmbranchens talrige møder i Cannes, hvor potentialet i bl.a. 'crowdfunding' diskuteres flittigt
Når man støtter en kortfilm som 'Iron Sky' - en kommende finsk-tysk sort komedie - er det, fordi man tror på projektet, frem for at man regner med at få penge tilbage efter filmens premiere. Det er hele ideen bag konceptet 'crowdfunding', som giver små og smalle film en chance for at se dagens lys.

Når man støtter en kortfilm som 'Iron Sky' - en kommende finsk-tysk sort komedie - er det, fordi man tror på projektet, frem for at man regner med at få penge tilbage efter filmens premiere. Det er hele ideen bag konceptet 'crowdfunding', som giver små og smalle film en chance for at se dagens lys.

Fra filmen

20. maj 2010

Hvad hvis man kunne få alle på den røde løber i Cannes til at spytte nogle euro i en kommende film, som de godt kunne tænke sig at se til en fremtidig filmfestival? Eller hvad hvis man via festivalens hjemmeside kunne være med til at finansiere nogle af de film, som traditionelt har svært ved at finde penge?

Cannes er ikke kun et sted for de færdige film. Mens konkurrencefilmene stjæler mediernes opmærksomhed i festivalpalæets Salle Lumière, er palæets kælder fyldt med stande for alt fra produktionsselskaber til biografsædesælgere. Byen er fuld af filmfolk på jagt efter finansiering til kommende projekter, og mange af dem tager i øjeblikket alternative metoder i brug for at skaffe penge til deres film.

Under festivalen arrangeres en række seminarer og masterclasses om aktuelle problemstillinger i branchen, og blandt årets arrangementer kan man finde en række med fokus på, hvordan man som filmskaber kan udnytte de sociale medier. Ikke blot til at distribuere sin film, men også til at finansiere kommende projekter. Økonomien er presset, og mange drømmer om at skaffe fremtidens budgetter ved at lade de mange byde ind med lidt.

Kickstart af projekter

New York-bosatte Margarita Jimeno er en af de unge instruktører i Cannes, som har haft succes med at skaffe finansiering ved hjælp af 'crowdfunding'. Som hun fortæller Information, har hun via platformen kickstarter.com skaffet 12.500 dollar fra 110 personer til sin kortfilm Swimming Away.

Hun har tidligere blandet andet lavet musikdokumentaren Gogol Bordello: Non Stop, som har været på en række festivaler verden over. Den opmærksomhed kan bruges, når man skal have et nyt projekt op at stå. Via kickstarter har alle med interesse for projektet kunnet bidrage med alt fra fem dollar og opefter. Kickstarter tager fem procent for hjælpen, men resten af pengene er nu brugt til at indspille filmen for.

Som Margarita Jimeno understreger, betyder det ikke, at folk har fået løn, men pengene gjorde hende i stand til at få produktionen stablet på benene suppleret med en række andre sponsorater og ikke mindst masser af hjælpende hænder. Og så gav finansieringsformen mulighed for at komme hurtigt i gang: »Frem for at gå og vente og vente på at få en ansøgning behandlet hos en fond eller i et eller andet støttesystem, har man følelsen af, at man selv rykker. Og man har mulighed for at rykke hurtigt. Vi havde nået det mål, vi havde sat på kickstarter inden for to uger, og det er en fantastisk følelse, når der er den type af tempo i et projekt.«

Donationer udefra

Kickstarter er en af de mange, nye finansieringsplatforme for ikke blot filmfolk, men også kunstnere, designere, musikere, opfindere eller andre med brug for lidt mere end blot folks tillid. Kickstarter har base i Brooklyn, og initiativet har været baseret på invitationer og haft en kunstnerisk profil. Som Margarita Jimenos ene producer Joshua Mehr fortæller har andre 'crowdfunding'-platforme som IndieGoGo en mere brancheorienteret profil, men Kickstarter var perfekt for dem. Han fremhæver, at når man støtter en kortfilm som Swimming Away,er det, fordi man tror på projektet, frem for at man regner med at få penge tilbage efter filmens premiere: »De folk, som har støttet os, gør det mere som en donation end som en investering. De gør det, fordi de gerne vil give filmen en chance. Derfor har det også været vigtigt for os at inkludere folk undervejs. Vi har givet løbende updates på projektet, og vi har lovet forskellige ting afhængig af, hvor meget folk bidrog med. På kickstarter kan man se, hvordan en femdollardonation gerne skulle give følelsen af at gøre noget godt, mens en 10-dollar-donation f.eks. sikrede folk et personligt postkort fra optagelserne. Folk vil gerne involveres, og det har været utroligt at opleve, hvordan folk i både Kina, Europa og Sydamerika har givet penge til filmen.«

Frugtbart fanfundament

Ifølge filmbranchekonsulenten Thomas Mai, som bl.a. rådgiver om finansiering og distribution af film via de sociale medier, er 'crowdfunding' en oplagt vej at gå for mange filmskabere. Ikke mindst fordi selve finansieringsdelen sikrer kontakt til de mennesker, som senere vil se den færdige film. De mange mailadresser er værdifuld information i en tid, hvor det er svært at trænge igennem for smallere film.

Som eksempel på en filmskaber, som gennem en årrække har haft øje for at involvere sit publikum via internet, nævner Thomas Mai dokumentaristen Robert Greenwald. Han har fået opbygget en stor database af fans, som følger hans igangværende projekter og også får mulighed for at spytte lidt i kassen.

»De sociale medier giver mulighed for løbende at være i kontakt med sine fans og skabe interesse for sine film,« forklarer Thomas Mai, som fremhæver en omfattende database som et godt salgsredskab i mange sammenhænge: »Et sådant fanfundament er en enestående mulighed for direkte distribution, men det er også et godt grundlag for forhandlinger om andre typer af visninger, hvis man kan dokumentere, at man har 50.000 fans i Los Angeles og 40.000 i New York.«

Cinema Reloaded

Databaser af den størrelse opstår imidlertid ikke af sig selv, og spørgsmålet er, hvordan man i første omgang når ud til interesserede finansierer og fans. Margarita Jimeno og Joshua Mehr er taknemmelige for hjælpen fra kickstarter, som efter deres opfattelse var en god og imødekommende ramme for filmen.

Men deres succeshistorie er langt fra selvskreven. Rotterdam Film Festival har f.eks. med CinemaReloaded.com forsøgt at sælge tre forskellige filmprojekter til alverdens potentielle co-producenter på internettet. Her har interessen været begrænset. Som udgangspunkt er der sigtet efter at skaffe 30.000 euro som minimumbudget for filmene. Den schweiziske videokunster Pipilotti Rist, hvis værk Homo sapiens sapiensfor nylig kunne opleves på Lousiana, er blandt de mulige donations-objekter, men siden etableringen af sitet er kun i alt 2000 euro løbet ind til hendes foreslåede projekt Liebling.

Flere filmfolk med 'crowdfunding'-erfaring mener, at det måske skyldes en særlig mentalitet i europæisk film, hvor man i højere grad er vant til kulturpolitisk støtte af kunsten end til selv at træde ind som mentor. Som Joshua Mehr kommenterer, er amerikanerne vant til selv at skulle finde penge frem, hvis noget, de tror på, skal laves, for ofte er der ikke andre muligheder for at se det blive realiseret.

Masserne tæller

'Crowdfunding' stiller også det indlysende spørgsmål om, hvor store masser der skal til for at kunne skaffe finansiering.

Når man kigger på masserne i Cannes, kan man ikke lade være med at tænke på den mængde af film, som ville kunne se dagens lys, hvis alle købte lidt mindre glitter og i stedet lod pengene rasle for filmskaberne. Og nogle få prøver da at slå på tromme for deres 'crowdfunding'-projekter under det sydfranske mediekaos. Den kommende finsk-tyske sorte komedie Iron Sky(som pitches som: nazister fra 'the dark side of the moon') har således fået både branchens og mediernes opmærksomhed med en fokuseret fanstrategi, hvor folk først har kunnet byde ind med ideer til filmen og siden fået mulighed for bl.a. at være med til at designe og forkøbe merchandise. Nu får alle interesserede så også mulighed for at hjælpe med de sidste 10 procent af budgettet.

Som filmens instruktør Timo Vuorensola under festivalen har fortalt bloggen narrativenow, skal man holde op med at betragte det moderne publikum udelukkende som reklamemåltavler og ofre, som skal lures i biografen, når filmen er færdig; Nettet er fuld af talentfulde og entusiastiske folk, som gerne vil hjælpe og engageres på forskellig vis.

Måske vil de også hjælpe nazister på månen?

Kickstarter.com

IndieGoGo.com

Cinemareloaded.com

Thomasmai.net

www.ironsky.net/invest/

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu