Læsetid: 3 min.

Blodsugeren Berlusconi

Sabina Guzzanti angriber Silvio Berlusconi i sin nye film, 'Draquila - Italien skælver', mens juryformand Tim Burton prøver at være åben og fordomsfri
Sabina Guzzanti angriber Silvio Berlusconi i sin nye film, 'Draquila - Italien skælver', mens juryformand Tim Burton prøver at være åben og fordomsfri
14. maj 2010

CANNES - Det er svært ikke at blive forarget og forfærdet, mens man ser den italienske komiker og filminstruktør Sabina Guzzantis nye film, Draquila - Italiens skælver, der havde international premiere på filmfestivalen i går.

Den handler om premierminister Silvio Berlusconis håndtering af det jordskælv i april 2009, som ødelagde byen Aquila og slog mere end 300 mennesker ihjel, men som samtidigt gjorde Berlusconi mere populær og hans venner rigere.

Det var en af festivalens mest søgte visninger - journalisterne stod på nakken af hinanden for at komme ind - hvilket formentlig havde at gøre med, at den italienske kulturminister Sandro Biondi forleden meldte ud, at Draquila »fornærmer sandheden og det italienske folk,« og at han ikke ville gæste festivalen, fordi den havde valgt Guzzantis film til det officielle program.

Sabina Guzzanti er Italiens svar på Michael Moore - >hun har tidligere lavet den satiriske Viva Zapatero! om Berlusconis overgreb på ytringsfriheden i Italien - og Draquila er et energisk frontalangreb på premierministeren, der skalter og valter med Italiens love og endnu unge demokrati og kun tænker på at proppe i egne og venners lommer.

Vigtigt statement

Da middelalderbyen Aquila blev ramt af et forfærdeligt jordskælv for et år siden, så Berlusconi således sit snit til at søsætte konstruktionen af en helt ny by, hvor indbyggerne i Aquila i stedet kunne bo, og som kunne hive milliarder af euro ud af den italienske statskasse og ikke mindst booste den korrupte og sexskandaleombruste premierministers popularitet hos befolkningen.

Halvdelen af Aquilas 60.000 indbyggere blev installeret på hoteller ved kysten, mens den anden halvdel blev interneret i teltbyer, der mindede mistænkeligt meget om koncentrationslejre, og hvor indtagelse af alkohol, cola og kaffe og afholdelse af politiske møder var forbudt, fordi det kunne ophidse folk.

Det italienske civilforsvar, som Berlusconi forsøgte at privatisere, blev sat i spidsen for hele affæren og fik mere og mere vidtrækkende beføjelser, mens alle protester og al snak om i stedet - hvilket ville være billigere - at udbedre skaderne i den ellers smukke og bevaringsværdige by blev ignoreret.

Som film betragtet er Draquila (titlen er en sammentrækning af Dracula og Aquila) ikke voldsomt vellykket - den er ufokuseret og langtrukken - men som glimtvist underholdende og altid engageret politisk statement i et land, hvor oppositionen til Berlusconi er stort set ikke-eksisterende, er den ovenud vigtig.

Berlusconis løgne

Og for en dansker er det skræmmende at se, hvordan de menige italienere enten sluger Berlusconis løgne og upassende vittigheder råt - blandt andet fordi han kontrollerer de fleste af de landsdækkende tv-stationer - eller uden den store effekt prøver at råbe højt og forandre ting, mens de politikere, der burde kæmpe for demokratiet og borgerne, ser opgivende til.

Ingen tvivl om, hvor Guzzantis sympati ligger, men hun lader faktisk også flere af Berlusconis håndgangne mænd og trofaste støtter komme til orde. De formår dog ikke at trænge igennem det bombardement af ord og billeder, som knuser illusionen om Berlusconi som den store, godhjertede landsfader.

»Jeg spurgte konstant mig selv, om jeg gør dette, fordi jeg ikke kan lide Berlusconi,« siger Guzzanti til branchebladet Variety.

»Siger jeg, at tingene ikke går godt, blot fordi hans lejr siger, at alting går godt? Mange mennesker var bange for at blive interviewet af mig, og mange undslog sig, inkl. journalister, hvilket jeg mener er en indikation af, at Italien ikke er et frit land.«

Guzzanti er den første til at indrømme, at hun ligesom Michael Moore laver film, ikke dokumentarfilm, men, siger hun også, »først og fremmest var jeg interesseret i at forstå, hvad der foregik. At være grundig i min research, at prøve at være objektiv. Men selvfølgelig afspejler filmen mit synspunkt.«

Ingen fordomme

Draquila er ikke med i filmfestivalens hovedkonkurrence og skal derfor ikke granskes af Tim Burton og den syv mand og to kvinder store jury, der onsdag stillede op til det traditionelle og sjældent særligt ophidsende møde med pressen.

Hvilket måske er meget godt, fordi når det kom til politisk mere kildne emner, klappede jurymedlemmerne i eller understregede, at den slags altså ikke hørte til her.

»Målet er ikke at være forudindtaget,« sagde Burton.

»Vi har alle prøve at blive bedømt, så jeg tror, at vi har en bestemt ånd og åbenhed og, håber jeg, medfølelse for de filmskabere, der deltager i konkurrencen, med os. Vi har alle prøvet det og ved, hvad det handler om. Vi kan godt lide at blive overrasket, og derfor leder vi heller ikke efter noget bestemt, og vi er alle spændt på at skulle ud på denne rejse.«

Det er vi andre også.

Mere fra Cannes på information.dk/film og Twitter: @monggaard samt www.festival-cannes.fr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu