Dansk film får nosserne tilbage

Forestil dig, at du om 500 år graver en tidskapsel op. Indeni ligger Nicolas Winding Refns Valhalla Rising, Thomas Vinterbergs Submarino, Nicolo Donatos Broderskab og Tobias Lindholm og Michael Noers R. Forestil dig så, at du ud fra disse film skulle danne dig en idé om, hvordan den danske mand var i 2010. Du ville nok nå til den konklusion, at han måtte være en tavs, nazistisk narkopusher, der kun tænker på at slås med sværd. Efter et langt årti med smugkig gennem nøglehullet ind til den bløde mands genvordigheder i den fireværelses, har mandebillederne i dansk film antaget nye ekstreme former.

Tag Nicolas Winding Refns Valhalla Rising. Den muskuløse viking, One Eye, bliver kropsliggjort af Mads Mikkelsen. Med tryk på krop. Gennem hele filmen ytrer manden ikke et eneste ord, og der er intet tegn på, at muskelhylsteret indeholder en mand med udsving på følelsesbarometret. Her har vi at gøre med en mand, iklædt skind og indsmurt i sved og blod, på en dødelig, tavs mission. Der skal ikke snakkes. Der skal slås.

Sammenhold Mikkelsens One Eye med hans bløde Niels i Susanne Biers Elsker dig for evigt fra 2002, hvor han kæmper med intimsfærens problemer blandt de andre thirtysomethings. Trafikuheld. Utroskab. Den slags. Samme skuespiller, meget forskellige mænd. Forskellen på de to gange Mikkelsen er karakteristisk for en ny udvikling i dansk film, mener filmskribenten Jacob Wendt Jensen: »I de nye genrefilm har mændene voldsommere målsætninger og eskapistiske tendenser. En lyst eller pligt til at gøre noget ekstremt, hvor de skal opfylde nogle ydre mål. De bliver en slags profeter, der skal forløse en abstrakt målsætning,« siger han.

Kæmpe sig vej op igennem fængselshierarkiet. Erobre Jerusalem. Den slags.

Væk fra køkkenvasken

De store målsætninger kæmpede manden ikke med tidligere i dansk film. Middelklasselivets problemer kunne de fleste biografgængere forholde sig til og identificere sig med, mener Jacob Wendt Jensen.

»Filmene var dybest set socialrealisme, de portrætterede hverdagslivet. Mændenes rolle i filmene var som familiefædre, og scenen var ofte en fireværelses lejlighed, hvor manden skulle skabe eller holde styr på sin familie,« siger han.

Den slags kitchen sink-drama er det slut med nu, siger Molly Stensgaard, der er filmkonsulent på Det Danske Filminstitut. Hun har ansvaret for støtten til nye spillefilmsprojekter, og forslagene, hun får har ændret sig.

»Jeg ser en tydelig tendens til mere ekspressive film. Voldsomme og grænsesøgende film. Der er en lyst til at bevæge sig væk fra den indadvendte verden, som gjorde meget ud af at granske karakteren. En lyst til at gøre filmen større,« siger hun.

For nogle år siden kunne Molly Stensgaard være ret sikker på indholdet, når der landede et nyt manuskript på hendes skrivebord. Filmene handlede om stakkels mænd med ondt i livet, der blev domineret og trådt ned af deres koner. Hvor dogmefilmene havde fokus på karakteren, bliver der nu eksperimenteret mere med forskellige genrer, og det bliver derfor også mere larmende og aggressivt.

Hvor dogme og de senere film gerne ville diskutere, hvad det vil sige at være en blød mand, diskuterer de nye film, hvad det vil sige at være en hård mand. Molly Stensgaard nævner filmen Den du frygter af Kristian Levring, fra 2008, som en overgangsfilm mellem de to perioder.

Får nosserne tilbage

I Den du frygter kører familiefaren Michael, spillet af Ulrich Thomsen, fast i et kedsommeligt familieliv. Men i stedet for at løse det inden for familiens rammer, eksperimenterer han med medicin, der får ham til at ændre personlighed. Filmens konflikt mellem det mandlige jeg og det undertrykkende samfund kan ikke længere løses inden for familiens rammer, som den ville have kunnet i de tidligere film. Fra blød til hård, fra indre til ydre målsætning. Overgangen fra blød til hård mand spejler livet uden for biografsalen, mener mandeterapeut Tomas Friis. De nye film kan ses som et regulært opgør med dæmoniseringen af maskuliniteten. Tomas Friis holder kurser og workshops for mænd, som for eksempel kurset 48 timer - få nosserne tilbage. Kurserne er målrettet mænd, der som Michael i 'Den du frygter' kæmper med deres kønsidentitet og føler sig undertrykt.

»I de nye film, er der kommet et fokus på de mørke sider af maskulinitet, det der hedder The Dark Side i Star Wars. Hvor man slår ihjel for eksempel. Mørke sider som samfundet har gjort til noget forkert og forsøgt at fortrænge. Og det er jo dem, der får plads i Valhalla Risings ur-univers: det enøjede, det voldelige,« siger Tomas Friis.

Mandekroppens voldspotentiale

Det seneste årtis film har dyrket billedet af manden som familiefar, der skal holde styr på dagligdagen. Det har været med til at undertrykke de aspekter af maskulinitet, som nu dukker frem i filmene, mener mandeterapeuten. Og det er nødvendigt at få dem frem igen, mener han.

»Energien, som Mads Mikkelsen bruger til at svinge sværdet, det er altså den samme energi, som både mænd og kvinder efterspørger for tiden: handlekraft. Han kan godt bruge sværdet til at slå ihjel med, men han kan også stikke det i jorden og sige: 'Hertil og ikke længere!' Det er et opgør med den demokratiske vatpik,« siger Tomas Friis.

»De der mandeterapeuter! Man kan mene meget om dem, men nogle gange tør de bare sige det, som vi andre tænker,« siger Kenneth Reinicke, der er sociolog og mandeforsker på Roskilde Universitet.

Han siger, at vi skal være forsigtige med at dyrke terapeuternes idé om 'urmaskuliniteten' i vores hverdag, men mener samtidig, at der er noget naturligt over sammenkoblingen mellem det voldelige og mandekroppen.

»Voldspotentialet ligger jo i mandekroppen, i højere grad end i kvindekroppen. Den er for eksempel mere muskuløs,« siger Kenneth Reinicke.

Men i hverdagen er vi blevet bedre til at styre vores dyrkelse af det overdrevent maskuline. Det ser Reinicke for eksempel i kropsidealet, der har ændret sig siden 1980'ernes gigantiske bodybuildere. I dag stiller de fleste mænd sig tilfredse med en fast mave og en lav hvilepuls. Men, at vi har lært at styre dyrkelsen af det overdrevent maskuline, betyder ikke, at tiltrækningen er forsvundet.

»Der er jo stadig en fascination. Når der kommer sådan en kæmpe mand ind i fitnesscentret, kan jeg da godt tænke: 'hold kæft, hvordan har du fået den ryg? Det samme kunne jeg mærke, da jeg så plakaten til Valhalla Rising: 'nej, den ser vild ud!',« fortæller Kenneth Reinicke.

Snit agurker med sværdet

Man kan ikke kan bruge 'urmaskuliniteten' og dyrkelsen af det overdrevent maskuline til meget i hverdagen og skal passe på med at dyrke den for meget i terapi og i fitnesscentret. Men på film er det uskyldigt, mener Kenneth Reinicke.

»I fiktion er det altså okay at overdrive,« siger han.

De ekstreme mænd er ifølge terapeuten og sociologen uskyldige bekendtskaber, som man kan hygge sig med, hvis man bliver trukket for meget i retning af den metroseksuelle tøffelhelt. Balance er kodeordet.

Vi har været låst fast mellem et gammelt og et nyt billede af manden, siger Tomas Friis. Et gammelt hvor manden var fjenden, misbrugeren, den voldelige, og et nyt hvor kvinden er uafhængig, men manden er uden handlekraft, kastreret, nosseløs.

»Man kan godt have mandlighed uden voldtægt og andre overgreb. Ligesom man godt kan nyde rødvin uden at blive misbruger. Hvis bare mændene lærer sig selv godt at kende. Hvis One Eye kendte sig selv godt nok, ville han ikke bare bruge sit sværd til at slå ihjel med. Så ville han også bruge det til at snitte agurker og lave kunsthåndværk,« siger Tomas Friis.

Nicolo Donatos film Broderskab handler om homoseksuelle nynazister. Nicolas Winding Refns Valhalla Rising om vikinger på vej for at generobre Jerusalem. Tobias Lindholm og Michael Noers R om hierarkier i Horsens Statsfængsel. Filmenes mænd er ikke bare ekstreme, men også ekstremt forskellige. Det viser, at samfundet er klar til at tale om maskulinitet og manderoller på nye måder, mener Tomas Friis.

Den idé køber den svenske medieforsker og forfatter Anja Hirdman ikke. Hun har blandt andet skrevet bogen Den ensomme fallos - mediale billeder, pornografi og køn, der handler om den mandlige heteroseksualitet i populærkultur.

Hirdman, der er stor fan af dansk film, mener, at filmenes fællestræk er en desperat insisteren på rene mandefællesskaber. Og det er uansvarligt af en sociolog at kalde filmene uskyldige, siger hun.

»Vi har en enorm og voksende populærkultur, der retter sig mod drenge og unge mænd. Disse film bygger på ideen om den omnipotente, autonome mand, der indgår i stærke fællesskaber med andre mænd, som holder sammen i voldssituationer. I den forbindelse ville jeg nok sætte uskyldigheden i parentes,« siger Anja Hirdman.

Lys fremtid

Populærkulturen spejler samfundet, siger Hirdman. Ideen om, at manden skulle være særligt almægtig, ser man ikke bare i populærkulturen, men også i politik.

»Idealet om overmennesket, der kan klare alt, og som vi kan fæstne vores håb til, kropsliggøres som regel af mænd. Præsident Obama er bare det sidste eksempel,« siger Hirdman.

På den måde bidrager nogle af filmene til en kulturel forestilling om en naturlig mandlig overmagt. At en film som Valhalla Rising skulle være et udtryk for et opgør med særligt feminine dyder som samtale og kontrol, afviser Hirdman.

»Det er da interessant, hvorfor civilisation og samtale pludselig skulle være noget feminint og kropslighed noget maskulint. Tidligere har al civilisation jo været forbeholdt mændene. Den idé bygger på en anden modsætning, hvor manden står for kultur og kvinden for natur,« siger Anja Hirdman.

Uskyldig eller ej, udviklingen kan ifølge Molly Stensgaard blive en fordel for dansk film. Især hvis ekstremiteterne bliver tilført nogle af dyderne fra kitchen sink-perioden. Hvis vi i fremtiden kan kombinere de vilde genreforsøg med karaktermæssig dybde, ser det lyst ud for dansk film, mener filmkonsulenten.

»I udlandet får dansk film ros for at skabe nærvær og troværdige karakterer. Hvis den evne kunne komme med i de nye film, som er lidt større i slaget, så kunne der ske en rigtig fin sammensmeltning,« siger hun.

De omtalte film kan stadig ses i biograferne landet over