Læsetid: 5 min.

Digterne og de døde dyr

Jagt er ikke længere forbeholdt overklassen, men dyrkes som en hobby i alle samfundslag - også blandt forfattere. Forrige mandag bestod Dy Plambeck den statslige jagtprøve, og onsdag udgav Klaus Rifbjerg så en bog med historier fra et langt liv som jæger. Men hvad drager dem? Information gik på jagt efter svar
Jagt. Hvis man, som jeg, er vokset op med litterære jagtbeskrivelser af Hemingway og Blixen og Blicher - så opleves det faktisk som en kontinuitet, jeg ikke har noget imod at være med til at forlænge, siger Klaus Rifbjerg.

Jagt. Hvis man, som jeg, er vokset op med litterære jagtbeskrivelser af Hemingway og Blixen og Blicher - så opleves det faktisk som en kontinuitet, jeg ikke har noget imod at være med til at forlænge, siger Klaus Rifbjerg.

Lars Bech

21. maj 2010

Det er en lang og glorværdig tradition, Klaus Rifbjerg skriver sig ind i med udgivelsen af sin nye bog, Så kom en hæslig jæger. Essays og historier om jagt. Æstetisk går dens aner helt tilbage til stenaldertidens rituelle helliggørelse af vildtet, men dens mere direkte inspiration skal findes i jagtbeskrivelserne hos forfattere som Turgenjev, Tolstoj, Hemingway, Blixen og Blicher. Kunstnerisk er der altså nok at leve op til, men det er der også etisk, erkender Rifbjerg:

»Jagtmodstandere vil sikkert finde denne bog afskyelig,« skriver han i bogens forord, hvor han folder konfliktfladerne ud med spørgsmål- et:

»Hvordan kan det på nogen måde retfærdiggøres, at voksne, veluddannede mennesker - fortrinsvis mænd - finder på at gå ud i naturen og for deres fornøjelses skyld dræbe uskyldige, umælende dyr?«

Rifbjergs eget svar er, at »det kan det muligvis heller ikke«, for jagten er ikke retfærdig, lige så lidt som virkeligheden er det. Til gengæld er jagten smuk. Så smuk, at den gamle digter i en alder af 86 år stadig har lyst, slet ikke kan lade være, til at trække geværet over skulderen og trave ud over markerne en tidlig morgen, mens duggen ligger som et tåget slør over jorden for at mødes med sine jagtkammerater og ligge på skjul i krattet.

»Når jagthornet lyder, stiger humøret, for det er dejligt at være fælles om noget, som uden stands anseelse og i al enkel uskyldighed rummer store oplevelser,« skriver Klaus Rifbjerg.

Det maskinelle mord

Men faktisk startede digterens passion for den drabelige naturoplevelse først i en fremskreden alder, fortæller han til Information.

»Jeg må have været midt i 30'erne, da jeg begyndte, så det var forholdsvist sent. Men jeg opdagede hurtigt en spænding, som tiltalte mig. Det var en måde at bevæge sig i naturen på, som jeg ikke havde prøvet før. Man bruger sin opmærksomhed ekstra meget, når man er på jagt. Man ser mere og hører mere, end når man bare trasker afsted. Og så holder jeg jo samtidig meget af fugle og har også tidligere skrevet om dem i digtsamlingen Voliere,« siger Rifbjerg og holder en kort kunstpause.

»Nu kan jeg næsten regne ud, hvad du vil spørge om: Hvis jeg holder så meget af fugle, hvorfor skyder jeg dem så?«

Han drager et dybt suk.

»Det er meget svært at forklare. Men hvis vi nu stiller det op over for det maskinelle mord, som foregår hver dag på grisefarme og kyllingefabrikker, og som er selve forudsætningen for, at vi kan få noget i munden - så synes jeg, der er noget specielt ved selv at have nedlagt det dyr, man senere sætter på bordet.«

- Er det virkelig grunden til, at du gør det?

»Nej, der er ikke én grund, der er en samling af forskellige faktorer. Spændingen og naturoplevelsen er nogle af dem. Men der er også fællesskabet. At gå på jagt er jo på mange måder en sport, der bringer dig sammen med alle stænder, fordi alle slags folk går på jagt.«

- Det er ikke længere nødvendigt at slå ihjel for at holde sig i live, men kan det måske være nødvendigt at slå ihjel for at føle sig i live?

»Ja, det er jo meget godt formuleret. Der kan jo være reminiscenser fra reptilhjernen, der træder i funktion og trækker nogle forbindelseslinjer bagud til dengang, det var nødvendigt at gå på jagt for at overleve.«

- Tror du selv på det?

»Nahj, ikke på anden måde, end at det oprindelige krav til manden som jæger igennem civilisationens historie har udviklet sig og er blevet noget andet. I dag er det en del af kulturbilledet, og hvis man, som jeg, oven i købet er vokset op med litterære jagtbeskrivelser af Hemingway og Blixen og Blicher - så opleves det faktisk som en kontinuitet, jeg ikke har noget imod at være med til at forlænge.«

Jægere er mere lykkelige

En undersøgelse fra Bremen Universitets Retspsykologiske Institut viste for et par år siden, at jægere er mindre depressive og generelt mere lykkelige end andre befolkningsgrupper. Jægerne oplyste samtidig, at deres motiver for at gå på jagt ikke har så meget med selve nedlæggelsen af byttet at gøre, som med fællesskabsfølelsen med andre jægere og oplevelsen af at være tæt på naturen.

Det er også derfor, Dy Plambeck er blevet jæger. Forfatteren bestod forrige mandag den statslige jagtprøve og kan nu se frem til at modtage et jagttegn med posten inden for de næste 14 dage.

»Det var en verden, der pludselig åbnede sig for mig, da jeg begyndte at tage timer,« forklarer Dy Plambeck, der på facebook er blevet gratuleret med sin nyvundne status som jæger af forfatterekollegaen Katrine Marie Guldager, der også har jagttegn.

»For mig har det mest spændende været at lære dyrene at kende og at blive i stand til at spotte, hvad det nu lige er for en fugl eller en and, man står over for. Det er jo aldrig bare en and, det er enten en krikand eller en gråand eller en skeand eller en troldand,« siger hun.

Hun har imidlertid stadig til gode at nedlægge et dyr.

»Indtil videre har jeg kun skudt lerduer, så jeg ved slet ikke, om jeg overhovedet kan få mig selv til det. Men det tror jeg nu godt. Som barn slagtede min mor høns, så jeg burde nok kunne skyde en fasan ned. Men en kronhjort ved jeg ikke. Det virker lidt voldsomt, synes jeg.«

Ifølge Danmarks Jægerforbund har 228.000 danskere gennemgået og bestået den statslige jagtuddannelse. Otte procent af dem er kvinder, mens den sociale profil er bredt funderet i både mekanikere, folkeskolelærere, advokater og direktører. Og så altså også forfattere. Spørger man Klaus Rifbjerg, har det at gå på jagt haft stor betydning for ham både som forfatter og menneske.

»Man kan sige at det - i både direkte og overført betydning - har givet mig frisk luft. Det har givet mig en chance for at komme væk fra alt åndsbolleriet, for det er jo ikke en særlig intellektuel sport at gå til. Og alligevel har den altså kunnet frembringe stor litteratur i form af blandt andet Boganis' jagtbreve, som selv Georg Brandes havde stor respekt for. Der ligger med andre ord en lyst i det at gå på jagt, som kan virke meget inspirerende på forfattere.«

- Er det derfor, tilværelsen som jæger tiltrækker forfattere, tror du?

»Nej, det er sgu nok mere, fordi de sidder så længe på deres ender og keder sig. Så pludselig må de op og ud i mark og enge!«

rbs@@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian Olesen

Hvor er det sørgeligt at mennesker har brug for det uden nogen grund.
Det ville være helt i orden, hvis dyrene havde samme muligheder for at jage mennesker, som vi har for at misbruge dem af pinligt egoistiske grunde.

Peter H. Olesen

Ja, det vidner om en total manglende historisk sans - og daglig omgang med ældre mennesker - hos den unge Information-journalist. Enhver ved jo, at Rifbjerg er 117 år gammel!

Erik Højer

Jeg troede ellers at Mads Brügger havde fået gjort kål på Rifbjerg med sin bedstefars Mauser. Men den 96 år gamle jægersvend er åbenbart genopstået fra skovbundens bladbunke.

Rasmus Bo Sørensen

All right, jeg fik vist gjort Rifbjerg lidt ældre, end han rettelig er. En fejl, der dårligt kan forklares som andet end sjusk, så det vil jeg ikke prøve på... Tak, fordi I er sådan nogle opmærksomme læsere!

Alt godt!

/Rasmus Bo

Erik Højer

"For mig har det mest spændende (ved jægeruddannelsen) været at lære dyrene at kende og at blive i stand til at spotte, hvad det nu lige er for en fugl eller en and, man står over for. Det er jo aldrig bare en and, det er enten en krikand eller en gråand eller en skeand eller en troldand,«

Dy Plambeck

Plambecks himmelråbende absurde udtalelse fik næsten (men også kun næsten) lov til at stå ufortalt.
Godt nok er ornitologer lette at gøre sig lystige over, men fritidsjægere, de tager sgu prisen:-)

God Pinse til alle "jægere" med tak for god underholdning. Jeg vil til min død kæmpe for jeres ret til at latterliggøre jer selv.

Venligst E.Højer

Per Diepgen

Den bonde han ganger sig ud....

Når krigsfolk skal have afløb for skyderiet på dem, de ikke kan li´, går det ud over falangisternes spanske tyre eller San Micheles sangfugle, selv om de helt uden jagttegn kunne jage og skyde alt andet end dyr og piger.
Da Ib Spang Olsen tegnede jagten på Den store Krage, balladen om bespisningen af forsamlingen i den fattige udørk, gjorde han sit eget jagttrofæ, hvor et omkvæd dog lyder:
"Drik du deraf, til du får godt rus /
- jeg hørte da en fugl synge - /
drik du deraf til dagen gøres ljus /
- for alle de løven udsprunge."

Ole Falstoft

Jeg synes kommentarene er lidt frelste.
Selvom jeg ikke selv jager (i alt fald kun med kikkert) kan jeg sagtens sætte mig ind i jagtens facination. Jeg tror det appelerer til noget dybt i os. Der er visse jagtformer jeg ikke bryder mig om (klapjagt f.eks.) men jeg vil ikke fordømme al jagt over en kam. Jagt er så mange ting. Udøves den med respekt for naturen og dyrene har jeg ingen problemer med det - det der kanophidse mig er den daglig mishandling af vores husdyr i landbruget

Tom W. Petersen

Man kunne gå på jagt med dertil indrettede fotoapparater, eventuelt indrettet med et kryds, der viste, hvor man havde "ramt" dyret, når man trykkede af. Det ville stille præcis de samme krav til årvågenhed, opmærksomhed, tålmodighed, etc. som at skyde.
Det gennemgående er øjensynlig, at der for de, der går på jagt, bare ikke er noget ved det, hvis de ikke slår ihjel.
Det er da interessant.

Erik Højer

@Lassen: det gale er at det ikke er nødvendigt. og så er vi tilbage ved Christian Olesens fornuftige (ikke frelste) udgangskommentar. cirklen er sluttet.

Erik Højer

Er du dus med himlens fugle
og skovens grønne træer?
Forstår du alle hjerter,
der banker her og der?
Kan du smile til en kronhjort
og vinke til en stær?
Så har du fundet ud af noget
som er meget værd!

En rødkælk!
En guldsmed!
En bly forglemmigej!
Et grantræ!
En vipstjert!
De elsker nemlig dig!
Er du dus med himlens fugle
og skovens grønne træer?
Så har du fundet ind til det,
Som gør livet allermest værd!

Du grønne skov!
Du glade lærke!
Åh, gudskelov,
at jeg kan mærke:
Alt dette er ven med mig!
Har du det som jeg?

Er du dus med etc.

Den grønne skov,
hver spurv jeg kender,
Dem fik jeg lov
at få som venner!
Hvem har vel en bedre ven?
Jeg spørger igen:

Er du dus med etc.

(Martin/Gyldmark)

Find selv på nye vers med feks. krikand, gråand, skeand og troldand.

Hans Jørgen Lassen

Erik,

du vil da vel ikke spise levende dyr? Eller ådsler?

Eller synes du bare, at dyr skal slås ihjel på fabrikker?

Eller er du vegetar?

Personligt har jeg slået masser af fisk ihjel med en kniv, og jeg kan ikke med min bedste vilje se, hvad der skulle være forkert i det.

Niels Mosbak

Jeg tør jo næsten ikke skrive, at jeg stadig har retten til at indløse jagttegn, men sådan forholder det sig.
Jeg har gået på jagt - ja det er med bævende underlæbe, og nedslåede øjne jeg bekender det!

Og hold da op, hvor er det godt at gå på jagt!

Frisk luft og lange gåture - naturen i al slags vejr, hvis man står rigtigt stille løber skovmusene om fødderne på en - ræven kommer luntende - fyldt med ræveskab, - bang - så ligger han der, udfriet af sine lidelser - hvem skulle ellers gøre det?

Der skydes 225.000 stykker råvildt om året i Danmark - hvis vi ikke havde jægere, der afskød dette antal, ville bestanden blive så stor at den naturligt kollapsede, på grund af bestandstrykket der ville udløse sygdomme - og så ville dyrene dø langsomt - men naturligt!

Lad være med at forveksle jagt med de rituelle nedslagtninger af tamme fasaner, der foregår på godserne, blandt de rige, de kunne såmænd lige så godt gå på jagt i en hønsegård.

Jægere kan faktisk godt lide naturen, selv om de høster lidt af den.

Og så smager det jo også godt!

Hans Jørgen Lassen

Niels,

her er vi helt enige.

Hvis jægerne ikke decimerede bestanden af rådyr på Anholt, ville de (rådyrene, ikke jægerne) blive en endnu større plage, end de allerede er.

De er smukke dyr, men også skadedyr, altså set i relation til vores have. Urtehaven har vi måttet hegne ind med et to meter højt hegn.

Men roserne og andre planter, som vi ikke har hegnet ind, hærger de sgu.

Niels Mosbak

Hans Jørgen

Jeg har også selv slagtet mine egne grise og høns - fisket, både med garn og med stænger, og var med på min første jagt som 7-8 årig så jeg må være skadet som barn;-)

Og for det ikke skal blive for hard-core; jeg nænnede aldrig selv at slagte mine haner, som jeg havde haft længst, det ordnede min far - så byttede vi, når hans hane var blevet for gammel, huggede jeg hovedet af den, han nænnede det heller ikke selv.

Per Diepgen

"Husk Aktæon fik sin straf for et dristigt blik," sang Heiberg, og dog må Orion med sine rakkere jage hver dag henover himlen, straffet for at belure den nøgenbadende Diana af hendes tvillingebror Artemis, men oplært af hende til jægerfaget, i århundreder optrådt som Ridderen i Hjorteham, lovløst vildt, kun formildet fredet af Zeus med Skorpionen.Hvornår går jagten ind?

Erik Højer

@Mosbak

Det er muligt at vildtbestande skal holdes nede. Men dette hverv bør varetages af professionelle skytter ansat ved statens skovdistrikter. Dette ansvarsfulde hverv skal aldeles ikke varetages af hobbyjægere som mangler spænding i tilværelsen og bliver våde i bukserne af at læse Hemingway.

Sikke en forargelse jagt eller sportsfiskeri ofte møder, man tør jo næsten ikke tænke på hvilket ramaskrig der ville lyde hvis der var nogen der her eller andre steder i verden formastede sig til ydermere at skyde på mennesker.

Niels Mosbak

Erik Højer

Jamen, der står råvildt næsten i hvert eneste læbælte i hele landet, der er tale om 225.000 stykker (indberettede) råvildt.

Uddannelsen af jægere i Danmark, foregår ved både en teoretisk og en praktisk prøve som, hvor kendskab til vildtet, våbenbetjening og afstandsbedømmelse for at undgå anskydninger og ulykker.

Om man er på jagt, eller er på fjorden for at røgte garn - samme naturoplevelse, og samme adgang til at dræbe, hvis vildtet eller fisken er der. Men det er ikke det væsentlige - det giver et mere nært forhold til maden, når man ved hvor den kommer fra.
Og når man selv har slagtet fisken, og har lært det som barn, som mine børn har, jamen så tror man ikke at koteletter og fiskefiletter vokser op gennem bunden af køledisken.

Der findes jo masser af børn og unge i dag, der ingen tilknytning har til "landet" - der aldrig har været i nærheden af en levende gris.
Min svigermoder blev i 1964 ansat som plejehjemforstanderinde, på betingelse af, at hun kunne slagte en gris!
Sognerådsformanden syntes hun var vel ung med sine kun 34 år.

Det er en enorm fremmedgørelse der har sneget sig ind på befolkningen - bybefolkningen måske?

Der skal altså slås masser af dyr ihjel, for at tilfredsstille efterspørgslen i et af de mest kødspisende lande i Europa.

Men vil man nu til at fratage landbefolkningen retten til at jage på egen jord, og overlade det til Statslige Skytter?

Det kunne måske afhjælpe arbejdsløsheden, idet der skulle ansættes et betragteligt antal, for at nedlægge vildtet i den begrænsede jagtperiode der er fastsat i jagtloven.
Hvad skal de så lave resten af året - skyde efter lerduer? ;-)

Dana Hansen

Jeg jager ikke selv - fordi jeg har Jordens og Himlenes elendigste boldøje, og ikke ville kunne ramme en ladeport på ti skridts afstand. MEN:

Hver gang jeg møder en jagt- og fiskerimodstander ude i virkeligheden, foreslår jeg et besøg i en moderne industristald. Derefter en tur ud i naturen (med kamera).

Valget af aftensmad er ikke svært bagefter.

Desuden smager det meste vildt guddommeligt meget bedre end industrigris eller burkylling.

Per Diepgen

Jeg husker det, som var det i går. For tres år siden opdrog skovene fasaner i volierer, og vi lukkede dem ud, når jagtselskabet kom. I dag driver jægerne stadig jagt i hønsegården, 10-30 høns basker skogrende op for de skydegladegale. Naturens dyr fodres for at overleve til den gode jagt, mens hjemmeslagteriet fra dengang siden er blevet forbudt som noget svineri.

Dana Hansen

@Per:

Det har jo heller ikke noget med jagt at gøre. Det er bare slagteri. Nøjagtig lige som alt det andet kød fra 'produktionsenheder', ikke?

Ole Falstoft

Fasanopdræt er en pestilens. Hvis man besøger en af de midtsjællandske skove i maj/juni (de private) vrimler det med kornfede opdrættede fasaner hvis eneste eksistensberettigelse er at de skal skydes. Den form for jagt minder mere om 'put and take' -men det er vel med til at financiere de midsjællandske godsers overlevelse?

Dana Hansen

Jow - og opdrætsjagt er mere foreneligt med grupper, der kommer og drikker sig halvsnalrede i Gammel Dansk inden de overhovedet har klappet patrontasken.

Den slags mennesker er ikke jægere. De er lemminger med dårlige vaner.

Men at sidde i skovbrynet en tåget morgen sammen med en rigtig jæger, og derefter spise hare til aften dagen efter? Det er noget helt andet.

Per Diepgen

Jagtudlejning på godserne er en millionforretning, ofte med et større udbytte end salget af træ, og fortæller lidt om jægernes økonomiske situation.
(Prins Henrik har overtaget sin svigerfars jagtinteresse. Frederik havde et kendt jagtslot i Trend Skov, men blev inviteret af flere, bl.a. af fidiekommiet på Korselitze og af statskovrider Jens Hvas i Rold Skov. Den mest berømte jagtscene er måske Valdemars jagtopbrud med varsler og ridt til den dødsyge dronning Dagmar i Ribe).