Nyhed
Læsetid: 4 min.

DR står til historisk svækkelse

De igangværende medieforligsforhandlinger har været præget af læk på læk, og der former sig sorte skyer over DR. En radiokanal skal muligvis lukkes og en større sum af licenskronerne flyttes fra DR. Parterne er gået på weekend, mens spekulationerne fortsætter
Det bliver måske ikke op til DR selv at fostre den næste Palle From, der her ses i skikkelse af skuespiller Anders W. Berthelsen i samtale med instruktør Charlotte Sieling under optagelserne af Krøniken. Nyt medieudspil vil sandsynligvis svække DR's 
 TV-Drama.

Det bliver måske ikke op til DR selv at fostre den næste Palle From, der her ses i skikkelse af skuespiller Anders W. Berthelsen i samtale med instruktør Charlotte Sieling under optagelserne af Krøniken. Nyt medieudspil vil sandsynligvis svække DR's
TV-Drama.

Peter Clausen

Kultur
8. maj 2010

Skal DR ikke selv opfinde den næste Palle From, og skal P3 nu begynde at spille Brahms? Spørgsmålene hober sig op, efterhånden som dele af medieforligsforhandlingerne slipper ud til offentligheden. Senest er regeringens forhandlingsudspil sluppet ud, som også Information er kommet i besiddelse af. Overordnet står DR til store økonomiske nedskæringer, og derudover forøges det beløb som DR årligt skal indkøbe privatproducerede programmer for.

Den mest håndgribelige nedskæring sker ved lukningen af radiokanalen P2, der drives for 50 millioner kroner om året. Det var givet på forhånd, at P2's skæbne skulle afgøres i årets medieforlig, da kanalens sendetilladelse udløber ved udgangen af 2010. DR fik sendetilladelsen via en såkaldt skønhedskonkurrence i 2002, og siden har P2 næsten alene opfyldt DR's public service-forpligtelse inden for jazz og klassisk musik. Men ifølge Enhedslistens Per Clausen vil der ikke blive ændret på DR's forpligtelse på området, selv om de mister P2. DR må så fordele den klassiske musik og jazz'en på andre platforme. Enhedslisten trak sig tidligere på ugen ud af forhandlingerne.

»Public Service-puljen og udbuddet af DR skal åbenbart bare blive ved med at stige. Jeg ved ikke om regeringen har tænkt sig at det først skal stoppe med at stige, når hele DR er i udbud,« siger Per Clausen til fagbladet Journalisten.

P2's gamle sendeflade ønskes nemlig overtaget af en privat udbyder, der får en årlig statsstøtte på 125 millioner kroner - et beløb, der også skal findes i DR's licenskroner. Denne udbyder skal konkurrere med Danmarks Radios P1 og lave 'nyheds-, aktualitets-, kultur-, og debatprogrammer'. Den skal være reklamefri og have public service-forpligtelser - altså i realiteten et statsstøttet alternativ til DR. 125 millioner kroner er i følge DRs generaldirektør Kenneth Plummer »et enormt beløb«. Han forklarer til fagbladet Journalisten, at det er mere, end hvad det koster DR at producere P1 og P2 tilsammen. Han stiller sig også tvivlende overfor, om der er lyttere nok til to P1-kanaler. Spekulationerne hælder til, at det bliver et dagblad eller et samarbejde mellem dagblade, der overtager P2's sendeflade. For eksempel JP/Politikens hus og her erklærer administrerende direktør Lars Munch over for Journalisten, at han bestemt ikke vil afvise, at JP/Politiken vil byde på kanalen:

»Vi er et indholdsbaseret hus, som i virkeligheden leverer public service for private penge hver eneste dag i vores aviser. Det ville være naturligt for os også at gøre det på radioområdet,« siger han.

Mere kunst og kultur

Flere steder i udspillet fremgår det, at DR skal styrkes på enkelte områder. For eksempel den regionale dækning på radio og tv, formidlingen af EU-stoffet og formidlingen af kunst og kultur (og her præciseres det, at det skal være på DR1 og DR2 og altså ikke i reservatet DRK). Men flere medieforskere afviser over for DR Kultur, at det skulle være muligt at forbedre DR samtidig med at der tages licenskroner fra dem. DR har i forvejen på tre år skulle spare 900 millioner kroner.

Mark Ørsten, der er lektor i journalistik, politik og demokrati på Roskilde Universitet lufter over for DR Kultur den teori, at det, ud over P2, er DR's dramaproduktion, der sigtes efter.

»Man ønsker tydeligvis at bryde DR's monopol på radio og tv-drama. Det her giver samlet set et svækket DR,« siger Mark Ørsten.

Indtil nu har DR talt leje af udstyr og lokaler med som udlicitering, men den går ifølge regeringens udspil ikke længere, derfor bliver de enkelte udliciterede opgaver potentielt langt større. Ved udgangen af 2014 skal DR i følge regeringens udspil udlicitere for 250 millioner kroner - i 2008 udgjorde udliciteringen 116,5 millioner kroner.

Peter Aalbæk Jensen fra Zentropa siger på forhånd jatak til opgaven:

»Vi vil på ingen måde skade DR eller DR Drama, men lad dog for helvede os tage os af at producere det. Det vil også give os luft til at eksperimentere mere med film, og DR er en broadcasting corporation. Hvem der laver programmerne, er vel ikke det afgørende for kvaliteten,« siger Peter Aalbæk Jensen til DR Kultur.

Han mener, at private producenter tidligere har gavnet dansk drama og fremhæver DR's stoltheder Matador og Huset på Christianshavn, der er produceret af Nordisk Film.

Færre filmkroner

Det fremgår af udspillet, at det også påtænkes, at magtbalancen i dansk film skal skydes tilbage til fordel for Det Danske Filminstitut. Både DR og TV 2's midler til filmproduktion reduceres, og 25 millioner kroner fra licensprovenuet sendes tilbage til Filminstituttet.

Meget er sluppet ud fra forhandlingerne, og de interesserede aftagere af licenskronerne har altså allerede meldt sig, men intet er helt sikkert endnu. Selv om spekulationerne også lyder på, at regeringen er villig til at gennemføre planerne med et smalt forlig, hvis oppositionen gør for meget modstand.

Det eneste, der virker til at være helt ude af billedet, er et af forslagene fra Medieudredningen, der på regeringens opfordring og regning i fire år arbejdede på en rapport om mediestøtten og en række anbefalinger til det nye forlig. Medieudredningens medlemmer anbefalede stærkt at såkaldte nye medier, fortrinsvis netbaserede, fik del i mediestøtten - det ville kræve en gennemgribende reform af mediestøtten, men medieeksperterne i udredningen mener også, at mediebilledet har ændret sig så markant, at en reform er nødvendig. Men der er ikke lagt op til en sådan reform, man har nemlig besluttet kun at forhandle om licenskronerne nu og så tage resten af mediestøtten til efteråret.

Per Clausen siger til Journalisten, at hvis en reform var på bordet, så skulle alle pengene også være det samtidig.

»Der er ikke den store vilje til at lave noget gennemgribende om i mediestøtten. Der kan være vilje til at give støtte til internetmedier, men det kan være svært at finde pengene,« siger han.

Forhandlingerne om mediestøtten genoptages i næste uge.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

lars rosholm tørresø

Fordelingen af mediestøtten er helt kanon vigtig at forholde sig til - - som med portostøttens delvise afskaffelse, der nok fik en og anden nørd indenfor gud ved hvad speciale, op af stolene,; Kan man (LÆS JEG) meget nemt forestille sig/ mig at radikale strukturændringer indenfor praxis vedr. mediestøtte, på lang sigt ville kunne medføre ubodelig skade på DEMOKRATIET og de dertilhørende beslutningsprocesrelaterede forordninger, - øv!

Jesper Wendt

"på lang sigt ville kunne medføre ubodelig skade på DEMOKRATIET"

Udover at fungere som statens håndlangere kan jeg ikke se at DR har noget formål, andet end at tage usaglige menneskers surt tjente penge.

Slettet Bruger

Skulle det virkelig være vejen frem endda i demokratiets navn at etablere flere ensartede, statsstøttede og kontrollerede medier som mål for bevillinger, vennetjenester og politisk valgte bestyrelser/ansatte?

I forvejen satser både DR og TV2 jo på helt samme main stream dækning og med klar orientering imod den til enhver tid siddende regering, noget som også blev påpeget i forbindelse med ugens undersøgelse fra SDU, og altså ikke blot et problem med dagligdags udeladelse af nuancer, vinkler eller undertrykkelse af ideer og kritik og stærk favorisering af kriminalstof, vejrudsigter, kokkeprogrammer, reality og smalltalk, men yderligere problematisk ved tilfælde som f.eks. jægersagen, hvor statens medier (og deres ideologiske venner) helt overså løgn, magtmisbrug og spin, fordi man pludselig havde travlt med jubeldækningen af et nyt dansk midterpopulistisk parti, men også senere, hvor man stædigt forhindrede sandheden i at komme frem for ikke at skade egne interesser, (spindoktor?)kilder, bevillinger og politiske arbejdsgivere. Det blev så ikke 'nok er nok', men 'mer vil ha mer' magt.

Hvis man som minimum ønsker et medie, hvor alle partier kan komme til orde på nogenlunde lige og gennemsigtige vilkår ud fra principper som på folketingets talerstol, og et debaterende demokrati for andet end midermassens madpakkediskussioner og for bredere grupper end dem, som i forvejen bakkes op af større politiske mediehuse - så kunne man, som alternativ til den nuværende partistøtte ordning, hvor offentlige millioner til de vælgermæssigt store partier betaler spindoktorerne og den skjulte mediestyrings virksomhed - i stedet vælge at tildele partier eksempelvis hver 10 procent af hovedkanalen, og altså den rene vare frem for den dunkle udemokratiske mediekontrol, hvad enten det så forbliver at være nutidens smædekampagner så dog på lige vilkår eller nogen ser interesse i vægtning med baggrundsviden, videnskab, politiske debat eller underholdning. Store dele af det nuværende DR ville allerede kunne spares væk ligesom at TV2 sælges som også lovet af regeringen, hvis de ikke i mellemtiden har glemt det.

Er folk til kongehus, sport, pop, soap, spændingsserier og lange vejrudsigter etc, så er der allerede et overflødighedshorn af andre kanaler endda desværre ofte påtvungne, men er man udelukkende til podcast fra p1, så er det unægtelig noget af en månedlig udskrivning med den nuværende licens+pakketvang på over 500 kroner om måneden og så i disse sparetider!

John V. Mortensen

Det må nu stå hel klart - for alle, V og K vil have deres minimalstat - om så landets kultur, kunst, oplysning og ærlig nyhedsformidling - ryger med i købet. Vinderne - bliver reklamebrancen - og lettere underholdning.

Thomas Valentin

Efter at geniet fra Græsted har forladt taburetten, har vi alle chancer for at lade de mest skingre privatiseringsforsøg og samfundsskadelige tiltag rulle tilbage.
Og så vil Cepos vil vride sig på stegepanden, og det kan man kun glæde sig til.
Cepos-æraen er overstået.

Nalle Kirkvåg

I virkeligheden burde det være Google, regeringen og mediebranchen skal bekæmpe. Om nogen hiver de nemlig enorme summer ud af bl.a. avisernes budgetter.

Mere herom her:
http://kritiskjournalistik.wordpress.com/2010/05/12/til-kamp-mod-dr%E2%8...