Læsetid: 8 min.

'Vi drak os fulde uden tanke for konsekvenserne'

Det er ikke kun den amerikanske filminstruktør Oliver Stone, der har opdaget, at den globale finanskrise er godt, dramatisk materiale, når man vil fortælle en historie. Flere film, der bliver præsenteret på filmfestivalen i Cannes, handler om krisen, fordi den vedrører os alle, bygger på et gigantisk bedrag og rummer klart definerede skurke og ofre
Michael Douglas er tilbage i rollen som Gordon Gekko i Oliver Stones 'Wall Street - Money Never Sleeps'. Filmen foregår lige før, under og efter krakket i 2008 og er blot en af flere film om finanskrisen, der er blevet præsenteret på årets filmfestival i Cannes. I Charles Fergusons dokumentarfilm 'Inside Job' (t.h.) ses Eliot Spitzer i en interviewscene fra filmen. Spitzer er bl.a. tidligere guvernør i New York, men måtte træde tilbage i 2008 pga. en skandale, der blandt andet involverede prostituerede.

Michael Douglas er tilbage i rollen som Gordon Gekko i Oliver Stones 'Wall Street - Money Never Sleeps'. Filmen foregår lige før, under og efter krakket i 2008 og er blot en af flere film om finanskrisen, der er blevet præsenteret på årets filmfestival i Cannes. I Charles Fergusons dokumentarfilm 'Inside Job' (t.h.) ses Eliot Spitzer i en interviewscene fra filmen. Spitzer er bl.a. tidligere guvernør i New York, men måtte træde tilbage i 2008 pga. en skandale, der blandt andet involverede prostituerede.

Inside Job

20. maj 2010

»Grådighed er - i mangel af et bedre ord - godt. Grådighed er rigtig. Grådighed virker. Grådighed skærper, skærer igennem og fanger essensen af den evolutionære ånd. I alle sine former - grådighed efter liv, efter penge, kærlighed, viden - har grådighed været den drivende kraft bag menneskehedens fremskridt.«

Således prædiker den skruppelløse og skurkagtige finansmand og spekulant Gordon Gekko (Michael Douglas) i Oliver Stones første film om den nådesløse, amerikanske finansverden, Wall Street, fra 1987.

»Jeg ville på en måde se på krigen hjemme, krigen i New Yorks finansielle jungle,« har Oliver Stone sagt om sin film, der handler om, at grådighed netop ikke er godt og uundgåeligt vil føre til moralsk og menneskelig fallit.

Nu er instruktøren til filmfestival i Cannes med en fortsættelse, Wall Street: Money Never Sleeps, hvor han 20 år senere vender tilbage til Gekko og grådigheden. Den globale finanskrise, der ramte verden og ikke mindst USA i september 2008, og som mange stadig kan mærke konsekvenserne af - Grækenland har lige måttet hjælpes af de øvrige EU-lande - gjorde det interessant for den politisk engagerede, samfundskritiske instruktør at se på, hvad der har ændret sig - og, i endnu højere grad, hvad der ikke har ændret sig.

Og det er da heller ikke kun Oliver Stone, der er frustreret og vred og samtidig kan se, at finanskrisen er godt og dramatisk materiale, når man vil fortælle en historie: Den vedrører os alle, bygger på et gigantisk bedrag og rummer forholdsvis klart definerede skurke og ofre.

Filmfestivalen i Cannes har budt på flere film, der tager udgangspunkt i de verdensomspændende økonomiske problemer og fortæller om menneskene og mekanismerne bag.

Grådighed virker

»Jeg lavede Wall Street som en opbyggelig fortælling, og jeg tror, at den blev misforstået af mange,« siger Oliver Stone:

»Det er utroligt så mange mennesker, der gennem årene er kommet hen til mig og har sagt, 'jeg begyndte min karriere på Wall Street på grund af din film'.«

Gekkos ord blev nemlig - stik mod Stones intentioner - en slags mantra for de unge, glubske aktiehajer på Wall Street, for hvem Gordon Gekko var en helteskikkelse og grådighed en dyd; præcis som for Gekkos protegé, Bud Fox (Charlie Sheen), i begyndelsen af Wall Street.

Men hvor Bud Fox i filmen blev klogere på den hårde måde - Gekko tager røven på den ambitiøse, unge finansløve, men bliver selv siden taget røven på - lærte virkelighedens børsmæglere og pengemænd og -kvinder tilsyneladende ingenting.

I hvert fald blev verden i 2008 ramt af den værste finanskrise siden Depressionen i 1930'erne, blandt andet fordi den amerikanske pengeindustri ikke længere bliver kontrolleret eller reguleret, og fordi alt for mange mennesker i toppen af den industri har efterlevet Gordon Gekkos ord om, at »grådighed er godt. Grådighed virker.«

Uhyggelig grådighedskultur

Det var også en af de væsentligste grunde til, at Oliver Stone havde lyst til at vende tilbage til Wall Street i Wall Street: Money Sleeps. Og det er en helt anden verden, hvor Gordon Gekko, der løslades efter mange år i fængsel, nu blot er en lille fisk, og hvor amerikanske investeringsbankers uansvarlighed og grådighed er skyld i, at hundredtusindvis af mennesker mister deres penge, arbejde og hjem, mens bankernes chefer stopper milliarder af dollars i egne lommer.

»Det, der chokerede mig, var, at denne eksponentielt voksende akkumulation af rigdom blev ved op gennem 1990'erne og 2000'erne,« siger Stone i pressematerialet til Wall Street: Money Never Sleeps. Filmen foregår lige før, under og efter krakket i 2008, hvor de store banker og forsikringsselskaber viste sig at være mere eller mindre værdiløse, og den amerikanske finanssektor kun blev reddet fra kollaps takket være milliardhjælp fra regeringen og dermed skatteyderne.

»Tallene steg og steg, og millioner af dollar blev til milliarder af dollar. Og Gordon Gekkos grådighed blev overgået af bankernes grådighed. I 2008 var det ikke længere muligt med en ny Gordon Gekko. Den figur, den slags fribytter, var nu forsvundet og blevet erstattet af institutioner, som engang blev reguleret. Tidligere var en bank en bank, og et forsikringsselskab et forsikringsselskab. I 2008 ændrede alt det sig. De vandtætte skotter mellem disse funktioner blev ødelagt på grund af manglen på regulering i 1980'erne og 1990'erne.«

Samvittighedsløse spekulanter

En anden film, der handler om finanskrisen, og som forleden blev vist som en del af det officielle program her i Cannes, er Charles Fergusons dokumentarfilm Inside Job. I stil med Naomi Kleins The Shock Doctrine - som er blevet filmatiseret af Michael Winterbottom og Mat Whitecross - forsøger Inside Job at fortælle, hvad der gik galt, og hvorfor det gik så galt.

Det er en kompleks film fuld af talking heads, men det er også et harmdirrende anklageskrift rettet mod alle de især amerikanske politikere og bankfolk, der spillede højt spil med millioner af amerikanske borgeres økonomi og tabte - ikke deres egne penge, faktisk blev de kun rigere og rigere, men alle andres.

Charles Ferguson begynder på Island, hvor krisen var tæt på at ende i statsbankerot og flytter så fokus til USA og understreger her kun, at den grådighedskultur, som Oliver Stone beskriver i de to Wall Street-film, på ingen måde er et produkt af den amerikanske filminstruktørs ellers frugtbare fantasi. Faktisk har man fornemmelsen af, at Stone godt kunne være gået endnu længere.

»Inside Job forsøger at give en omfattende skildring af et ekstremt vigtigt og aktuelt emne: Den værste finansielle krise siden Depressionen, der vedbliver med at hjemsøge os via Europas gældsproblemer og den globale finansielle ustabilitet,« skriver Charles Ferguson i filmens pressemateriale.

»Det var en krise, som man sagtens kunne have undgået; faktisk havde USA i 40 år, takket være de reformer, som fulgte i kølvandet på Depressionen, ikke en eneste finansiel krise. Men den progressive deregulering af den finansielle sektor siden 1980'erne medførte en mere og mere kriminel industri, hvis 'innovationer' affødte en række finansielle kriser. Hver eneste krise har været værre end den forrige, og alligevel, på grund af industriens stigende velstand og magt, er færre mennesker røget i fængsel for hver krise. I forhold til denne krise er ingen røget i fængsel på trods af et bedrag, der har kostet trillioner af dollars i tab.«

Det er uhyggeligt at være vidne til den uhæmmede, tilsyneladende samvittighedsløse grådighed, som driver mange af hovedpersonerne i Inside Job. Som f.eks. cheferne for de investeringsbanker - Goldman Sachs, Bear Sterns, Lehman Brothers, Merrill Lynch etc. - som var med til at fremkalde krisen ved at låne penge ud, de selv havde lånt, og fik skabt en boble af spekulativ, fiktiv velstand og overdrevent forbrug.

Mange af disse spekulanter vil enten ikke udtale sig til Charles Ferguson, eller også vil de ikke indrømme, at det, de gjorde, var forkert. Værst af dem alle er næsten Martin Feldstein, økonomiprofessor på Harvard, der tidligere har været rådgiver for både Reagan og Bush i finansielle anliggender, og som fra 1988 til 2009 sad i bestyrelsen for AIG, et af de gigantiske forsikringskonglomerater, der spekulerede i almindelige menneskers huslån og var ved at gå konkurs.

Feldstein er helt og aldeles uforsonlig. Han tror på ukontrolleret kapitalisme som ideologi, og med et skævt smil afviser han alle Fergusons anklager. Også dem, der handler om, at der er en interessekonflikt i, at han og mange andre tidligere og nuværende finansfolk og politiske rådgivere både har et ben i den offentlige og den private sektor, mens de tillige er med til at bestemme den økonomiske uddannelse, universitetsstuderende får på amerikanske universiteter.

Lidt har ændret sig

Når et system er så gennemråddent, og de mennesker, der skal kontrollere det, har private interesser i, at det ikke bliver kontrolleret, er det ikke svært at forstå, at det er gået så galt.

Til gengæld er det svært at forstå, at den afmontering af alle de instanser, der skulle kontrollere og regulere den amerikanske finanssektor, og som begyndte under præsident Reagan, faktisk fortsatte under Clinton - og blev fuldført under George W. Bush.

Og så kan det godt være, at Obama har fordømt de store investeringsbankers uansvarlige opførsel og arbejder for at få oprettet nye kontrolinstanser, men flere af den demokratiske præsidents nærmeste finansielle rådgivere er folk med en fortid i det private eller gengangere fra sin umiddelbare forgænger, Bushs, tid.

Det er skræmmende, at så lidt tilsyneladende har ændret sig. Flere af de nuværende kriser tyder på, at det kapitalistiske system har i sin nuværende form spillet fallit, hører man eksperter sige, og alligevel er det det system, vi satser på, skal bringe os oven på igen. Også selv om ingen endnu er blevet stillet til regnskab for deres uansvarlige opførsel.

Ærlighed og stabilitet

»Det er mit håb, at vi, ligegyldig hvilke politiske holdninger, individuelle tilskuere måtte have, efter at have set filmen kan enes om vigtigheden af at genoprette ærlighed og stabilitet til vores finansielle system og holde de, der ødelagde det, ansvarlige,« skriver Charles Ferguson også i pressematerialet til Inside Job.

Og det bringer os tilbage til Oliver Stone og Wall Street: Money Never Sleeps. På et pressemøde efter filmens verdenspremiere sagde Stone blandt andet: »Ligesom så mange andre mennesker rundt om i verden er jeg forvirret og ved ikke, om kapitalismen i sin nuværende form kan fungere. Det virker ikke sådan. Den er overdrevet og ureguleret, og jeg ville elske at se nogle seriøse reformer. Og det er ikke kun i USA, vi har store problemer, det er verden over, i Grækenland, England, Spanien, Portugal.«

»Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske. Det lader til, at vi drak os fulde uden tanke for konsekvenserne. I 1987 troede jeg virkelig, at det ville rette sig selv op. Systemet vil korrigere sig selv. Men det gjorde det ikke. Det blev værre. Amerikanske arbejderes lønninger holdt op med at stige i 1973, men produktiviteten fortsatte med at stige, så der var en kæmpe kløft mellem de, der tjente penge, og de, der ikke gjorde, og den kløft afspejles i direktørlønningerne - aktionærer og direktører tjente penge, men almindelige mennesker gør ikke. Der ligger en stor ulighed og uretfærdighed i det, og det skal der rettes op på.«

Wall Street: Money Never Sleeps og Inside Job har begge dansk premiere senere på året

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niklas Monrad

»Grådighed er - i mangel af et bedre ord - godt. Grådighed er rigtig. Grådighed virker. [...] grådighed efter liv, efter penge, kærlighed, viden" - og lad os ikke glemme: grådighed efter mere velfærd, grådighed efter flere privilegier, betalt af andres penge.