
Navne som Daan Jippes, Keitaro Arima og Chris Ware siger formentlig ikke størstedelen af den danske befolkning specielt meget. Men hos tegneseriekendere vil disse tre navne være synonyme med klassiske tegneserier som Anders And, mangaserien Moon Phase og graphic novel-tegneserien om Jimmy Corrigan.
Festivalen, som holdes hvert andet år, får dette år besøg fra et imponerende felt af både danske og internationale tegnere og forlag. De vil være til stede i Øksnehallen til Komiks.dk - Københavns Internationale Tegneseriefestival - denne weekend.
»Tidligere var vi sådan en hyggefestival, men i år er vi en full volume-festival,« siger Jonas Resting. Han er PR-ansvarlig for Komiks.dk. Han tror, det er festivalens store navne og alsidighed, der har gjort festivalen større år efter år.
»Selv fra starten har vi haft rimelig held med at skaffe store og kendte tegneserietegnere. Det har formentlig smittet af på de andre store tegnere, der så besøger festivalen næste gang. Sådan tror jeg, snebolden bare har rullet sig større og større,« siger han.
Ænder og superhelte
Festivalprogrammet vidner om en weekend med kunstnere fra adskillige tegneseriegenrer.
»På Komiks.dk 2010 vil festivalens besøgende kunne møde alt fra visionære skabere af litterære og komplekse graphic novels til legendariske tegneserietegnere fra den fransk/belgiske tradition. Der vil være alt fra Anders And og superhelte til sort-hvide, selvbiografiske tegneserier fra Tyskland«, står der i programmet for Københavns Internationale Tegneseriefestival.
Oplæg og workshops
Netop de mange forskellige genrer er en af grundene til, at festivalen i år er noget større end forrige år i Vanløse Kulturhus.
»I 2008 havde vi rigtig mange børn på besøg. Børnene er ikke glemt i år, men det er manga-interesserede, graphic novel-entuisiaster og dem med forkærlighed for endnu mindre genrer bestemt heller ikke. Den stor forskellighed gør bare, at vi får flere besøgende, der kan gå rundt mellem tegnerne, standene eller se oplæg, debatter eller deltage i workshops,« fortæller Jonas Resting.
2004 var første gang, festivalen blev afholdt; det skete i Kedelhallen på Frederiksberg. Men tre festivaler senere har arrangørerne lejet sig ind i Øksnehallens store lokaler. Hvilket, ifølge festivalens program sker, så »det kun er fantasien - og ikke pladsen - der sætter grænserne for, hvad der er muligt«.