Læsetid: 6 min.

Filmen er ikke en slagmark

Janus Metz og 'Armadillo' vinder pris i Cannes, mens Rachid Boucharebs 'Hors la loi' skaber en vis ballade på Croisetten
Højreradikale aktivister havde truet med at boykotte visningen af filmen 'Hors la loi' (billedet), som de mener - uden at have set den - fortæller løgne om Frankrigs kolonisering af Algeriet.

Højreradikale aktivister havde truet med at boykotte visningen af filmen 'Hors la loi' (billedet), som de mener - uden at have set den - fortæller løgne om Frankrigs kolonisering af Algeriet.

22. maj 2010

CANNES >- Der var øget sikkerhed ved indgangen til Theatre Lumiere i går morges, inden verdenspremieren på Rachid Boucharebs Hors la loi - Uden for loven på filmfestivalen i Cannes. Alle skulle kropsvisiteres, og taskerne blev gennemsøgt med lidt mere omhu end sædvanligt inden en visning i festivalpalæet.

Højreradikale aktivister havde truet med at boykotte visningen af filmen, som de mener - uden at have set den - fortæller løgne om Frankrigs kolonisering af Algeriet, og i disse tider fulde af terrortrusler havde festivalen og Cannes by altså ingen chancer tænkt sig at tage.

Efter visningen var Croisetten således indtaget af kampklædte politibetjente, som passede på et mindre kontingent aldrende, uniformsklædte gaullister, som - dog uden at gøre det store væsen af sig - demonstrerede deres utilfredshed med filmen og det faktum, at den er med i hovedkonkurrencen i Cannes.

»Jeg er kun delvist overrasket,« sagde fransk-algierske Bouchareb om de stærke reaktioner på hans film på en pressekonference lige efter premierevisningen.

»Og ikke over alt det, der er blevet sagt for at forhindre visningen. Faktisk må jeg takke Thierry Fremaux (festivalens programchef, red.) for at have gjort det muligt for filmen at blive vist her, fordi der er blevet lagt et vis pres på ham, må jeg sige. Tak, Thierry.«

Systemets mand

I det hele taget har politik og potentielle kontroverser ikke været festivalen fremmed i år. I dag, lørdag, vises Nikita Mikhalkovs Brændt af solen 2, der har vakt en del opsigt og vrede i instruktørens hjemland, Rusland, blandt andet fordi Mikhalkov i høj grad er systemets mand og gode venner med både Putin og Medvedev.

Og Armadillo, Janus Metz' dokumentarfilm om danske soldater i Afghanistan, har bestemt ikke kun interesseret de danske journalister, men også mange udenlandske og torsdag aften blev filmen tildelt sideserien Semaine de la Critiques Grand Prix.

Det er første gang i prisens 20-årige historie, at en dokumentarfilm bliver vist i serien - og det er således også første gang, at en dokumentarfilm vinder prisen, der uddeles af alle de franske og udenlandske journalister og kritikere, som ser film i Semaine de la Critique og stemmer på deres favoritter.

Denne Grand Prix og den store opmærksomhed, der er blevet Armadillo til del, skal nok give den mulighed for at rejse til mange andre filmfestivaler og blive set af endnu flere mennesker.

Og sammen med oscarnomineringen til Anders Østergaards Burma VJ tidligere på året understreger Cannes-prisen til Janus Metz og Armadillo kun, at dansk dokumentarfilm for tiden har meget at byde på og tilmed klarer sig helt exceptionelt godt ude i den store verden.

Udgangspunkt

Hors la loi er et stort anlagt, flot iscenesat drama, der ikke lader Hollywood meget efter. Filmen er dog også noget konventionel, og det bedste ved den er trods alt, at en mere eller mindre velkendt historie fortælles fra en anden synsvinkel end tidligere - i det her tilfælde det undertrykte folks.

Handlingen begynder i 1925, hvor en algiersk familie bliver smidt væk fra deres jord i det franskbesatte Algeriet. 20 år senere slutter Anden Verdenskrig, og faren i familien, der nu bor i Sétif, bliver under en fredelig demonstration og sammen med hundredvis af andre algierere mejet ned af franske soldater.

Den algierske frihedskamp tager for alvor sin begyndelse, og gennem de næste 17 år - indtil Algeriet opnår uafhængighed i 1962 - skildrer Rachid Bouchareb, hvordan to af familiens tre sønner, Abdelkader og Messaoud, bliver nøglepersoner i den væbnede modstandskamp, som algierere fører i Frankrig, mens den tredje, Saïd, gør karriere som alfons, cabaretejer og boksepromotor i Paris.

I en af sine tidligere film, Ærens dage (2006), der også blev vist i Cannes, skildrede Rachid Bouchareb, hvordan de nordafrikanske soldater, som havde udkæmpet Anden Verdenskrig i den franske hær side om side med de franske soldater, blev dårligt behandlet efter krigen.

Blandt andet kunne hverken de eller deres efterkommere få udbetalt pensioner, de havde til gode, men det ændrede filmen på, da præsident Jacques Chirac så den og beordrede pensionerne udbetalt.

Bocuahrebs håb er, at Hors la loi på samme måde kan skabe debat og måske medvirke til at ændre franskmændenes syn på en konflikt - mellem Frankrig og Algeriet - som stadig er et ømt punkt i begge lande.

Set i det lys er styrken ved begge film ikke mindst, at han tager udgangspunkt i almindelige mennesker og gennem dem fortæller den store, politiske historie.

Overdrevne reaktioner

»Filmen er ikke en slagmark,« sagde instruktøren videre på det velbesøgte pressemøde efter visningen af Hors la loi, der ikke minder meget om, men deler emne med og fint supplerer Gillo Pontecorvos intense Slaget om Algier (1966).

»Filmen er ikke lavet for at skabe sammenstød. Jeg vidste selvfølgelig, at Frankrigs kolonihistorie og de forhold mellem Frankrig og Algeriet, der er baseret på den historie, er meget anspændte. Det vidste jeg godt. Men at det skulle give anledning til så voldsomme reaktioner på filmen, synes jeg, er meget overdrevet.«

»Min forrige film, Ærens dage, skabte også uro, og nogle mennesker kritiserede den for at være en antifransk film. Men det var selvfølgelig ikke sandt, hvilket folk der har set den godt ved. Folk, der ikke har set Hors la loi, har også sagt, at den er antifransk, men nu kan folk selv se, at det ikke er sandt.«

Og nej, Hors la loi er ikke antifransk, men den kritiserer selvfølgelig franskmændenes fremfærd i Algeriet og genskaber massakren i Sétif i 1945, hvor så mange hundrede - måske tusinde - døde. Det er ikke mindst skildringen af denne begivenhed, som de højreradikale kræfter i Frankrig kritiserer - stadig uden at have set filmen - fordi Bouchareb ikke samtidig viser, at algiererne dagen før havde angrebet franske soldater.

Gamle dæmoner

Men faktisk er Hors la loi en ganske fair og velafbalanceret film, der skildrer en brutal krig, hvor begge parter benytter sig af møgbeskidte kneb. De tre brødre er hovedpersonerne og en slags helte i filmen, men de ender også med at ofre alt for sagen og gør ubeskrivelige ting, hvilket fortæller en anden historie om den forråelse, der altid ligger i krigsførelse. Præcis som i Janus Metz' Armadillo, en dokumentarfilm, der handler om danske soldater i Afghanistan.

»Der er brug for en rolig diskussion om det fransk-algierske spørgsmål for at få uddrevet de gamle dæmoner,« skrev Sophie Dacbert, chefredaktør på branchebladet Le Film Français, i går i en leder, og de højreradikale kræfter i Frankrig står da vist også temmelig alene med deres ekstreme synspunkter.

»At folk uden at have set filmen har sagt så mange ting om den, gør mig en smule trist,« sagde Rachid Bouchareb på pressemødet.

»Formålet med min film er ikke at skabe uro, tværtimod, tanken bag er at indlede en debat, så alle har mulighed for at tale om det, filmen handler om, og at vi i morgen har mulighed for at begynde på en frisk, og forholdet mellem Frankrig og Algeriet foregår mere i en afklaret atmosfære.«

»Der er ingen grund til, at kommende generationer skal arve denne gamle historie. Der er en byld omkring filmen, som vi nu kan punktere, og når det er gjort, kan vi begynde diskussionen om Frankrigs kolonihistorie og bevæge os videre til noget andet. Vi skal bevæge os mod et oprigtigt møde, et positivt resultat.«

'Armadillo' har allerede dansk premiere på torsdag den 27. maj. 'Hors la loi' er endnu ikke indkøbt til dansk biografdistribution.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu