Læsetid: 19 min.

Da freden kom, blev modstandskampen til en avis

For 65 år siden blev Information sat i verden af en lille gruppe bevæbnede mænd i en baggård i København. Der er lige siden gjort mange forsøg på at få den til at ligne en rigtig avis, men den har altid strittet imod og insisteret på at være sig selv. Måske fordi grundlæggeren og chefredaktøren gennem de første 35 år, Børge Outze, ikke var en rigtig leder og heller ikke forsøgte at ligne en rigtig chefredaktør
For 65 år siden blev Information sat i verden af en lille gruppe bevæbnede mænd i en baggård i København. Der er lige siden gjort mange forsøg på at få den til at ligne en rigtig avis, men den har altid strittet imod og insisteret på at være sig selv
4. maj 2010

»Her er London, her er London. I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager: Montgomery...«

Et brus af glæde, lys og befrielse fejer gennem det danske forår den 4. maj 1945, da journalisten Johannes G. Sørensen fra BBC-studiet i London kl. 20.36 oplæser frihedsbudskabet. Selv om Sørensens oplæsning er lidt nølende, er effekten i Danmark spontan: Vinduer slås op, mørklægningsgardinerne rives ned, og mens lyset breder sig fra hus til hus over det ganske land, strømmer jublende borgere ud på gader og veje.

Midt i glæden er der også folk på arbejde: Spredt i flere lejligheder i Københavns indre by efterser to delinger frihedskæmpere, organiseret i Korps Aagesen, deres våben en sidste gang, inden de rykker i aktion. I dagevis har knap 70 mænd, bevæbnet med maskinpistoler, håndgranater og pistoler, i skjul afventet dette budskab, og nu - i løbet af de næste minutter og timer - skal de slå til. Deres opgave er at erobre et avistrykkeri i Store Kongensgade 40, som indtil disse timer har været anvendt af den nazistiske avis Fædrelandet. Her vil journalisten og modstandsmanden Børge Outze, der har stået bag det landsdækkende illegale nyhedsbureau Information, grundlægge en ny avis, men han mangler lokaler og en trykpresse.

Selve erobringen forløber planmæssigt, uden at de velbevæbnede medlemmer af Korps Aagesen støder på hårdnakket modstand fra dansk eller tysk side. Ganske vist bliver vinduer og døre skudt op, men lokalerne er tomme og forladte. Et håndskrevet skilt sat i en potteplante sammenfatter situationens dramatik: »Vær rar at vande blomsterne. De har i det mindste ikke gjort noget.«

Selv om Outze har lavet aftaler med en kreds af landets dygtigste penne, så ender han alligevel mutters alene i redaktionslokalerne på befrielsesaftenen. De kendte navne er vendt tilbage til de aviser, hvor de tidligere har været ansat. På trods af alle vanskeligheder lykkes det Outze og knap en håndfuld af medarbejdere samt typograferne fra det tidligere nazistiske dagblad at sende Information på gaden som et legalt dagblad i befrielsesdøgnet.

Det er en af mange dramatiske episoder, som udfoldes i en ny bog om Informations grundlægger: Outze - reporter, redaktør, revser.

Det lille 'o'

»Den mest spektakulære af Outzes bedrifter var nok, at han formåede at holde liv i sit nyhedsbureau under besættelsen, selv om tyskerne og danske stikkere udfoldede enorme anstrengelser for at opspore ham og bureauets øvrige medarbejdere,« siger Alex Frank Larsen, der sammen med Ole Lange er forfatter til den nye Outze-bog.

»Outzes næsten overmenneskelige indsats på det felt var medvirkende til, at Danmark blev anerkendt som allieret. Det er en bedrift, som ikke mange havde kunnet gøre efter,« tilføjer han.

Ole Lange: »Outze gjorde alt på trods, og det blev et kendemærke for ham. Under besættelsen skabte han nyheder på trods af Gestapo. Han søsatte stort set ene mand Information som et legalt dagblad i befrielsesdøgnet. Også det skete på trods, fordi de mange dygtige og kendte journalister, der under besættelsen havde givet tilsagn om støtte og medvirken, stort set alle som en svigtede, da befrielsen endelig kom. Outze ønskede en avis, der bragte læserne sandheden, som han sagde, morgen, middag og aften.«

For inkarnerede tilhængere og læsere af Information vil bogen om Børge Outze naturligvis være ren fryd: Over 850 sider skildrer Larsen og Lange, der begge som unge journalister i 1970'erne og 80'erne har arbejdet på Information, manden, der blev kendt som det lille 'o' efter den beskedne signatur, han underskrev sine berømmede lederartikler med.

Også for læsere, der ikke tidligere eller kun sjældent har stiftet bekendtskab med Information, kan biografien om en af dansk journalistiks imponerende skikkelser næppe undgå at gøre indtryk: Ikke bare var Outze hovedmanden bag det største illegale nyhedsbureau under besættelsen; som grundlægger af det legale dagblad Information den 4. maj 1945 var han også den første danske redaktør med et 'moderne' syn på aviser og pressens rolle. Med Information virkeliggjorde Outze sin vision om, at en god presse er vigtigere for demokratiet end en god regering. En god presse skal først og fremmest karakteriseres ved total uafhængighed af alle - altså alle andre end læserne.

Da Outze fra den 22. september 1945 på forsiden af hver dags avis markerede, at Information var »uafhængig af økonomiske Interesser« og »uafhængig af Partipolitik« tog han et pressemæssigt syvmileskridt, som anbragte hans 'bette pjosker' af en avis årtier forud for konkurrenterne, der alle som én var bundet op til hvert sit parti eller organisation. Af samme grund blev 'Børges blad' en magnet og en karrieremæssig affyringsrampe, ikke bare for geledder af dygtige journalister, men også for litterære spinatfugle foruden et væld af idealister af enhver afskygning.

'Make it different'

I virkeligheden startede Outzes illegale bladvirksomhed mest som en tilfældighed. Som kriminalreporter på Nationaltidende og samtidig freelanceredaktør for et politipersonaleblad havde han et godt kildenet blandt betjentene, og da der blev indført tyskvenlig pressecensur straks efter den 9. april 1940, var der flere og flere nyheder, som ikke kunne trykkes i aviserne. Outze maskinskrev så en liste over dagens vigtigste ikke-bragte nyheder. Listen, som i starten med gennemslagspapir kom op på et oplag på otte-ti eksemplarer, fik som overskrift 'Til Information' og blev fordelt til bl.a. Nationaltidendes chefredaktør. Senere, da oplaget var sat i vejret, blev bl.a. kong Christian X abonnent, og en dag blev ordet 'Til' strøget i overskriften. Tilbage var kun det, som senere skulle blive avisens navn: Information.

Larsen: »At sikre Informations overlevelse har også været på trods i de fleste år: Men trods økonomiske kriser, manglende ressourcer og ikke mindst dybtgående og intense uenigheder blandt flere af avisens nøglepersoner fik Outze stabiliseret avisen, så den i dag - >65 år efter - må siges at være nogenlunde veletableret.«

Lange: »Outze fik allerede i maj 1945 et godt råd fra en britisk journalist, som han siden forsøgte at få Information til at efterleve: Make it different.«

- Og det betød?

»At Information skal gå sine egne veje og åbne sig for anderledes og afvigende meninger, f.eks. i læserbreve, uden at chefredaktøren nødvendigvis skulle have det sidste ord. Det var fuldstændigt uhørt i 1945 og blev over en bred kam af de øvrige aviser betragtet som farisæisk. Men i dag er det jo ganske normalt, at en avis optager kritiske læserbreve. Han brød med den indforståede logeopfattelse, der var mellem datidens redaktører, hvor man nok kunne være uenige om meget, men i hvert fald enige om ikke at kritisere hinanden. Information skrev kritisk om andre avisers dækning,« siger Lange.

Larsen: »Det betød også, at Information fra starten prioriterede politik og handel, som man sagde dengang, som de vigtigste emner. Altså brug kræfterne på det væsentlige, drop al sladder og gossip om hattedamer - >med mindre man kan lave det anderledes.«

Lange: »Kodeordet blev derfor at gå mod strømmen. Det kunne f.eks. ses i bladets sportsdækning, som var et emne, som ikke interesserede Outze en døjt. Men hvis det kunne laves anderledes, så kunne det komme i avisen, fordi det brød med tilvante journalistiske normer. Derfor blev Knud Lundberg, som allerede under krigen var en kendt sportsstjerne, ansat som sportsmedarbejder på Information. Under OL i London i 1948, hvor fodboldlandsholdet under Lundbergs anførerskab vandt bronze, sendte han samtidig fyldige kampreferater hjem til Store Kongensgade. Det var et eksempel på make it different

Charmerende Overbøf

Endnu en anekdote, som sammentrækker visionen bag Outzes avis på kort formel, har en anden helt i hovedrollen, nemlig redaktionschefen Ove Martin. Han skulle senere for sin bidende ironi og kropsstærke vildskab blive kendt og ikke mindst frygtet af bladets medarbejdere som 'Overbøffen'. Martin var kommet Outze til hjælp allerede før daggry den 5. maj 1945, og en formiddag nogle år senere, hvor han var blevet redaktionssekretær, fik han en opringning fra en direktør i Magasin. Direktøren var samtidig næstformand for Informations bestyrelse.

I de første efterkrigsår skrev avisen udførligt og med navns nævnelse om dem, der blev dømt for valutaspekulationer. En dag skete det så, at en forretningsmand med forbindelse til Magasin fik en sådan dom. Magasin-direktøren ringede derfor til Martin for at gøre sin indflydelse gældende og få avisen til at undlade at bringe navnet, bare på denne ene dømte i denne ene sag. Men niksen.

Vi plejer at nævne navnene, lød svaret fra Martin, og da Magasin-direktøren derefter alligevel insisterede, lød beskeden kort og kontant fra Overbøffen: De kan ikke pålægge mig noget som helst, farvel!, hvorefter Martin klaskede røret på.

Martin var i sin samtid anerkendt som måske landets dygtigste nyhedsjournalist, og han blev i øvrigt senere 'gået' fra avisen som led i en af mange paladsrevolutioner, hvor medarbejderne - i stedet for at arbejde - brugte tiden på at konspirere mod hinanden.

Lange: »En anden medarbejder, som Outze ikke havde kunnet klare sig uden, var Robert Holmberg, der var udlært grafiker fra Gutenberghus. Han var manden, som kreerede Informations røde prik over i'et. Han holdt som bladdirektør til 1966, så det var Holmberg, der i alle årene fra 1945 fandt udveje, når pengekassen var gabende tom, og alle andre bladøkonomer for længst ville have drejet nøglen om og erklæret virksomheden i betalingsstandsning. Holmberg blev ved og ved og ved, han fik betalingsudsættelser fra kreditorerne og nedbragt gældsposter og stod desuden for de regelmæssige indsamlinger blandt avisens læsere. Så også Holmberg gjorde det different. Ganske karakteristisk overlod Outze og hans medredaktør Erik Seidenfaden det ganske til direktøren at sørge for bladets økonomiske overlevelse. Det blandede de sig ikke i.«

Larsen: »Outze nøjedes med at afvise økonomiske håndsrækninger, f.eks. fra landets rigeste mand, skibsrederen A.P. Møller. Selv om Møller ikke stillede betingelser, ønskede Outze ikke at modtage hans penge. Hvorfor dog ikke, spurgte skibsrederen, der havde inviteret chefredaktøren til fynsk boghvedegrød i kæmpevillaen i Charlottenlund. De har for mange penge, lød Outzes svar. Senere forsøgte Møller så at give Outze en personlig hædersgave, men også det sagde han nej til. Outze var simpelthen ubestikkelig. Allerede under besættelsens sidste tid, hvor fremtrædende politikere som f.eks. den senere statsminister H.C. Hansen tilbød statsstøtte til det illegale nyhedsbureau, sagde Outze nej tak. Han ville ikke være i lommen på nogen, uanset hvor meget nemmere arbejdet så ville være for ham. Uafhængighed frem for alt. Han gik heller aldrig til en reception.«

Fik ansættelsesforbud

Larsen: »Det blev i øvrigt nødvendigt for Information på et tidspunkt simpelthen at forbyde Outze at ansætte medarbejdere. Han kunne nemlig finde på at ansætte folk uden videre, hvis de kom ind fra gaden med en god artikel eller en god idé. På et tidspunkt kom der så mange folk ind i Sankt Annæ Passage, hvor avisen stadig holder til, at avisens grundlægger og chefredaktør fik forbud mod at ansætte folk,« siger Larsen.

Lange: »Omvendt oplevede journalisten Leif Blædel midt i 1950'erne at blive afskediget flere gange af Outze. Chefredaktøren var såre utilfreds med, at Blædel først kom op ad formiddagen ved nitiden, hvilket var flere timer senere end de øvrige medarbejdere. Du sjofler os andre, lød kritikken fra Outze, for de første mange år var Information en eftermiddagsavis med deadline allerede kl. 11 om formiddagen. Men Blædel tog sig ikke af opsigelsen, han kom bare igen næste dag ved nitiden og satte sig ved skrivebordet for at skrive en ny artikel. Og så blev han alligevel hængende. Det var en opførsel, der krævede lige dele mod og glemsomhed.«

- Hvad siger det om Outze?

»At Outze ikke var en mand, der bar nag. Og at han hele tiden tænkte på, at avisen skulle udkomme næste dag, og så skulle han bruge historier - > og det kunne Blædel levere.«

Larsen: »Blædel lavede det nummer to gange, altså at være skråt ligeglad med en fyreseddel fra Outze. Han har gemt sine to opsigelser og viste dem stolt frem, da vi i vores research til bogen var rundt og snakke med ældre koryfæer.«

Kunne ikke aflive en høne

Larsen: »En anden historie om Outze har vi slet ikke med i bogen. Som gammel modstandsmand var han hård i filten. Han havde i årevis gået rundt med pistol, og efter han var flygtet til Sverige under besættelsen, var han i en lang periode bodyguard for den konservative toppolitiker Christmas Møller. Når han skulle vurdere retsopgøret, var han - lige som mange andre frihedskæmpere - af den faste overbevisning, at der ikke blev skudt nok tyskere, og det synspunkt gav han udtryk for i mange 'spidser', altså de ledere, som hver dag stod på avisens forside. Men da han senere fik høns i baghaven til sit parcelhus på Amager Strandvej, så svigtede modet ham. Han nænnede ikke at aflive sine høns. Han måtte derfor lave en aftale med sin nabo om, at de byttede suppehøner, så Outze ikke skulle hugge hovedet af sine egne høns. Han kunne være kategorisk og hård mod gamle nazister, men en kylling over for sine høns.«

Historien om den danskfødte kaptajn Karlsen, der i nytårsdagene 1951-52 blev om bord på skibet 'Flying Enterprise', selv om det havde fået voldsom slagside og var synkende, gik verden rundt på avisernes forsider, også Informations. Larsen og Lange sammenligner Outze med Karlsen, fordi også Outze valgte at blive på sit skib, uanset hvor store økonomiske skær Information end stødte på, og uanset hvor meget avisen end krængede.

Larsen: »Outze kunne i årene efter befrielsen vælge og vrage mellem allehånde tilbud fra 'de store maskiner', som han kaldte de store morgenaviser. De var jo hver på sin måde blevet voldsomt kompromitterede under besættelsen, og derfor ville de alle betale gode penge for at få en mand med Outzes indsats og ry tilknyttet. Politiken havde den omstridte, hvis ikke ligefrem forhadte, tidligere stats- og udenrigsminister Erik Scavenius som bestyrelsesformand, Berlingskes chefredaktør havde været med i Den Dansk-Tyske Forening, og Jyllands-Posten havde en årelang tradition for diktaturbegejstring og udtrykt antisemitisme. De ville alle gerne have den branding, som Outzes navn kunne give.«

Lange: »Selv om han altså kunne vælge mellem mange favorable tilbud, så valgte han alligevel hutle-vejen, som han kaldte det. Forstået på den måde, at Information, begrænset af knappe ressourcer og almindelig mangel på midler, måtte hutle sig af sted fra krise til krise. Hellere syg, fattig, alene og på røven - end rig, rask og i lommen på andre. Internt havde han gjort byen Paris's motto til avisens eget: Vi gynger - >men synker ikke!«

'Jeg kan ikke mere!'

Lange: »Bag sin fynske mildhed og charme og sit beskedne ydre - > med sin krumryggede holdning og flade mappe kunne han ligne en undseelig, vindtør kontorist - var han benhård, ikke mindst mod sig selv. Det viste han efter min mening klarest i midten af 1960'erne, da han havde bevilget sig selv orlov for at sidde ude i kælderen under villaen på Amager Strandvej for at skrive et firebindsværk om besættelsens historie.«

Men mens Outze begravede sig i sin kælder for at studere den allernærmeste fortid, var hans avis for 117. gang ved at gå på røven. Og denne gang var Outze der ikke til at gribe ind.

Lange: »Han bringer så det store offer at forlade sine historiske skriverier - som længe havde været hans drøm, og som han vitterlig havde været meget optaget af og begejstret for. Han overlader det til en anden at gøre hele pibetøjet færdigt og møder i stedet op på avisen. Der er knas i regnskaberne, der er underskud over hele linjen, og der er frem for alt faneflugt blandt medarbejderne, men det er, som om det ydre pres får Outze til at hærde. Jo større risiko, jo mere bliver han - med et moderne udtryk - cool

- Helt præcist hvad gør han?

»Han møder op hver dag på redaktionen og insisterer personligt på, at avisen skal udkomme også i dag. Det er udtryk for en fighting spirit, som ingen anden end han på avisen ville have været i stand til at mobilisere.«

Larsen: »Medredaktør Erik Seidenfaden var også helt udbrændt efter indsatsen. Han efterlod en seddel i valsen på sin skrivemaskine, hvor han skulle have skrevet en leder: Jeg kan ikke mere! skrev han i stedet og forsvandt senere til Paris for at blive direktør for Det Danske Hus.«

Igen i 1967 viste Outze, at han var bedst, når han måtte kæmpe for livet. Bladmanden Palle Fogtdal, der havde tjent millioner på magasiner som Bo Bedre ville overtage avisen. Han havde visioner om et lave en intellektuel søndagsavis. Før alle andre havde han fået øje på det hul i mediebilledet, som Berlingske Weekendavis senere skulle udfylde. Men Fogtdals planer fik to af avisens yngre markante journalister, Torben Krogh og Nils Ufer, tilsammen med kulturredaktøren Palle Koch og medarbejderforeningens formand Knud Vilby at deponere deres opsigelser.

Larsen: »Da trådte Outze igen i karakter og holdt fast. Det lykkedes ham at overtale stridens parter til et forlig, så Fogtdal gik videre andre steder med sine planer.«

Modstod pres

Larsen har selv som ung journalist på Information i slutningen af 1970'erne oplevet, hvordan Outze modstod pres fra sine tidligere kammerater og venner blandt gamle modstandsfolk.

»Outzes loyalitet over for de gamle kammerater i modstandsbevægelsen var enorm, men det var vel at mærke alene hans egen loyalitet og ikke avisens eller de øvrige medarbejderes loyalitet. Outze gjorde intet, overhovedet intet, forsøg på at bremse afsløringer, selv om de ramte hans gamle forbindelser, uanset hvor mange gange de end ringede og brokkede sig. Så sagde han høfligt: Et øjeblik... og så stillede han brokkerne om til den journalist, der havde med sagen at gøre,« siger Larsen.

Også Lange har oplevet at beskæftige sig med afsløringer, der kom rigtigt tæt på Outzes gamle modstandsmiljø. Det var, da han sammen med par kolleger i 1970'erne var på sporet af 'Firmaet', det hemmelige, højreorienterede selskab, som i forståelse med CIA og Forsvarets Efterretningstjeneste stod for en ulovlig og årelang aflytning af topkommunisten Alfred Jensens lejlighed.

»I den situation sagde Outze ikke et ord, selv om han givet må have vidst et og andet om den sag. Han lod os grave og grave som reportere, men han hjalp os ikke. Ikke med den mindste antydning.«

Larsen: »Ja, det er egentlig underligt.«

Lange: »Nja, det hænger sammen med, at de bånd, han følte til personer fra modstandskampen, bandt ham i mange, mange år - >og i hvert fald 31 år efter besættelsen - da vi forsøgte at finde frem til navnene på de gamle modstandsfolk, der stod for den ulovlige aflytning.«

- Spurgte I ham?

»Han optrådte som en slags helligdom for os. Vi forsvarede ham, selv om vi måske selv ville have handlet anderledes, og i hvert fald brugte vi rigtig lang tid på, i hård konkurrence med andre 'blodhunde' fra Politiken og SF's avis Minavisen, at afdække sagen. Og midt mellem os sidder Outze med en viden, som han holder helt for sig selv. Jeg tror da, at hvis det havde været mig, så havde jeg givet et hint til mit eget blads reportere. Forklaringen er nok, at det skete i 1976, en periode hvor det trods alt gik pænt fremad for avisen. Bladets eksistens var med andre ord ikke på spil.«

En idé på march

En af de journalistiske personligheder, som var med til at præge Outze, var Franz von Jessen, en imposant type med greveblod og slængkappe. Ham blev Outze kollega med, da han som ung provinsjournalist fra Odense i slutningen af 30'erne kom til hovedstaden for at skrive 'kavserende' i den stærkt konservative avis Nationaltidende. Sprogtalentet Jessen havde allerede før år 1900 indlagt sig uvisnelig hæder som en berejst reporter, der fra hesteryg rapporterede hjem fra den store og dengang ukendte verdens mange krige. Det var samme Jessen, som bekendte sig til et bestemt citat fra Honoré de Balzac om journalisten: En journalist er, mente Balzac, en idé på march på linje med krigens soldater.

»Outzes store fortjeneste var, at han viste, at idéen ikke behøver at gå i takt som soldaterne,« >siger Larsen.

Allerede den 9. april 1940 lavede Jessen en opgørelse over kollegerne på Nationaltidende: Hvem kunne man stole på, hvem var ligeglade, og hvem var tyskerglade? Opgørelsen viste sig stort set at holde stik fem år senere.

Lange: »Jessen, som var ærkekonservativ, og Outze, som på det tidspunkt nærmest var en radikal pacifist, havde en fælles interesse: det nationale og nationalfølelsen. Og så havde de begge evnen til at være diskrete og holde kæft, når det virkelig gjaldt.«

Evnen til at holde kæft skulle Outze få brug for, efterhånden som arbejdet med at indsamle og formidle nyheder, som ikke kunne trykkes i den legale presse, tog mere og mere af hans tid.

Larsen: »Man kan sagtens spekulere over, om der overhovedet ville eksistere en avis som Information, hvis ikke besættelsen havde krydset Outzes karriereplaner. Manden har nemlig haft tre karriereliv, som viste sig vidt forskellige. I det første liv var han den velskrivende og sprogligt gnistrende provinsjournalist, der fik livsdrømmen opfyldt: At komme til København for at skrive i et af de store hovedstadsblade.«

»Men i stedet for at 'kavsere', altså skrive elegant, sjovt og vittigt, så blev han - >og det er så hans andet karriereliv - hvirvlet ind i en dobbelttilværelse, hvor han viste et udpræget talent for at være illegal. I den forbindelse skal man huske på, at næst efter sabotørerne havde ingen dele af modstandsbevægelsen så mange faldne som det illegale bladarbejde. For Outze viste det sig, at jo større risikoen var, jo mere kreativt tænkte han. At man har et sådant talent for at leve og arbejde under jorden uden mulighed for at se familie, altså kone og døtre, kan man ikke vide på forhånd. Jeg tror heller ikke, at det er en evne, man kan planlægge sig til.«

Lange: »Det var en pligt, han påtog sig. Han har selv fortalt, hvordan han efter at blive arresteret af Gestapo ikke regnede med at leve længere, eller som minimum at ende i en kz-lejr. Derfor var hver dag i resten af hans liv - >og han døde altså først som 68-årig i 1980 - en slags foræring i utide, som han følte sig nødt til at bruge velovervejet. Det gjorde han så i sit tredje karriereliv med Information som legalt dagblad.«

- Hvad kan avisen i dag lære af Outze som chef?

»Vi har mødt forskellige meninger blandt tidligere kolleger om, hvordan man har opfattet Outze som chef. Men alle er enige om, at han i forhold til sin tid ikke var en gængs ledertype. Og alle er også enige om, at hans autoritet var enorm. En enkelt anekdote mere kan måske illustrere det: Da Ebbe Kløvedal Reich, der så sandelig også var en selvbevidst herre, engang under et redaktionsmøde begyndte at rulle en joint med hash, så Outze bare et øjeblik på ham. Han sagde ikke et ord, men lidt efter skævede han endnu gang på Ebbe, der straks og lettere forfjamsket fik krøllet sit cigaretpapir sammen og fjernet fra bordet. Ingen sagde et ord,« siger Larsen.

Landets frieste avis

Lange: »Mange opfattede Outze som opportunist. Han gik jo f.eks. fra at være en endda meget overbevist NATO-tilhænger i 1948-49 til at være temmelig reserveret og afvisende overfor Danmarks tætte partnerskab med USA. Under indtryk af Vietnamkrigen og diktaturregimerne i Grækenland, Spanien og Portugal og al den gru, der i den forbindelse blev oprullet, skiftede han mening, hvilket han meddelte avisens læsere i to store kronikker i starten af 1970'erne. Hans indflydelse på avisen de sidste leveår var ikke så stor. Men man opfattede ham som et forbillede, ikke mindst i kraft af den tolerance, han selv udviste over for andres meninger.«

Larsen: »Jeg tror nu aldrig, at han har blandet sig særlig meget i diskussionerne på redaktionsmøderne. Han sad hellere lidt for sig i et hjørne og bakkede på piben, mens han hørte andre udlægge teksten. Grundlæggende var det nok for ham, hvis folk på avisen arbejdede hårdt. Så fik de meget lang snor. Det gjorde avisen til et frirum, som virkede ekstremt tiltrækkende for mange, og denne form for lederskab, tror jeg, kan føres tilbage til de første meget hårde og meget ensomme dage, da han næsten ene mand søsatte Information som dagblad. Og måske også fra illegaliteten, hvor man var nødt til at stole på, at man selv var uundværlig, og at andre en dag skulle udfylde pladsen efter en.«

Lange: »Det er præcis derfor, at et navn som Leif Blædel blev ved med at vende tilbage, selv om han fik en opsigelse. Det, Blædel skrev og ville skrive, det kunne han bedst gøre i Information. Og sådan er der geled efter geled af kommende journalister og forfattere, der har følt. Det er det, der har holdt bladet i live på trods af alle vanskeligheder.«

Larsen: »Mange betydningsfulde - >og endnu flere mindre betydningsfulde - journalister har været rundt om Information i deres karriere. At være på 'Børges blad' var en bedre skole i faget og håndværket end den traditionelle elevuddannelse. På Information kunne man skrive, bryde faggrænser ned, eksperimentere, dumme sig, diskutere. På en besynderlig måde blev avisens begrænsede ressourcer undervejs vendt til en positiv ting, fordi man blev tvunget til at gøre det 'different'.«

Lange: »Information udnyttede sine medarbejdere så groft, at de blev helt udsugede. Når de så som udtørrede sugerør gik videre til andre aviser, kunne de leve der alene på deres tidligere renommé. Men som Outze sagde hver gang, dygtige, men ofte også nedslidte medarbejdere, forlod hans avis: Det bliver værst for dem selv.«

Se også dette sjældne klip fra Danmarks Radios arkiver (og bragt med DR's tilladelse). Lasse Jensen interviewer Børge Outze i anledning af avisens 30 års fødselsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Markus Lund

Outze, jeg er overbevist om at du ville være meget respekteret blandt både datidens bz'ere og nutidens antifascister i Danmark.

Kærlige tanker og velment latter over dit ufattelige mod fra en der beundrer din småanarkistiske personlighed.

Markus Lund

Hov, jeg glemte vist noget: Husk at komme til fakkeloptog i aften kl. 19:30 på Halmtorvet på Vesterbro for at mindes Befrielsen og ophøret af den nazistiske besættelse.

Men desværre skulle det ikke ende sådan for altid: 60-65 år senere skruede det danske politi og efterretningstjenesten atter bissen på efter 10 års massiv statslig højredrejning og genoptog repressionen mod både datidens (Horserød-Stutthof) og nutidens (AFA) frihedskæmpere på skræmmende Gestapo-manér. Vi får se om de seneste hændelser også får et par ord med på vejen i aften.

Per Diepgen

Modstandskampen fortsatte efter 4.maj til i dag.

De store dagblade har i dag store artikler om 4.maj og nogle om Information. Af forsiden på Information fremgår, at man sloges for freden. Alle har tit kæmpet for fred, frihed og demokrati. Fred var oplægget fra nazisterne i 30'erne og et af krigens mål. Fred, frihed og demokrati er begrundelsen for krigen i Iraq og Afghanistan. Et sted i avisen står, at den røde prik skulle have indtaget den røde løber, men jeg husker ikke den røde prik på avisen de første mange år.
Fred og frihed ændrer sig måske også bare. Ytringsfrihedens Don Quixote, Lars Hedegaard, håber, at han har holdt avisens fane højt, måske i den forstand lagt sig ud med PET og skriver i et læserbrev i Jyllandposten, dags dato, at denne her Jørgen Dragsdahl, i Torben Kroghs dage journalist på bladel, at han er en stor løgner. Fred kan altså også være krig, sådan som nationalsocialister også var socialister, den ene af dem kæmpede for, den anden imod krig, men ingen af dem er i dag velanskrevne i demokratiet.

Sådan er modstandskampen.

Tommy Karstensen

Kære Information.
Omend avisen ikke når helt i mål i forhold til målsætningen, skal der naturligivs lyde et tillykke med dagen herfra.

Bo S. Nielsen

Per Diegpen:

"Ytringsfrihedens Don Quixote, Lars Hedegaard"

Haha, den formulering satte gang i fantasien:

Lars Hedegaard, der med fråde i skægget, sølvpapirhjælm og vilde øjne tumler bandende og svovlende rundt ude på en vindblæst mark i sin selvforståelse af den sidste rigtige guerella. Han har for længst i sin eksalterede tilstand tabt brillerne og aner kun slørede store dystre skæggede mænd med bombeturbaner. Det er vindmøller, Lars.

Chris Green

Den danske modstandsbevægelse... var det ikke en terrororganisation i dagens målestok og definition? Men der kom da en god avis ud af det.. :-)

Martin Vindum

Også herfra et stort tilykke til Informeren.
Kors hvor er jeg dog tit blevet træt af dig og lusket bort, for blot at se hvad alternativet var, nemlig det at der ikke findes et værdigt alternativ, til den lille røde prik.

MVH
Martin Vindum

Per Diepgen

Man bedrev terror - ifølge samarbejdsparterne, også en del fremtrædende socialdemokrater.
Ret beset terroriserede man ikke civilbefollkningen, men advarede dem om sabotagens virkninger og andre farer, bortset fra enkelte tilfælde overholdt man forbudet mod at skyde eller likviderre wehrmachtsoldater og gestapo, hvis fortræffelige parabellum-pistoler man til gengæld stjal. Målet var værnemagere og stikkere, men man kunne ikke afværge den blinde modterror eller schalburgtagen.

Lars Hedegaard et co. vil gerne fremstå som modstandsbevægelse over for PEN (næppe PET). Men hvem kan træde i Sancho Panzas sted?
"Jeg Don Quixote af la Mancha opdager på én gang tredive, om ikke flere, af de allergræsseligste kæmper, med hvilke jeg tænker at give mig i strid og slå dem ihjel alle sammen. Byttet, vi gør hos dem, skal lægge grundvolden til at berige os, og det er en lovlig og gud behagelig krig at rense jorden fra så mange ulykkers stiftere."
Vi beder til, at her er tale om vindmøller.

Stig Larsen

Information virkeliggjorde Outze sin vision om, at en god presse er vigtigere for demokratiet end en god regering.
Ak ja.

jan henrik wegener

En forestilling om "modstand" som det der skal føre til noget godt virker ikke overbevisende - snarere anakronistisk.At man gør "modstand mod det onde" ender måske for let med at blive en simpel "undskyldning"?
Er der gået inflation i begreber som "frihedskæmper" så det kan sammenlignes med Zimbabwes?

Hugo Barlach

Kære Information: "What would we do without you?"

Oprør kommer altid nedefra, fordi hér mærkes alle indskrænkninger hårdest. Men uden nogen platform, er under-Danmark ilde stedt. "don't ever loose that inclination". Fordi det at være fattig eller på bunden af samfundet, aldrig har gjort os til dårlige danskere end nogen som helst andre. Dén frihed bør avisen aldrig slippe af syne...

Med venlig hilsen

Per Diepgen

Frihed er et mangehovedet uhyre, og som sådan er frihedskæmper noget sludder. Man kan være en del af en modstand og måske deltage i en modstandsbevægelse, politisk f.eks. antifascistisk, kulturett kulturradikal, i almindelighed forsøge at bryde en magtbrynde.

jan henrik wegener

Selvfølgelig er det rigtigt at snart sagt hvem som helst kan påstå de "går ind for frihed" og at ordet
"frihedskamp" derfor ikke oplyser ret meget. Men hvorfor i alverden skulle vi være væsentligt bedre stedt med "modstand"? Man kan selvfølgelig være "modstander" af omtrent hvad som helst. Af kapitalismen, socialismen, regeringen, eliten, de "kulturradikale", "nationalisterne". At ville være både modstander af "magtbrynde" og samtidigt forsøge at ændre noget til det bedre kan vise sig at være en ret delikat balancegang! At hævde man bekæmper noget der almindeligvios anses for et onde, f.eks. "facisme" behøver selvfølgelig ikke være udtryk for hverken misforståelse i "god" eller "ond" tro, men det kan vel ikke udelukkes at det undertiden er?

Peter Lauritzen

Dengang var vel intellektuelle overvejelser om, hvorvidt modstands- eller frihedskamp var den korrekte betegnelse af ringe betydning.
Formoder jeg.

Per Diepgen

Modstandsgrupperne under besættelsen var af mange slags og, som det så ofte har været fremført, slet ikke af samme observans, men de fleste gik dog ind for modstanden mod nazismen, der var kommunismens og socialismens udgangspunkt. ligesom nazisternes modstandere var kommunisterne (eller venstrefløjen og ikke jøderne).
I efterrationaliseringen og af en trang til at høre til den "rigtige side" er efterhånden tilført mange fortolkninger (f.eks. Anders Fogh Rasmussens), hvor ordet frihed forløser.