Interview
Læsetid: 6 min.

Generation Libanon er træt af at kæmpe

Israel er i en række krigsfilm begyndt at gøre op med sin blodige fortid - og nutid. Samuel Maoz' 'Libanon' er den seneste film, der beskæftiger sig med krigen i Libanon i 1982 fra soldaternes synsvinkel og viser et yngre Israel, der bliver mere og mere træt af at slås
Israel er i en række krigsfilm begyndt at gøre op med sin blodige fortid - og nutid. Samuel Maoz' 'Libanon' er den seneste film, der beskæftiger sig med krigen i Libanon i 1982 fra soldaternes synsvinkel og viser et yngre Israel, der bliver mere og mere træt af at slås
Kultur
5. maj 2010

»Det har formet mit liv.«

Den israelske filminstruktør Samuel Maoz fremfører konstateringen med rusten stemme igennem telefonen, isoleret af halsbetændelse og askesky fra at komme til København og fortælle om sin nye film, Libanon.

»Jeg prøvede første gang at skrive et manus baseret på mine oplevelser i 1988, lige efter at jeg var blevet færdig med at studere film på universitetet. Men efter at have skrevet et par sider var det eneste, der var inde i mit hoved, lugten. Lugten af brændt kød. Jeg var bange, men jeg forstod også, at det ville blive noget rod. Jeg var for tæt på det. For mig var lugten et tegn på, at jeg ikke var klar endnu«.

Reaktionen er ikke svær at forstå, når man ser Libanon og dens tur ind i helvede sammen med mandskabet i en israelsk tank under den israelske invasion af Libanon i 1982. Filmen foregår udelukkende inde i det pansrede køretøj, og det eneste glimt af verden udenfor kommer, når en uforsonlig officer kommer ned gennem toplugen, eller når tankcrewet kigger ud på det invaderede naboland gennem et kikkertsigte, der bliver mere og mere disproportioneret i takt med, at fartøjet får flere og flere fysiske og moralske træffere.

Instruktøren er selv navngivet som den katatoniske skytte i kampvognen, og filmen er baseret på egne oplevelser i krigen, ligesom de to andre markante israelske film, der de seneste år har sat fokus på den israelske krig i Libanon, som startede i 1982, Beaufort (2007) og Waltz with Bashir (2009). En bølge i israelsk film, som kan minde om rækken af amerikanske film om det Vietnam, der kom til at præge en generation.

»Jeg tror, den vigtigste årsag til filmene var Den Anden Libanonkrig i 2006. Vi er alle sammen den samme generation, Libanon-generationen. Alle filmene er personlige film, baseret på vores egne oplevelser, og derfor handler de om krigen dengang. Men i sidste ende handler de også om krigen i dag. Dilemmaerne er de samme, som de var dengang,« forklarer Samuel Maoz, der egentlig havde skudt krigen så langt om i baghovedet, som den kunne komme, da Israel igen invaderede Libanon i 2006:

»Jeg sad foran tv'et, og det gik pludselig op for mig, at mine sår fra dengang ikke kun var noget, der angik mig selv,« forklarer han.

Dårlig samvittighed

»Vi kom tilbage fra krigen med arme og ben og uden synlige sår. At klage over, hvad vi havde oplevet, var dengang nærmest utilgiveligt. Vores forældres generation havde været i koncentrationslejrene. Vi skulle bare være glade for at være i live. Det var så stærkt, at selv i dag får jeg dårlig samvittighed, når jeg taler om mine oplevelser; det var jo bare mig og mine problemer og mine behov og min smerte. Men pludselig i 2006 indså jeg, at det var det samme, der skete for vores børn, som var sket for mig. Det handlede ikke om mig længere. Hele min motivation var ændret; jeg havde en mission, jeg skulle ikke lave ikke filmen, fordi jeg har det dårligt. Jeg skulle gøre det for at gøre tingene bedre,« forklarer Samuel Maoz.

Maoz' film og de andre israelske krigsfilm har sat fokus på krigen i et samfund, der på papiret ligner Vesteuropas med velstand, frihed og ubekymret strandliv, men hvor krigen også har været et fast vilkår siden statens skabelse.

»Mange fra generationen før os kom fra Europa. Nogle var kommet fra koncentrationslejrene. Jeg kan huske min lærer med sit tal tatoveret på armen, der står og råber i klassen, at vi skal kæmpe for vores land. Dø for det, hvis det bliver nødvendigt, fordi alle vil udslette os. Men vi var almindelige børn, vi var født i Israel. Vi havde levet et almindeligt liv, i slutningen af 70'erne og begyndelsen af 80'erne, vi tænkte på piger, på at leve det gode liv i Tel Aviv, ikke på så meget andet,« forklarer han.

Det ændrede sig, da Israel i 1982 gik ind i Libanon for at tage det endelige opgør med den palæstinensiske oprørsbevægelse PLO. Her blev de unge israelske soldater involveret i en krig uden den nødvendighed, Israels forrige krige havde haft for landets beboere. Og med langt mere flydende moralske begreber, hvor soldaterne blev involveret i en kompleks borgerkrig, hvor det også fra israelsk side ofte var svært at se sig selv som den gode part:

»Det var nok noget af det samme, som amerikanerne oplevede i Vietnam. Det var den første krig, der ikke var en slags forsvarskrig. Ingen i Israel følte krigen. Det var langt væk hjemmefra, og lidt distanceret. I Israels andre krige holdt krigene sig ligesom inden for krigens normale rammer; to hære kæmper mod hinanden, de har forskellige uniformer på, ikke nødvendigvis mindre forfærdeligt, men man har en klar retningssans. I Libanon var der ingen regler, krigen foregik i beboelseskvarterer, fjenden havde cowboybukser på, du kunne ikke kende forskel på soldater og civile. Følelsen var, at det var kaos. Jeg kan huske galskaben i luften,« forklarer han.

Det er oplevelser, der har taget lang tid at bearbejde, og resultatet er ubetinget blevet en antikrigsfilm. Ikke mindst i lyset af den blodige krig i 2006.

»Vi lavede en testscreening et sted, hvor tilskuerne hørte til på højrefløjen for at prøve den af på et andet publikum end det, der normalt ville gå ind og se filmen. Bagefter debatterede vi filmen, og en kvinde rejste sig op foran sit meget konservative kvarter og sagde, at filmen i en vis grad havde ændret hendes syn på krigen og på, at hendes egne børn og hendes nevø skulle være soldater. Og pludselig begyndte en debat, som indtil da havde været et slags tabu,« forklarer instruktøren.

»Jeg føler, at jeg har bidraget en lille smule til at skabe en antikrigsstemning i nutidens israelske offentlighed.«

Hjernevasket generation

Heldigvis ser den 48-årige instruktør rimelig lyst på fremtiden. For holdningen til krig ændrer sig med tiden i Israel, efterhånden som generationerne skifter.

»Det er naturligvis de ældste, der er de mest markante tilhængere af krigen, og de yngste er mest imod den. Den israelske hær består ikke af frivillige, men af værnepligtige, og på den måde er den en refleksion af det israelske samfund. Da vore forældre var i hæren, var holdningen, at du skal kæmpe for dit land, du skal være parat til at dø for det. De kom med en fortid, som jeg ikke forstår, men de følte helt klart, at de ikke havde noget at tabe og havde masser af motivation, og derfor vandt de. Min generation, som var i midten, blev hjernevasket af den ældre generation, men var på den anden side almindelige drenge, der ønskede et normalt liv, så vores indsats og vores sejre var noget blandede. Og nu er der en ny generation med et globalt udsyn, der ser på andre unge i Europa og spørger, hvorfor kan vi ikke leve på den måde? De har den mindste motivation, og det kunne du se i krigen i 2006: Den bedst udrustede hær nogensinde, og det var en total fiasko. De ønskede ikke at kæmpe. Og derfor er den unge generation også det bedste publikum for min film, de identificerer sig med den,« forklarer Maoz.

Venner fra helvede

I Israel buldrer krigstrommerne igen, og i lang tid har det trukket op til en ny krig i Libanon for at give Hizbollah det nederlag, det ikke lykkedes at tilføje dem sidste gang. Samuel Maoz håber meget, at en krig ikke vil komme til at kendetegne den nye generation på samme måde, som det kom til at kendetegne hans.

»Folk tror, at hvis man har en så ekstrem oplevelse sammen, vil man være bedste venner. Men sandheden er, at efter krigen prøver man at undertrykke mindet om krigen og leve et almindeligt liv. Det er ikke personligt, men ingen har lyst til at møde sine venner fra helvede. Når man ser de folk, er det som at se en refleksion af en selv og de ting, man ikke kan lide ved én selv. Jeg viste filmen for dem, hvilket var lidt råt i starten. Men vi gik ud og drak bagefter, og efter to genstande var alting o.k. igen. At drikke er altid løsningen,« griner han hult.

»Vi er en fucked-up generation på mange måder. Men man lærer at leve med det, for der er ingen anden måde. Men inden i .... der bløder man. Det er ikke sundt. Men jeg håber, at den nye generation vil være bedre. Jeg tror på dem«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her