Læsetid: 1 min.

Gladsaxe Ny Teater lukker

De økonomiske trængsler er blevet for store for Gladsaxe Ny Teater. Den 1. juni går tæppet ned for sidste gang
4. maj 2010

Det er sidste udkald, hvis man vil opleve en forestilling på Gladsaxe Ny Teater, det tidligere Gladsaxe Teater. Den 1. juni er det nemlig slut.

»Med de tiltagende forringede økonomiske forhold, som Gladsaxe Ny Teater som egnsteater i Gladsaxe Kommune er udsat for, kan ledelsen og bestyrelsen ikke føre teatret videre,« meddeler teatret i en pressemeddelelse.

Hele teatersæsonen bliver dog gennemført.

Det gamle Gladsaxe Teater lukkede i 2006, men genopstod som egnsteatret Gladsaxe Ny Teater. Teatret har på kun tre år dog fået reduceret sin støtte fra 18 mio. kr. til 4 mio. kr., og det beløb er med den nye egnsteateraftale sænket yderligere til 3,5 mio. årligt.

I januar sidste år gik tea-tret i betalingsstandsning. Trods betalingsstandsningen formåede teateret at overleve. Men i oktober forlod teaterchefen, Kaspar Rostrup, sin stilling i protest mod besparelserne for egnsteatrene.

Han sagde dengang til Information:

»På trods af min store kærlighed til Gladsaxe Ny Teater, må jeg se det faktum i øjnene, at det ikke længere er ansvarligt at forsøge at køre teaterdriften videre ind i år 2010. Forholdene for de mest sårbare teatre vil blive så umulige, at det vil få store konsekvenser for den danske teaterverden,« siger Kasper Rostrup og fortsatte:

»Det beviser, at det er for letsindigt at opfordre kunstneriske aktiviteter til kun at læne sig op af sponsorer ... At kulturinstitutioner og kulturens arner kun tænkes kommercielt, at kultur i højere grad skal være rentabelt for at kunne overleve, er tegn på uhyggelig stor fattigdom«.

Gladsaxe Ny Teater er et af Københavns største med 718 pladser, og der har i gennemsnit været spillet 110 forestillinger pr. år. ritzau/Inf.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu