Læsetid: 8 min.

Han gør det absurde 'surd'

Information var med, da forfatteren John Irving underholdt sit amerikanske publikum med en fortælling, som aldrig har været trykt, måske aldrig bliver det og heller ikke har nogen slutning, skønt han har arbejdet på den i 47 år
Information var med, da forfatteren John Irving underholdt sit amerikanske publikum med en fortælling, som aldrig har været trykt, måske aldrig bliver det og heller ikke har nogen slutning, skønt han har arbejdet på den i 47 år
Kultur
25. maj 2010

NEW YORK – John Irving giver ikke ved dørene, da han stiller op over for sine læsere i et kulturcenter ved Lexington Avenue i kvarteret Upper East Side i New York. 92Y hedder det efter gadenummeret. Skal der stilles spørgsmål, skal de være mailet ind i forvejen, vores fotograf må ikke tage billeder under selve foredraget, men får fem minutter forud, og signerede bøger udleveres bagefter, uden at han selv er til stede.

Den højtelskede forfatter til internationale bestsellere i murstensformat som Verden ifølge Garp, Hotel New Hampshire og Æblemostreglementet modtages ikke desto mindre med uforbeholden varme, da han går på talerstolen, men først introduceres han af en god, gammel ven, en tv-studievært, Charles Gibson, kendt fra blandt andet udsendelsen Good Morning, America. Denne siger, han har læst alt af Irving, både før og efter Garp, som de fleste nok kender forfatteren for.

Gibson henviser til et typisk sceneri fra Irvings nyeste bog, Sidste nat i Twisted River, hvor en 12-årig dreng hører sin far, der er kok, i samleje med en stor kvinde, som også er den lokale sherifs elskerinde. Han tror fejlagtigt, at faderen bliver angrebet af en bjørn – og dræber hende med en stegepande. Derfra er kokken og sønnen på flugt for sheriffen. Bjørne er i øvrigt et genkommende element i Irvings romaner.

Dickens som idol

»John gør det unormale normalt,« forklarer Gibson, idet bøgerne vrimler med sådanne fantastiske og tvistede situationer, som Irvings personer hvirvler sig ind i i deres altid komplicerede liv, og han tilføjer med et sjovt ordspil, som får publikum til at le:

»The absurd becomes surd!«

Nu nævner han sin egen yndlingsroman, En bøn for Owen Meany, og forestiller sig, at John sidder ude i kulissen og tænker: ’Hvorfor lige den? Hvad er der galt med alle de andre?’

Så er banen kridtet op, og Irving indfinder sig. Han på sin side erindrer sig engang, da Charles Gibson skulle interviewe ham 24 timer efter en brokoperation, forårsaget af brydning, som han dyrkede som yngre – og som ligeledes er et genkommende element i bøgerne. Bagefter kunne han ikke huske, hvad han selv havde sagt – og ringede for at sikre sig, at det var okay. Senere spurgte han sin kone, om han i grunden ikke havde en aftale med Gibson, og hun forklarede ham, at den havde han haft og overholdt. Irving var glad for, at Gibson ikke havde nævnt den episode i sin introduktion!

Forfatteren fortæller, at han som barn læste David Copperfield af Charles Dickens, som lige siden har været hans favoritforfatter, fordi han har så fantastiske og tydelige personbeskrivelser og nogle gode plot.

»Hvis du læser god litteratur som barn, vil du undre dig over, hvor rodet livet er!« siger han også. (Kritikere af Irving finder ham litterært set for poppet, mens beundrerne ser ham som en moderne Dickens, red.)

Særligt udvalgte

»Nogle mennesker har interessante liv. Jeg har ikke,« siger forfatteren og får igen folk til at grine. Han udvikler derefter en personlig romanteori: »Mange mennesker vækker kun ligegyldighed eller afsky, men ikke i en god roman. Der er der ingen afskyelige, alle er uforglemmelige. Men en sand historie skal kunne bevises. Jeg taler ikke om biografier eller erindringer. En god ven sendte mig en e-mail med en opfordring til at skrive mine memoirer, men det gør jeg ikke. Jeg vil skrive sande historier. For mig er ’writing’ lig med ’rewriting’ af rigtige historier, som jeg rekonstruerer, men selvfølgelig digter jeg videre på dem, hvilket ikke gør dem mindre sande.«

Og så har John Irving en historie i ærmet, som bliver aftenens hovednummer. Med den får han publikum til at føle sig særlig udvalgt. Det er en historie, han har arbejdet på i 47 år, siger han. Han ved ikke, hvordan den slutter, eller om den nogensinde bliver færdig. »Måske skal den bare leve i forsamlinger som denne,« siger han og får referenten til at skærpe appetitten og kuglepennen, da han også siger, at hvis sidemanden sidder med en videooptager eller refererer den, så ... underforstået, at så skal man få med ham at bestille. Men som referenter kender vi jo reglerne og juraen omkring udsagn ved offentlige møder. Dem må man altid referere.

Ray forsvandt

Historien handler om en ven, han har kendt i mere end 50 år, og der har aldrig været et ondt ord imellem dem. De har tilmed lidt af samme cancer. Den går tilbage til Vietnam-krigens tid, 1963, hvor John Irving boede i Boston i Massachusetts for at gennemgå et intensivt kursus i tysk, hvor han på en sommer skulle lære, hvad man ellers bruger to år på. Selv var han imod Vietnam-krigen, hvor flere skolekammerater var døde. Han boede i en lejlighed med plads til fire, som lå oven på en folkesangerklub, hvorfor det var svært at få ro, og han lærte da også kun tysk meget dårligt.

Efter tysktimerne gik han til brydning, hvor der også kom en del russere og andre østeuropæere, collegebrydere. Da der på et tidspunkt blev et ledigt værelse i lejligheden, greb han dommerens fløjte, fløjtede i den og efterlyste en ny værelseskammerat. Så meldte Ray sig.

Ray var sort, glatbarberet, sidst i 20’erne, havde været soldat i Vietnam, nu var han trommeslager. En af hans deviser lød sådan: »Don’t do anything I wouldn’t do!« Teknisk var han en bedre bryder end østeuropæerne, men han var tit træt på grund af nattelivet og sov en del om dagen. John hørte ham en aften sidde på taget og synge. Ray kunne ikke lide at skilles fra sine trommer. John ville gerne med ham til den natklub, hvor han spillede, men denne ville ikke have ham med. Andre forklarede: »Han vil ikke se dig dræbt«. Natklubben var nemlig af den tvivlsomme slags.

En nat kom Ray ikke hjem som sædvanligt. John fandt en konvolut fra Ray, hvor der manglede 100 dollar til huslejen. Han skrev, at han var taget til Canada. Dagen efter stod militærpolitiet i lejligheden. Ray var, viste det sig, stadig soldat og fraværende uden orlov. John sagde, han var i Canada, og militærpolitiet gik med uforrettet sag.

De græd

Mange år senere var John Irving i Toronto, hvor han traf flere, som var flygtet fra militæret. En havde hugget sin triggerfinger af for at slippe for at komme til Vietnam, men ingen havde hørt om Ray.

I 1999 var John Irving, nu verdensberømt forfatter, i Stockholm, hvor han sad og skrev autografer til en lang kø af svenskere. Pludselig så han ind i to børneansigter, en dreng på fem-seks år og en pige på otte-ni år.

»Du ser ud som dit billede,« sagde pigen. Irving skulle ikke skrive børnenes navne i den bog, de havde købt. »Den er til min mand,« sagde moderen, en langbenet, lys svensk kvinde, der ville have datteren til at sige en bestemt sætning: Don’t do anything I wouldn’t do!

»Ray!« udbrød Irving.

Og der stod han, nu skaldet og med skæg. De omfavnede hinanden og græd. Ray gav ham en konvolut med 100 dollar.

Sådan lød historien, som ganske vist ikke var færdig, men som alligevel holdt publikums opmærksomhed intenst fangen. Og så var tiden inde til, at forfatteren svarede på de til-mailede spørgsmål.

Først fortalte han, at han ved en tilsvarende seance på en festival i Vancouver havde fået hele fire spørgsmål, som handlede om kollegaen Mar-
garet Atwoods bøger, ligesom John Updike havde fået spørgsmål om John Irvings romaner. Man havde åbenbart svært ved at holde forfatternes bøger ude fra hinanden. Margaret Atwood syntes, han havde besvaret spørgsmålene præcis, som hun selv ville have gjort.

I sufflørkassen

En læser ville vide, om han havde overvejet at gøre en biperson fra en bog til en hovedperson i en anden, og han svarede nej! Men det skete da, at en af dem dukkede op i hans hoved og han tænkte ’åh, nej, ham igen’, eller at han var blevet glad for nogle sætninger, han havde læst hos andre, og som han så troede, han selv havde fundet på.

Engang var han overbevist om at have hugget noget, som det så viste sig, at han selv havde skrevet! En anden læser spurgte, om han i romanstrukturerne var inspireret af bestemte komponister som Mahler og Bruckner. Nej, men han var inspireret af teaterstykker, fordi hans mor var suffløse. Hun havde fortalt ham handlingen, så han på forhånd vidste, hvad der ville ske i et stykke. Måske var det derfor, han havde det sådan, at han skulle kende sine slutsætninger i en roman, før han begyndte at skrive den.

Shakespeare og Tolstoj fremhævede han som vidunderlige forfattere, dog ikke på grund af deres plot, men fordi de simpelthen skrev godt. De kunne skrive underholdende. Det værste er det, der er kedeligt. Når det var kedeligt, fungerede det ikke på teatret. Så kunne han fra sufflørkassen se folk på første række falde i søvn. Sofokles var interesseret i incest, men behøvede han skrive tre stykker om det?

Skal være værre

»At blive bange er at blive underholdt,« erklærer John Irving. »Fiktion er at tænke sig selv i en anden. Tænk på en, du elsker – og det værste der kan ske med vedkommende. Men det er slet ikke nok, det skal være endnu værre ...« Eksempelvis en mor, der er fuld og sælger sin datter til en sømand. Et sidste spørgsmål: »Skriver du nogle ord eller sætninger bare for at more dig selv?«

Her nævner John Irving, at en ung mand delte kontor med hans kone og hjalp til med at læse hans manuskripter. Han duftede kraftigt af aftershave, og hun var allergisk over for parfumer. For ikke at sige det direkte, havde det moret ham at forklare den unge mand problemet ved at skrive det ind i et manuskript, men ak ... den unge mand kunne ikke genkende sig selv i det, han læste!

John Irving har holdt sig selv i stram snor under foredraget, løsnet lidt mere op i spørgeafdelingen, men slutter brat. Farvel og tak. Forfatteren vil hurtigt ud af klappen igen. Tilbage står fortællingen – klart mejslet ud. Og en relativt kort optræden, men med megen fylde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

En bøn for Owen Meany har jeg med jævne mellemrum, over en periode på 10-15 år, forsøgt at lade mig opsluge af og hvis ikke det var for min litterære irske svigerinde, hvem jeg engang lovede at læse bønnen til ende, havde jeg givet op for længst. Men nu er løftet brudt og fred være med det. I sidst uge tog jeg nemlig springet og afleverede murstenen til Kirkens Korshær, med bogmærket kun omtrent en trediedel fremme. Den fængede bare ikke og hvorfor så pine sig selv?