Læsetid: 4 min.

Grådighed er stadig ikke godt

Oliver Stone vender tilbage til den amerikanske finansverden i 'Wall Street: Money Never Sleeps', som handler mindre om den aktuelle finanskrise, end man skulle tro. Filmen havde verdenspremiere i går i Cannes
Oliver Stone har udtalt, at han troede, at det økonomiske system og de finansielle strukturer, som han tog under behandling i 1987 i 'Wall Street', ville regulere sig selv. Men det skete ikke, og derfor indvilgede den amerikanske filminstruktør i endnu engang at kaste et kritisk blik på den amerikanske finansverden.

Oliver Stone har udtalt, at han troede, at det økonomiske system og de finansielle strukturer, som han tog under behandling i 1987 i 'Wall Street', ville regulere sig selv. Men det skete ikke, og derfor indvilgede den amerikanske filminstruktør i endnu engang at kaste et kritisk blik på den amerikanske finansverden.

15. maj 2010

CANNES - Med tanke på en verdensomspændende finanskrise, som stadig ikke har sluppet sit tag i os, var vi mange, der havde glædet os til Oliver Stones nye film, Wall Street: Money Never Sleeps, der havde verdenspremiere i Cannes i går.

Oliver Stone har udtalt, at han troede, at det økonomiske system og de finansielle strukturer, han så bidsk tog under behandling i 1987 i Wall Street, ville regulere sig selv. At det ikke er sket, er finanskrisen - den værste siden 1930'erne - et tydeligt tegn på, og derfor indvilgede den amerikanske filminstruktør i endnu engang at kaste et kritisk blik på den amerikanske finansverden.

I filmen, der foregår lige omkring den dag i september 2008, hvor verdensøkonomien ramlede, er Gordon Gekko (Michael Douglas) kommet ud af fængslet, hvor han sad for de ulovligheder, han begik i den første film. Han har skrevet en bog og holder foredrag om, hvor meget klogere han er blevet, og om at det nuværende system - hvor folk og banker tager lån i værdier, som er kunstigt pustet op - snart vil falde fra hinanden.

Og det gør det selvfølgelig. Den unge, ærgerrige finansmand Jacob Moore (Shia LaBeouf), der er kæreste med Gekkos datter, Winnie (Carey Mulligan) - som slet ikke vil have med sin far at gøre - vender sig til Gekko for at få råd og hjælp, da en anden, nådesløs finansmand, Bretton James (Josh Brolin), er skyld i, at Jacobs arbejdsplads, en stor investeringsbank, går rabundus, og direktøren, Jacobs ven og mentor, begår selvmord.

Mest om mennesker

Egentlig er Wall Street: Money Never Sleeps en udmærket film, men den handler mindre om finanskrisen og den fallerede, gennemrådne amerikanske finansverden, end jeg - og sikkert også mange andre - havde forventet. Filmen har meget mere hjerte end Wall Street - handler mere om menneskene, Jacob Moore, Winnie Gekko og Gordon Gekko, end om pengene - og det er i virkeligheden nok dens største problem, når den netop er lavet med udgangspunkt i finanskrisen.

Det er dog en fornøjelse at se, at Michael Douglas ikke har mistet meget af sin skarphed i rollen som finanspiraten Gekko, der måske nok har været i fængsel og lært, at tid er vigtigere end penge, men stadig er en af de farligste mænd på Wall Street.

Når han er på lærredet, lever filmen virkelig, og selv om Carey Mulligan og Shia LaBeouf er glimrende skue-spillere, ville man gerne have set mere til Gekkos forsøg på at komme tilbage på toppen. Ikke mindst fordi Wall Street: Money Never Sleeps er lidt corny, når den bliver alt for følelsesfuld.

Nye sandheder

Budskabet i filmen er det samme som i Wall Street - penge korrumperer, og grådighed er ikke godt - men trods alt har Stone også enkelte nye sandheder at sige om en finansverden, hvor det, Gekko røg i fængsel for, er vand ved siden af det, de store, griske og amerikanske investeringsbanker blev 'straffet' for med en mange milliarder stor hjælpepakke.

Og så bliver det sagt, at grøn er den nye boble; altså at det store fokus på vedvarende energi og de mange investeringer på området vil føre til endnu en guldfeber og en boble, der på et tidspunkt vil briste.

Det er en interessant tanke.

Indre stormvejr

Wall Street: Money Never Sleeps vises uden for filmfestivalens hovedkonkurrence, hvor det indtil videre er en kinesisk og en sydkoreansk film, der har gjort væsen af sig.

Wang Xiaoshuais Chongquing Blues er en stringent, fåmælt og stærk fortælling om en far, der forsøger at finde ud af, hvad der skete, da hans søn tog en ung kvinde som gidsel i et indkøbscenter og siden blev skudt af en politimand.

Faren, der er kaptajn, har ikke set sønnen i 14 år - siden drengen var 10 - og kender ham faktisk ikke, hvorfor hans undersøgelser også bliver et forsøg på at lære sønnen at kende. Han taler med gidslet, sønnens venner, kæresten, der lige havde forladt sønnen, da han blev skudt, og politimanden, der skød ham.

Det er prunkløst fortalt og afdæmpet spillet, og selv om slutningen er lidt utilfredsstillende, bliver man revet med af det indre stormvejr, man mere end fornemmer i faren.

A la Hitchcock

Den bedste film, jeg endnu har set i hovedkonkurrencen, er den sydkoreanske instruktør Im Sang-soos The Housemaid, der på vanlig sydkoreansk vis er meget svær at rubricere.

Filmen er baseret på en film af Kim Ki-young fra 1960 og begynder som rastløs storbyfilm, fortsætter som psykologisk drama, forvandler sig til thriller a la Hitchcock og ender frydefuldt makabert.

Titlens tjenestepige er en yngre kvinde, som ansættes hos en stenrig familie for at opvarte den højgravide frue, passe på den lille datter og i det hele taget hjælpe den midaldrende, noget bitre husholderske, der har helliget sit ganske liv til familien.

Men manden i huset, der er vant til at få, hvad han vil have, forfører tjenestepigen, der villigt lader sig forføre. Snart er også hun gravid, og så begynder balladen, der tillige involverer fruens intrigante og livsfarlige mor.

Det er intelligent, elegant, kulørt, fuldt af suspense og umådeligt underholdende - med en snert af kritik af det hierarkiske sydkoreanske samfund, hvor tjenende ånder ikke regnes for noget - og man kan kun håbe på, at The Housemaid på et tidspunkt finder vej til en dansk biograf.

Mere fra Cannes på information.dk/film og Twitter: @monggaard www.festival-cannes.fr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu