Keith Warner foldede hænderne hen over sin store mave, da han i går på Det Kgl. Teater blev præsenteret som den nye operachef. »Det var jo næsten uundgåeligt,« sagde han med udsøgt, britisk humor.
Denne mand er ingen novice. Han er årgang 1956 og har iscenesat mere end 150 forestillinger i 20 lande. Men altid som instruktøren - aldrig som lederen, der har skullet bakse med budgetter og personale. Og ikke før som instruktøren, der skal sige nej til spændende tilbud, fordi han skal passe operaen 'derhjemme'.
Hvilken udfordring byder Det Kongelige Teater denne mand? I løbet af de seneste fem år er teatret blevet splittet op i Gamle Scene, Operaen og Skuespilhuset. Idéen om en samlet kulturinstitution er nu i fare for at være en juridisk fiktion. Publikum opfatter de tre scener utroligt forskelligt. Og operaen står især i fare for at tabe yderligere tilskuere på grund af de høje billetpriser og den håbløse logistiske rejse at komme til Holmen. Warner skal altså også kunne tumle specialbusser og regneark, hvis han skal få succes.
Selv fremhævede Warner Den Kgl. Operas lokkende ensemblekvaliteter, som han kender fra sine opsætninger af Don Juan og Wozzeck. Antagelig har han ikke hørt om debatten om Det Kgl. Teaters alt for lille skuespillerensemble - eller om Den Kgl. Ballets årskontrakter af udenlandske dansere. Men noget tyder på, at han ser Den Kgl. Opera som et internationalt åndehul, simpelthen fordi operaens solister og operakoret - og solisterne fra Operaakademiet - skaber den type ensemble, som nu er ved at være en sjældenhed i operahusenes krisevirkelighed.
Direkte adspurgt svarede han, at han var vild med nyere dansk musik, sådan fra Carl Nielsen og frem til Poul Ruders og Bo Holten - og han havde lyst til at bestille nye, danske værker. Også fusionsforestillinger med balletten og skuespillet.
Potentiel darling
En af Warners første opgaver bliver at vælge folk til stillingerne som chefdirigent og operadramaturg. Her bliver det afgørende, at balletmester Nikolaj Hübbe får mere direkte rådighed over chefdirigenten og Det Kgl. Kapel - eller sin egen balletdirigent og et orkester efter eget valg - for ellers bliver chefdirigenten i realiteten bare en operadirigent eller en koncertdirigent. De sidste sæsoner har ballettens mulighed for at få Det Kgl. Kapel til at spille været slingrende, og Michael Schønwandt har været savnet på balletdirigentpodiet. Desuden har Graham Bond kun titel af 1. dirigent, selv om han akkurat lige så godt bare kunne hedde Balletchefdirigent.
Om den åbenlyst charmerende Warner så bliver danskernes nye darling, det vil tiden vise. Englænderen Elaine Padmore, der var operachef på Det Kgl. Teater 1993-2000, har efter sigende sagt, at det allervigtigste er, at han lærer dansk ...
Saul og David kender Warner allerede. Men spørgsmålet er, om han kan manøvrere i Det Kgl. Teater og samle personalet, så operaen kan udvikle sig videre i den retning, som Kasper Holten har ført ensemblet siden 2000 - også internationalt set. Hans ros til Holten var i hvert fald uforbeholden og generøs. Som instruktør har han udvist overbevisende, samlende magt. Hans Wozzeck sidste sæson var i et gysende godt eksempel på en sort operafortolkning præget af dæmonisk stringens og billedklarhed, men også af udstillet smerte og frysende kynisme. Ingen blødsødenhed her.
Virkelighedens Keith Warner fremstod mild og smilende i lys kunstnerskjorte. Og på pressemødet klappede hans fremtidige ansatte indædt længe af ham som velkomsthyldest. For hvert fremtidsønske foldede han hænderne. Det gør vi andre så også.
