Klumme
Læsetid: 3 min.

'Det har intet med moral at gøre'

Gyldendal ville ikke selv udgive rockerbiografien 'Gangster', men forlaget vil gerne tjene penge på at sælge den. Er dobbeltmoral dobbelt så godt? Information bad Gyldendals direktør om en forklaring
Stig Andersen. Det er intet paradoksalt i, at Gyldendal 'aldrig' vil udgive en bog som 'Gangster, samtidig med at forlagets netboghandler tjener godt på selvsamme bog, siger Gyldendals adm. direktør Stig Andersen.

Stig Andersen. Det er intet paradoksalt i, at Gyldendal 'aldrig' vil udgive en bog som 'Gangster, samtidig med at forlagets netboghandler tjener godt på selvsamme bog, siger Gyldendals adm. direktør Stig Andersen.

Søren Bidstrup

Kultur
28. maj 2010

I forrige uge erklærede Gyldendals litterære direktør Johannes Riis over for Information, at en bog som rockerbiografien Gangster - om jetsetrockeren Brian Sandbergs liv - aldrig ville »blive udgivet i mit regi«. Siden har Gyldendal sat den kontroversielle bog til salg på sin internetboghandel g.dk, hvor bogen har fået en prominent placering på forsiden under 'aktuelle bestsellere'.

Over for Politiken har adm. direktør for g.dk Tine Weppler forklaret, at den fremtrædende placering skyldes, at biografien »sælger rigtig godt«. Selv om Gyldendal aldrig selv ville udgive rockerbiografien, vil forlaget altså gerne tjene penge på salget. Information har bedt Gyldendals adm. dir. Stig Andersen forklare sig.

- I vil ikke selv udgive bogen, men I vil gerne tjene penge på den. Hvordan hænger det sammen?

»Jeg er i den herlige situation, at jeg kan give begge mine ærede kolleger ret. Lige som Johannes Riis kan jeg heller ikke se, at den her bog ville kunne udkomme på Gyldendal. Og ligesom Tine Weppler mener jeg, at en netboghandel bør kunne forhandle alle de bøger, der er på markedet.«

Er moralen til salg?

- Du synes ikke, det klinger en anelse dobbeltmoralsk, at I ikke vil udgive bogen, men gerne vil tjene penge på den?

»Nej, overhovedet ikke. Det ene er en forlæggervurdering, der baserer sig på et kvalitetsmæssigt skøn. Det andet er en detailvurdering, der bare handler om at registrere, hvad der er aktuelt på markedet. Hvis nogen udgiver Mein Kampf, sælger vi også dén. Der er ingen dommerkomité på, hvad der findes på markedet.«

- Men når nu Johannes Riis har taget afstand fra bogen, og I alligevel sælger den, så kunne det jo forstås sådan, at moralen er til salg, hvis bare prisen er høj nok?

»Nej, overhovedet ikke. Der er 85.000 aktive titler på det danske bogmarked. Hvis du har en boghandel, så forhandler du de 85.000 titler. End of story. Kan du lide dem eller ej - det har ingen betydning. Og det er derfor, jeg ikke forstår, at det her overhovedet er en historie, for er det ikke meget indlysende? Forventer du ikke, hvis du går ned i en boghandel, at de har de varer, der findes?«

Indre sammenhæng

- Man kunne også forvente en indre sammenhæng mellem, hvad Gyldendal udgiver, og hvad I sælger?

»Nejnejnej, så kan man jo ikke drive en boghandel, så må man helt holde op med det. Hvis I nu havde spurgt Johannes Riis om 300 andre titler, han ikke ville udgive, skulle vi så heller ikke forhandle dem?«

- Så det har intet med dobbeltmoral at gøre?

»Nej, det har intet med moral at gøre, så jeg vil slet ikke kalde det dobbeltmoral.«

- Så lader vi være med at kalde det moral ... Men der gælder altså ét sæt regler, når man udgiver, og et andet sæt regler, når man sælger?

»Ja, det er den logik, der er. Det har ikke noget med moral at gøre. Som udgiver står man bag titlen. Som forhandler sælger man titlen. Så når Johannes Riis siger ét, og Tine Weppler siger noget andet, så giver begge dele mening i min verden. Hvis ikke Gyldendal som ansvarlig for netboghandlen ville forhandle bøger på grund af moralske anfægtelser, så ville vi have et problem. Men det har vi ikke, for naturligvis forhandler vi de bøger, der er tilgængelige på markedet. Og hvis ikke Johannes Riis havde en holdning til det, han udgiver, så ville vi også have et problem. Men det har han heldigvis - og tak for det!«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her