Interview
Læsetid: 8 min.

Ham med kærestesorg

Kristen Bjørnkjær udgiver på onsdag bogen 'Stoffers skruetrækker' - erindringer og anekdoter fra den eksperimenterende kunstscene, som han så den
Kristen Bjørnkjær udgiver på onsdag bogen 'Stoffers skruetrækker' - erindringer og anekdoter fra den eksperimenterende kunstscene, som han så den
Kultur
28. maj 2010

Kærestesorg var en integreret del af min barndom.

Især: »Kærligheden er en hård branche / tag hvad der kommer / eller hold dig væk.«

Vi skrev det på skoletoiletternes snavsethvide døre. Og drømte om at blive forladt, før vi endnu havde mødt nogen.

Kristen Bjørnkjær, født i 1943, er stadig ham med Kærestesorg. Solgt i 50.000 eksemplarer, gengivet i utallige antologier og undervisningsmateriale.

Jeg møder ham en solskinsdag i hans lejlighed ved Kongens Have. Med åben altandør og TV 2 News kørende i baggrunden. Det er i stedet for at have en kone, der snakker hele tiden, smiler han.

Han udgiver på onsdag Stoffers skruetrækker,en erindringsbog. Om forholdet mellem livet og kunsten, som han selv udtrykker det. Ret privat er den ikke. Den er nærmere et portræt af en tid og dens mennesker, især det kunstneriske miljø i min fødeby Århus midt i 60'erne, før jeg blev født.

Senere, da jeg selv blev forfatter, mødte jeg Vagn Steen og Ole Strandgaard og Knud Sørensen og Ulla Ryum og mange af de andre, der befolker bogen.

De var gamle, da jeg mødte dem i forfatterforeningen, og det er de stadig.

Alle de år, de levede og virkede, før jeg blev født, interesserede ikke en ung debutant som mig. Og de var holdt op med at brøle og smilede venligt og vidende med øjet på sned, gavmildt interesserede.

60'ernes kunstscene

Nu har jeg luret dem. Og deres tid. Som var en anden end min. For Kristen Bjørnkjærs bog vandrer rundt i det nybrud i litteraturen og kunsten, det var i 60'erne, hvor popart kom til Danmark, hvor en ung Per Kirkeby lavede sindssyge happenings i det offentlige rum sammen med en ung Poul Gernes, der pakkede sig ind i brunt papir og klippede sig ud igen med en lille neglesaks. Den Eksperimenterende Kunstskole kom til Århus og vandrede ned gennem Strøget og endte på universitetet eller hvor, man nu kunne finde fæller i opgøret med konservatismen og de borgerlige idealer om, at kunst skulle være pænt. Og med modernismen, som ellers var det herskende kunstsyn.

De lavede sære happenings med et minimalt publikum og forargede både den almindelige kunstforbuger og kritikerne. De cyklede til Odder syd for Århus for at få en ung digter, Peter Laugesen, med i den nye bevægelse.

Selv læste Bjørnkjær 'digte' op fra stedet: Hele telefonbogen - eller hvor meget han nu nåede af den - det måtte være den fineste illustration af et sted og dets skæbner, mente han.

Namedropping

»Jeg overvejede at kalde bogen Namedropping,« siger Kristen Bjørnkjær med et grin, og det kan man godt forstå. Her er Rifbjerg, Hans-Jørgen Nielsen og Jørgen Leth, Charlotte Strandgaard og Dan Turèll - og et hav af andre forfattere og kunstnere, der enten stadig lever eller er døde i dag. Selv min gamle rektor på Marselisborg Gymnasium, Aggebo, er med - længe før han var tør bag ørerne. For Århus udvider sig, gennem Kristen Bjørnkjærs liv, til København, og sågar en tur gennem den afrikanske ørken. »Jeg portrætterer dem før, de blev kendte. Man kan sige, bogen prøver at beskrive, hvad der skete, før deskete,« siger han.

Og hvad er det med den bog? Jeg kan ikke lade være at spørge, hvad den skal.

»Den er et forsøg på at skrive om forholdet mellem livet og kunsten,« siger Kristen Bjørnkjær. »Det er en erindringsbog, men den er vinklet på det, der skete i netop dén sfære. Hvordan påvirker kunsten livet, og hvordan påvirker livet kunsten?«

At hans eget hovedværk Kærestesorgskulle blive en slags essens af den tematik, kunne han ikke vide dengang.

Fra Fløjstrup til digter

Kristen Bjørnkjær er vokset op på en gård i Fløjstrup syd for Århus.

Her var kunst noget, der var pænt eller lød smukt. Da han kom på Katedralskolen i Århus, begyndte han at opdage et andet kunstsyn.

Han uddannede sig til journalist og arbejde en årrække på Demokraten, sideløbende med at han var med til at etablere forskellige kunsttryksager i undergrunden og selv begyndte at skrive digte.

En dag opdagede digteren Vagn Steen ham og tog ham under sin vinge. Vagn Steen mente, at kunst var blevet noget dyrt og fint noget, og derfor udgav han serien Digte for en daler.

Senere lavede han Skriv selv-digte med blanke sider. Eller Riv selv-digte, hvor man kunne rive sit digt ud. Det hele måtte lidt ned på jorden.

Kærestesorg

Bjørnkjær udgav digte - men da digtsamlingen Kærestesorgkom i 1976, brød han igennem til masserne. Både kritikerne og folket kunne lide den, og efter en eksplosion på 50.000 antal solgte bøger, blev han rask væk iscenesat i medierne som den forladte kærlighedslidende fælle, som mange enten kunne identificere sig med eller føle omsorg for. Han ramte lige ned i 1970'ernes tidsånd ved at vise, at mænd også kunne snakke om følelser. Et mandligt digterjeg fortalte om kærlighed, håb, håbløshed, om at have tid til at leve, at finde sig selv i en verden, der føles fremmed.

Han skrev om et materiale, der er alment menneskeligt. Han møder stadig ofte mennesker, der ved, hvem han er på grund af den bog. Senest en bilforhandler.

Og hvorvidt livet påvirker kunsten, og kunsten påvirker livet, er netop Kærestesorget godt eksempel på.

For mens han blev synonym med den forladte, vidste kun han, at historien bag digtsamlingen var anderledes.

Han var gift, men havde mødt en kvinde, han forelskede sig i. De havde en affære, og da hun blev gravid, overtalte han hende til at få en abort. Samtidig blev hans kone gravid, og mens hun ammede, og alt var tilsyneladende idyl, var der den anden kvinde.

Ægteskabet brasede sammen, elskerinden flyttede væk med en anden mand, Kristen Bjørnkjær mistede alt. På det grundstof blev digtsamlingen til. Livet påvirkede kunsten.

»Jeg havde været gift i syv år. Derefter ventede jeg i syv år på den anden kvinde. Hun havde forladt sin mand, men kunne ikke beslutte sig. Hele tiden var der åbninger, og så blev det alligevel aldrig til noget. Til sidst måtte jeg bede hende om at holde op med at forurene min brevsprække, for jeg måtte blive fri af hende.«

Det er 35 år siden, og Kristen Bjørnkjær har stadig dårlig samvittighed. Både over for de mennesker, kone og barn, som han forlod, men også fordi, at netop dén digtsamling skulle indhøste al den hæder og ære. Som var han en snylter på sit eget liv og andres ulykke.

»Jeg havde det da forfærdeligt. Jeg forlod og var forladt. Det er også derfor, stemmerne igennem samlingen skifter. Nogle gange er det et jeg, andre gange et han eller hun. Der var jo netop to meget forskellige private vinkler, jeg havde opført mig moralsk dårligt over for min familie. Så det var svært at bære den iscenesættelse og sympati, jeg oplevede. Jeg var også bange for at blive fastholdt i rollen som den melankolske, den efterladte, den depressive, så jeg besluttede mig faktisk for at leve lidt mere overfladisk,« smiler Kristen Bjørnkjær. Kunsten påvirkede livet tilbage.

Han giftede sig aldrig igen. Tænker stadig af og til på, hvad det var, der skete dengang, men det er så mange år siden, og i dag er elskerinden død.

Om dette digt i Kærestesorger skrevet til konen eller elskerinden, eller om jeget er en kvinde, er ikke helt til at vide.

(...) Forlad mig tidligt Forlad mig i min ungdom Før vi lærer hinanden at kende Ved en fest, hvor vi begge to er Lad mig møde en anden end dig Hvis du alligevel vil forlade mig Forlad mig i min barndom En tidlig solskinsmorgen Hvor alle køer er sat på græs Og jeg endnu er en lille dreng Der leger i en sandkasse Åh kære Jeg tror jeg dør Hvis du forlader mig Tag mig med Kan du ikke bare ta' mig med Hvis du forlader mig?

De unges opgør

»Jeg synes, at det er blevet meget sjovere at gå på kunstudstilling. Performance er mainstream i dag. Men litterært set mangler jeg nok lidt mennesket bag - det levede liv - i en del af den digtning, der udkommer i dag.«

- Har den eksperimenterende kunstscene tabt noget ved at blive mainstream?

»Hvad tænker du på?«

- Protesten? Oprøret?

»Det har den måske nok. Den har i hvert fald ændret sig. I dag gælder det om at være global. Sælge sit navn til en landsby i Afrika eller sætte store billboards op i Asien. Men ellers er det nok det samme, der forarger, i dag mere gud end konge og fædreland som det var engang. Og dyr,« tilføjer han med et grin. »Om det var Bjørn Nørgaards hesteslagtning dengang eller udstoppede hundehvalpe eller guldfisk i blendere i dag. Vil man forarge, skal man bare træde en kat over poterne.«

Journalist, tidligere kunstner

I bogen beskriver Kristen Bjørnkjær også den del af kunstnerlivet, der handler om aldrig at vide, hvor pengene skal komme fra, og han blev hele tiden reddet af gongongen, som han siger. Han forsøgte sig som filmmanuskriptforfatter, men måtte kaste håndklædet i ringen. Så søgte han job som filmkonsulent på Statens Filmcentral og var der en årrække. Senere blev han involveret i at skrive til tv-serier.

I 1993 blev han ringet op af Lasse Ellegaard, chefredaktør på Information, og spurgt om han kunne tænke sig at være kulturredaktør. Det kunne han, og det var han i syv år. I dag er han skrivende på avisen. Seniorskribent. Han er lige kommet hjem fra New York, hvor han har lavet interview og research til seks artikler. Om kunst, om livet og en samtale med en tidligere politimand i Brooklyn.

»Det er mange år siden, jeg holdt med at leve som kunstner,« siger han.

Kristen Bjørnkjær holdt op med at være journalist for at skrive. Siden blev han igen journalist, fordi han holdt op med at skrive.

- Hvad er forskellen på at leve som kunstner og som journalist?

»Jeg er jo fristet til at svare pengene. Men jeg synes også, man bliver lidt ensporet af kunstnertilværelsen. Man sidder der meget alene. Jeg er glad for, at jeg ikke ender med at blive en, der gentager sig selv eller føler et pres om at udgive en digtsamling om året. Engang tænkte jeg, at det ideelle job var ét, hvor man skulle producere et digt om dagen.«

- Savner du det?

»Næ.« Det kommer prompte med et stort smil. »Jeg elsker det, jeg laver. Jeg vil nu gerne udgive en enkelt digtsamling til, før jeg dør. Jeg mødte én, der sagde til mig, at jeg skulle holde pause i 15 år og så skrive en til. Men det var vist, fordi at det havde han selv lige gjort.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her