Læsetid: 6 min.

Han blev kendt for de mørke roller

Dennis Hoppers karriere strakte sig over 55 år, flere end 100 film, et overdrevent alkohol- og stofmisbrug og adskillige op- og nedture. Nu er den amerikanske skuespiller, instruktør, fotograf og kunstsamler død, 74 år gammel
Dennis Hoppers karriere strakte sig over 55 år, flere end 100 film, et overdrevent alkohol- og stofmisbrug samt adskillige op- og nedture. Nu er den amerikanske skuespiller, instruktør, fotograf og kunstsamler død, 74 år gammel
31. maj 2010

»Jeg vil gerne være her så længe, det overhovedet er muligt,« sagde Dennis Hopper, da jeg for to år siden mødte ham i Cannes.

Han spillede Døden i Wim Wenders' seneste - og meget lidt vellykkede - film, Palermo Shooting, og det syntes ganske naturligt at komme ind på den da 72-årige, amerikanske skuespiller, instruktør og berygtede hellraisers eget forhold til livet og døden.

»Julian Schnabel sagde engang, at 'når vi bliver født, har vi alle en dødsdom hængende over hovedet.' Vi skal alle dø. Men jeg prøver ikke at tænke over det. Men det melder sig en gang imellem. Og når man spiller Døden, tænker man meget mere over det, end man måske burde.«

Lørdag blev Dennis Hopper så indhentet af Døden, 74 år gammel.

I oktober 2009 kom det frem, at han havde fået konstateret prostatakræft, og i begyndelsen af januar i år forlød det, at Dennis Hopper kun havde en måned tilbage at leve i.

Den måned gik, og Hopper var her stadig. Han nåede endda at få sat sit aftryk på Hollywoods Walk of Fame. Og måske var det den ikke ubetydelige selvopholdelsesdrift, der holdt ham i live i de vilde år med alkohol og stoffer for 30-40 år siden, som også holdt ham i live endnu et par måneder. Måske var det den forsonlige skilsmisse fra sin femte og 30 år yngre kone, Victoria Hopper, som han først ville have overstået - selv om den undervejs blev sat på hold og derfor ikke gennemført.

En rem af huden

I det hele taget ville det have lignet Dennis Hopper dårligt at give op uden kamp. Det er muligt, at han faldt til ro i de senere år - siden han i 1980'erne lagde stofferne og alkoholen på hylden - og fik barn med Victoria (han har fire i alt med fire forskellige kvinder). Men den appetit, hvormed han hidtil havde fortæret livet, og hans evne til at rejse sig, hver gang tilværelsen og karrieren slog ham omkuld, vidnede om, at han var en overlever.

Det kan godt være, at Hopper ikke havde en kæmpe rækkevidde som skuespiller, og at det indimellem kunne være svært at skelne mellem rollerne og mennesket bag, ikke mindst fordi han spillede så mange mindeværdige skurke og i sit liv selv opførte sig som lidt af en skurk over for koner, kærester og kolleger.

Men det, han gjorde, gjorde han godt, og i de bedste af sine mørke roller - f.eks. den psykopatiske Frank Booth i Blue Velvet (1986), der blev et comeback for Hopper efter magre år, den ondskabsfulde racist i Paris Trout (1991) og den bitre bombemand i Speed (1994) - havde han en rem af huden.

Man vidste sjældent, hvor man havde ham, og bag den intense, farlige overflade gemte sig indimellem også en såret sjæl - perverteret, men såret.

Dæmoni og følsomhed

»Jeg kan godt lide at spille både god og ond,« sagde Dennis Hopper også i Cannes i 2008.

»Jeg mener ikke, at jeg er en enstrenget skuespiller. Men jeg har tjent penge på at spille skurke, og de kan også være vidunderlige roller. I mange film er skurkene mere interessante at spille end hovedpersonen.«

Men han spillede også andet end skurkeroller, og alt efter rollen skruede han ned for dæmonien og op for følsomheden: Eksfange i Out of the Blue (1980), som han selv instruerede, far til hovedpersonen i Rumble Fish (1983), Clarences viljestærke far i True Romance (1993), fordrukken basketballtræner i Hoosiers (1986), en præstation, som gav Hopper karrierens hidtil eneste Oscar- nominering for skuespil, Ben Kingsleys digterven i Elegy (2007) og senest tv-serien Crash, der var baseret på Paul Haggis' film, og hvor Hopper gav den fuld skrue som narkomanisk musikproducer, der dog ikke var helt så tosset, som man umiddelbart skulle tro.

Debut med Dean

Dennis Lee Hopper blev født den 17. maj 1936 i Dodge City, Kansas, men voksede op i blandt andet San Diego, Californien. Som dreng gik han på kunstskole, og da han kom i gymnasiet, begyndte han at interessere sig for skuespil. Han studerede på et teater i San Diego og hos Actor's Studio og Lee Strassberg i New York.

Den 7. januar 1955 kom 19-årige Dennis Hopper på kontrakt hos Warner Bros., og samme år fik han både sin tv-debut i tv-serien Medic og sin første, lille filmrolle, over for den fem år ældre James Dean i Rebel Without a Cause.

Det var først i slutningen af 1960'erne, at Dennis Hopper for alvor begyndte at få gode roller, f.eks. spillede han sammen med Paul Newman i Stuart Rosenbergs Cool Hand Luke (1967) og med John Wayne i Henry Hathaways True Grit (1969). Hathaway havde i øvrigt sit hyr med den unge skuespiller, der nægtede at tage imod instruktion - hvilket heller ikke gjorde ham populær i Hollywood.

I samme periode begyndte Hopper at interessere sig for kunst og fotografi, og han blev siden en ivrig billedkunstner, kunstsamler og fotograf. Han blev også ven med de jævnaldrende Jack Nicholson og Peter Fonda, og i 1969 besluttede trekløveret og forfatteren og journalisten Terry Southern, at de ville lave en film sammen.

Det resulterede i motorcykelfilmen Easy Rider, der om noget kom til at definere tidsånden og modkulturen, og den blev da også uhørt populær hos USA's i stigende grad utilpassede ungdom og banede vejen for det New Hollywood, hvor filmselskaberne - for en tid - overlod den kreative kontrol til en ny generation af instruktører, producere og manuskriptforfattere.

Selvmedlidenhed og vrede

Stofferne var ikke noget problem for Dennis Hopper, når han arbejdede - det sagde han i hvert fald til mig, første gang jeg mødte ham, i Cannes i 2005, hvor han var bad guy i George Romeros veloplagte tilbagevenden til zombiegenren, Land of the Dead.

»Men når man ikke har mulighed for at arbejde og ikke kan lave film, men skriver manuskripter, som ingen vil finansiere, så handler stofferne og alkoholen ikke længere om arbejdet. De handler om at svælge i selvmedlidenhed og vrede. Det er noget helt andet.«

Og det ødelagde det meste af 1970'erne for Hopper.

Han fik problemer, da han instruerede sin næste film, The Last Movie (1971). Filmen vandt godt nok hovedprisen på filmfestivalen i Venedig, men Universal, der havde finansieret den, sendte den kun ud i få biografer, og hverken kritikere eller publikum kunne lide den. Der skulle gå 12 år, før Hopper fik lov til at instruere igen, og det var katastrofalt for ham, både personligt og professionelt.

»Jeg er aldrig siden rigtig blevet en del af Hollywoods mainstream igen. Det ærgrer mig, fordi jeg var en virkelig talentfuld - er en virkelig talentfuld - instruktør, og jeg burde have fået lov til at lave film.«

Mindeværdigt galt

Det blev til enkelte gode roller op gennem 1970'erne. I 1977 lavede han sin første film sammen med Wim Wenders, Patricia Highsmith-filmatiseringen Den amerikanske ven, hvor Hopper spiller sociopaten Tom Ripley, der koldt og kynisk manipulerer med stakkels Bruno Ganz. Og i 1979 gav han den som udknaldet krigsfotograf i Francis Ford Coppolas mesterværk Dommedag nu. Angiveligt behøvede Hopper stort set ikke spille rollen, han levede den i forvejen, og præstationen er da også en af hans allerbedste.

Hoppers misbrug havde for længst taget overhånd - han indtog to liter rom og 28 øl om dagen, hvorefter han sniffede tre gram kokain for overhovedet at kunne holde sig på benene - og han besluttede sig for at lade sig afvænne. Det lykkedes, og allerede i begyndelsen af 1980'erne fik han igen gode roller i Sam Peckinpahs The Osterman Weekend (1983) og Francis Ford Coppolas Rumble Fish.

Da David Lynch i 1986 skulle i gang med Blue Velvet, manglede han en skuespiller til rollen som den mindeværdigt gale Frank Booth. På det tidspunkt havde Hopper godt nok droppet misbruget, men han følte, at han var som født til rollen. Han ringede til Lynch og sagde, »David, du er nødt til at lade mig spille Frank, fordi jeg er Frank.«

Den fornemmelse fik man også, når man så filmen.

I løbet af sin 55-årige karriere medvirkede han i mere end 100 film, mange af dem enten ligegyldige eller decideret dårlige - selv om Hopper oftere end ikke slipper fra det med æren i behold - men indimellem har han altså ramt plet, og det er vel ikke for meget at sige, at de seneste 50 års amerikansk film ikke ville være det samme uden ham.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu